KAPITEL OTTEOGTYVE
Thor red hårdt I mørket, sprintende igennem den sidste port af Kongens Hof, han bremsede knap hasten, da han sprang af, forpustet, og gav tøjlerne til en oppasser. Han havde redet hele dagen, solen var gået ned timer før, og han kunne se med det samme på faklerne indenfor, høre på fanfaren bagved portene, at Kongens fest var i fuld gang. Han sparkede sig selv for at være væk så længe som han havde og bad til at han ikke kom for sent.
Han løb hen til den nærmeste oppasser.
”Er alt i orden indenfor?” spurgte han hurtigt. Han var nødt til at finde ud af om Kongen var okay, selvom han selvfølgelig ikke kunne spørge om han var blevet forgiftet.
Oppasseren så overrasket på ham.
“Og hvorfor skulle det ikke være det? Alt er iorden bortset fra at du kommer for sent. Medlemmer af Kongens Legion skulle altid være til tiden. Og dit tøj er beskidt. Du spejler dine ligemænd dårligt. Vask dine hænder og skynd dig ind.”
Thor skyndte sig igennem porten, svedende, puttede sine hænder i en sten vask fyldt med vand, plaskede det i ansigtet, og kørte det igennem sit lange hår. Han havde været i konstant bevægelse siden tidligt i morges, han var dækket i støv fra vejen og han følte det som om det havde været ti dage i en. Han trak vejret dybt ind, prøvede at gøre sig rolig og se ordentlig ud, stred hurtigt ned af korridor efter korridor, mod de kæmpestore døre til fest salen.
Da han trådte indenfor, igennem de store buede døre, var det ligesom hans drøm: foran ham var de to festborde, mindst hundrede fod lang, i den fjerne ende sad Kongen for enden af sit eget bord, omgivet af mænd. Larmen ramte Thor som en levende ting, hallen var tætpakket med folk. Det var ikke kun Kongens mænd, medlemmer af the Silver og Legionen, der sad bænket ved festbordene, men også hundrevis af andre, rejsende musikere, grupper af dansere, narre, dusinvis af kvinder fra bordellerne…Der var også alle slags tjenere, vagter, løbende hunde rundt omkring. Det var et galehus.
Mænd drak øl og vin af kæmpe krus, og mange af dem stod, sang drikkesange, armene om hinanden, skålende. Der var bunker af mad lagt ud på bordene, med vildsvin og rådyr og alle slags andre vildt stegende på spyd foran ildstedet. Halvdelen af rummet frådede mens den anden halvdel, gik rundt og blandede sig med hinanden rundt i hallen. Da Thor så dette kaos, hvor fulde mændene var, indså han at hvis han var kommet tidligere, da det begyndte ville det have været mere ordenligt. Nu, på dette sene tidspunkt, så det ud til at have udviklet sig til mere af et drukgilde.
Thors første reaktion, udover at være overvældet, var dyb lettelse over at se at Kongen var i live. Han drog et lettelsens suk. Han var okay. Han tænkte igen over om det varsel ikke betød noget, om hans drøm ikke betød noget, om han bare havde overreageret, gjort noget større i sit hoved end det skulle være. Men stadigvæk kunne han ikke ryste følelsen af sig. Han følte stadig et presserende behov for at nå til Kongen, at advare ham.
Beskyt vores Konge.
Thor skubbede sig vej ind I den tykke mængde, forsøgte at nå den lange vej mod Kongen. Det gik langsomt. Mændene var fulde og grove, pakket skulder ved skulder og MacGil sad hundrede fod væk.
Det lykkedes Thor at komme halvvejs igennem og så stoppede han, fordi han pludselig så Gwendolyn. Hun sad ved et af de små borde, ude ved siden af hallen, omgivet af sine tjenestepiger. Hun så mut ud, og det lignede hende ikke. Hendes mad og drikke var urørt, og hun sad ude ved siden, væk fra de andre medlemmer af den kongelige familie. Thor tænkte over hvad der kunne være galt.
