Read the book: «Heltenes Færd »

KAPITEL FJORTEN

Thor sad ved træbordet, og arbejdede på buen og pilen, der lå ismåstykker foran ham. Ved siden af ham sad Reece, sammen med mange flere medlemmer af Legionen. De sad alle bøjede over deres våben, arbejdede hårdt med at udskære buerne og stramme strengene.

”En kriger ved, hvordan man skal sætte strenge på sin bue,” råbte Kolk, da han gik op og ned imellem rækkerne af drenge, lænede sig ind over, og undersøgte den enkeltes arbejde. ”Spændingen skal være helt rigtig, For lidt og jeres pil vil ikke ramme målet. For meget, og jeres sigte bliver forkert. Våben bliver ødelagt i kamp. I skal vide, hvordan man reparerer dem mens I rejser, Den største kriger er også smed, tømrer, skomager, en der kan reparere alt, hvad der er i stykker. Og I kender ikke jeres egne våben rigtigt, før I selv har repareret dem.”

Kolk stopped bagved Thor og lænede sig over hans skulder. Han rev træbuen ud af Thors hænder, strengen gjorde ondt på hans håndflade mens den gled.

”Strengen er ikke spændt nok,” bebrejdede han. ”Den er bøjet. Hvis du bruger sådan et våben i kamp, så er du sikker på at dø. Og din makker dør ved siden af dig.”

Kolk smækkede buen tilbage, ned på bordet og gik videre; flere andre drenge fnes.

Thor rødmede mens han rev strengen til sig, trak den så stramt som muligt og viklede den rundt om hakket i buen. Han havde arbejdet på det i timevis, toppen på en udmattende dag med arbejde og kedelige opgaver.

De fleste af de andre trænede, sparrede, kæmpede med sværd. Han kiggede op og langt væk kunne han se sine brødre, alle tre, leende, mens de stødte sværd; som sædvanligt, følte Thor, at de fik fordele, mens han var efterladt i skyggen. Det var uretfærdigt. Hans følelse af, at han var uønsket her var stigende, som om han ikke var et rigtigt medlem af Legionen.

”Bare rolig, du finder ud af det,” sagde O´Connor ved siden af ham.

Thors håndflader var gnavet i stykker af at prøve; han trak strengen tilbage for sidste gang, denne gang med alle sine kræfter og til sin overraskelse, klikkede den. Strengen passede perfekt i hakket, Thor trak af alle kræfter, svedende. Han følte en stor tilfredsstillelse med at hans bue nu var så stærk, som den kunne blive.

Skyggerne blev længere, mens Thor tørrede panden med baghånden, og spekulerede på, hvor længe det her ville vare. Han forestillede sig, hvad det betød at være kriger. I sit hoved havde han set det anderledes. Han havde kun forestillet sig træning, hele tiden. Men måske var det her også en slags træning?

“Det her var heller ikke det jeg meldte mig til,” sagde O`Connor, som om han læste Thors tanker.

Thor vendte sig og blev beroliget af sin vens konstante smil.

”Jeg er fra den Nordlige Provins, ” fortsatte han. ”Jeg drømte også om at tilslutte mig til Legionen, siden jeg var lille. Jeg tror jeg forestillede mig konstant sparring og kamp. Ikke alle de her ligegyldige opgaver. Men det bliver bedre. Det er bare fordi vi er nye. Det er en slags indvielse. Der ser ud til at være et hierarki her. Vi er også de yngste. Jeg kan ikke se nogen nittenårige, der gør det her. Det her kan umuligt fortsætte. Desuden er det jo en nyttig ting at kunne.”

Et horn lød. Thor så over og så resten af Legionen, der samlede sig ved siden af en kæmpe stenmur i midten af marken. Den var draperet med reb, med ti fod imellem. Muren måtte være tredive fod høj, og i bunden af den var der stakke af hø.

”Hvad venter i på?” skreg Kolk. ”GÅ!”

The Silver viste sig overalt omkring dem, og før Thor vidste det, hoppede han og de andre ned fra bænkene og løb hen over marken til muren.

Snart var de alle samlede der, stående foran rebene. Der var en ophidset summen i luften, da alle medlemmer af Legionen stod sammen. Thor var ekstatisk fordi han endelig var inkluderet med de andre og fandt sig trukket hen imod Reece, som stod med en anden af sine venner. O´Connor kom hen til dem.

”I vil opdage i kamp, at de fleste byer er befæstede,” buldrede Kolk, mens han så ud over drengenes ansigter, ”At bryde forstækninger er soldatens arbejde. I en typisk belejring, bruger man reb og kroge ligesom dem vi her har kastet over muren, og at klatre over en mur er en af de farligste opgaver i vil få i kamp. I få tilfælde vil I blive mere udsat, mere såbare. Fjenden vil hælde smeltet bly på jer. De vil skyde pile ned. Smide sten. I skal ikke klatre før det perfekte tidspunkt. Og når I gør, skal i klatre for jeres liv – eller risikere død.”

Kolk tog en dyb indånding, så råbte han: “BEGYND!”

Rundt omkring ham gik drengene i gang, hver eneste greb efter rebet. Thor spurtede hen til et ledigt et og var lige ved at få fat i det, da en ældre dreng nåede det først, mens han skubbede han væk. Thor væltede væk og greb det nærmeste, et tykt sejlgarn med knuder. Thors hjerte bankede da han begyndte at gribe sig vej op ad muren.

Dagen var blevet diset, og Thors fødder gled på stenen. Stadigvæk tog han sig tid og lagde mærke til at han alligevel var hurtigere end mange af de andre, næsten først, mens han tumlede opad. For første gang i dag, følte han sig godt tilpas, følte han en slags stolthed.

Pludselig var der noget hårdt, der ramte ind i hans skulder. Han så op så medlemmer af the Silver på toppen af muren, der kastede små sten, kæppe, en slags vragrester. Drengen i rebet ved siden af rakte op med den ene hånd for at blokere sit ansigt, mistede grebet og faldt tilbage, ned på jorden. Han faldt mere en tyve fod, og landede i høbunken nedenunder.

Thor var også ved at miste grebet, men på en måde var i stand til at hænge på. En kølle fløj ned og ramte Thor hårdt på ryggen, men han fortsatte med at klatre. Han gjorde det på god tid og begyndte at tro at han endda ville være den første til at komme op da han pludselig mærkede et hårdt spark i ribbenene. Han forstod ikke, hvor det kom fra, før han kiggede over og så en af drengene ved siden af ham, der svingede sidelæns. Før Thor kunne reagere, sparkede drengen ham igen.

Thor mistede grebet denne gang og fandt sig selv flyvende baglæns, gennem luften, svævende. Han landede på ryggen i høet, chokeret men usåret.

Thor skramlede op på alle fire, fik pusten igen og så sig omkring. Overalt rundt om ham faldt drengene som fluer fra rebene, landede i høet, sparket eller skubbet af hinanden – eller hvis ikke, så sparket ned af medlemmer af the Silver øverst oppe.

Dem der ikke havde fået sine reb skåret, så de også faldt. Ikke en eneste nåede toppen.

”På benene!” råbte Kolk. Thor sprang op, og det gjorde de andre også.

”SVÆRD!”

Drengene løb som en hen til en kæmpe hylde med træsværd. Thor løb også hen og tog et, chokeret over hvor tungt det var. Det vejede dobbelt så meget som noget andet våben han havde løftet, Han kunne næsten ikke holde det.

”Tunge sværd, begynd!” kom et råb.

Thor så op og så det store fjols Elden, ham der første gang havde angrebet ham da han mødte Legionen. Thor huskede ham alt for godt, hans ansigt gjorde stadig ondt og de blå mærker var der stadig. Han var på vej hen imod ham, sværdet højt, et rasende udtryk i ansigtet.

Thor hævede sit sværd i sidste øjeblik og det lykkedees ham at blokere Eldens slag, men sværdet var så tungt, at han knap kunne holde det tilbage. Elden, større og stærkere, rakte rundt og sparkede Thor hårdt i ribbenene.

Thor faldt på knæ i smerte. Elden svang igen for at smadre ind i hans ansigt, men Thor rakte op og blokere slaget, med bare et øjebliks respit. Men Elden var for hurtigt og stærk; han svang rundt og klaskede Thor på benet, væltede ham ned på siden.

En lille gruppe drenge samledes rundt om dem, hylende og klappende, efterhånden som kampen, blev genstand for større opmærksomhed. Det så ud som om de alle heppede på Elden.

Elden kom ned med sit sværd igen, skar hårdt igennem luften, Thor rullede væk, slaget gled lige forbi hans ryg. Thor havde et øjebliks fordel og tog den – han svang rundt og ramte fjolset hårdt bag knæet. Det var et blødt sted, og nok til at slå ham tilbage, og så ned, tumlende ned på sin ende.

Thor tog chancen og kravlede på benene, Elden rejste sig, rød i ansigtet, mere vred end nogensinde, og nu var de to ansigt til ansigt.

Thor vidste at han ikke bare skulle stå der; han sprang frem og svang sværdet. Men hans trænings sværd var lavet af noget mærkeligt træ og lidt for tungt; hans bevægelser afslørede sig selv. Elden blokerede nemt, og stak så Thor hårdt i ribbenene,

Det ramte et blødt punkt og Thor tippede over og tabte sit sværd, luften var slået ud af ham.

De andre drenge skreg af glæde. Thor knælede der, ubevæbnet og mærkede spidsen af Eldens dværd, der stak ind i bunden af hans strube.

”Overgiv dig!” forlangte Elden.

Thor gloede op på ham, med den salte smag af blod på sin læbe.

”Aldrig,” sagde han trodsigt.

Elden laved en grimasse, hævede sit sværd, og forberedte sig på at sænke det ned. Det var intet Thor kunne gøre. Han kunne vente et enormt slag.

Da sværdet var på vej ned, lukkede Thor øjnene og koncentrerede sig. Han mærkede sværdet sænke farten, følte sig transporteret til en anden verden. Han kunne pludselig mærke sværdets sving i luften, dets bevægelse, og han ønskede at universtet ville stoppe det.

Han mærkede sin krop blive varm, snurrende og da han fokuserede mærkede han noget ske. Han følte at han var i stand til at kontrollere det.

Pludselig frøs sværdet midt i luften. Det var lykkedes Thor at atoppe det ved at bruge sine kræfter. Da Elden holdt sværdet, forvirret, brugte Thor sit sinds kræfter til at tage fat og klemme Eldens hådled. Han klemte hårdere og hårdere i sit sind, og indenfor få øjeblikke, råbte Elden op og tabte sit sværd. Alle drengene blev stille, da de stod der, lammede og så ned på Thor, med store overraskede og bange øjne.

“Han er en dæmon!” skreg en.

”En troldmand!” skreg en anden,

Thor var overvældet. Han forstod ikke, hvad han lige havde gjort. Men han vidste at det ikke var normalt. Han var både stolt og forlegen, det gjorde ham både modig og bange.

Kolk trådte frem, ind i cirklen, stående imellem Thor og Elden.

”Dette er ikke et sted for trylleformularer, dreng, hvem du end er,” skældte han. ”Det her er et sted til kamp. Du har trodset vores kampregler. Du skal komme til at tænke over, hvad du har gjort. Jeg vil sende dig et sted hen, hvor der er virkelig fare, og så får vi at se, hvor godt din trolddom beskytter dig der. Meld dig til vagttjeneste ved Kløften.”

Der gik et gisp igennem Legionen, de blev alle stille. Thor forstod ikke præcist, hvad det betød, men han vidste at uanset, hvad det var kunne det ikke være noget godt.

“Du kan ikke sende ham til Kløften!” prostesterede Reece. ”Han er for ny. Han kunne blive såret,”

”Jeg kan gøre, hvad jeg vil, knægt.” Kolk lavede en grimasse til Reece. ”Din far er her ikke til at beskytte dig nu, Eller ham. Og jeg styrer denne Legion. Og du må hellere vare din tunge – bare fordi du er kongelig, skal du ikke tro du kan svare igen, en gang til.”

”Fint, ” svarede Reece. ”Så tager jeg med ham!”

”Også jeg!” stemte O´Connor i, og trådte frem.

Kolk så på dem, og rystede langsomt på hovedet.

”Fjolser. Det er jeres valg. Tag med ham, hvis I vil.”

Kolk vendte sig og så på Elden. ”Du skal ikke tro du slipper så let heller,” sagde han til ham.

”Du startede denne kamp. Du må betale prisen også. Du tager med dem på patrulje i nat.”

”Men Herre, du kan ikke sende mig til Kløften!” protesterede Elden med store bange øjne. Det var første gang Thor havde set ham bange for noget.

Kolk tog et skridt frem, tæt på Elden og satte hænderne på sine hofter. ”Kan jeg ikke?” sagde han. ”Jeg kan ikke bare sende dig derhen – jeg kan også sende dig væk for evigt, ud af denne Legion, og til de fjerneste egne af vores kongerige, hvis du fortsætter med at svare igen,”

Elden så væk, alt for nervøs til at svare.

”Andre der vil med dem?” råbte Kolk.

De andre drenge, større, ældre og stærkere, så alle væk i frygt. Thor sank hårdt da han så rundt på de nervøse ansigter, og undrede sig over, hvor slem Kløften kunne være.

KAPITEL FEMTEN

Thor gik langs med den veltrådte grussti, flankeret af Reece, O´Connor og Elden. De fire havde knap sagt et ord til hinanden siden de tog afsted, stadig i chok. Thor kiggede over på Reece og O¨Connor med en følelse af taknemmelighed han aldrig havde kendt. Han kunne knap tro at de havde risikeret sig selv for hans skyld, sådan der. Han følte han havde fundet sande venner, mere som brødre. Han anede ikke, hvad der lå foran dem ved Kløften, men uanset hvad, var han lykkelig over at have dem ved sin side.

Han prøvede ikke at se på Elden. Han kunne se ham sparke til sten, sydende af raseri, kunne se hvor irriteret og vred han var over at være her, på patrulje med dem. Men Thor havde ikke ondt af ham. Som Kolk havde sagt, han startede det hele. Han havde godt af det.

Alle fire, en pudsig gruppe, fortsatte hen ad vejen efter de anvisninger, der havde fået. De havde gået i timevis, det var sent og Thors ben var trætte. Han var også sulten. Han havde kun fået en lille skål bygstuvning til frokost og håbede der ventede dem mad, hvor de så var på vej hen.

Men han havde større bekymringer end det. Han så ned af sin nye rustning og vidste at han ikke ville have fået, den hvis der ikke havde været en vigtig grund til det. Før de fire blev sendt afsted, havde de alle fire fået ny væbner rustning: Læder beklædt med rungbrynje, De havde også fået nye sværd af groft metal – ikke det fine stål man brugte til at smede en ridders sværd, men meget bedre end ingenting.Det føltes godt at have et solidt våben ved sit bælte – i tilføjelse selvfølgelig til hans slynge, som han stadig bar. Selvom han vidste at hvis de fik rigtige problemer i aften, ville både våben og og rustninger ikke være tilstrækkelige. Han længtes efter den overlegne rustning og våben som hans kammerater i Legionen havde: medium og lange sværd af det fineste metal, korte spyd, morgenstjerner, daggerter, hellebarder. Men disse tilhørte de drenge, der havde berømmelse og ære, fra berømte familier, der havde råd til den slags, Og det var ikke Thor, en simpel hyrdes søn.

Da de marcherede ned af den endeløse vej, ind I den anden solnedgang, langt væk fra de venlige porte i Kongens Hof, imod den fjerne grænse af Kløften, kunne Thor ikke lade være med at føle at det var hans skyld. Af en eller anden grund kunne de andre drenge i Legionen ikke lide ham, som om de havde modstand mod hans tilstedeværelse. Det gav ingen mening. Og det gjorde ham ked af det. Hele sit liv havde han ikke ønsket mere end at være en del af dem. Nu, følte han at han havde snydt sig ind; ville han nogensinde blive virkelig accepteret af sin ligemænd?

Nu, oveni det hele var han blevet prikket ud og sendt til at marchere væk til Køfttjeneste. Det var uretfærdigt. Han havde ikke startet slåskampen og da han havde brugt sine kræfter, hvad de end var, var det ikke med vilje. Han forstod dem stadig ikke, vidste ikke hvor de kom fra, hvordan han påkaldte dem og hvordan han slukkede for dem. Han burde ikke blive straffet for det.

Thor anede ikke hvad Kløfttjeneste var, men ud fra de andres udtryk, var det klart at det ikke var ønskværdigt. Han spekulerede på og de var blevet sendt ud for at blive dræbt, om det var deres måde at tvinge ham ud af Legionen. Han var besluttet på at han ikke ville give op.

“Hvor meget længere væk kan Kløften være?” spurgte O´Connor og brød stilheden.

”Ikke langt nok,” svarede Elden. ”Vi ville ikke være i den her suppedas, hvis det ikke havde været for Thor.”

”Du begyndte slagsmålet! Har du glemt det?” afbrød Reece.

”Men jeg kæmpede rent og det gjorde han ikke,” protesterede Elden, ”Og han fortjente det også.”

”Hvorfor det?” Thor ville virkelig gerne vide det, han havde brændt for at få det at vide længe. ”Hvor har jeg fortjent det?”

”Fordi du ikke hører til her, hos os. Du stjal din position i Legionen. Resten af os blev valgt, Du kæmpede dig vej ind.”

”Men er det ikke det Legionen handler om? Kamp? Reece svarede ”Jeg er enig i, at Thor fortjener pladsen mere end nogle af os. Vi blev nare valgt. Han kæmpede og slogs for, at opnå hvad der ikke var han forgivet”

Elden træk på skuldrene, han var ikke imponeret.

“Relger er regler. Han blev ikke valgt. Han burde ikke være her. Det er derfor jeg kæmpede imod ham”

“Jamen, du får mig ikke til, at forsvinde” svarede Thor med rystende stemme, fast besluttet på at blive acceptereret.

”Det må vi se” mumlede Elden surt.

”Og helt præcis, hvad mener du med det?” Spurgte O’Connor.

Elden sagde ikke mere, men forsatte med at gå stille. Thor spændte maven.

Han kunne ikke gøre for det, men han følte at han havde fået for mange fjender. Selvom han ikke forstod hvorfor. Han brød sig ikke om følelsen

“Lad vær med at tage sig af ham,” sagde Reece til Thor, højt nok til at de andre kunne høre det. ”Du har ikke gjort noget forkert. De sendte dig på Kløfttjeneste fordi de ser potentiale i dig.De vil hærde dig ellers ville de ikke gide det. De lægger også mærke til dig, fordi min far har udvalgt dig.Det er det hele.”

”Men hvad er Kløft tjeneste?” spurgte han.

Reece rømmede sig og så bekymret ud.

”Jeg har aldrig selv været på det selv. Men jeg har hørt historier. Fra nogle af de ældre drenge og fra mine brødre. Det er patrujering? Men på den anden side af Kløften.”

”Den anden side?” spurgte O´Connor med rædsel i stemmen.

”Hvad mener du med, den anden side? Spurgte Thor uden at forstå det.

Reece iagttog ham.

“Har du aldrig været ved Kløften?”

Thor kunne mærke at de andre så på ham og han rystede på hovedet, pinligt berørt.

”Du laver sjov,” vrissede Eldrin.

”Er det sandt?” pressede O´Connor. ”I hele dit liv?”

Thor rystede på hovedet, rødmende. ”Min far tog os ikke nogen steder hen.Jeg har kun hørt om det.”

”Du har nok aldrig været uden for din landsby, dreng, ” sagde Eldrin. ”Har du?”