Thor brød ud af mængden og skyndte sig over til hende.
Hun så op og så ham komme, men i stedet for at smile som hun plejede, blev hendes ansigt mørkt. For første gang så Thor vrede i hendes øjen.
Gwen skubbede sin stol ud, rejste sig, vendte sig om og begyndte at marchere væk.
Thor følte det som om en kniv var stukket ind i hans hjerte. Han kunne ikke forstå hendes reaktion. Havdehan gjort noget galt?
Han racede rundt om bordet, skyndte sig over til hende, greb forsigtigt hendes handled.
Hun overraskede ham ved at kaste den hårdt væk, vendte sig og skældte ham ud.
”Rør mig ikke!” skreg hun.
Thor tog et skridt tilbage, chokeret ved hendes reaktion. Var det den samme Gwendolyn som han kendte?
”Undskyld” sagde han. ”Jeg ville ikke gøre dig noget ondt. Og ikke vise dig disrespekt. Jeg ville bare snakke med dig.”
”Jeg har ingen ord tilbage til dig,” sydede hun, hendes øjne glødede af vrede.
Thor kunne knap trække vejret; han anede ikke hvad han havde gjort forkert.
”Deres Højhed, vær venlig at fortæl mig, hvad jeg har gjort for at fornærme Dem? Hvad end det er, så undskylder jeg.”
”Hvad du har gjort kan ikke ordnes. Ingen undskyldning er nok. Det er den du er,”
Hun begyndte at gå væk igen, og en del af Thor synes han skulle lade hende være; men en anden del af ham kunne ikke klare bare at gå, ikke efter det de havde haft. Han måtte vide det – han var nødt til at vide, hvorfor hun hadede ham så meget.
Thor løb ud foran hende, blokerede hendes vej. Han kunne ikke lade hende gå. Ikke sådan her.
”Gwendolyn, vær sød. Bare giv mi gen chance for I det mindste at vide hvad det er jeg har gjort. Vær sød, bare giv mig dette.”
Hun stirrede tilbage, sydende, med sine hænder på hoften.
”Jeg tror du ved det. Jeg tror du rigtigt godt ved det.”
”Det gør jeg ikke,” fastslog Thor oprigtigt.
Hun stirrede, som om hun regnede ham ud, og endelig så hun ud til at tro ham.
”Aftenen før vi sås, har jeg fået at vide at du har besøgt bordellerne. At du gjorde dine ting med mange kvinder. Og du nød dem natten lang. Så, da solen stod op kom du til mig. Minder det dig om noget? Jeg afskyer den måde du har opført dig på. Afskyer at jeg overhovedet har mødt dig, at du har rørt ved mig. Jeg håber aldrig jeg skal se dit ansigt igen. Du har gjort mig til grin –og ingen gør mig til grin!”
“Deres Højhed!” råbte Thor, mens han prøvede at stoppe hende, han ville forklare sig. ”Det er ikke sandt!”
Men en gruppe musikere kom imellem dem, og hun pilede afsted, slap imellem mængden så hurtigt at han ikke kunne finde hende. I få øjeblikke, havde han helt tabt, sporet af hende.
Thor brændte indvendigt. Han kunne ikke tro at nogen var kommet til hende, havde fortalt hende de løgne om ham, havde vendt hende imod ham. Han tænkte over, hvem der stod bag det. Det betød knapt noget; hans chancer med hende var nu ødelagt. Han var døende indeni.
Thor vendte sig og begyndte at vakle igennem rummet, han huskede Kongen, følte sig hulet ud, som om han ikke havde noget at leve for.
Før han havde gået et par fod, kom Alton pludselig til syne, blokerede han vej, og snerrede ned med et tilfreds smil. Han havde silke gamacher og en fjerhat på. Han så ned på Thor, med sin lange næse og hage og med den yderste arrogance og stolthed.