Thor trak stille på skuldrene. Var det så tydeligt?

”Det har han ikke,” tilføjede Eldrin, mistroisk. ”Utroligt.”

“Hold kæft,” sagde Reece. “Lad ham være i fred. Det betyder da ikke at du er bedre end ham.”

Elden vrængede til Reece og førte kortvarigt hånden ned til sværdskeden, men slappede den så. Åbenbart ville han ikke provokere, kongens søn, selvom han var større end ham.

”Kløften er det eneste, der sørger for at Ringens kongerige er sikkert og trygt,” forklarede Reece. ”Der er ikke noget andet, der står imellem os og verdens horder. Hvis barbarene af Vildmarken brød den, ville vi alle være færdige. Hele Ringen ser op til os, Kongens mænd. Vi skal beskytte dem. Vi har patruljer der passer på hele tiden – for det meste på denne side og indimellem, på den anden. Der er kun èn bro henover den, kun én vej ind eller ud, og kun eliten af the Silver står vagt døgnet rundt.”

Thor havde hørt om den anden side af Kløften hele sit liv, havde hørt forfærdelige historier om det onde, der lurede på den anden side, det kæmpe store onde imperium, der omgav Ringen og om, hvor tæt de alle levede på terror. Det var en af grundene til at han havde villet optages i Kongens Legion: for at hjælpe med at beskytte sin familie og hans kongerige. Han hadede idéen om at andre mænd var derude døgnet rundt og beskyttede ham, mens han levede trygt i kongerigets arme. Han ville gerne gøre tjeneste og hjælpe med at kæmpe mod de onde horder. Han kunne ikke forestille sig noget modigere, end de mænd, der holdt vagt over Kløftens bro.

“Kløften er en mil bred og omgiver hele Ringen, “forklarede Reece. ”Det er ikke let at bryde den. Men det er klart at vores mænd ikke er det eneste der holder horderne stangen. Der er millioner af de skabninger derude, og hvis de vil over denne Kløft, kun med viljens kraft, kunne de gøre det på et øjeblik. Vores mænd er kun en hjælp til det energiskjold som Kløften har. Den virkelige kraft, der holder dem væk er Sværdets kraft.”

Thor vendte sig, ”Sværdet?”

Reece så på ham.

”Skæbne Sværdet. Du kender legenden?”

”Bondedrengen har nok aldrig hørt om det,” istemte Elden.

”Selvfølgelig kender jeg det,” vrissede Thor tilbage. Han måtte forsvare sig. Ikke bare kendte han det, men han havde tilbragt mange dage af sit liv, mens han tænkte over netop den legende. Han havde altid ønsket at se det.

Skæbne Sværdet fra fablerne, det magiske sværd, hvis energi, der beskyttede Ringen og fyldte Kløften med en potent kraft, der beskyttede Ringen fra invaderende.

“Det har været i den kongelige familie i generationer. Uden den, ville kongeriget intet være. Ringen ville blive invaderet.”

”Hvis vi er beskyttede, hvorfor så gide at patruljere Kløften overhovedet?” spurgte Thor.

”Sværdet blokerer kun store trusler,” forklarede Reece. ”Et lille og isoleret ondt bæst kan godt slippe igennem her og der. Det er derfor vores mænd er nødvendige. En ensom skabning kunne godt krydse Kløften, eller endda en lille gruppe af dem – de ville måske være så modige at de turde krydse over broen, eller de ville være snu og kravle ned i Kløften og op på den anden side. Det er vores opgave at holde dem ude. Selv et bæst kan volde stor skade. For mange år siden, var der en der slap igennem og dræbte halvdelen af alle børnene i en landsby før han blev fanget. Sværdet gør den store opgave, men vi er en uundværlig del.”

Thor tog det hele ind, mens han spekulerede. Kløften var så imponerende, deres pligt, så vigtig at han næsten ikke kunne tro på at han var en del af dette store formål.

”Men selv med alt det, han jeg ikke forklaret det rigtigt godt,” sagde Reece, ”Der er mere til Kløften end bare det.” Han blev stille.

Thor så på ham og så noget, som frygt eller undren i hans øjne.

”Hvordan kan jeg forklare det?” Sagde Reece, og kæmpede for de rigtige ord. Han rømmede sig.

”Kløften er større end nogen af os. Kløften er..”

”Kløften er et sted for mænd,” kom en rungende stemme.

De vendte sig alle ved lyden af en stemme, hestetramp.

Thors øjne blev store. Travende op på siden af dem, dækket i fuld ringbrynje, med lange skinnende våben hængende over siden på denne utrolige hest, var Erec. Han smilede ned til dem og holdt sine øjne på Thor.

Thor så op i chok.

”Det er et sted, der vil gøre jer til mænd.” tilføjede Erec, ”hvis I ikke er mænd allerede.”

Thor havde ikke set Erec siden dysten, og følte sig lettet i hans nærhed, at have en rigtig ridder her, med dem mens de gik mod Kløften – og Erec selv, intet mindre. Thor følte sig uovervindelig, nu han var her, og bad til at han ville følges med dem.

”Hvad æaver du her?” spurgte Thor. ”Skal du følge os?” spurgte han, mens han håbede at han ikke lød for ivrig.

Erec lænede sig tilbage og lo.

”Du skal ikke bekymre dig, unge mand,” sagde han. ”Jeg kommer med jer.”

”Er det rigtigt?” spurgte Reece.

”Det er tradition for et medlem af the Silver at følge medlemmer af Legionen på deres første patrulje. Jeg meldte mig frivilligt.”

Erec vendte sig og så ned på Thor.

”Trods alt, hjalp du mig i går.”

Thor mærkede sit hjerte blive varmt, opmuntret af Erecs tilstedeværelse. Han følte sig også løftet i sine venners øjne. Han blev fulgt af den størte ridder i kongeriget, mens de gik imod Kløften. Meget af hans frygt drev væk.

”Det er klart, jeg skal ikke på patrulje med jer,” tilføjede Erec. ”Men jeg vil lede jer hen over broen og til jeres lejr. Det vil være jeres pligt at gå ud på patruljer alene derfra.”

”Det er en stor ære Herre,” sagde Reece.

”Tak,”sagde O´Connor og Elden i kor.

Erec kiggede ned på Thor og smilede.

“Trods alt skal du til at være min første væbner, jeg kan ikke lade dig dø lige nu.”

”Første?” spurgte Thor, mens hans hjerte sprang et slag over.

”Feithgold brækkede sit ben i dysten. Han vil være væk i mindst otte uger. Du er min første væbner nu. Og vores træning kan lige så godt begynde, kan den ikke?”

”Selvfølgelig Herre,”svarede Thor.

Thors sind svømmede over. Før første gang i lang tid, følte hand et som om lykken endelig var ved at vende for ham. Nu var han første væbner for den største ridder af alle. Han følte det som om han var sprunget forbi alle sine venner.

De fem fortsatte, vest ind i solnedgangen. Erec gik langsomt med sin hest ved siden af dem.

“Jeg gætter på at du har været I Kløften, Herre? Spurgte Thor.

”Mange gange,” svarede Erec. “På min første patrulje, var jeg på din alder faktisk.”

”Og hvordan fandt du den?” spurgte Reece.

Alle fire drenge vendte sig og stirrede på Erec med stor opmærksomhed. Erec red videre i stilhed i nogen tid, så lige frem med fast hage.

”Jeres første gang er en erfaring I aldrig glemmer. Det er svært at forklare. Det er et mærkeligt, ukendt, mystisk og smukt sted. På den anden side ligger uforudsigelige farer. Broen I skal krydse er lang og stejl. Der er mange af os på patrulje – men I føler jer altid alene. Det er naturen, når den er bedst. Det knuser mennesket at være i dens skygge. Vores mænd har patruljeret der i århundreder. Det er en overgangsrite. I forstår ikke fare uden den; I kan ikke blive riddere uden den.”

Han faldt tilbage i stilhed. De fire drenge så på hinanden og fik kvalme.

”Skal vi forvente en træfning på den anden side, så?” spurgte Thor.

Erec trak på skulderen.

”Alt er muligt, når I når ind I Vildmarken. Usansynligt. Men muligt.”

Erec så ned på Thor.

”Vil du gerne være en stor væbner, og en dag en stor ridder?” spurgte han, og kikkede lige på Thor.

Thors hjerte slog hurtigere.

”Ja, Herre, mere end noget.”

“Så er der noget du må lære,” sagde Erec. ”Styrke er ikke nok; smidighed er ikke nok: at være en stor kæmper er ikke nok. Der er noget andet, noget der vigtigere end dem alle.”

Erec faldt tilbage I stilhed og Thor kunne ikke vente mere.

”Hvad?” spurgte Thor. ”Hvad er det vigtigste?”

”Du skal have en sund ånd,” svarede Erec. ”Aldrig bange. Du skal gå ind i den mørkeste skov, det farligste slag, med fuldstændig sindsro. Du må tage denne sindsro med dig, altid uanset hvornår og hvordan du går. Aldring bange, altid på vagt. Aldrig i hvile, altid vågen. Du har ikke den luksus af at forvente at andre kan beskytte dig mere. Du er ikke længere en borger. Du er nu en af Kongens mænd. De største kvaliteter for en kriger er mod og sindsro. Du er nu en af Kongens mænd. Vær ikke bange for fare. Forvent det. Men søg det ikke.

“Ringen vi bor i,” tilføjede Erec. ”vores kongerige. Det ser ud som om vi, med alle vores mænd, beskytter det mod horderne i verden. Men det gør vi ikke. Vi er beskyttet udelukkende af Kløften og kun af trolddommen i den. Vi bor i en troldmands ring. Glem det ikke. Vi lever og dør ved magi. Der er ingen sikkerhed her, dreng, på hver siden af Kløften. Tag trolddommen væk, tag magi væk og vi har intet.

De gik i stilhed igen i nogen tid, og Thor vendte Erecs ord over i sit hoved igen og igen.

Han følte det som om Erec gav ham en skjult besked, som om han fortalte ham at hvilken som helst kraft, hvilken som helst magi, det var han kunne hidkalde, var det ikke noget at skamme sig over. Faktisk, var det noget at være stolt af, og kilden til al energi i kongeriget. Thor fik det bedre. Han havde følt at han blev sendt til Kløften som straf fordi han brugte magi og havde følt sig skyldig på grund af det; men nu følte han at hans kræfter, hvad de end er, kunne være en kilde til stolthed.

Mens de andre drenge drev frem og Ere cog Thor faldt tilbage, så Erec ned på ham.

”Det er allerede lykkedes dig at skabe mangtfulde fjender ved hoffet,” sagde han, med et muntert grin. ”Så mange fjender som du har venner, ser det ud til.”

Thors ansigt blev rødt, skamfuldt.

”Jeg veed ikke hvordan Herre. Det var ikke min intetion.”

”Fjender skabes ikke aaf intention. De skabes oftes af misundelse. Det er lykkes dig at skabe en masse af det. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.Du er centrum for megen spekulation.”

Thor kløede sig i hovedet og prøvede at forstå det.

”Men jeg ved ikke hvordan.”

Erec så stadig munter ud.

”Dronningen selv er leder af dine fjender. Det er lykkes dig at komme på hendes forkerte side.”

“Min mor?” sagde Reece og vendte sig.”hvorfor?”

”Det er det samme sprgsmål, jeg har stillet migselv.” sagde Erec.

Thor havde det frygteligt. Dronningen? En fjende? Hvad havde han gjort hende? Han kunn ikke forstå det. Hvordan kunne han være vigtig nok til at hun lagde mærke til ham? Han vidste knap, hvad der skete omkring ham.

Pludselig var der noget, der gik op for ham.

”Er hun grunden til at jeg blev sendt herud? Til Kløften?” spurgte han.

Erec vendte sig og så ligeud, hans ansigt blev alvorligt.

”Måske er hun,” sagde han tænksomt.” De er hun måske.”

Thor tænkte over omfanget og dybden af de fjender han havde skabt sig. Han var snublet ind i et hof han intet vidste om. Han ville bare høre til. Han havde bare fulgt sin lidenskab og sin drøm og havde gjort, hvad der skulle til for at nå det. Han tænkte ikke at ved at gøre der, kunne han skabe misundelse eller jalousi. Han vendte det igen og igen i sit hoved, som en gåde, men kunne ikke nå til bunden af det.

Mens Thor tænkte over det hele nåede de til toppen af en bakke og som synet spredte sig foran dem, alle tanker om andre ting faldt væk. Thor var åndeløs- og ikke bare af den stærke stødende vind.

Udstrakt foran dem, så langt øjet rakte; lå Kløften. Det var første gang Thor havde set den, nogensinde og synet chokerede ham så grundigt at han stod naglet fast, ude af stand til at bevæge sig. Det var det største mest majestætiske syn han havde set. Den kæmpe kløft i jorden så ud til at strække sig for evigt, spændt kun af en enkelt, smal bro med soldater på begge sider. Broen så ud til at strække sig til verdens ende.

Kløften var oplyst af grønt og blåt fra den anden sol, og de glitrende stråler, reflekteres fra væggene. Da han mærkede sin ben igen, begyndte Thor at gå med de andre, tættere og tættere på broen, indtil han kunne se ned, dybt ind i Kløftens klipper, og vidste ikke om det var fordi den var bundløs eller om det var fordi den var dækket af dis. Stenen i kanten af klipperne så ud til at være en million år gammel, formet med mønstre som stormene havde skabt for millioner af år siden. De var det mest oprindelige han havde set nogensinde. Han anede ikke at denne planet var så pulserende, så levende.

Det var som om han var kommet til skabelsens begyndelse.

Thor hørte også de andre gispe rundt om ham.

Tanken om de fire patruljerende den Kløft virkede latterlig. De var som dværge over for den.

Mens de gik mod broen, stivnede soldater på begge sider, i retsstilling for at gøre plads til den nye patrulje. Thor mærkede sin puls stige.

”Jeg kan ikke se hvordan vi fire kan patruljere det her.” Sagde O´Connor.

Elden fniste. “Der er mange andre patruljer udover os. Vi er bare et tandhjul i maskinen.

Men de gik henover broen, var den eneste lyd, den piskende vind, deres støvler og Erecs hest, der gik afsted. Hovene lavede en hul og beroligende lyd, den eneste virkelige ting, Thor kunne hænge sig fast i, her I dette surrealistiske sted.

Ingen af soldaterne, der stod ret i Erecs nærhed, sagde noget, mens de stod vagt. De måtte have passeret hundrevis af dem

Thor kunne ikke undgå at lægge mærke til at på hver side af dem, spiddet på spyd, med få fod i mellem var hovederne af invaderende barbarer. Nogle af dem var stadig friske, stadigt dryppende af blod.

Thor så væk. Det gjorde det hele meget virkeligt. Han vidste ikke om han var klar til dette. Han prøvede ikke at forestille sig de mange træfninger, der havde skabt disse hoveder, de liv der var gået tabt, og hvad der ventede ham på den anden side. Han spekulerede over om de ville komme tilbage. Var det formålet med hele expeditionen? At få ham dræbt?

Han kiggede over kanten, på de endeløse forsvindende klipper, og hørte skriget af en fjern fugl; det var en lyd han ikke havde hørt før. Han tænkte over, hvilken slags fugl det var, og hvilke andre eksotiske dyr, der lurede på den anden side. Men det var ikke rigtigt dyrene, der generede ham, eller de spiddede hoveder. Mere end noget var det følelsen af dette sted. Han kunne ikke sige om det var disen, eller den hylende, vind, størrelsen af den åbne himmel, eller lyset af solnedgangen – men der var noget veed det her sted, der var så surrealistisk at det fik ham til at drømme. Det indhyllede ham, Han mærkede en tung magisk energi, der hang over dem. Han spekulerede på om det var Sværdets beskyttelse, eller en anden ældgammel kraft. Han følte det som om han ikke bare krydsede en masse af land, men krydsede ind i en anden verden, en anden dimension af eksistens.

For få dage siden havde han været fårehyrde i en lille landsby. Det virkede utroligt at nu, for første gang i sit liv ville han tilbringe natten ubeskyttet, på den anden side af Kløften.

KAPITEL SEKSTEN

Da solen begyndte at falme fra himlen – mørkt violet, blandet med blåt, det så ud til at omgive universet – gik Thor sammen med Reece, O´Connor og Elden ned ad stien, det førte ind i Vildmarkens skov. Thor havde aldrig været så anspændt i sit liv. Nu var det bare de fire, Erec var blevet tilbage i lejren, og uanset deres småskænderiet, mærkede Thor nu at de havde mere brug for hinanden end nogensinde før. De var nødt til at skabe bånd til hinanden uden Erec. Før de skiltes havde Erec sagt at de ikke skulle bekymre sig, at han ville blive ved basen, høre hvis de kaldte og være der, hvis de havde brug for ham.

Det fik ikke Thor til at føle sig sikker nu.

Mens skovene strammede ind på dem, så Thor sig omkring i dette eksotiske sted, skovbunden foret med tjørne og mærkelige frugter. Grenene på de mange træer var krogede og gamle, de rørte næsten ved jorden, så tæt at Thor ofte måtte dukke sig. De havde torne i stedet for blade og de stak frem overalt. Gule vinranker hang ned nogle steder og Thor havde begået fejlen at række op for at skubbe en vinranke væk fra ansigtet, kun for at opdage at det var en slange. Han havde råbt og var sprunget væk lige i tide.

Han havde forventet at de andre ville le af ham, men de var også ydmyge af skræk. Overalt rundt om dem, var der ukendte lyde fra eksotisk dyr. Nogle var dybe og gutturale, nogle var skingre og skrigende. Der var ekkoer af lyde fra langt væk; og andre der var alt for tæt på. Skumringen kom alt for hurtigt, mens de alle gik dybere ind i skoven. Thor var i det øjeblik sikker på at de ville komme i baghold. Mens himmelen blev mørkere, blev det sværere at se selv ansigterne på sine kammerater. Han greb så hårdt fat i sit sværd, at hans knoer blev hvide, mens han med den anden hånd knugede slyngen. De andre havde også fat i deres våben.

Thor tvang sig til at være stærk, selvsikker og modig som en god ridder skulle være. Som Erec havde instrueret ham i. Det var bedre for ham at se døden i øjnene nu, end at leve konstant i frygt for den. Han prøvede at løfte hagen og gå modigt fremad, hele tiden hurtigere og gik et par fod foran de andre. Hans hjerte buldrede, men han følte det som om han så frygten i øjnene.

”Hvad er det helt nøjagtigt vi patruljerer efter?” spurgte Thor.

Så snart han havde sagt der, indså han at det nok var et dumt spørgsmål, og han forventede at Elden ville gøre nar af ham.

Men til sin overraskelse, kom der bare stilhed tilbage. Thor så sig tilbage og så det hvide i Eldens øjne, og indså at han bare var mere bange. I det mindste gav det Thor noget selvsikkerhed. Thor var yngre og mindre end ham og han bukkede ikke under for sin frygt.

”Fjenden, tror jeg,” sagde Reece til sidst.

”Og hvem er det?”spurgte Thor. ”Hvordan ser han ud?”

“Der er alle slags fjender herude,” sagde Reece. ”Vi er i Vildmarken nu. Der er nationer af vilde og alle slags racer og onde skabninger.”

”Men hvad er grunden til vores patrulje?” spurgte O´Conner. ”Hvilken forskel kan vi overhovedet gøre, med dette? Selv, hvis vi dræber en eller to, vil det så stoppe den million, der er bagved?”