“Nå, nå,” sagde han. “Er det ikke bondedrengen. Har du fundet din kommede brud her endnu? Selvfølgelig har du ikke det. Jeg tror rygterne har spredt sig langt og bredt om dine meritter i bordellet.” Han smilede og lænede sig tæt ind, afslørede små gule tænder.” Faktisk er jeg sikker på at de har.”
”Du ved hvad de siger: hvis der er et glimt af sandhed, hjælper en gnist af rygter. Jeg fandt glimmeret. Og nu er dit rygte ødelagt dreng.”
Thor, sydende af vrede, kunne ikke tage det mere. Han angreb og boksede Alton i maven og fik ham til at vælte.
Øjeblikke senere, var der kroppe rundt omkring ham, andre medlemmer af Legionen, soldater, kom imellem dem, trak dem fra hinanden.
”Du har overtrådt dine grænser, dreng!” råbte Alton, mens han pegede på ham over kroppene. ”Ingen rører en kongelig! Du skal hænge i galgen i resten af dit liv! Jeg får dig arresteret! Vær sikker på det! Ved daggry får jeg dem til at komme efter dig!” råbte Alton, vendte sig og stormede væk.
Thor var ligeglad med Alton, eller hans vagter. Han tænkte kun på Kongen. Han børstede medlemmerne af Legionen væk og vendte sig igen mod MacGil. Han skovlede folk væk da han skyndte til til Kongens bord. Han sind svømmede af følelser, og han kunne knap tro at tingene havde vendt sig sådan. Her var han, ligesom hans berømmelse var på vej, kun for at havde det hele ødelagt af en ondskabsfuld slange, ar få sin elskede snydt væk fra ham. Og nu, i morgen, truslen om at komme i fængsel. Og med Dronningen der var imod ham, frygtede han at han faktisk ville komme det.
Men Thor var ligeglad med noget af det nu. Det eneste, der betød noget var at beskytte Kongen. Han skubbede hårdere, da han vævede sin vej igennem mængden, stødte ind i en nar, gå lige igennem hans nummer, og endelig efter at have skubbet sin vej igennem mængden og til sidst efter at have skubbet igennem tre oppassere mere, nåede han Kongens bord.
MacGik sad i midten af bordet, en kæmpe sæk vin I den ene hånd, hans kinder var røde, han lo af underholdningen. Han var omgivet af sine top generaler, og Thor stod foran dem, skubbende sin vej op til bænken, indtil, endelig: Kongen lagde mærke til ham.
”Min Herre,” råbte Thor, han hørte desperationen i sin stemme. ”Jeg må tale med Dem! Vær rar!”
En vagt kom for at trække Thor væk, men Kongen løftede hånden.
”Thorgrin!” buldrede MacGil med sin dybe, kongelige stemme, drukken med vin.”Min dreng. Hvorfor er du kommet hen til vores bord? Legionens bord er der.”
Thor bukkede dybt.
“Min Konge, Jeg er ked af det. Men jeg må tale med Dem.”
En musiker blev stille, og alle generalerne vendte sig og så på Thor. Thor kunne mærke al opmærksomheden på ham.
“Nå, unge Thorgrin, nu har du gulvet. Tal. Hvad er det der ikke kan vente til i morgen?” sagde MacGil.
”Min Herre,” begynde Thor, men stoppede så. Hvad skulle han lige præcist sige? At han havde haft en drøm? At han følte Kongen ville blive forgiftet? Ville det lyde absurd?
Men han havde ikke noget valg. Han var nødt til at presse videre.
”Min Herre, jeg havde en drøm,” begyndte han. ”Det var om Dem. I denne fest hal, på dette sted. Drømmen var.. De skulle ikke drikke.”
Kongen lænede sig forover, hans øjne åbnede sig vidt op.
”At jeg ikke skulle drikke?” gentog han, langsomt og højt.
Så efter et øjebliks lammet stilhed, lænede MacGil sig tilbage og brølede af grin, rystende hele bordet.
“At jeg ikke skulle drikke!” gentog MacGil. ”Sikke en drøm det er! Jeg ville kalde den et mareridt!”