”Vi er her ikke for at gøre indhug,” svarede Reece. ”Vi er her for at gøre opmærksom på os selv, på vores Konges vegne. For at lade dem vide at de ikke skal komme for tæt på Kløften”

”Jeg synes det ville være mere logisk at vente indtil de prøver at krydse og så tage os af det,” sagde O`Connor.

”Nej,” sagde Reece. ”Det er bedre at skræmme dem fra overhovedet at nærme sig. Det er grunden til disse patruljer. I det mindste er det det min storbror siger.”

Thors hjerte bankede, mens de fortsatte dybere ind i skoven.

”Hvor langt skal vi?” spurgte Elden, og sagde noget for første gang, med dirrende stemme.

Kan du ikke huske, hvad Kolk sagde? Vi skal hente det røde banner og bringe det tilbage,” sagde Reece.”Det er beviset for at vi har gået langt nok i patrulje.”

”Jeg har ikke set noget banner nogensteder,” sagde O`Conner.”Faktisk kan jeg knap se noget. Hvordan skal vi overhovedet komme tilbage?”

Ingen svarede. Thor tænkte det same. Hvordan kunne de overhovedet finde et banner I nattens mørke? Han begyndte at tænke på om det hele var snyd, en øvelse, en anden af de psykologiske spil, som Legionen lavede med drengene. Han tænkte på Erecs ord igen, på sine mange fjender veed hoffet.Han havde en dårlig fornemmelse af denne her patrulje. Var de blevet lokket i baghold?

Pludselig kom der en rædselsvækkende skrigende lyd, fulgt af bevægelse inde i grenene – og stort løb hen over stien. Thor trak sit sværd og det gjorde de andre også. Lyden af sværdene der forlod deres skeder, af metal mod metal, fyldte luften, mens de alle stod på et sted og holdt deres sværd foran dem og så sig nervøst omkring i alle retninger.

”Hvad var det?” råbte Elden, hans stemme knagede af frygt.

Dyret krydsede igen deres spor, racende fra den ene til den anden side af skoven og denne gang fik de set den.

Thors skuldre slappede af, da han genkendte den.

”Det er bare et rådyr,” sagde han meget lettet. ”Det mærkeligste rådyr, jeg har set – men et rådyr trods alt.”

Reece lo, en beroligede lyd, en alt for moden lyd for hans alder. Mens Thor hørte den, indså han at det var lyden af en fremtidig Konge. Han fik det bedre, af at have sin ven ved siden af sig. Og så lo han også. Al den frygt for ingenting.

”Jeg vidste ikke at din stemme knirker, når du giver efter for frygten,” drillede Reece Elden, og lo igen.

“Hvis jeg kunne se dig, ville jeg dunke dig,” sagde Elden.

”Jeg kan sagtens se dig,” sagde Reece. ”Kom og prøv det.”

Elden gloede tilbage på ham. Men turde ikke rykke. I stedet for, satte han sit sværd tilbage i skeden, ligesom de andre. Thor beundrede Reece for at drille Elden; Elden gjorde det svært for alle andre – han fortjente at få noget tilbage. Han beundrede Reeces frygtløshed, ved at gøre det, fordi trods alt var Elden dobbelt så stor som dem.

Til sidst mærkede Thor noget af anspændelsen forlade sin krop. De havde haft deres første møde med noget, isen var brudt og de var stadig i live. Han lænede sig tilbage og lo også, lykkelig for at være levende.

”Bare grin, fremmede dreng,” sagde Elden. ”Vi får se, hvem der ler sidst.”

Jeg ler ikke af dig som Reece gør, tænkte Thor. Jeg er bare lettet over at være i live.

Men han gad ikke sige det; han vidste at intet han sagde ville ændre Eldens had til til ham.

“Se!” råbte O`Connor. “Der!”

Thor kneb øjnene sammen, han kunne næsten ikke se, hvad han pegede på i den tætte nat. Så så han det; Legionens banner, der hang fra en af grenene.

De begyndte alle at løbe derhen.

Elden løb forbi de andre, og skubbede dem brutalt til side.

”Flaget er mit!” råbte han.

”Jeg så det først,” kaldte O`Connor.

”Men jeg får først fat i det, og det bliver mig, der bringer det tilbage!” råbte Elden.

Thor skummede; han kunne ikke tro på det Elden gjorde. Han huskede, hvad Kolk havde sagt – at den der fik flaget ville blive belønnet – og indså hvorfor Elden spurtede. Men det undskyldte ham ikke. De skulle være et hold, en gruppe – ikke enhver for sig selv. Eldens sande natur dukkede frem – ingen af de andre løb efter det, eller prøvede at komme foran de andre. Det fik Thor til at hade Elden endnu mere.

Elden spurtede forbi efter at have skubbet O´Connor væk med albuen og før de andre kunne reagere, han kom flere fod foran og snappede banneret.

Mens han gjorde kom et kæmpe net frem ud af ingenting op fra jorden, springende op i luften, fangede Elden og hejste ham højt op. Han svingede frem og tilbage foran dem, få fod væk, som en dyr fanget i en fælde.

”Hjælp mig! Hjælp mig!” skreg han skrækslagen.

De gik alle meget langsomt hen imod ham; Reece begyndte at le.

”Nå, hvem er nu kujon?” råbte Reece underholdt.

”Din lille lort!” råbte han,”Jeg dræber dig, når jeg kommer ned herfra!”

”Virkelig?” svarede Reece igen. ”Og hvornår bliver det så lige?”

”Sæt mig ned!” råbte Elden, mens han vendte og drejede sig i nettet. ”Jeg beordrer det!”

”Åh, du beordrer os, gør du?” sagde Reece og brast igen i latter.

Reece vendte sig og så på Thor.

“Hvad synes du?” spurgte Reece.

”Jeg synes han skylder os alle en undskyldning,”sagde O`Connor.” Særligt Thor.”

”Jeg er enig,” sgde Reece. “Jeg har et forslag,” sagde han til Elden. ”Sig undskyld – og det skal være ægte – så vil jeg overveje at skære dig ned.”

”Undskylde?” gentog Elden chokeret. ”Ikke i en millioner sole.”

Reece vendte sig mod Thor.

”Måske skulle vi bare lade klumpen hænge der for natten. Det ville være skøn mad for dyrene. Hvad synes du?”

Thor smilede bredt.

”Jeg synes det er en god idé,” sagde O´Connor.

”Vent!” skingrede Elden.

O´Connor rakte op og snapped banneret ud af Eldens dinglende finger.

”Jeg gætter på at du ikke slog os til banneret alligevel,” sagde O`Connor.

De vendte sig alle tre og begyndte at gå væk.

”Nej, vent”” råbte Elden. ”I kan ikke efterlade mig her”! Det ville i ikke gøre!”

De fortsatte alle tre med at gå væk.

”Undskyld!” begyndte Elden at snøfte. ”Vær nu søde!.Undskyld!”

Thor stoppede, men Reece og O`Connor fortsatte med at gå. Til sidst vendte Reece sig.

”Hvad laver du?” spurgte Reece Thor.

”Vi kan ikke efterlade ham her,” sagde Thor. Uanset hvor lidt han kunne lide Elden, synes han ikke det var rigtigt at lade ham hænge.

“Hvorfor ikke?” spurgte Reece. “Han er selv ude om det.”

”Hvis det var omvendt,” sagde O`Connor, ”ved du at han bare ville være glad for at efterlade dig der. Hvorfor går det dig på?”

”Jeg forstår det godt,” sagde Thor. “Men det betyder ikke at vi skal være ligesom ham.”

Reece satte hænderne i siden, og sukkede dybt mens han lænede sig over og hviskede til Thor.

”Jeg ville ikke have efterladt ham her hele natten, Måske bare halvdelen af natten. Men du har ret. Han kan ikke klare det. Han vil sikkert tisse i bukserne og få et hjerteslag. Du er alt for venlig. Det er et problem.” Sagde Reece, mens han lagde hånden på Thors skulder.

“ Men det er derfor jeg har valgt dig som ven.”

”Også mig,” sagde O`Connor og lagde hånden på Thors anden skulder.

Thor vendte sig og marcherede mod nettet, rakte ud og skar det ned.

Elden landede med et bump. Han skramlede på fødderne, smed nettet af sig, og søgte hektisk på jorden.

“Mit sværd!” råbte han. “Hvor er det?”

Thor kiggede ned på jorden, men det var for mørkt til at se.

”Det må være fløjet op i træerne, da du blev hejst op,” svarede Thor.

”Hvor det end er, er det væk nu,” sagde Reece. ”Du finder det aldrig.”

”Men du forstå ikke,” bad Elden. ”Legionen. Der er bare en regel. Forlad aldrig dit våben. Jeg kan ikke komme tilbage uden det. Jeg ville blive udstødt!”

Thor vendte sig og søgte på jorden igen, søgte i træerne, kiggede allevegne. Men han kunne ikke finde noget spor af Eldens sværd. Reece og O´Connor stod bare der uden at gide kigge.

”Jeg er ked af det,” sagde Thor, ”Jeg kan ikke finde det.”

Elden skramlede rundt, men så gav han op til sidst.

”Det er din skyld, ” sagde han og pegede på Thor. ”Du fik os ind i det her rod!”

”Nej, jeg gjorde ikke,” svarede Thor. ”Det gjorde du! Du løb efter flaget. Du skubbede os alle væk. Du kan kun bebrejde dig selv.”

“Jeg hader dig!” skreg Elden.

Han angreb Thor, tog fat i hans skjorte og væltede ham ned til Jorden. Hans vægt overraskede Thor. Det lykkedes Thor at rulle væk, men Elden rullede igen og spiddede Thor ned. Elden var bare for stor og stærk, og det var for svært at holde ham tilbage.

Pludselig, gav Elden dog slip og rullede af. Thor hørte lyden af et sværd, der blev trukket af skeden, kiggede op og så Reece stå over Elden, mens han holdt spidsen af sværdet mod hans strube.

O´Connor rakte over og gav Thor en hånd og trak ham hurtigt op. Thor stod med sine to venner, så ned på Eldne, som blev på jorden, med Reeces sværd på struben.

”Du rører min ven igen,” sagde Reece, dødeligt alvorligt og meget langsomt til Elden. ”og jeg forsikrer dig for, at jeg vil dræbe dig.”

KAPITEL SYTTEN

Thor, Reece O`Connor, Elden og Erec sad sammen på Jorden, i en cirkel rundt om den flammende ild. De sad alle fem, mutte og stille, Thor var overrasket over at det kunne være så koldt på en sommer aften. Der var noget ved denne kløft, de kølige mystiske vind, der snurrede rundt, ned ad hans ryg, og blandede sig med tågen, der aldrig ville gå væk, det gjorde at han blev fugtig helt ind til knoglerne. Han lænede sig frem og gnubbede sine hænder mod ildens varme, ude af stand til at få dem varme.

Thor tyggede på et stykke tørret kød, som de andre sendte rundt; det var sejt og salt, men nærede ham, på en mærkelig måde. Erec rakte over og gav ham noget og Thor mærkede en blød vinsæk presset ind i hans hånd og væsken skvulpede ind i den. Den var overraskende tung, da han løftede den op til læberne og sprøjtede det ind bag i munden, alt for længe. Han følte sig varm for første gang den aften.

Alle var stille, og stirrede ind i flammerne. Thor var stadig anspændt. At være på denne side af Kløften i fjendeterritorie, fik ham til at føle at han skulle være på vagt hele tiden, og undrede sig over, hvor rolig Erec så ud til at være, som om han afslappet sad i sin egen gårdsplads. Thor var lettet over, at de i det mindste var ude af Vildmarken, genforenet med Erec og sad rundt om et beroligende bål. Erec kiggede på skovlinien, opmærksom på hver eneste lille lyd, og alligevel rolig og afslappet. Thor vidste at hvis der kom noget farligt, ville Erec beskytte dem alle.

Thor var tilfreds her rundt om flammerne; han så sig omkring og så at de andre også var tilfredse – undtaget selvfølgelig Elden, mut siden de kom tilbage fra skoven. Han havde mistet sin selvsikre stil fra tidligere på dage, og han sad der, sur og uden sit sværd. Kommandanterne ville aldrig tilgive sådan en fejl – Elden ville blive sparket ud af Legionen, når de kom tilbage. Han spekulerede på, hvad Elden ville gøre. Han havde en følelse af, at han ikke ville gå ned uden kamp, at han havde et trick eller en plan i ærmet. Thor gik ud fra, at hvad det end var , så var det ikke godt.

Thor kiggede og fulgte Erecs blik ind i den fjerne horisont, I sydlig retning. En svag glød, en endeløs række så langt øjet rakte, lyste op i natten. Thor undrede sig. ”Hvad er det, ” spurgte han Erec til sidst. ”Den gløden? Den du kigger på hele tiden?”

Erec var stille længe, den eneste lyd, der var, var vindens pisken. Til sidst uden at vende sig, sagde han: ”Goralerne.

Thor udvekslede blikke med de andre, som så tilbage, frygtsomme. Thors mave strammede ved tanken. Goralerne. Så tæt på. Der var intet imellem dem og ham, undtaget en simpel skov og en stor slette. Der var ikke længere den store Kløft, til at adskille dem og sørge for at de var trygge. Hele sit liv havde han hørt historier om disse voldelige barbarer fra Vildmarken, der ikke havde andre ambitioner end at angribe Ringen. Og nu var der intet imellem dem. Han kunne ikke tro på, hvor mange af dem, der var. Det var en kæmpe, ventende hær.

“Er du ikke bange?” spurgte Thor, Erec.

Erec rystede på hovedet.

”Goralerne bevæger sig som en. Deres hær sover derude, hver nat. Det har de gjort i årevis. De ville kun angribe Kløften, hvis de mobiliserede en hel hær og angreb som en. De ville andrig turde prøve. Sværdets kraft fungerer som et skjold. De ved at de ikke kan bryde det.”

”Men hvorfor slår de så lejr derude?” spurgte Thor.

”Det er deres måde at gøre os bange. Og at forberede sig. Der har været mange gange i historien, i vores fædres tid, hvor de angreb, forsøgte at bryde Kløften. Men det er ikke sket i min tid.”

Thor kiggede op på den sorte himmel, de gule, blå og orange stjerner blinked højt oppe, og undrede sig. Denne side af Kløften var et mareridt, og havde været det siden han kunne gå. Tanken om det gjorde ham bange, men han tvang det ud af sit hoved. Han var medlem af Legionen nu, og han måtte opføre sig sådan.

”Tænk ikke over det,” sagde Erec, som om han kunne læse hans tanker. ”De vil ikke angribe, så længe vi har Skæbne Sværdet.”

”Har du nogensinde holdt der?” Spurgte Thor Erec, pludselig nysgerrig. ”Sværdet?”

”Selvfølgelig ikke,” svarede Erec skarpt. ”Ingen har lov til at røre det, undtagen efterkommere af Kongen.”

Thor så på ham, forvirret.

”Jeg forstår det ikke. Hvorfor?

Reece rømmede sig.

”Må jeg?” afbrød han.

Erec nikkede.

“Der er en legende om Sværdet. Det er faktisk aldrig blevet løftet af nogen. Legenden siger at én mand, den udvalgte vil være i stand til at løfte det selv. Kun Kongen har lov til at prøve, eller en af hans efterkommere, hvis han bliver Konge. Så der ligger det, urørt.”

”Og hvad med vores nuværende Konge? Din far?” spurgte Thor. ”Må han ikke prøve?”

Reece så ned.

”Han har gjort det en gang. Da han blev kronet. Det har han fortalt os. Han kunne ikke løfte det. Så det ligger der, som en bebrejdende ting. Han hader det. Det vejer tungt på ham som en levende ting. Når den udvalgte kommer, ”tilføjede Reece, ”Vil han befri Ringen fra sine fjender hele vejen rundt og føre os til en større skæbne, end vi tidligere har kendt. Alle krige vil ende.”

“Eventyr og sludder,” afbrød Elden. ”Sværdet bliver ikke løftet af nogen. Det er for tungt. Det er ikke muligt. Og der er ikke nogen udvalgt. Det er bare ævl. Den legende blev opfundet for at holde almuen ned, at holde os alle I skak, mens vi venter på den såkaldte udvalgte. For at gøre MacGil linien stærkere. Det er en meget nyttig legende for dem.”

“Hold din tunge, dreng” vrissede Erec.” Du skal altid tale med respekt om din Konge.”

Elden så ned, ydmyg.

Thor tænkte på det hele og forsøgte at rumme det. Det var så meget at fatte på en gang. Hele sit liv havde han drømt om at se Skæbne Sværdet. Han havde hørt historier om dets perfekte form. Rygterne sagde af det var smedet af et materiale ingen forstod, at det var et magisk våben. Det fik Thor til at tænke over, hvad der ville ske, hvis de ikke havde Sværdet til at beskytte dem.

Ville Konges hær blive overmandet af Imperiet? Thor så ud på de glødende bål i horisonten. De så ud til at strække sig i evigheden.

“Har du været derude?” spurgte Thor Erec. ”Held derude? Igennem skoven? I Vildmarken?”

De andre vendte sig og så på Erec, mens Thor anspændt ventede på hans svar. I den tykke stilhed, stirrede Erec ind i flammerne længe – så længe at Thor begyndte at tvivle på at han ville svare. Thor håbede ikke han havde været alt for nysgerrig; han var så taknemmelig og følte sig i gæld til Erec, og han ville helt sikker ikke være uvenner med ham. Thor var heller ikke sikker på at han ville kende svaret.

Lige som Thor var begyndt at ønske at han kunne trække spørgsmålet tilbage, svarede Erec:

”Ja,” sagde han gravalvorligt.

Det ene ord hang I luften alt for længe, og I det hørte Thor alvoren, der fortalte ham alt han behøvede at vide.

”Hvordan er det derude?” spurgte O`Connor.

Thor var lettet over at han ikke var den eneste, der stillede spørgsmål.

”Det er kontrolleret af et ondt imperium.” sagde Erec.” Men landet er stort og varieret. Der er barbarernes land. Slavernes land. Og monstrenes land. Monstre som I ikke kan forestille jer. Og der er ørkner og bjerge, og bakker så langt øjet rækker, Der er marsker og sumpe og det store hav. Der er Druidernes land. Og Dragernes land.”

Thors øjne var vidtåbne.

”Drager?” spurgte han overrasket. ”Jeg troede ikke de eksisterede.”

Erec så på ham, dødsens alvorlig.

“Det kan jeg forsikre dig, at de gør. Og det er et sted du aldrig vil hen. Et sted som selv Goralerne frygter”

Thor sank ved tanken. Han kunne knap forestille sig at begive sig så dybt ud I verden. Han tænkte på, hvordan Erec var kommet tilbage i live. Han mindede sig selv om at spørge ham en anden gang.

Der var så mange spørgsmål Thor gerne ville stille ham – hvordan det onde imperium var og hvem, der regerede det; hvorfor de gerne ville angribe; hvornår Erec var rejst ud; hvornår han var kommet tilbage. Men mens Thor stirrede ind i flammerne, blev det koldere og koldere, og alle spørgsmålene svirrede i hovedet, han mærkede sin øjne blive tunge. Det her var ikke det rette tidspunkt at spørge.

I stedet lod han søvnen bære sig væk. Han lagde hovedet ned på jorden. Før hans øjne lukkede sig helt, kiggede han over på den fremmede jord og tænkte over, hvornår – eller om – han ville komme hjem igen.

*

Thor åbnede sine øjne, forvirret, hvor var ha nog hvordan var han kommet herhen? Han kiggede ned og så en tyk tåge, op til livet, så tyk at han ikke kunne se sine fødder. Hanvendte sig og så solopgangen bryde frem over kløften foran ham. Langt væk på den anden side, var hans hjemland. Han var stadig på denne side, den forkerte side af skellet. Hjertet slog hurtigere.