Kongen lænede sig tilbage og brølede og alle hans mænd stemte i. Thor rødmede, men han kunne ikke trække sig tilbage nu.
MacGil gestikulerede, og en vagt trådte frem og greb Thor og begyndte at tage ham væk – men Thor rystede ham hårdt væk fra sig. Han var besluttet. Han var nødt til at give Kongen sin besked.
Beskyt vores Konge.
”Min Konge, jeg forlanger at De lytter!” skreg Thor, rød i ansigtet, pressede sig fremad og bankede i bordet med sine næver.
Det rystede bordet, og alle mændene vendte sig og stirrede på Thor.
Det var en lammet stilhed, mens Kongens ansigt faldt til en skulen.
”DU forlanger,” råbte MacGil.” Du forlanger intet af mig, dreng!” skreg han, hans vrede steg.
Bordet blve endnu mere stille og Thor kunne mærke sine kinder blive røde af ydmygelse.
”Min Konge, tilgiv mig. Jeg vil ikke være respektløs. Men jeg er bekymret for deres sikkerhed. Vær rar. Drik ikke. Jeg drømte at De blev forgiftet. Vær rar. Jeg bekymrer mig meget om Dem. Det er den eneste grund til at jeg siger dette.”
Langsomt løftede MacGils skulen sig. Han stirrede dybt ind i Thors øjne og trak vejret dybt.
”Ja jeg kan se at du holder af mig. Selvom du er et fjols dreng. Jeg tilgiver din respektløshed. Gå nu. Og lad mig ikke se dig før imorgen.
Han gestikulerede til vagtene og de trak Thor væk, hårdt denne gang. Bordet kom langsomt tilbage til sit sjov, da de alle begyndte at drikke igen.
Thor der var trukket flere fod væk, brændte af indignation. Han frygtede for hvad han havde gjort her i aften og havde en synkende følelse af at i morgen ville han betale prisen. Måske endda blive bedt om at forlade dette sted. For evigt.
Mens vagterne gav ham det sidste skub, fandt Thor sig ved Legionens bord, måske tyve fod væk fra Kongen. Han mærkede en hånd på sin skulder og smurrede rundt og så Reece stå der.
”Jeg har ledt efter dig hele dagen. Hvad skete der med dig?” spurgte Reece. ”Du ser ud som om du har set et spøgelse.”
Thor var for overvældet til at svare.
”Kom og sid hos mig – jeg har holdt en plads til dig,” sagde Reece.
Reece trak Thor ned ved siden af ham, ved et bord, der var reserveret til Kongens familie. Godfrey havde en drink i hver hånd og ved siden af ham, sad Gareth, observerende med sine luskede øjne. Thor håbede uden håb at Gwendolyn også ville være det, men det var hun ikke.
”Hvad er det Thor?” Prikkede Reece, da han satte sig ned ved siden af ham. ”Du stirrede på det bord som om det vil bide dig.” Thor rystede på hovedet.
”Hvis jeg fortalte det ville du ikke tro på mig. Så jeg må hellere holde min mund.”
”Sig det. Du kan fortælle mig alt,” pressere Reece med intensitet.
Thor så udtrykket i hans øjne, og indså at, endelig var der nogen, der tog ham alvorligt. Han trak vejret dybt ind og begyndte. Han havde ikke noget at miste.
“Den anden dag, i skoven, med din søster så vi en Hvidryg slange. Hun sagde at det var et varsel om død og jeg tror på det. Jeg toog ud til Argon og han bekræftede at der kommer død.
Kort efter havde jeg en drøm om at din far bliver forgiftet. Her. I aften. I denne hal. Jeg ved det I mine knogler. Det bliver han. Der er nogen der prøver st snigmyrde ham,” sagde Thor. Han sagde det hele hurtigt og det føltes godt at få det sagt til nogen. Det føltes godt, at der faktisk var nogen der ville lytte. Reece var stille, da han stirrede tilbage ind i hans øjne i lang tid. Endelig sagde han noget. ”Du virker ægte. Det er jeg ikke i tvivl om. Og jeg sætter pris på at du bekymrer dig om min far. Jeg tror på dig. Det gør jeg. Men drømme kan snyde. De er ikke altid hvad vi tror.”
”Jeg sagde det til Kongen.”sagde Thor. ”Og de lo af mig. Selvfølgelig vil han drikke i aften.”
”Thor, jeg tror på, at du har drømt det. Og jeg tror at du føler det. Men jeg har haft frygtelige drømme også, hele mit liv. Den anden nat drømte jeg at jeg blev skubbet ud af slottet og jeg vågnede og troede at jeg var blevet det. Men det gjorde jeg ikke. Forstår du det? Drømme er mærkelige ting. Og Argon taler I gåder. Du skal ikke tage det så alvorligt. Min far har det fint, jeg har det fint. Vi har det fint. Prøv bare at sæt dig tilbage, drik og slap af. Og nyd det.”
Med det lænede Reece sig tilbage I sin stol, dækkede sig med skind og drak. Han gjorde tegn til en tjener, som satte en stor portion vildt foran Thor, sammen med et krus. Men Thor sad bare der, stirrende på sin mad. Han følte sit hele liv, blev opløst rundt om ham. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre.
Han kunne stadig ikke tænke på andet end sin drøm. Det var som at være i et levende mareridt, at sidde der, studerende alle drikke og feste rundt om ham. Det eneste han kunne gøre var at holde øje med alle krusene og drikkevarerne, der kom mod kongen. Han holdt øje med hver eneste tjener, hvert eneste vinkrus. Hver gang Kongen drak, rykkede det i Thor.
Thor var som besat. Han kunne ikke se væk. Han kiggede og kiggede efter hvad der føltes som timer.
Endelig, så Thor en speciel tjener, der ankom til Kongen med et krus der ikke lignede de andre. Det var stort, lavet af guld, dækket af rubiner og safirer. Det var det præcise krus fra Thors drøm.
Thor, med hjertet bankende i brystet, så med rædsel da tjeneren kom tættere på Kongen. Da han kun var få fod væk, kunne Thor ikke klare det mere. Hver eneste del af hans krop skreg at det var den forgiftede kop.
Thor sprang op fra sit bord, skovlede sig vej igennem den tætte mængde, stak sine albuer hårdt i alle på vejen.
Lige som Kongen tog sit krus I sine hænder, sprang Thor på på hans bord, rakte ud og slog kruset ud af Kongens hænder.
Et rædselsslagent gisp fyldte hele hallen, da kruset fløj igennen luften og landede på sten med et hårdt klang.
Hele hallen blev dødstille. Hver eneste musiker, hver eneste jonglør, stoppede. Hundrevis af mænd og kvinder vendte sig alle og stirrede.
Kongen rejse sig langsomt og gloede ned på Thor.
”Hvor vover du!” skingrede Kongen. ”Du uforskammede lille dreng! Jeg vil lægge sig i lænker for det her!”
Thor stod der, rædselsslagen. Han følte hele verden vælte ned over ham. Han ville bare forsvinde.
Pludselig gik en hund over til den lille sø af vin, der nu formede sig på gulvet og lappede det op. Før Thor kunne svare, før rummet kunne bevæge sig igen, gik alle øjne hen på hunden, der begyndte at lave frygteligt lyde.
Et øjeblik senere, frøs hunden og faldt ned på siden, død. Hele rummet så på hunden med et chokeret gisp.
”Du vidste at der var gift i drikken!” skreg en stemme.
Thor vendte sig og så Gareth stå der, han kom op ved siden af Kongen, pegende anklagende på Thor.
”Hvordan kunne du overhovedet kunne vide at det var forgiftet? Med mindre du er den der gjorde det? Thor prøvede at forgifte Kongen!” råbte Gareth.
Hele menneskemængden hujede af forargelse.
”Tag ham ned i fangekælderen,” kommanderede Kongen.