Thor kiggede på broen, men mærkeligt nok var der ingen soldater, der nu. Hele stedet så faktisk forladt ud. Han forstod ikke hvad der var slet. Mens han så på broen, faldt dens træplanker, den ene efter den anden, som dominobrikker. På øjeblikke kollapsede broen og faldt ned i afgrunden. Bunden var så langt væk at han ikke kunne høre plankerne ramme.

Thor sank og vendte sig for at finde de andre – men han kunne ikke se dem. Han havde ingen idé om, hvad han skulle gøre. Han sad fast. Her, alene på den anden side af Kløften, uden mulighed for at komme tilbage. Han kunne ikke forstå, hvor alle var henne,

Han hørte noget og drejede sig og kiggede ind i skoven. Han fornemmede bevægelse. Han rejste sig og gik henimod lyden, hans fødder sank ind i jorden, da han gik. Da han kom tættere på, så han et net, dr hang fra en lav gren. Indeni var Elden, der snurrede rundt og rundt i cirkler, grenene knirkede med hans bevægelser.

En falk havde sat sig på hans hoved, en specielt udseende skabning, men en krop, der glitrede af sølv og en enkelt sort stribe, der løb ned ad dens hoved, i panden i mellem dens øjne. Den bøjede sig ned, flåede Eldens øje ud og holdt det. Den vendte sig mod Thor, mens den holdt øjet i næbbet.

Thor ville se væk, men kunne ikke. Lige som han var ved at indse at Elden var død, kom hele skoven pludselig til live. Angribende ud af alle retninger kom en hær af Goraler. Enorme, kun med lændeklæder, med massive, muskuløse brystkasser, tre næser i en en trekant i ansigtet og to lange buede hugtænder, de hvæsede og snerrede, og spurtede hen til ham. Det var en lyd, der fik hårene til at rejse dig og der var ingen steder, han kunne gå hen. Han rakte ned og greb efter sit sværd – men så ned og opdagede at det var væk.

Thor skreg.

Han vågnede og satte sig lige op, forpustet, mens han kiggede sig vildt omkring. Rundt omkring ham var der stilhed – en rigtig levende stilhed, ikke hans drøms stilhed.

Ved siden af ham i morgenlyset lå, Reece, O´Connor og Erec spredt ud og sov på jorden i nærheden af de døende gløder på bålet. Hoppende på jorden, var en falk. Den vendte sig og med hovedet på skrå kiggede den på Thor. Den var stor, sølvfarvet og stolt med en enkelt sort stribe, der løb ned af dens pande og den stirrede på ham, lige ind i hans øje og skreg. Lyden fik ham til a sitre: den var falken fra hans drøm.

Det var der, han indså at fuglen var en besked – at hans drøm havde været mere end en drøm. At noget var galt. Han kunne mærke det, en lille vibration i sin ryg, der løb op af hans arme.

Han kom hurtigt på fødderne og så sig omkring, mens han tænkte over, hvad det kunne være. Han kunne ikke høre noget galt og der var ikke noget der lå forkert; broen var der stadig, soldaterne var alle på den.

Hvad var det? Tænkte han.

Og så indså han, hvad det var. Nogen var væk. Elden.

Først tænkte Thor på om han måske var gået fra dem, gået tilbage over broen til den anden side af Kløften. Måske var han flov over at han havde mistet sit sværd og havde forladt området helt.

Men så kiggede Thor hen imod skoven og så friske spor i mosset, fodtrin henimod stien i morgenduggen. Der var ingen tvivl om at de var Eldens. Elden var ikke gået; han var gået tilbage ind i skoven. Alene. Måske for at lette sig. Eller måske, tænkte Thor chokeret, for at prøve at få sit sværd tilbage.

Det var et dumt træk, at gå alene sådan der, og det viste, hvor desperat Elden var. Thor kunne med det samme mærke at der var stor fare og at Eldens liv var på spil.

Falken skreg i det øjeblik, som for at bekræfte Thors tanker. Så sparkede den op og fløj, men den dykkede efter Thors ansigt. Thor dukkede sit hoved – han undgik kun lige dens kløer og den hævede sig op i luften og fløj væk.

Thor sprang til handling. Uden at tænke sig om, uden overhovedet at overvej, hvad han gjorde, spurted han ind i skoven, mens han fulgte fodsporene.

Thor stoppede ikke for at mærke frygten, da han spurtede afsted, dybt ind i Vildmarken. Hvis han havde holdt pause for at tænke over, hvor skørt det var ville han nok være frosset, ville være blevet overmandet af panik. Men i stedet for, regerede han bare, mærkede en stærk trang til at hjælpe Elden. Han løb og løb- alene – dybere ind i skoven i det tidlige morgenlys.

”Elden!” skreg han.

Han kunne ikke forklare det, men han følte at Elden var ved at dø. Måske skulle han være ligeglad, på grund af den måde Elden havde behandlet ham på, men han kunne ikke: han var ikke ligeglad. Hvis han var i denne situation, ville Elden helt sikkert ikke komme for at redde ham. Det var skørt at sætte sit liv på spil for en der ikke brød sig om ham – og som faktisk, gerne ville se ham død. Men han kunne ikke gøre for det. Han havde aldrig mærket sådan en følelse før, hvor hans sanser skreg for at reagere – specielt på grund af noget, han ikke kunne vide med sikkkerhed. Han var ved at forandre sig, og han vidste ikke hvordan. Han følte det som om hans krop var kontrolleret af en ny mystisk følelse, og det fik ham til at føle sig utilpas, uden kontrol. Var han ved at blive skør? Overreagerede han? Var det bare på grund af hans drøm? Måske skulle han vende om.

Men det gjorde han ikke. Han lod sine fødder føre ham og han gav ikke efter for frygt eller tvivl. Han løb og løb til hans lunger var ved at briste.

Thor drejede om et hjørne, og det han så der, fik ham til at standse brat. Han stod og prøvede at få vejret, mens han forsøgte at forlige sig med det billede han så foran sig, det gav ingen mening. Det var nok til at få rædslen frem i selv en forhærdet kriger.

Der stod Elden med sit korte sværd og så op på en skabning, der ikke lignede noget Thor nogensinde havde set. Den var forfærdelig. Den tårnede sig op over dem begge, mindst ni fod høj, og så bred som fire mænd. Den løftede sine muskuløse, røde arme, med tre lange fingre, som negle, for enden af hver hånd, og et hoved som en dæmon, med fire horn, en lang kæbe og en bred pande. Den havde to store, gule øjne og hugtænde der var buede som stødtænder. Den lænede sig tilbage og brølede.

Ved siden af ham, delte et hundrede år gammel tykt træ sig i to ved lyden.

Elden stod frosset af frygt. Han tabte sit sværd og Jorden under ham blev våd.

Skabningen savlede og knurrede, og tof et skridt frem imod Elden.

Thor var også fyldt med frygt, men i modsætning til Elden lammede det ham ikke. Af en eller anden grund, skærpede frygten hans sanser, og fik ham til at føle sig mere levende. Det gav ham tunnelsyn, tillod ham at fokusere helt på skabningen foran ham, og dens position i forhold til Elden, på den bredde og størrelse og styrke og hastighed. På hvert eneste af dens bevægelser.

Det tillod ham også at fokusere på sin egen krops position, hans egne våben.

Thor eksploderede til handling. Han angreb fremad imellem Elden og bæstet. Bæstet brølede, dets ånde så varm at Thor kunne mærke det på afstand. Lyden rejste alle hår på hans nakke og han fik lyst til at vende sig om igen. Men han hørte Erecs stemme i sit hoved, der sagde at han skulle være stærk. Være frygtløs. Genvinde sindsro. Og han tvang sig selv til at stå fast.

Thor løftede sit sværd højt op og angreb, job det ind I bæstets ribben, sigtede mod dets hjerte. Skabningen skreg i smerte, dets blod flød ned ad Thors hænder, mens han stak sit sværd ind hele vejen til fæstet.

Men til Thors overraskelse døde det ikke. Bæstet virkede uovervindeligt.

Uden at springe et slag over, svingede bæstet rundt og daskede Thor så hårdt at han mærkede sine ribben brække. Thor fløj hen over lysningen, smadrede ind i et træ før han faldt sammen på jorden. Han havde en frygtelig hovedpine, da han lå der.

Thor kiggede op, tåget og forvirret, verden snurrede rundt. Bæstet rakte ned og pillede Thors sværd ud af sin mave. Sværdet så lille ud i hans hænder, som en tandstikker, og bæstet rakte tilbage og kastede det; det fløj igennem træerne og skar grene over og forsvandt ind i skoven.

Den vendte sin fulde opmærksomhed mod Thor og begyndte at slå ned mod ham.

Elden stod, hvor han var, stadig lammet af frygt. Men da bæstet angreb Thor, gik Elden pludselig i aktion. Han angreb bæstet bagfra og hoppede op på dets ryg. Det forsinkede bæstet lige nok til at Thor kunne sætte sig op; bæstet, rasende svang sine arme tilbage og kastede Elden af. Han fløj henover lysningen, smadrede ind i et træ og sank sammen på jorden.

Bæstet, der stadig blødte, og pustede tungt, vendte sin opmærksomhed tilbage til Thor. Det knurrede og åbnede sine hugtænder, da det nærmede sig ham.

Thor havde ikke flere muligheder. Hans sværd var væk og der var ikke noget imellem ham og monstret. Monstret dukkede sig ned efter ham og i sidste øjeblik, rullede Thor væk. Monstret ramte et træ, der hvor Thor havde været og ramte med så stor kraft at det rykkede det op med rode.

Bæstet løftede sin fod og sparked ned mod Thors hoved. Thor rullede væk en gang til; skabning efterlod et fodaftryk, der hvor Thors hoved havde været.

Thor sprang på fødderne, placerede en sten i slyngen og kastede.

Han ramte monstret lige imellem øjnene, et mere voldsomt kast end han nogensinde havde lavet og skabningen vaklede tilbage. Thor var sikker på at han havde dræbt det.

Men til sin forundring stoppede bæstet ikke.

Thor forsøgte så godt han kunne at hidkalde sine kræfter, hvad det end var for kræfter han havde. Han angreb bæstet, sprang frem, stødte ind i det, forsøgte at tackle det og kaste det ned med overmenneskelige kræfter.

Men til Thors overraskelse, kom de ikke denne gang. Han var bare en almindelig dreng. En skrøbelig dreng, ved siden af dette massive bæst.

Bæstet rakte bare ned, greb fat i Thors talje og hævede ham højt over sit hoved. Thor, hjælpeløs, hang og dinglede i luften – og blev så kastet ned. Han fløj som et missil henover lysningen, og smadrede igen ind i et træ.

Thor lå der, lammet, hans kranie brudt, hans ribben smadret i to dele. Bæstet racede frem mod ham og han vidste at denne gang var han færdig. Det løftede sin røde muskuløse fod og gjorde klar til at sætte den ned mod Thors hoved. Han forberedte sig på at dø.

Men så, af en eller anden grund, stoppede bæstet i bevægelsen. Thor blinkede og forsøgte at forstå hvorfor. Bæstet rakte op og krammede sin strube og Thor så en pil, der stak ud af den. Et øjeblik senere, faldt bæstet om, død.

Erec kom løbende i syne, fulgt af Reece og O´Connor. Thor så Erec kigge ned på sig og spurgte om han var ok og han ville gerne svare, hellere end gerne. Men ordene kom ikke ud. Et øjeblik senere lukkede han øjnene og hans verden blev sort.

KAPITEL ATTEN

Thor åbnede øjnene langsomt, først svimmel, han forsøgte at finde ud af, hvor han var. Han lå på halm, og et øjeblik spekulerede han på om han var tilbage i barrakkerne. Han proppede sig selv op på albuerne, opmærksom, mens han kiggede efter de andre.

Han var et andet sted, Det så ud som om det var et meget udsøgt stenværelse. Det så ud somom han var i et slot. Et kongeligt slot.

Før han kunne regne det ud, svingede en stor egetræsdør op og ind spankulerede Reece. På afstand kunne Thor høre en dæmpet mumlen af en menneskemængde.

”Endelig, han lever,” annoncerede Reece med et smil, mens han skyndte sig frem, greb Thors hånd og trak ham på fødderne.

Thor løftede en hånd til sit hoved, mens han prøvede at dæmpe den voldsomme hovedpine, fra at stige for hurtigt op.

”Kom, lad os gå, alle venter på dig,” skyndte han, og trak i Thor.

”Vent lidt,” sagde Thor, mens han forsøgte at samle sig. ”Hvor er jeg? Hvad er der sket?”

”Vi er tilbage i Kongens Hof – og du er ved at blive fejret som dagens helt!” Sagde Reece glad, mens de gik mod døren.

”Helt? Hvad mener du? Og … hvordan kom jeg herhen?” spurgte han, mens han forsøgte at huske.

”Det bæst slog dig ud. Du har været væk et stykke tid. Vi var nødt til at bære dig tilbage henover Kløftens bro. Meget dramatisk. Ikke præcist, sådan jeg havde forestillet mig, at du skulle komme tilbage til den anden side!” sagde han med et grin.

De gik ud og ind I slottets korridorer, og med de gik, kunne Thor se alle slags mennesker – kvinder, mænd, væbnere, vagter, riddere – der stirrede på ham, som om de havde ventet på at han skulle vågne. Han så også noget nyt i deres øjne, noget der lignede respekt. Det var første gang han havde set det. Indtil nu, havde alle set på ham, med foragt – nu kiggede de på ham, som om han var en af dem.

”Hvad skete der lige præcist?” Thor søgte i sin hjerne og prøvede at huske.

”Kan du slet ikke huske noget?” spurgte Reece.

Thor prøvede at tænke.

“Jeg kan huske at jeg løb ind I skoven. Kæmpede mod bæstet. Og så..” der var tomt.

”Du reddede Eldens liv,” sagde Reece. ”Du løb frygtløst ind i skoven, alene. Jeg ved ikke hvorfor du spildte din energi på at redde den tørvetrillers liv. Men det gjorde du. Kongen er meget, meget, tilfreds med dig. Ikke fordi han bekymrer sig om Elden. Men mod betyder meget for ham. Han elsker at fejre. Det er vigtigt for ham at fejre ting som denne, at inspirere andre. Og det spejler godt tilbage på Kongen og Legionen. Han vil fejre det. Du er her fordi han vil belønne dig.”

”Belønne mig?” spurgte Thor, lamslået. ”Men jeg gjorde ikke noget!”

”Du reddede Eldens liv.”

”Jeg reagerede bare. Jeg gjorde bare, det der var naturligt.”

”Og det er lige præcist derfor Kongen vil belønne dig.”

Thor blev genert. Han synes ikke at hans handlinger fortjente belønning. Trods alt, hvis det ikke havde været for Erec, ville Thor være død nu. Thor tænkte over det og hans hjerte fyldtes med taknemmelighed overfor Erec, igen. Han håbede at han kunne betale ham tilbage en dag.

”Men hvad med vorespatruljetjeneste?” spurgte Thor. ”Vi gjorde den ikke færdig.”

Reece lagde en beroligende hånd på hans skulder.

”Ven, du reddede en drengs liv. Et medlem af Legionen. Det er vigtigere end vores patrulje.” Reece lo. ”Så meget for en kedelig første patrulje!” tilføjede ham.

I enden af endnu en korridor, åbnede to vagter døren for dem, og Thor blinkede og fandt sig selv i det kongelige kammer. Der måtte have været hundrede riddere i rummet, med sine skyhøje katedrallignende lofter, blyindfattede ruder, og våben og rustninger ophængt overalt på væggene som trofæer. Våbenhallen. Det var stedet, hvor alle de største krigere mødtes, alle mænd fra the Silver. Thor hjerte racede afsted mens han undersøgte væggene, alle de berømte våben, rustninger af helte og legendariske riddere. Thor havde hørt rygter om dette sted hele sit liv. Det havde været hans drøm selv at se det. Normalt havde væbnere ikke tilladelse til at komme herind – ikke andre end the Silver.

Endnu mere overraskende var det, at da han kom ind, vendte rigtige riddere sig og kiggede på ham – ham – fra alle sider. Og de så på ham med beundring. Thor havde aldrig set så mange riddere i et rum, og havde aldrig følt sig så accepteret. Det var som at gå ind i en drøm. Specielt fordi han havde sovet fast, få øjeblikke før.

Reece måtte have lagt mærke til Thors lamslåede ansigt.

”De fineste af the Silver har samlet sig her for at ære dig.”

Thor fyldtes med stolthed og vantro. ”Ære mig? Men jeg har ikke gjort noget.”

”Forkert,” lød en stemme.

Thor vendte sig og mærkede en tung hånd på skulderen. Det var Erec, der grinede ned til ham.

”Du har udvist mod og ære, udover hvad der var forventet af dig. Du gav næsten dit liv for at redde en af dine brødre. Det er det vi leder efter i Legionen, og det er det vi leder efter i the Silver.”

”Du reddede mit liv,” sagde Thor til Erec. ”Hvis det ikke var for dig, ville bæstet have dræbt mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig.”

Erec grinede ned.

“Det har du allerede,” svarede han. “Har du glemt dysten? Jeg tror vi er kvit.”

Thor marcherede ned af midtergangen mod Kong MacGils trone, i den fjerne ende af hallen, reece på hans ene side og Erec på den anden. Han mærkede hundredevis af øjne på sig og det hele føltes som en drøm.

Stående på den anden side af Kongen var hans dusin rådgivere, sammen med hans ældste søn Kendrick. Mens Thor nærmede sig, svulmede hans hjerte af stolthed. Han kunne knap tro at Kongen gav ham audiens igen – og at så mange vigtige mænd var her for at bevidne det.

De nåede Kongens trone. MacGil stod og et dæmpet shh overdøvede rummet.

MacGils spekulerende udtryk brød ud i et bredt smil, da han tog tre skridt frem og til Thors overraskelse gav ham et knus.

Et kæmpe bifald brød ud i rummet.

Han trak sig tilbage, holdt Thor fast i skuldrene og grinede ned.

”Du har tjent Legionen godt,” sagde han.

En tjener rakte et bæger til Kongen, og Kongen løftede det. Med høj stemme råbte han:

”TIL MOD!”

”TIL MOD!” råbte de hundredevis af mænd i rummet. En ophidset mumlen fulgte, så blev rummet stille igen.

”Til ære for dine bedrifter i dag,” buldrede Kongen, ”bevilger jeg dig en stor gave.”

Kongen gestikulerede, og en oppasser trådte frem, iført en lang sort holder, på hvilken sad en utrolig falk. Den vendte sig og stirrede lige på Thor – som om den kendte ham.

Den tog luften ud af Thor. Det var falken fra hans drøm, med sin sølvfarvede krop og den eneste sorte stribe ned ad dens pande.

“Falken er symbolet på vores kongerige, og på vores Kongelige familie,” buldrede MacGil. ”Det er en rovfugl, en fugl af stolthed og ære. Men det er også en fugl med evner, med snuhed. Den er loyal og hård og den hæver sig over alle andre fugle. Det er også en hellig skabning. Det er sagt at ham, der ejer en falk også er ejet af den. Den vil guide dig på alle dine veje. Den vil forlade dig, men vil altid komme tilbage. Og nu er den din.”

Falkoneren trådte frem, placerede en tung handske af ringbrynje på Thors hånd og håndled, og satte fuglen på den. Thor følte sig elektrisk, ved at have den på sin arm. Han kunne knap bevæge sig. Han var chokeret over vægten af den; det var en kamp, bare at holde sig stille mens fuglen flyttede sig rastløst på hans håndled. Han mærkede dens kløer grave sig ind, men heldigvis følte han kun tryk, da han var beskyttet af handsken.

Fuglen vendte sig, stirrede lige på ham, og skreg. Thor mærkede den se ind i sine øjne, og han følte en mystisk forbindelse til dyret. Han vidste bare at den ville blive hos ham alle hans dage.

“Og hvad vil du kalde hende?” spurgte Kongen i rummets tætte stilhed.

Thor søgte i sin hjerne, der var for lammet til at arbejde.

Han prøvede at tænke hurtigt. Han hidkaldte alle de navne på alle de berømte krigere i kongeriget. Han vendte sig, skannede væggene, og så en serie platter med alle navnene på slag, alle stederne i kongeriget. Hans øjne hvilede på et bestemt sted. Det var et sted i Ringen, hvor han aldrig havde været, men som han altid havde hørt om var et mystisk, magtfuldt sted. Det lød rigtigt for ham.

“Jeg skal kalde hende Estopheles,” råbte Thor.

”Estopheles!”gentog mængden, og lød glade.

Falken skreg som om den svarede.

Pludselig, flapped Estopheles med vingerne og fløj højt op, hele vejen op til spidsen af katedralloftet og ud af et åbent vindue. Thor så hende flyve.

”Ingen bekymring, ”sagde falkoneren, ”hun vil altid komme tilbage til dig.”

Thor vendte sig og så på Kongen. Han havde aldrig fået en gave i sit liv, endnu mindre en sådan gave. Han vidste knap, hvad han skulle sige, hvordan han skulle takke ham. Han var overvældet.

”Min Herre,” sagde han og sænkede hovedet.” Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke Dem.”

”Det har du allerede,” sagde MacGil.

Mængden råbte hurra og spændingen i rummet var brudt. En livlig samtale brød ud imellem mændene, og så mange riddere kom hen til Thor, at han knap vidste hvor han skulle vende sig hen.

”Dette er Algod, fra den Østlige Provins, ”sagde Reece og introducerede ham for en.

”Og dette er Kamera, fra de Lave Marsker…Og dette er Basikold, fra de Nordlige Forte..”

Snart blev alle navnene slørede. Thor var overvældet. Han kunne knap tro, at alle de riddere ville møde ham. Han havde aldrig følt sig så accepteret og æret i hele sit liv og havde en følelse af at sådan en dag aldrig ville komme igen. Det var første gang i sit liv at han følte selvværd.

Og han kunne ikke holde op med at tænke på Estopheles.

Mens Thor vendte sig allevegne, hilste på folk, hvis navne flød forbi, navne han knap kunne fatte, kom der en budbringer frem, imellem ridderne. Han bar en lille rulle, som han pressede ind i Thors håndflade.

Thor rullede den op og læste den fine, sarte håndskrift:

Mød mig i den bagerste slotsgård. Bagved lågen.

Thor kunne dufte en delikat duft der steg op fra den lyserøde rule, og var forvirret, da han prøvede at finde ud af, hvem det var fra. Den havde ingen underskrift.

Reece lænede sig over, læste den over hans skulder og lo.

”Det ser ud som om min søster kan lide dig,” sagde han smilede. ”Jeg ville gå derhen, hvis jeg var dig. Hun hader at vente.”

Thor mærkede at han rødmede.

”Den bageste slotsgård er gennem de der låger. Skynd dig. Hun er kendt for at skifte mening hurtigt.”

Reece smilede, da han så på ham. ”Og jeg ville elske at have dig i min familie.”

KAPITEL NITTEN

Thor prøvede at følge Reeces beskrivelser, da han viklede sig vej igennem det overfyldte slot, men det var ikke let. Slottet havde alt for mange hjørner og kroge, for mange skjulte bagdøre og for mange lange korridorer, der så ud til at lede til mange andre korridorer.

Han løb igennem Reeces beskrivelser i sit hoved, da han gik ned af endnu en lille trappe, drejede om en anden korridor og til sidst stoppede foran en lille buet dør med et rødt håndtag – den Reece havde fortalt ham om – og skubbede den op.

Thor skyndte sig udenfor og blev ramt af det stærke sollys i sommerdagen; det føltes godt at være udenfor, ude af det tætte slot, indånde frisk luft, solen på sit ansigt. Han kneb øjnene sammen, hans øjne tilpassede sig til det skarpe lys, og tog synet ind. Foran ham lå de kongelige haver spredt ud, så langt øjet rakte, perfekt trimmede hække i forskellige former, der dannede nette rækker, med stier snoende sig imellem dem. Der var springvand, usædvanlige træer, frugthaver med modne sommerfrugter, og marker med blomster i alle farver, former og størrelser. Synes gjorde ham åndeløs. Det var som at gå ind i et maleri.

Thor ledte overalt efter et tegn af Gwendolyn, hans hjerte bankede. Denne bagerste gård var tom og Thor gik ud fra at den nok var reserveret for den kongelige familie, gemt væk fra offentligheden med sine høje sten have mure. Og alligevel, han kiggede overalt og kunne ikke finde hende. Han tænkte på om hendes brev var en spøg. Det var det nok. Hun drillede ham nok bare, bondeknolden, morede sig på hans bekostning. I sidste ende, hvordan kunne nogen af hendes oprindelse have en virkelig interesse i ham?

Thor så ned og læste beskeden igen, og rullede den så sammen i skam. Han var gjort til grin. Han var et fjols fordi han havde håbet på sådan noget. Det sårede ham dybt.

Thor vendte sig og forberedte sig på at gå tilbage ind i slottet, med sit hoved nede. Ligesom han nåede til døren, ringede en stemme.

”Og hvor skal du hen?” kom den glade stemme. Den lød som en fugls sang.

Thor tænkte over om det var noget han forestillede sig. Han spandt rundt, søgende, og der var hun, siddende i skyggen under en slotsmur. Hun smilede tilbage, klædt i sit fineste kongelige tøj, kjole af lag af hvidt satin foret med lyserøde kanter. Hun var endnu smukkere end han huskede.

Det var hende. Gwendolyn. Pigen Thor havde drømt om siden de havde mødtes, med sine blå mandeløjne, og lange jordbærhår, med hendes smil, der lyste hans hjerte op. Hun havde en stor hvid og lyserød hat på, der skyggede for solen og under den glitrede hendes øjne. Et øjeblik fik han trang til at vende sig om for at være sikker på at der ikke stod nogen bag ham.

”Øhm..” begyndte Thor. ”Jeg…øh…ved ikke. Jeg…øh…var på vej ind.”

Igen blev han forvirret i hendes nærhed, fandt det svært at samle sin tanker og udtale dem.

Hun lo, og det var den smukkeste lyd han havde hørt.

”Og hvorfor skulle du gøre det?” spurgte hun legesygt. ”Du er lige kommet.”

Thor var forfjamsket. Han tunge sad fast.

”Jeg…øh…kunne ikke finde dig,” sagde han, flov.

Hun lo igen.

“Nå, men her er jeg. Kommer du ikke over og henter mig?”

Hun holdt en enlig hånd op; Thor skyndte sig over til hende, rakte ned og tog hendes hånd. Han var elektrificeret ved hendes huds berøring, så blød og glat, hendes spinkle hænder der passede perfekt i hans. Hun så op på ham og lod sin hånd ligge der et øjeblik, før hun langsomt rejste sig. Han elskede følelsen af hendes fingerspidser i sin håndflade og håbede hun aldrig ville tage dem væk.

Hun trak sin hånd til sig, så placerede hun sin arm under hans arm. Hun begyndte at gå, ledte ham vej ned ad en serie snoede stier. De gik langs med en lille brostens sti og snart var de inde i en labyrint af hække, der var beskyttet mod blikke udefra.

Thor var nervøs. Måske ville han, en fra almuen få problemer, ved at gå her sådan med Kongens datter. Han mærkede lidt sved på panden, og vidste ikke om det var varmen eller hendes berøring.

Han var ikke sikker på hvad han skulle sige.

“Du har rigtigt skabt røre her, hva´?” sagde hun med et smil. Han var taknemmelig over at hun brød den akavede stilhed.

Thor trak på skuldrene. ”Det er jeg ked af. Det var ikke min mening.”

Hun lo. ”Og hvorfor var det ikke din mening? Det er da godt at skabe røre?”

Thor var blokeret. Han vidste knap, hvordan han skulle reagere. Det så ud til at han altid sagde det forkerte.

”Det her sted er så stift og kedeligt alligevel, ”sagde hun. ”Det er dejligt, der kommer en ny. Min far ser ud til at synes rigtigt godt om dig. Det gør min bror også.”

”Øhh..tak,” svarede Thor.

Han sparkede sig selv, og døde indvendigt. Han vidste han ikke skulle sige mere og det ville han gerne. Han vidste bare ikke hvad han skulle sige.

“Kan du…”begyndte han, mens han søgte I sin hjerne efter det rigtige at sige, “lide det her?”

Hun lænede sig tilbage og lo.

”Kan jeg lide det her?” spurgte hun. ”Det håber jeg sandelig. Jeg bor her jo!”

Hun lo igen og Thor mærkede sig rødme. Han følte at han rodede rigtigt rundt i det. Men han var ikke vokset på med piger, han havde aldrig haft en kæreste i sin landsby og han vidste bare ikke, hvad han skulle sige til hende. Hvad kunne han spørge hende om? Hvor er du fra? Han vidste allerede, hvor hun var fra. Han begyndte at spekulere på, hvorfor hun gad ham; var det bare for at more sig over ham?

”Hvorfor kan du lide mig?” spurgte han.

Hun kiggede på ham og lavede en sjov lyd.

”Du er en ret anmassende dreng, klukkede hun. ”Hvem siger jeg kan lide dig?” spurgte hun med et kæmpe smil. Det var tydeligt, at alt han sagde, underholdt hende.

Thor mærkede det nu som om han havde fået større problemer.

”Undskyld. Det var ikke min mening at sige det. Jeg tænkte bare over det. Jeg mener…øh…Jeg ved godt du ikke kan lide mig.”

Hun grinede hårdere.

”Du morer mig. Det må jeg give dig. Jeg gætter på at du aldrig har haft en kæreste, har du?”

Thor så ned og rystede ydmyget på hovedet.

”Heller ingen søstre, gætter jeg?” pressede hun.

Thor rystede på hovedet.

”Jeg har tre brødre,” busede det ud af ham Endelig til sidst lykkedes det ham at sige noget normalt.

“Har du?” spurgte hun. “Og hvor er de? I din landsby?”

Thor rystede på hovedet. “Nej, de er her, i Legionen, med mig.”

”Nå, det må være en trøst.”

Thor rystede på hovedet.

”Nej. De kan ikke lide mig. De ville ønske, jeg ikke var her.”

Det var første gang, hendes smil forsvandt.

”Og hvorfor ville de ikke kunne lide dig?” spurgte hun forfærdet. ”Dine egne brødre?”

Thor trak på skulderen. ”Jeg ville ønske, jeg vidste det.”

De gik lidt i stilhed. Han var pludselig bange for at han havde dræbt deres gode humør.

”Men bare rolig, det bekymrer mig ikke. Det har altid været sådan. Faktisk, har jeg mødt gode venner her. Bedre venner end jeg nogensinde har haft.”

”Min bror?Reece?” spurgte hun. Thor nikkede.

“Reece er god, “ sagde hun. ”Han er på nogle måder min yndling. Jeg har fire brødre, ved du. Tre er ægte og en er ikke. Den ældste er min fars fra en anden kvinde. Min halvbror. Du kender ham, Kendrick?”

Thor nikkede. “Jeg skylder ham meget. Det er takket være ham, at jeg har en plads I Legionen. Han er en rigtigt fin mand.”

“Det er sandt. Han er en af de fineste I kongeriget. Jeg elsker ham som en ægte bror. Og så er der Reece, som jeg elsker lige så meget. De to andre…tja…Du ved, hvordan det er med familie. Det er ikke alle man kan med. Nogengang tænker jeg på, hvordan vi alle kan komme fra de samme mennesker.”

Nu var Thor nysgerrig. Han ville gerne vide mere om, hvem de var, hendes forhold til dem, hvorfor de ikke var tæt. Han ville gerne spørge hende, men han ville ikke snage. Og hun så ikke ud til at ville dvæle ved det heller. Hun så ud til at være en glad person, en person, der gerne ville fokusere på de lykkelige ting.

Da de var kommet igennem labyrintstien, åbnede slotsgården sig op til en ny have, hvor græsset var helt perfekt trimmet og designet I former. Det var et kæmpe brætspil af en slags, der spredte sig mindst halvtreds fod i hver retning, med kæmpe træbrikker, højere end Thor placeret rundt omkring.

Gwen råbte op af glæde.

”Vil du spille?” spurgte hun.

”Hvad er det?” spurgte han

Hun vendte sig med øjnene på stilke af forbavselse.

”Har du aldrig spillet Racks?” spurgte hun

Thor rystede på hovedet, flov, han følte sig mere som en bondeknold end nogen sinde før.

”Det er det bedste spil!” udbrød hun.

Hun rakte ud med to hænder og tog hans, trak ham op på pladsen. Hun busede afsted fuld af glæde; han kunne ikke lade være med at smile selv. Mere end noget, mere end pladsen, mere end dette smukke sted, var det følelsen af hendes hænder, der gjorde ham elektrisk. Følelsen af at nogen ville have ham. Hun ville have at han gik med hende. Hun ville gerne tilbringe tid sammen med ham. Hvor ville nogen synes om ham? Særligt en som hende. Han følte stadig at dette var en drøm.

”Stå derovre, ”sagde hun. ”Bagved den brik. Du skal flytte den, og du har kun ti sekunder at gøre det i.”

”Hvad mener du, flytte den?” spurgte Thor.

”Vælg en retning, hurtigt!” råbte hun.

Thor samlede en kæmpe træblok op, overrasket over dens vægt. Han bar den flere skridt, og satte den ned på en anden firkant.

Uden tøven, skubbede Gwen sin egen brik over. Den landede på Thors brik og væltede den ned på jorden.

Hun råbte af glæde.

“Det var et dårligt træk!” sagde hun. ”Du kom i vejen for mig! Du tabte!”

Thor så på de to brikker på jorden, forvirret. Han forstod ikke dette spil, overhovedet.

Hun lo, tog hans arm, mens hun fortsatte med at føre ham ned af stierne.

”Bare rolig. Jeg skal nok lære dig det, ” sagde hun.

Hans hjerte svulmede ved ordene. Hun ville lære ham det. Hun ville gerne se ham igen. Bruge tid sammen med ham. Forestillede han sig alt det her?

”Så sig mig, hvad synes du om dette sted? Spurgte hun, mens hun førte ham ind i en anden serie af labyrinter. Denne her var dekoreret med otte fod høje blomster, sprængfyldte med farver, underlige insekter fløj rundt over deres hoveder.

”Det er det smukkeste sted jeg har set, ” svarede Thor som sandt var.

”Og hvorfor vil du være medlem af Legionen?”

”Det er det eneste jeg har nogensinde drømt om,” svarede han.

“Men hvorfor?” spurgte hun. “Fordi du gerne vil tjene min far?”

Thor tænkte over det. Han havde aldrig rigtigt tænkt over hvorfor – det var der bare altid.

”Ja,” svarede han. ”Det vil jeg. Og Ringen.”

”Men hvad med livet?” spurgte hun. ”Vil du ikke have en familie? Jord? En kone?”

Hun stoppede op og så på ham; det overraskede ham. Han var rundt på gulvet. Han havde aldrig tænkt over de ting før, og vidste knap, hvad han skulle svare. Hendes øjne glimtede, da hun kiggede tilbage på ham.

”Øhhm…Jeg…Jeg ved ikke. Jeg har aldrig rigtigt tænkt på det.”

”Og hvad ville din mor sige til det?” spurgte hun legesyg.

Thors smile blev mindre.

”Jeg har aldrig haft en mor,” sagde han.

Hendes smil forsvandt igen.

”Hvad skete der med hende?” spurgt hun.

Thor var ved at svare hende, at fortælle hende alt. Det ville være første gang i sit liv at han havde talt om hende til nogen. Og den skøre ting var at han gerne ville. Han var desperat efter at åbne sig op for hende, denne fremmede og lade hende vide alt om sine dybeste følelser.

Men da han åbnede sin mund for at tale, lød der pludselig en barsk stemme ud af ingenting.

”Gwendolyn!” skingrede stemmen.

De snurrede begge rundt og så hendes mor, Dronningen klædt i sit fineste, ledsaget af sine hofdamer, marcherende hen imod sin datter. Hendes ansigt var blegt af raseri.

Dronningen gik lige op til Gwen, greb hende hårdt i armen, og hev hende væk.

”Gå indefor lige nu. Hvad har jeg sagt til dig? Jeg vil ikke have at du taler med ham igen. Forstår du mig?”

Gwens ansigt blev rødt, så forvandlede det sig af vrede og stolthed.

”Slip mig!” skreg hun af sin mor. Men det var nyttesløst; hendes mor fortsatte med at trække hende væk og hofdamerne slog også kreds om hende.

”Jeg sagde slip mig!” råbte Gwen. Hun så kiggede tilbage efter Thor med et desperat trist udtryk, et der også var bedende.

Thor forstod følelsen. Det var også en han delte. Han ville kalde på hende, og mærkede sit hjerte knuses, da han så hende blive trukket væk. Det var som at se sit fremtidige liv, blive taget fra ham, lige foran hans øjne.

Han stod der længe efter at hun var forsvundet ud af syne, stirrende, fastnagler på stedet. Åndeløs. Han ville ikke gå, ville ikke glemme alt dette.

Mest af alt, han ville ikke forestille sig at han måske aldrig kom til at se hende igen.

*

Mens Thor slentrede tilbage til slotted, stadig igen med at komme sig over mødet med Gwen, lagde han knap mærke til omgivelserne. Hans sind var opslugt af tanker om hende; han kunne ikke lade være med at se hendes ansigt for sig. Hun var storslået. Den smukkeste og søde og venlige og blide og kærlige og sjove person han nogensinde havde mødt. Han havde brug for at se hende igen. Han følte faktisk smerte ved hendes fravær. Han forstod ikke sin følelser for hende, og det skræmte ham. Han kendte hende næsten ikke, og alligevel vidste han at han ikke kunne være uden hende.

Men på samme tid tænkte han tilbage på at Dronningen rev hende væk, og hans mave føltes knugende ved tanken om de magtfulde kræfter, der stod imellem dem. Kræfter, der ikke ville have dem sammen, af en eller anden grund.

Mens han prøvede at komme til bunds i det, mærkede han pludselig en stiv hånd på sit bryst, der stoppede ham hårdt.

Han så op og så en dreng, måske et par år ældre end ham selv, høj og tynd, klædt i de dyreste klæder han havde set – i kongelig violette og grønne og pupur silke, med en udsøgt fjerhat – der vrængede ned. Drengen så nydelig ud, forkælet, som om han var vokset op i skødet på luksus, med bløde hænder og høje buede øjenbryn der kiggede foragteligt ned på ham.

”De kalder mig Alton,” begyndte drengen. ”Jeg er søn af Lord Altin, fætter til Kongen. Vi har været lords i riget i syv århundreder. Dette berettiger mig til at blive Hertug. Du, i kontrast til dette er bonde,” sagde han, næsten spyttende ordet. ”Det kongelige hof er for de kongelige. Og for mænd af rang. Ikke for din slags.”