Et øjebkik senere, mærkede Thor vagter, der greb ham hårdt bagfra, trak ham igennem hallen. Han vred sig og prøvede at protestere.
”Nej!” skrev han, “I forstår det ikke!”
Men der var ingen der lyttede. Han blev trukket igennem mængden, hurtigt og hårdt og da han gik, så han dem alle forsvinde foran ham, sit hele liv forsvinde fra ham. De krydsede hallen og gik ud af sidedøren, døren smækkede i bagved dem.
Det var stille her. Et øjeblik senere, kunne Thor mærke sig selv falde, Han blev trukket af mange hænder ned af en vindeltrappe af sten. Det blev mørkere og mørkere og snart kunne han høre fangerne skrige.
En jern celle dør åbnede og han indså hvor han var ved at blive taget hen. Fangekælderen.
Han vred sig og forsøgte at protestere, at bryde fri.
”I forstår det ikke!” skreg han. Thor kiggede op og så en vagt træde frem, en stor grov mand med ubarberet ansigt og gule tænder. Han skulede ned mod Thor. ”Åh, jeg forstår rigtigt godt.” kom hans raspende stemme.
Han trak sin arm tilbage og det sidste Thor hørte var hans knytnæve, der kom ned imod hans ansigt.
Så blev hans verden sort.
Hent nu!
KONGERNES MARCH
(BOG #2 I Troldmandens Ring)
”TROLDMANDENS RING har alle de ingredienser, der skaber en øjeblikkelig success: komplot, modkomplot, mysterier, tapre riddere og blomstrende forhold profuld af knuste hjerter, bedrag og forræderi. Uanset din alder bliver du underholdt i timevis. Bogen anbefales til at stå permanent på hylden hos alle fantasy læsere.”
--Books and Movie Reviews, Roberto Mattos
KONGERNES MARCH tager os et skridt videre på Thors episke rejse ind i manddom, da han begynder at opdage, hvem han er, hvilke kræfter han har, da han begiver sig ud for at blive kriger. Efter, at han undslipper fra fangekælderen, bliver Thor chokeret over at finde ud af, at der er endnu et snigmordsforsøg på Kong MacGil. Da MacGil dør kasted kongeriget ud i kaos. Mens alle kappes om tronen, er Kongens Hof mere fyldt med familiedramaer, magtkampe, jalousi, ambitioner, vold og forræderi end nogen sinde. En arving skal vælges imellem børnene og det ældgamle Skæbne Sværd får igen en chance for at blive løftet af en ny. Men alt dette kan blive væltet omkuld, mordvåbnet bliver fundet og løkken strammes for at finde snigmorderen. På samme tid står MacGils overfor en anden trussel fra McClouds som gør klar til angreb for at angribe indenfor Ringen.
Thor kæmper for at vinde Gwendolyns kærlighed tilbage, men måske er der ikke tid nok: han får besked på at pakke sine ting, at forberede sig med sine våbenbrødre til De Hundrede, hundrede dage af helvede som medlemmer af Legionen skal overleve. Legionen skal krydse Kløften, forbi beskyttelsen fra Ringen, ind i Vildmarken, skal de sætte sejl over det Tartuvianske Hav til Tågeøerne, som har ry for at være beskyttet af en drage, for at blive til mænd.
Lykkes det dem at komme tilbage? Vil Ringen overleve deres fravær?Og vil Thor endelig opdage hemmeligheden om sin skæbne?
Med sin sofistikerede verdensopbygning og personkarateristik, er KONGERNES MARCH en episk fortælling om venner og elskere, om rivaler og bejlere, og riddere og drager, om intriger og politiske rænkespil, om at blive voksen, om knuste hjerter, om ambitioner og bedrag og om trolddom. Det er en fantasi, der fører os ind i en verden vi aldrig glemmer og som taler til alle aldre og køn.
Bøgerne #2--#13 i serien kan også fås nu!
KONGERNES MARCH
(Bog #2 i Troldmandens Ring)