Thor stod der, uden ide om hvem denne dreng var, eller hvad han havde gjort for at gøre ham vred.

”Hvad vil du have jeg skal gøre?” spurgte Thor.

Alton fniste.

“Det er klart du ikke ved det. Du ved sikkert ingenting vel? Hvor vover du at trænge herind og lade som om du er en af os!” spyttede han.

”Jeg lader ikke som noget,” sagde Thor.

”Nå men, jeg er ligeglad med hvilken bølge, der har skyllet dig op. Jeg vil bare lige advare dig, før du får flere fantasier i dit hoved. Gwendolyn er min.”

Thor stirrede tilbage, chokeret. Hans? Han vidste ikke hvad han skulle sige.

” Vores bryllup har været arrangeret siden fødslen,” fortsatte Alton. ”Vi er samme alder og samme rang. Planerne er allerede i gang. Vov ikke at tro, endda for et øjeblik, at det bliver anderledes.”

Thor følte det som om luften var slået ud af ham; han havde ikke engang styrken til at svare.

Alton tog et skridt tættere på og stirrede ned.

”Ser du,”sagde han med blød stemme, ”jeg tillader Gwen sine flirts. Hun har mange. Engang imellem, får hun ondt af en bonde, eller måske en tjener. Hun vil lade dem være sin underholdning, hendes sjov. Måske har du nået den konklusion, at der er mere. Men det er alt, det er for Gwen. Du er bare en anden bekendt, en anden underholdning. Hun samler på dem, som dukker. De betyder ikke noget for hende. Hun bliver interesseret i den nyest ankomne, og efter en dag eller to keder hun sig. Hun vil droppe dig hurtigt. Du er intet for hende, virkelig. Og i slutningen af året, vil hun og jeg blive viet. For evigt.

Altons øjne åbnede vidt op og viste hans iskolde beslutsomhed.

Thor mærkede sit hjerte knuses, ved hans ord. Var de sande? Betød han virkelig intet for Gwen? Nu var han forvirret; han vidste knap, hvad han skulle tro. Hun havde virket så ægte. Men måske var Thor bare gået ud fra noget forkert?

”Du lyver,” sagde Thor til sidst.

Alton snerrede, og så løftede han en eneste forkælet finger og jog den ind i Thors bryst.

”Hvis jeg ser dig i nærheden af hende igen, bruger jeg min autoritet til at kalde på de kongelige vagter. De vil få dig i fængsel!”

”På hvilket grundlag?!” spurgte Thor.

“Jeg behøver ikke noget grundlag. Jeg har rang over dig. Jeg vil opfinde en, og de vil tro på mig. Når jeg er færdig med at lyve om dig, vil halvdelen af kongeriget tro at du er kriminel.”

Alton smilede selvtilfreds; Thor følte sig syg.

”Du mangler ære,” sagde Thor, uden at forstå at nogen kunne handle så uværdigt.

Alton lo, en skinger lyd.

”Jeg har aldrig haft den,” sagde han. ”Ære er for fjolser. Jeg har hvad jeg gerne vil have, DU kan beholde din ære. Og jeg får Gwendolyn.”

KAPITEL TYVE

Thor gik med Reece ud af den buede port of Kongens Hof og ud på landevejen, der førte til Legionens barakker. Vagterne stod ret for dem, da de gik forbi dem og Thor følte et stort tilhørsforhold, som om han ikke var en udenforstående. Han tænkte tilbage til bare et par dage før, da en vagt havde jagtet ham ud herfra. Sikke meget der havde forandret sig så hurtigt.

Thor hørte et skrig og kiggede op for at se højt over sit hoved, Estopheles der cirklede runt og kiggede ned. Hun dykkede og Thor, ophidset holdt sit håndled ud, stadig med metal handsken på. Men hun steg igen og fløj væk, højere og højere, men aldrig ude af syne. Thor undrede sig. Hun var et mystisk dyr, og han mærkede en intens forbindelse til hende, der var svær at forklare.

Thor og Reece fortsatte i stilhed, mens de holdt et hurtigt tempo mod barrakkerne. Thor vidste at hans brødre ville vente på ham der og tænkte over, hvilken slags modtagelse han ville få. Ville de være misundelige, jaloux? Ville de være vrede over at han fik al opmærksomheden? Ville de gøre nar af ham fordi han blev båret tilbage henover kløften? Eller ville de endelig acceptere ham?

Thor håbede det ville være det sidste. Han var træt af at kæmpe med resten af Legionen og ville bare mere end noget andet bare høre til. Bare være accepteret som en af dem.

Barrakkerne kom til syne på afstand og Thors hjerne begyndte at forestille sig noget andet.

Gwendolyn.

Thor vidste ikke hvor meget han kunne snakke med Reece om dette, det var jo hans søster.

Men han kunne ikke få hende ud af sit hoved. Han kunne ikke lade være med at tænke på sit møde med den ondskabsfulde, kongelige Alton, og spekulerede over, hvor meget af det han havde sagt, der var sandt. En del af ham frygtede at tale med Reece om det, fordi han ikke ville gøre ham vred på en eller anden måde og miste sin nye ven over hans søster. Men en anden del af ham måtte vide hvad han tænkte om det.

”Hvem er Alton?” spurgte Thor til sidst tøvende.

”Alton?” gentog Reece. ”Hvorfor spørger du om ham?”

Thor trak på skulderen usikker på, hvor meget han skulle sige.

Heldigvis, fortsatte Reece.

“Han er bare en ondskabsfuld, mindre kongelig. Tredie fætter til Kongen. Hvorfor? Har han været efter dig om noget?” så blev Reeces øjne smalle. ”Gwen? Er det det? Jeg skulle have advaret dig.”

Thor vendte sig og så på Reece, ivrig efter at høre mere.

”Hvad mener du?”

”Han er en lømmel. Han har været efter min søster siden han kunne gå. Han er helt sikker på at de to bliver gift. Min mor ser ud til at tro det, også.”

”Men bliver de det?” spurgte Thor, overrasket over hastværket i sin stemme.

Reece kiggede på ham og smilede.

”Uha, uha, du er faldet for hende ikke?” Han klukkede. ”Det var hurtigt.”

Thor rødmede, og håbede det ikke var så tydeligt.

“Om de gør eller ej kommer an på min søsters følelser for ham, “ svarede Reece til sidst. ”Med mindre de tvinger hende til at gifte. Men jeg tvivler på at min far ville gøre det.”

”Og hvad føler hun for ham?” pressede Thor, bange for at han var for nysgerrig, men han måtte vide det.

Reece trak på skulderen. ”Du er nødt til at spørge hende, tror jer. Jeg snakker aldrig med hende om det.”

”Men ville din far tvinge hende til ægteskab?” pressede Thor. ”Kunne han virkelig gøre sådan noget?”

”Min far kan gøre, hvad han vil. Men det er imellem ham og Gwen.”

Reece vendte sig og så på Thor.

”Hvorfor alle de spørgsmål? Hvad talte I om?”

Thor rødmede, usikker på hvad han skulle sige.

”Ingenting,” sagde han endelig.

”Ingenting!” lo Reece. “Det lyder som ret meget ingenting for mig!”

Reece grinede højere og Thor var flov, tænkte på at han bare forestillede sig at Gwen kunne lide ham. Reece rakte over og satte en fast hånd på hans skulder.

”Hør her, gamle ven, ” sagde Reece, ”det eneste du kan være sikker på om Gwen er at hun ved hvad hun vil. Og hun får hvad hun vil have. Sådan har det altid været. Hun er så viljefast som min far. Ingen kan tvinge hende til noget – eller til at lide nogen- hun ikke vil have. Så bare rolig. Hvis hun vælger dig, stol på mig, så ved du det. Okay?”

Thor nikkede, han følte sig bedre tilpas, som altid når han havde talt med Reece.

Han så op og så de kæmpe porte til Legionens barrakker foran sig. Han var overrasket over at se flere af de andre drenge stående ved porten som om de ventede på dem, og endnu mere over at se dem smile stort og så udstøde hurraråb ved synet af ham. De skyndte sig frem, greb Thor ved skuldrene, slog armene om ham og skubbede ham indenfor.

Thor var forbløffet, da han blev fejet indenfor i en varm omfavnelse af de andre.

”Fortæl os om Kløften. Hvordan er det på den anden side?” spurgte en.

”Hvordan var bæstet? Det du dræbte?” spurgte en anden.

“Jeg dræbte ham ikke,” protesterede Thor. ”Erec gjorde det.”

”Jeg hørte, du reddede Eldens liv,” sagde en.”Jeg hørte du angreb bæstet ligepå. Uden nogle rigtige våben.”

”Du er en af os nu!” råbte en, og de andre børn jublede, skubbende ham frem som om han var deres bror, de ikke havde set længe.

Thor kunne knap tro det. Jo mere han hørte deres ord, jo mere indså han, at de måske havde en pointe.Måske havde han været modig trods alt. Han havde aldrig rigtigt tænkt over det. For første gang i lang tid, begyndte han at få det godt med sig selv. Mest fordi nu, endelig følte han, at han hørte til blandt disse drenge. Han mærkede spændingen slippe sine skuldre.

Thor blev puffet ind på den store træningsplads og foran stod et dusin mere af Legionen. Sammen med dusinvis af the Silver. De råbte også hurra, da de så ham. De kom alle sammen frem og klappede ham på skulderen.

Kols trådte frem og de andre blev stille. Thor gjorde sig klar, fordi Kolk aldrig havde haft andet end foragt tilovers for Thor. Men nu, til Thors overraskelse, så han ned på ham med et andet slags udtryk. Han kunne stadig ikke få sig selv til at smile, men han skulede ikke mere. Og Thor ville have svoret på at han fornemmede noget, der lignede beundring i hans øjne.

Kolk trådte frem og holdt en lille nål med en sort falk frem, satte den fast på Thors bryst.

”Legionens nål. Thor var optaget. Endelig var han en af dem.

”Thorgrin af de Sydlige Provinser i det Vestlige Kongerige.” sagde Kolk alvorligt. ”Vi byder sig velkommen i Legionen.”

Drengene udbrød i råb, så løb alle hen og slog deres arme rundt om Thor og svingede ham fra side til side.

Thor kunne ikke fatte det hele. Han prøvede heller ikke. Han ville bare nyde dette øjeblik. Nu, endelig, var det et sted han hørte til.

Kolk vendte sig mod de andre drenge.

”Okay, drenge, rolig nu, ” kommanderede han. ”I dag er en særlig dag. Ikke flere høtyve og pudsning og hestemøg til dig. Nu er det tid at træne rigtigt. Det er våben dag.”

Drengene svarede med et ophidset råb og fulgte Kolk, da han travede hen over træningspladsen, mod en kæmpe rund bygning, lavet af eg, med skinnende bronze døre. Thor gik med gruppen da de kom nærmere, der var en ophidset summen i luften. Reece var ved siden af ham og O`Connor kom hen til dem.

”Troede aldrig jeg skulle se dig i live igen,” sagde O`Connor, smilende og klappede en hånd på hans skulder. ”Næste gang, lad mig vågne først ikke?”

Thor smilede tilbage.

“Hvad er det for en bygning?” spurgte Thor Reece, da de kom tættere på. Der var kæmpe jernnitter overalt på døren og stedet havde en imponerende fremtoning.

”Våben huset,” svarede Reece. ” Det er der de har alle vores våben. En gang imellem lader de os kigge ind, endda træne med nogle af dem. Det kommer an på, hvilken øvelse vi skal lave.”

Thors mave strammedes, da han lagde mærke til Elden, der kom over mod dem. Thor gjorde sig klar, til at modtage en trussel – men denne gang, til Thors overraskelse, havde Elden et udtryk af taknemmelighed.

”Jeg er nødt til at takke dig, ”sagde han, mens han kiggede ned, ydmyg. ”Fordi du reddede mit liv.”

Thor var forvirret; han havde aldrig forventet dette fra ham.

”Jeg tog fejl af dig,” tilføjede Elden. ”Venner?” spurgte han.

Han holdt en hånd frem.

Thor der ikke bar nag, rakte glad over og mødte hans hand.

”Venner,” sagde Thor.

”Jeg tager ikke let på det ord,” sagde Elden. “Jeg vil altid have din ryg, Og jeg skylder dig.”

Med dette vendte han sig of skyndte sig tilbage ind i mængden.

Thor vidste knap, hvad han skulle tænke om det. Han var forbløffet over, hvor hurtigt tingene havde ændret sig.

”Måske er han ikke et totalt kryb,” sagde O`Connor. ”Måske er han ok, trods alt.”

De nåede til våben huset. De kæmpe døre svingede op, og Thor gik ind med ærefrygt. Han gik langsomt, med nakken bøjet op for at undersøge det hele i en stor cirkel for at se alt. Der var hundredevis af våben, våben han ikke engang genkendte, hængende på alle vægge. De andre drenge skyndte sig fremad i et ophidset kapløb, løbende hen til våbnene, samlede dem op, håndtere dem, undersøgte dem. Thor fulgte deres eksempel og følte sig som et barn i en slikbutik. Han skyndte sig over til en kæmpe hellebard, hævede træskaftet med to hænder og følte dets vægt. Den var massiv og velsmurt. Bladet var slidt og bulet og han tænkte på om den havde dræbt mange mænd i kamp.

Han satte den ned og samlede en spids plejl op, en metalkugle med spidser dat fast på en kort stav med en lang kæde. Han holdt den spidsede træstav og mærkede metal spidsel dingle for enden af kæden. Ved siden af ham stod Reece med en kampøkse og O´Connor mærkede vægten af et langt spyd, stak det ud i luften og spiddede en fantasi fjende.

”Lyt!” råbte Kolk og de vendte sig alle rundt.

”I dag skal vi lære om at bekæmpe jeres fjender på afstand. Er der nogen her, der kan fortælle mig, hvilke våben, der kan bruges til det? Hvad kan dræbe en mand på tredive skridts afstand?

”Bue og pil,” råbte nogen.

”Ja,” svarede Kolk. ”Hvad ellers?”

”Et spyd!” råbte nogen.

”Hvad ellers? Der er mere end bare dem. Lad os høre dem.”

”En slynge,” tilføjede Thor.

”Hvad ellers?”

Thor ransagede sin hjerne, men var ved at løbe tør for muligheder.

”Kasteknive,”råbte Reece.

”Hvad ellers?

De andre drenge tøvede. Der var ingen, der havde flere ideer.

“Der er kaste hammere,” råbte Kolk. ”og kaste økset. Der er armbrøsten. Langspyd kan kastes. Det kan sværd også.”

Kolk gik op og ned I rummet, mens han så ud over ansigterne på drengene der stod åndeløse og lyttede.

”Det er ikke det hele. En simpel sten fra jorden kan blive jeres bedste ven. Jeg har set en mand, stor som en tyr, en krigshelt, der blev dræbt på stedet med en sten kastet af en dygtigere soldat. Soldater er ofte ikke klar over at rustningen kan blive brugt som våben også. Handsken kan tages af og kastes i fjendens ansigt. Det kan lamme ham, fra mange fod væk. I det øjeblik kan du dræbe ham. Jeres skjold kan også kastes.”

Kolk åndede ind.

”Det er altafgørende at når I lærer at slås, lærer i ikke bare at slås i afstanden imellem jer og jeres modstander. I må udvide jeres kamp til en meget større afstand. De fleste mennesker slås indenfor tre skridt. En god kriger slås indenfor tredive. Forstået?”

”Ja, sir!” lød det i kor.

“Godt. I dag vil vi skærpe jeres kaste evner. Kig i rummet og tag fat I hvilket som helst kaste ting I ser. Hver af jer tag fat i et og vær udenfor om tredive sekunder. Nu, flyt jer!”

Rummet brød ud i en skramlen og Thor løb efter muren, ledende efter noget at tage fat i. Han blev skubbet og bumpet alle vegne af andre ophidsede drenge, indtil han endelig så, hvad han ønskede og tog fat i det. Det var en lille kasteøkse. O`Connor grab en daggert, Reece et sværd og de racede alle tre ud med de andre drenge ud på pladsen.

De fulgte Kolk til den anden side af pladsen. Hvor der stod et dusin skjolde på poster.

Alle drengene, holdt deres våben og samledes rundt om Kolk forventningsfuldt.

“I skal stå her.” Buldrede han, gestikulerende mod en linie i gruset, “ og sigte efter disse skjolde, når I kaster jeres våben. I vil så løbe hen til skjoldene og hente et andet våben, og øve jer på det. Vælg aldrig det samme våben. Altid sigt efter skjoldet. Dem af jer der ikke rammer skjoldet, skal løbe en runde rundt på pladsen. Start!”

Drengen stillede sig op på række, skulder ved skulder, bagved gruslinien og begyndte at kaste deres våben mod skjoldene, som måtte have været omkring tredive fod væk. Thor faldt ind på rækken med dem. Drengen ved siden af ham rakte tilbage og kastede sit spyd, kun lige forbi med et hår.

Drengen vendte sig og begyndte at jogge rundt i arenaen. Da han gjorde det løn et medlem af Kongens mænd op ved siden af ham, lagde en tung jakke af ringbrynje på hans skuldre og tyngede ham ned.

”Løb med den, dreng!” beordrede han.

Drengen tynget ned, svedte allerede, men fortsatte med at løbe i varmen.

Thor ville ikke ramme ved siden af målet. Han lænede sig tilbage, koncentrerede sig, trak sin kasteøkse tilbage og slap den. Han lukkede sine øjne og håbede den ville ramme og var lettet over at høre lyden, af den landende i læder skjoldet. Han ramte kun lige, et lavtliggende hjørne, men i det mindste gjorde han. Rundt omkring ham, var der mange drenge, der ikke ramte, og løb afsted i runder. De få, der ramte, racede efter skjoldene for at gribe et nyt våben.

Thor rakte ud efter skjoldene og fandt en lang smal kaste daggert, som han trak ud og løb så tilbage til kaste linjen.

De fortsatte med at kaste i timevis, indtil Thors arm var ved at slå ham ihjel og han havde løbet en runde for meget selv. Han dryppede af sved, ligesom de andre rundt om ham. Det var en interessant øvelse at kaste alle slags våben, at blive vant til følelsen og vægten af alle mulige slags skafte og knivsæg. Thor mærkede at han blev bedre, mere vant til det, ved hvert kast. Men stadig var varmen trykkende, og han var træt. Der var kun et dusin drenge der stod foran skjoldene, med de fleste løbende rundt på pladsen. Det var bare for svært at ramme så mange gange, med så mange våben, og omgangene og varmen gjorde det sværere at ramme. Thor gispede og vidste ikke hvor længe han kunne fortsætte. Lige som han følte han var ved at kollapse, trådte Kolk pludselig frem.

”Nok!” råbte han.

Drengene kom tilbage fra deres omgange og kollapsede på græsset. De lå der, pustende, åndende hårdt, fjernede deres tunge jakker af ringbrynje der var draperet på dem. Også Thor, satte sig i græsset, armen var udmattet, dryppende af sved. Nogle af Kongens mænd kom over med spande af vand og stillede dem i græsset. Reece rakte ud, greb en, drak af den og rakte den til O`Connor. Som drak og rakte den til Thor, som drak og drak, vandet dryppende over hans hage og bryst. Vandet føltes utroligt. Han pustede hårdt da han rakte det tilbage til Reece.

”Hvor længe kan dette fortsætte?” spurgte han.

Reece rystede på hovedet, gispende. ”Jeg ved det ikke.”

”Jeg sværger, de forsøger at tage livet af os,” lød en stemme. Thor vendte sig og så Elden, som kom op og satte sig ved siden af ham. Thor var overrasket over at se ham der, og det gik op for ham at Elden virkelig gerne ville være venner. Det var mærkeligt at se sådan en forandring i hans opførsel.

“Drenge!” råbte Kolk, gående langsomt imellem dem. ”Flere af jer ramte ikke jeres mål nu, sent på dagen. Som I kan se, er det sværere at være nøjagtig, når man er træt. Det er pointen. I kamp er I ikke friske. I vil blive udmattede. Nogle kampe kan fortsætte i dagevis. Specielt, hvis I er ved at angribe et slot. Og det er der, hvor I er mest trætte, at I kan skal lave jeres mest præcist kast. Ofte vil I være tvunget til at kaste, hvad der nu end er til jeres rådighed. I skal være eksperter i alle våben og i alle tilstande af udmattelse. Er det forstået?”

“JA SIR!” råbte de tilbage.

”Nogle af jer kan kaste en kniv eller et spyd. Men den same person miser med en hammer eller økse. Tror I, at I kan overleve med at kaste kun et våben?”

”NEJ SIR!”

“Tror I det bare er en leg?”

”NEJ SIR!”

Kolk vrængede med han gik op og ned, sparkende drenge I ryggen, som han følte ikke sad ret nok op.

”I har hvilet længe nok,” sagde han. ”På fødderne igen!”

Thor skramlede på fødderne med de andre, han ben vaklende, ikke sikker på, hvor meget mere af dette han kunne klare.

” Der er to sider af afstandskamp,” fortsatte Kolk. ”I kan kaste – men det kan jeres fjende også. Han er måske ikke sikker tredive fod væk – men det er I måske heller ikke. I må lære, hvordan i forsvarer jer på tredive fod. Er det forstået?”

”JA SIR!”

”For at forsvare jer selv mod et kasteobjekt, skal I ikke bare være opmærksomme og hurtige på fødderne, at dykke, eller rulle, eller undvige – men også at være gode til at beskytte jer med et stort skjold.”

Kolk gestikulerede og en soldat kom frem med et kæmpe tungt skjold. Thor var forbløffet – det var næsten dobbelt så stort som ham.

”Har jeg en frivillig?” spurgte Kolk.

Gruppen af drenge var stille, tøvende og uden at tænke sig om, blev Thor fejet med af øjeblikket, og løftede hånden.

Kolk nikkede og Thor skyndte sig frem.

”Godt,” sagde Kolk. ”I det mindste en af jer er dum nok til at melde sig frivilligt. Jeg kan lide dit mod, dreng. En dum beslutning. Men godt.”

Thor begyndte at tænke over, om han virkelig havde taget en dum beslutning. Da Kolk rakte ham det kæmpestore metal skjold. Han gjorde det fast til sin ene arm, og kunne ikke tro, hvor tungt det var. Han kunne næsten ikke løfte det.

”Thor, din mission er at løbe fra denne ende af pladsen til den anden. Uden at blive ramt. Kan du se de halvtreds drenge, der står overfor dig?” sagde Kolk til Thor.”De skal alle kaste våben efter dig. Forstår du det? Hvis du ikke bruger dit skjold til at beskytte dig, dør du måske før, du når over til den anden side.”

Thor stirrede tilbage uden at tro på det. Drengeflokken blev helt stille.

”Det her er ikke en leg,” fortsatte Kolk.”Det her er meget alvorligt. Kamp er alvorligt. Det er liv eller død. Er du sikker på, at du stadig melder dig frivilligt?” Thor nikkede, alt for lammet af rædsel til at sige andet. Han kunne ikke så godt skifte mening på det her tidspunkt, ikke foran alle.

”Godt.”

Kolk gestikulerede til en oppasser, som trådte frem og blæste i et horn.

”Løb!” skreg Kolk.

Thor hævede det tunge skjold op med to hænder, greb det med alt han havde. Mens han gjorde, mærkede han en genklang af bump, så hårde at det rystede hans kranie. Det måtte have været en metal hammer. Den gik ikke igennem skjoldet, men den sendte et forfærligt chok igennem hans system. Han tabte næsten skjoldet, men tvang sig til at holde fast og fortsætte.

Thor begyndte at løbe, snublende så hurtigt han kunne med skjoldet. Mens våben og missiler fløj forbi ham, tvang han sig selv til at pakke sig selv sammen under skjoldet, så godt som han kunne. Skjoldet var hans livline. Mens han løb, lærte han, hvordan han skulle blive under det.

En pil fløj forbi ham, missede ham kun med en tomme, og han trak sin hage endnu mere tilbage. Et andet tungt objekt smadrede i mod skjoldet, ramte ham så hårdt at han tumlede tilbage flere fod og kollapsede på jorden. Men Thor kom tilbage på fødderne og fortsatte med at løbe.

Med en overlegen indsats, gispende efter luft, krydsede han endelig marken.

”Træk tilbage!” hylede Kolk.

Thor smed skjoldet, dryppende af sved. Han var mere end taknemmelig for at han havde nået den anden side; han vidste ikke om ham kunne have holdt skjoldet et øjeblik mere.

Thor skyndte sig tilbage til de andre, mange af dem gav ham beundrende blikke. Han undrede sig over, hvordan han havde overlevet.

“Godt arbejde,” hviskede Reece til ham.

”Nogle andre frivillige?”råbte Kolk.

Der var en død stilhed imellem drengene. Efter at have set Thor var der ikke andre, der gerne ville prøve.

Thor var stolt af sig selv. Han var ikke sikker på at han ville have meldt sig frivilligt, hvis han havde vidst, hvad det indebar, men nu der var slut, var han glad for at han havde gjort det.

”Fint. Så vil jeg være frivillig for jer,” hylede Kolk. ”Du! Saden!” kaldte han, mens han pegede på en.

En ældre, tynd dreng trådte frem, og så rædselsslagen.

”Mig?” sagde Saden, hans stemme skælvede.

De andre drenge grinede af ham.

”Selvfølgelig dig. Hvem ellers?” sagde Kolk.

“Undskyld, sir, men jeg vil helst ikke.”

Et forskrækket gisp rejste sig i Legionen.

Kolk nærmede sig ham, vrængende.

”Du gør ikke, hvad du vil,” brummede Kolk. ”Du gør, hvad jeg fortæller dig du skal gøre.”

Saden stod lammet, så ud som om han var skræmt til døde.

“Han skulle ikke være her,” hviskede Reece til Thor.

Thor vendte sig og så på ham.”Hvad mener du?”

”Han kommer fra en adelig familie, og de har placeret ham her. Men han vil ikke være her. Han er ikke en kriger. Kolk ved det. Jeg tror de prøver at nedbryde ham. Jeg tror de vil have ham ud.”

”Undskyld sir, men jeg kan ikke,” sagde Saden og lød rædselsslagen.

”Du kan,” skreg Kolk,” og du vil!”

Der var et frosset, anspændt øjeblik.

Saden så ned på jorden, med hængende hage af skam.

”Undskyld sir, Giv mig en anden opgave, og jeg vil gladelig gøre det.”

Kolk blev rød i hovedet, stormede mod ham indtil han var få tommer fra hans ansigt.

”Jeg vil give dig en anden opgave, dreng. Jeg er ligeglad, hvem din familie er. Fra nu af vil du løbe. Du vil løbe rundt på denne bane, indtil du kollapser. Og du vil ikke komme tilbage før di frivilligt tager dette skjold. Forstår du mig?”

Saden så ud som om han var ved at bryde i gråd, mens han nikkede tilbage.

En soldat kom over, draperede ringbrynje over Saden, og så draperede en anden soldat en anden ringbrynje over ham. Thor kunne ikke forstå, hvordan han kunne bære vægten af dem. Han kunne knap løbe med den ene af dem.

Kolk lænede sig tilbage og sparkede Saden hårdt bagi og han snublede fremad og begyndte sit lange langsomme løb, rundt på banen. Thor havde ondt af ham. Mens han så ham snuble rundt, kunne han ikke lade være med at tænke over om drengen ville overleve Legionen.

Pludselig lød et horn, og Thor vendte sig for at se en deling af Kongens mænd ride frem på hesteryg, et dusin af the Silver med dem, holdende lange spyd og med hjelme med fjer. De stoppede foran Legionen.

”Til ære for Kongens datters bryllupsdag, og til ære for sommersolhvervet, har Kongen deklaret resten af dagen, jagtdag!”

Alle drengene rundt om Thor brød ud i et jublende hurra. Som et brød de ud i en spurt, mens de fulgte hestene, da de vendte sig og galloperede hen over pladsen.

”Hvad sker der?” spurgte Thor, Reece da han begyndte at løbe med de andre.

Reece havde et kæmpe smil på sit ansigt.

”Det er en Guds gave!” sagde han, “Vi har fri resten af dagen! Vi får lov til at jage!”

KAPITEL ENOGTYVE

Thor joggede ned af skovstien med de andre, holdende spyddet, han havde fået til jagten. Ved siden af ham, var Reece, O´Connor og Elden sammen med mindst halvtreds andre medlemmer af Legionen. Foran den red hundrede Silver, på hesteryg og i let rustning, nogle med korte spyd, men de fleste med buer og pile slynget over ryggen. Løbende på fødder imellem dem var et dusin væbnere og oppassere.

Ridende forrest var Kong MacGil, han så stor og stolt ud som nogensinde, et ophidset grin på hans ansigt. Han var flankeret af sine sønner, Kendrick og Gareth, og Thor var overrasket over at se, endda Godfrey. Dusinvis af pager løb imellem dem, et par af dem lænede sig tilbage og blæste i horn, der var lavet af lange elfenbens stødtænder; andre rev i bugtende hunde, der nervøst løb frem for at holde trit med hestene. Det var fuldstændig kaos. Da den kæmpe gruppe stormede frem igennem skoven, begyndte de at dele sig op i alle retninger, og Thor vidste knap, hvor han skulle hen, eller hvilken gruppe han skulle følge.

Erec red tæt på, og Thor og de andre besluttede sig for at følge hans spor. Thor løb op ved siden af Reece.

”Hvor skal vi hen?” spurgte han Reece forpustet mens de løb.

”Dybt inde i skoven,” kaldte Reece tilbage. ”Kongens men har i sinde at bringe dagens høst af vildt hjem.”

”Hvorfor er nogle af the Silver til hest og nogle til fods?” spurgte O`Connor, Reece.

”Dem på hesteryg, jager det lette bytte, som rådyr og fugle,” svarede Reece. ” De bruger deres buer. Dem til fods sigter efter farligere byttedyr. Som den gulhalede orne.”

Thor var både ophidset og nervøs da dyret blev nævnt. Han havde set en vokse op; den var et ondt og farligt dyr, det var kendt at den kunne rive en mand i to, ved den mindste provokation.

”De ældste krigere har en tendens til at blive på hesteryg og gå efter rådyr og fugle,” tilføjede Erec, mens han så ned. ”De yngre, har en tendens til at blive til fods og gå efter større bytte. Du skal selvfølgelig være i bedre form til det.”

“Det er derfor vi tillader denne jagt for jer drenge, “Kolk, løbende med de andre ikke så langt væk, råbte op, ” det er også træning for jer. I skal være til fods under hele jagten, hold trit med hestene. Mens vi går skal i bryde op i mindre grupper, og hver enkelt skal dreje ned af sin egen sti, og hver enkelt jage sit eget byttedyr op. I skal finde de ondeste dyr I kan – og I skal bekæmpe det til døde. Disse er de samme kvaliteter, der gør jer til soldater: udholdenhed, frygtløshed, og aldrig at bakke ned over for jeres modstander, uanset hvor stor og hvor ondskabsfuld han er. Gå nu!” skreg han.

Thor løb hurtigere, ligesom alle hans brødre, ræsende for at indhente hestene, da de jog igennem skoven. Han vidste knap hvilken vej han skulle gå, men han regnede ud at, hvis han holdt sig tæt til Reece og O`Connor ville han være okay.

”En pil, hurtigt!” råbte Erec ned.

Thor brast til handling, løbende op ved siden af Erecs hest, greb en pil fra koggeret på sadlen, og rakte den op til ham. Erec satte den på sin bue, mens han red, satte farten ned og sigtede roligt på noget i skoven.

”Hundene!” skreg Erec.

En af Kongens oppassere slap en gøende hund fri og den dykkede ind i buskene. Til Thors overraskelse, fløj en stor fugl op, og da den gjorde det, slap Erec pilen.

Det var et perfekt skud, lige på halsen og fuglen faldt død ned. Thor var forundret over, hvordan Erec havde set den.

”Fuglen!” råbte Erec.

Thor løb, greb den døde fugl, varm, blodet flydende fra dens hals, og løb tilbage til Erec. Han slyngede den over Erecs saddel for at hænge der mens han red.

Rundt omkring Thor, gjorde mange af ridderne på hesteryg det samme, opskræmme fugle, skyde dem og få deres væbnere til at hente dem. De fleste brugte pile, nogle brugte spyd. Kendrick trak sit spyd tilbage, tog sigte, og slyngede det mod et rådyr. Det var et perfekt kast, lige ind i dens hals og den faldt også.

Thor var overrasket over overfloden af vildt i disse skove, den overvældende mængde de ville tage med hjem. Det ville kunne brødføde Kongens Hof i dagevis.

”Har du været på jagt før?” kaldte Thor hen til Reece, mens han kun lige undgik at blive nedtrampet af en af Kongens mænd, da de løb. Det var svært at løbe, med de gøende hunde, gjaldende horn, og mændenes skrig, leende, sejrrige, da de tog dyr efter dyr.

Reece havde et stort smil på sit ansigt, da han hoppede over en træstub og fortsatte med at løbe.

”Mange gange!” Men kun på grund af min far. De lader os ikke deltage I jagten indtil vi når den rigtige alder. Det er en spændende ting – selvom der ikke er nogen, der helt kommer tilbage usårede. Mere end en mand er blevet såret, eller dræbt, mens han jagtede vildsvin.”

Reece gispede mens han løb. ”Men jeg har altid været på hesteryg,” tilføjede han. ”Jeg har aldrig haft lov til at være til fods før, med Legionen, aldrig haft lov til at jagte vildsvin. Det er første gang for mig!”

Skoven skiftede pludselig, med dusinvis af stier der strakte dig ud foran dem, hver eneste splittede sig op i et dusin spor. Et horn mere lød, og den kæmpe gruppe, begyndte at dele i sig mindre grupper.

Thor holdt sig tæt til Erec og Reece og O`Connor, tilsluttede sig dem; de drejede alle ind på en smal sti, der drejede skarpt nedad. De løb og løb, Thor knugede sit spyd, da han sprang over en lille bæk. Deres lille gruppe bestod af Erec og Kendrick på hesteryg, Thor, Reece, O`Connor og Elden til fods, så de var seks – og da Thor drejede, lagde han mærke til to andre medlemmer af Legionen, der løb op bag dem, tilsluttede sig til dem. De var store og brede, med bølget, sandfarvet hår, der faldt forbi deres øjne og store smil. De så ud til at være et par år ældre end Thor – og de var enæggede tvillinger.

“Jeg er Conval,” råbte en af dem til Thor.

”Og jeg Conven,”

”Vi er brødre,” sagde Conval.

”Tvillinger!” tilføjede Conven.

”Jeg håber du ikke har noget imod at vi tilslutter os til jer,” sagde Conval til Thor.

Thor havde set dem rundt omkring i Legionen, men havde aldrig mødt dem før. Han var glad for at møde nye medlemmer, specielt nogle der var venlige overofr ham.

”Glad for at have jer,” råbte Thor.

”Jo flere hænder jo bedre,”gentog Reece.

”Jeg har hørt, at vildsvinene i denne skov er enorme,” bemærkede Conval.

”Og dødelige,” tilføjede Conven.

Thor kiggede på de lange spyd, som tvillingerne bar, tre gange længere end hans og undrede sig. Han lagde mærke til at de kiggede på hans korte spyd.

”Det spyd er ikke langt nok,” sagde Conval

”De orner har lange stødtænder. Du har brug for noget længere,” sagde Conven.

”Tag mit,” sagde Elden, løbende op til Thor og tilbød ham sit sværd.

”Jeg kan ikke tage dit,” sagde Thor. ”Hvad skulle du så bruge?”

Elden trak på skulderen, ”Jeg er okay,”

Thor var rørt af hans gavmildhed, og undrede sig over, hvor anderledes deres venskab var nu.

”Tag er af mine,” beordrede en stemme.

Thor kiggede op og så Erec ride op ved siden af ham, gestikulerende til sadlen, der bar to lange sværd.

Thor rakte u dog greb et langt sværd fra sadlen, taknemmelig for det. Det var tungere og mere akavet at løbe med – men han følte sig mere beskyttet, og det lød som om han kunne få brug for det.

De løb og løb, indtil luften brændte i Thors lunger og han vidste ikke om han kunne gå længere. Han var opmærksom, så sig omkring efter noget tegn på et dyr. Han følte sig beskyttet af de andre mænd omkring ham, og uovervindelig med et langt spyd. Men han var stadig meget anspændt. Han havde aldrig jaget orne før og han havde ingen ide om hvad han kunne forvente.

Mens han lunger brændte, brød skoven åben i en lysning og gudskelov stoppede Erec og Kendrick deres heste. Thor gik ud fra at det betød at de alle havde tilladelse til også at stoppe. De stod der alle otte i skovlysningen, drengene til fods gispende efter luft og Erec og Kendrick gik ned af deres heste. Hestene pustede, men ellers var der stille, den eneste lyd var vinden i træerne. Larmen af hundrede af andre mænd, der ræsede igennem skoven var nu væk, og Thor indså at de måtte være meget langt væk fra de andre.

Han kiggede sig omkring i lysningen, pustende.

“Jeg har ikke set tegn på dyr,” sagde Thor til Reece, “Har du?”

Reece rystede på hovedet.

”Ornen er et klogt dyr,” sagde Erec, og trådte frem. “Han vil ikke altid vise sig selv. Nogle gange vil han være den der holder øje med dig. Han vil måske vente til du ikke holder øje, og så angriber han. Vær altid på vagt.”

”Pas på!” råbte O`Connor.

Thor snurrede rundt og pludselig brast et langt dyr ind i lysningen med stor opstandelse; Thor for sammen, tænkte at de blev angrebet af en orne. O`Connor skreg og Reece vendte sig og slyngede et spyd mod det. Det ramte ikke, og dyret fløj op i luften, Det var på det tidspunkt at Thor indså at det bare var en kalkun, der forsvandt ind i skoven.

De lo alle sammen, spændingen var brudt. O`Connor, blev rød, og Reece lagde en beroligende hånd på hans skulder.

”Bare rolig ven,” sagde han.

O`Connor så væk, flov.

“Der er ingen orne her, “ sagde Elden. ”Vi valgte en dårlig sti. Den eneste ting, der er nede af denne sti er fugle, Vi kommer tomhændede hjem.”

”Måske er det ikke sådan en dårlig ting,” sagde Conval.”I har hørt at orne kampe kan være liv og død.”

Kendrick undersøgte roligt skoven; Erec gjorde det samme. Thor kunne se på ansigterne af disse to, at der var noget derude. Han kunne mærke på deres erfaring og visdom at de var på vagt.

”Nå, sporet ser ud til at ende her,” sagde Reece.”Så, hvis vi fortsætter, vil skoven være umærket. Vi vil ikke kunne finde hjem.”

“Men hvis vi går tilbage er jagten slut,” sagde O`Connor.

”Hvad ville ske, hvis vi skulle komme tilbage uden noget?” spurgte Thor. ”Uden en orne?”

”Vi vil blive til grin for alle de andre,” sagde Elden.

“Nej, vi ville ikke,” sagde Reece. “Det er ikke alle, der finder en orne, Faktisk er det mere sjældent at finde en end ikke.”

Da gruppen af dem stod, der i stilhed, pustende hårdt, iagttagende skoven, gik det pludselig op for Thor at han havde drukket for meget vand. Han havde holdt det inde på hele jagten og nu havde han pludselig en smerte i sin blære, han kunne knap holde det inde.

”Undskyld mig,” sagde han og begyndte at gå ind i skoven.

”Hvor skal du hen?” spurgte Elden forsigtigt.

”Jeg skal bare lige lette mig. Jeg kommer snart tilbage.”

”Gå ikke langt væk.” Advarede Erec.

Thor, selvbevidst, skyndte sig ind i skoven og gik omkring tyve skridt væk fra de andre, indtil han fandt et sted der var ude af syne.

Lige som han blev færdig med at lette sig, hørte han pludselig en gren knække. Det var højt og distinkt og han vidste – han vidste bare – at det ikke var fra et menneske.

Han vendte sig langsomt, hårene rejste sig på hans hoved, og kiggede. Oppe foran, måske ti skridt mere, var der en lysning mere, med et klippestykke i midten. Og der, i bunden af klippen, var der bevægelse. Et lille dyr, han vidste ikke hvilket.

Thor debatterede om han skulle gå tilbage til sin gruppe eller se hvad det var. Uden at tænke sig om krøb han fremad. Hvad enten dyret var, ville han ikke miste det, og hvis han skyndte sig tilbage ville det måske være væk, når de alle nåede frem.

Thor trådte nærmere med al opmærksomheden samlet, da skoven blev tættere og der var mindre plads til at bevæge sig på. Han kunne ikke se andet end den sætte skov, hvor solen skar ind i skarpe stråler. Til sidst nåede han lysningen. Da han kom nærmere løsnede han grebet på sit spyd, og sænkede det ned til hoften. Han blev overrasket over, hvad han så i lysningen, i en lille plet sollys.

Der lå, vridende sig i græsset ved siden af klippen, en lille leopard hvalp, der kneb øjnene sammen og peb i solen. Det så ud som om den lige var født, kun en fod lang, lille nok til at passe ind under Thors skjorte.

Thor stod foundret. Hvalpen var helt hvis, og han vidste at det måtte være den hvide leopards hvalp, den mest sjældne af dyr.

Han hørte pludselig raslen i bladene bagved sig, han vendte sig og så hele gruppe komme hen i mod sig. Reece forrest, med et bekynret udtryk. På få øjeblikke var de over ham.

”Hvor var du?” forlangte han at få at vide.” Vi troede du var død.”

Da de kom op ved siden af ham og så ned på hvalpen kunne han høre dem gispe i chok.

“Et betydningsfuldt tegn,” sagde Erec til Thor. ” Du har gjort et fund for livet. Det mest sjældne af alle dyr. Den er blevet efterladt. Den har ingen til at passe sig. Det betyder at den er din. Det er din pligt at tage dig af den.”

”Min” spurgte Thor forvirret.

”Det er din pligt,” tilføjede Kendrick. ”Du fandt den. Eller skal jeg hellere sige, den fandt dig.”

Thor var forbløffet. Han havde passet får, men han havde aldrig opfostret et dyr i sit liv og han havde ingen ide, hvad han skulle gøre.

Men på samme tid følte han allerede en stærk tilknytning til dyret. Dens små blå øjne åbnede sig og så ud til at stirre på ham.

Han gik hen til den og samlede den op i sine arme. Dyret rakte op og slikkede ham på kinden.

“Hvordan passer man en leopardhvalp?” spurgte Thor overvældet.

”Jeg gætter på at det er på samme måde, som man passer alt muligt andet.”sagde Erec. ”Fodrer den, når den er sulten.”

”Du skal give den et navn,” sagde Kendrick.

Thor tænkte over det, forbløffet over at det var anden gang, han skulle døbe et dyr på to dage. Han huskede en historie fra sin barndom, om en løve, der terroriserede en landsby.

”Krohn,” sagde Thor.

De andre nikkede bifaldende.

”Som legenden,” sagde Reece.

”Jeg kan lide det,” sagde O`Connor.

”Så bliver det Krohn,” sagde Erec.

Da Krohn sænkede sit hoved ind mod Thors bryst, følte han en stærkere forbindelse til den end til noget andet, han havde haft. Han kunne ikke lade være med at føle at han havde kendt Krohn i mange liv, da dyret vred sig og pev mod ham.

Pludselig kom der en tydelig lyd, en der rejste hårene i Thors nakke, og fik ham til at kigge op i himlen.

Højt oppe over dem, var Estopheles. Den dykkede pludselig helt ned lige mod Thors hoved, skrigende mens den gjorde, før den fløj op igen i sidste sekund.

Til at begynde med tænkte Thor på om den var jaloux på Krohn. Men så, med i sidste sekund indså han det: hans falk advarede ham.

Et øjeblik senere kom en tydelig larm, fra den anden side af skoven. Det var en raslen, der blev fulgt af et angreb – og det hele skete alt for hurtigt.

På grund af advarslen, havde Thor en fordel – han så det komme og sprang væk, kun med et sekunds forspring, da en kæmpestor orne angreb ham. Den missede ham kun lige.

Lysningen brød ud i kaos. Ornen angreb de andre, glubsk svingede den sine stødtænder alle vegne rundt. Med et stryg lykkedes det den at snitte O`Connors arm, og blodet vældede frem, da han knugede den, skrigende.

Det var som at prøve at bekæmpe en tyr, uden de rigtige våben. Elden prøvede at stikke den med sit lange spyd, men ornen drejede bare sit hoved, spændte det fast med sin enorme mund, og i et rent bid, og bed den over i to dele. Så vendte ornen sig og angreb Elden, ramte ham i ribbenene; men heldigvis for Elden, undgik han lige at blive revet i stykker af dens stødtænder.

Vildsvinet var ustoppeligt. Den var ude efter blod, og den ville tydeligvis ikke give op indtil den havde fået det.

De andre mobiliserede sig og gik i aktion. Erec og Kendrick trak deres sværd, Thor gjorde også Reece og de andre.

De kredsede alle om bæstet, men det var svært at ramme den, specielt med dens tre fod lange stødtænder, der afholdt dem fra at komme tæt på den. Den løb i cirkler, jagede dem rundt i lysningen. Mens de skiftedes til at angribe den, ramte Erec direkte, skar den på siden; men denne orne måtte have være lavet af stål, for den fortsatte bare.

Det var på det tidspunkt, at alt ændrede sig. Et kort øjeblik, var der noget, der fangede Thors øjne og han vendte sig og kiggede ind i skoven. På afstand skjult bag træerne, kunne han have svoret at han så en mand, med en sort kappe med hætte; han så ham løfte bue og pil og rette den lige mod lysningen. Han så ud til ikke at sigte efter ornen, men mod mændene.

Thor tænkte på om han bare så ting. Var de ved at blive angrebet? Her? Midt ude i ingenting? Af hvem?

Tor tillod sine instinkter at tage over. Han fornemmede at de andre var I fare og han racede mod dem, Han så manden sigte efter Kendrick.

Thor dykkede hen mod Kendrick. Han tacklede ham hårdt, kastede ham til jorden og da han gjorde det skød en pil lige forbi og undgik ham lige.

Thor kiggede med det samme tilbage ind i skoven, for at få øje på angriberen. Men han var væk.

Men nu havde han ikke tid til at tænke; ornen spurtede stadig vildt omkring i lysningen, kun få fod fra dem. Nu vendte den sig mod dem, og Thor havde ikke tid til at reagere. Han gjorde sig klar til slaget, da de lange skarpe stødtænder styrede direkte mod ham.

Et øjeblik efter kom der et skingert hyl; Thor vendte sig og så Erec springe op på bæstets ryg, løftede sit sværd med begge hænder og begravede det dybt i nakken på dyret.

Bæstet brølede, blod sprøjtede fra dens mund, da den sank ned på knæ, og faldt så til jorden, Erec ovenpå den. Den standsede kun få fod fra Thor.

Alle stod lammet på stedet, så på hinanden – og undrede sig over, hvad i alverden, der lige var sket.

KAPITEL TOOGTYVE

Thor med Krohn inde under skjorten, var overvældet af larmen, da Reece åbnede døren til værtshuset. En kæmpestor gruppe af ventende medlemmer af Legionen og soldater, tætpakket derinde, mødte dem med et råb. Det var pakket og varmt derinde og Thor blev med det samme klemt inde imellem sine brødre, skulder ved skulder. Det havde været en lang jagtdag, de havde alle samlet dig her, i værtshuset dybt inde i skoven for at fejre. The Silver havde ført an, og Thor Reece og de andre fulgte efter.

Bagved Thor, tvillingerne, Conval og Conven, bar deres dyrebare ting, ornen, større end de andres, på en lang pæl over deres skuldre. De havde sat den ned udenfor krodøren før de kom ind. Thor tog et langt blik på den; den så ond ud, det var svært at begribe at de havde dræbt den.

Thor mærkede noget, der vred sig inde under jakken og kiggede ned på sin nye ledsager, Krohn. Han kunne knap fatte, at han bar på en hvid leopard hvalp. Den stirrede op på ham med sine krystalblå øjne og peb. Thor fornemmede at den var sulten.Thor blev mast ind i værtshuset, dusinvis af andre mænd strømmede ind bagved ham, ind i det lille tætpakkede sted, der måtte være tyve grader varmere herinde – for ikke at tale om fugtigere. Han fulgte Erec og Kendrick, og blev igen fulgt af Reece, Elden og tvillingerne, og O´Connor, hvis arm var forbundet på grund af ornens snit, men han var endelig holdt op ed at bløde. O´Connor virkede mere bedøvet end såret. Hans gode humør var kommet tilbage og hele deres gruppe maste sig ind i rummet. Det var pakket, skulder ved skulder, så tæt at der knap var plads til overhovedet at vende sig. Der var lange bænke og nogle mænd stod, mens andre sad og sang drikkeviser og bankede, deres krus ind i deres venners, eller på bordet. Det var et larmende festligt sted og Thor havde aldrig set noget lignende. ”Første gang på værtshus?” spurgte Elden, nærmest råbende, bare for at blive hørt.Thor nikkede tilbage og følte sig som en bondeknold igen. ”Jeg gætter på at du ikke engang har smagt et krus øl før, har du?” spurgte Conven, og klappede ham på skulderen med et grin.

”Selvfølgelig har jeg det, ” skød Thor forsvarsbevidst tilbage.

Han rødmede dog og håbede at ingen ville lægge mærke til det, for faktisk havde han aldrig rigtigt fået øl, bortset fra den lille tår ved brylluppet. Hans far havde aldrig tilladt øl i huset. Og selv hvis han gjorde, ville han helt sikkert ikke have haft råd til det.

”Godt så!” råbte Conval op. ”Bartender, giv os en omgang af jeres stærkeste. Thor her er hærdet!”

En af tvillingerne lagde en guldmønt ned. Thor var forundret over, hvor mange penge de drenge gik rundt med; han spekulerede over, hvilken familie de stammede fra. Den mønt kunne havde holdt en måned i hans familie hjemme i landsbyen.

Et øjeblik senere kom der et dusin krus skummende øl glidende hen over baren og drengen skubbede sig frem og greb dem; en tønde blev sat i Thors hånd. Skummet, dryppede over siden, ned ad hans hånd og hans mave vendte sig i forventning. Han var nervøs.

”Skål for vores jagt!” råbte Reece.

”SKÅL FOR VORES JAGT!” gentog de andre.

Thor fulgte de andre og prøvede at virke naturlig, da han løftede den skummende væske til læberne. Han tog en lille slurk og hadede smagen, men så de andre slynge det ned i halsen, uden at fjerne kruset fra læberne før de var færdige. Thor følte sig tvunget til at gøre det samme, eller se ud som en kujon. Han tvang sig til at drikke det, slubrede det ned så hurtigt han kunne, indtil endelig halvt igennem, måtte han sætte de hostende ned.

De andre kiggede på ham og brølede af latter. Elden klappede ham på ryggen.

”Det er din første gang ikke?” spurgte han.

Thor rødmede, da han tørrede skum af læberne. Heldigvis kom der et råb, før han kunne nå at svare, og de vendte sig alle for at se på flere musikere, der skubbede sig vej ind. De begyndte at spille fløjte og klimpre på cembalo, og den larmende atmosfære løftede sig.

”Min bror!” kom en stemme.

Thor vendte sig og så en dreng, der var et par år ældre end ham selv, med en lille mave, men med brede skuldre, der så sjusket ud, træde frem og kramme Reece I et akavet knus. Tre ledsagere sluttede sig til ham, alle så lige sjuskede ud.

”Jeg troede aldrig jeg skulle se dig her!” tilføjede han.

”En gang imellem, har jeg vel brug for at følge i min broes fodspor, gør jeg ikke?” råbte Reece tilbage med et smil. ”Thor, kender du min bror Godfrey?”

Godfrey vendte sig og tog Thors hånd og Thor kunne ikke lade være med at lægge mærke til hvor blød og buttet den var. Det var ikke en krigers hånd.

”Det er klart jeg kender den nye,” sagde Godfrey og lænede sig alt for tæt på med sløret tale. ”Hele kongeriget summer af tale om ham. En fin kriger, hører jeg,” sagde han til Thor. ”En skam. Sikke et spild af værtshus talent!”

Godfrey lænede sig tilbage og buldrede af latter og hans tre ledsagere gjorde det same. En af dem, et hoved højere end de andre, med en kæmpe mave, ildrøde kinder og rødmosset af druk, lænede sig frem og satte hånden fast på Thors skulder.

”Mod er en fin egenskab. Men den sender dig til slagmarken og gør dig kold. At være en drukkenbolt er en bedre egenskab: den holder dig tryg og varm – og sikrer en varm dame ved din side!”

Han buldrede af latter, det samme gjorde de andre, og bartenderen satte friske krus øl frem til alle. Thor håbede han ikke ville blive bedt om at drikke; han kunne allerede mærke øllet stige sig til hovedet.

”Det var hans første jagt i dag!” kaldte Reece ud til sin bror.

”Nå, var det det?” svarede Godfrey. ”Jamen det må vi da hellere tage en drink på, ikke sandt?”

”Eller to!” sagde hans høje ven.

Thor kiggede op, da en kop mere blev skubbet ind i hans håndflade.

”Skål for den første gang!” råbte Godfrey.

”Første gang!” gentog de andre.

”Må dit liv blive fyldt med første gange,” ekkoede den store, ” undtaget er den første gang ædru!”

De buldrede alle af latter, da de drak.

Thor nippede til sin, så prøvede han at slippe afsted med at sænke den – men Godfrey fangede ham I det.” Sådan skal man ikke drikke, dreng!” råbte Godfrey. Han trådte frem, greb tønden, satte den til Thors læber og mændene lo, da Thor slugte det i store slurke. Han satte den tom ned og alle jublede.

Thor følte sig svimmel. Han kunne mærke han var ved at være ude af control og det blev sværere at fokusere. Han kunne ikke lide den følelse. Thor mærkede at det igen vred sig under hans skjorte, da Krohn stak sit hoved ud.

”Jamen dog, hvad har vi her!” råbte Godfrey glad. ”Det er en leopard unge,” sagde Thor.

“Vi fandt den på jagten,” tilføjede Reece.

”Han er sulten,” sagde Thor. ”Jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal give ham.”

”Jamen det er da klart, øl!” råbte den høje mand.

”Er det rigtigt?” spurgte Thor. ”Er det sundt for ham?”

”Selvfølgelig!” råbte Godfrey. ”Det er jo bare humle, dreng!”

Godfrey rakte ud, dyppede sin finger i skummet og holdt den op; Krohn lænede sig frem og slikkede det op. Han slikkede igen og igen.

”Se, han kan godt lide det!”

Godfrey trak pludselig sin finger til sig med et skrig. Han holdt den op og viste blod. ”Den har skarpe tænder, den der!” råbte han op – og de andre brød ud i latter.

Thor rakte ned, aede Krohns hoved, og vippede resten af øllet ind i leopardens mund. Krohn slikkede det op, og Thor besluttede sig for at finde rigtig mad til ham. Han håbede Kolk ville lade ham bo i barrakkerne og at ingen af Legionen ville have noget i mod det.

Musikerne skiftede deres sang og mange flere af Godfreys venner dukkede frem. De kom over, sluttede sig til dem med en ny runde øl og ledte Godfrey væk, tilbage ind i mængden.

”Vi ses, unge mand,” sagde Godfrey til Reece før han gik. Så vendte han sig mod Thor: ”Jeg håber du kommer til at tilbringe mere tid, her i værtshuset!”

”Jeg håber du kommer til at tilbringe mere tid på slagmarken,” råbte Kendrick tilbage.

”Det tvivler jeg meget på!” sagde Godfrey og brølede af grin med resten af sine fæller, da han forsvandt ind i mængden.

”Fester de altid sådan?” spurgte Thor Reece.

“Godfrey? Han har været på værtshus siden han kunne gå. En skuffelse for min far. Men han er glad for sig selv.”

”Nej, jeg mener Kongens mænd. Legionen. Er der altid en tur til værtshuset?”

Reece rystede på hovedet.

”Det er en speciel dag i dag. Den første jagt, og sommersolhverv. Det her sker ikke så tit. Nyd det mens det gør.”

Thor følte sig mere og mere disorienteret, da han så sig rundt i rummet. Det her var ikke, hvor han gerne ville være. Han ville være tilbage i barrakkerne og træne. Og hans tanker drev, igen, til Gwendolyn.

”Fik du set godt på ham?” spurgte Kendrick, da hank om hen til Thor.

Thor så forvirret på ham.

“Manden I skoven, som skød pilen?” tilføjede Kendrick.

De andre samledes tæt omkring dem, mens de forsøgte at høre noget og humøret blev mere alvorligt. Thor prøvede igen at huske, men han kunne ikke. Alt var tåget. ”Jeg ville ønske jeg gjorde,” sagde han. ”det skete alt sammen så hurtigt.”

”Måske var det bare en af Kongens andre mænd, der skød i vores retning ved et uheld,” sagde O`Connor. Thor rystede på hovedet.

”Han var ikke klædt som de andre. Han var helt i sort og kappe med hætte. Og han skød kun én pil, med sigte på Kendrick, og forsvandt så. Jeg er ked af det. Jeg ville ønske jeg havde set mere.”

“Var de ten snigmorder!” spurgte O`Connor.

Kendrick trak på skulderen. ”Jeg har ikke nogen fjender, hvad jeg ved af.”

“Men Far har mange,” sagde Reece. ”Måske er der nogen, der vil dræbe dig for at ramme ham”

”Eller måske er der nogen, der vil have dig ud af vejen til tronen,” postulerede Elden.

”Men det er absurd! Jeg er uægte! Jeg kan ikke arve tronen!”

Mens de rystede på hovederne, nippede til deres øl og prøvede at regne det ud, kom der et andet råb i rummet og alle mændenes opmærksomhed vendte sig mod trappen, der ledte ovenpå. Thor kiggede op og så en række kvinder, der gik ud af en gang øverst oppe, stå ved gelænderet og se ned i rummet. De var alle sparsomt klædt og havde for meget makeup på.

Thor rødmede.

”Jamen goddag, mænd!” kaldte den forreste dame, med en kæmpe barm og rødt blondetøj.

Mændene jublede.

”Er der nogen, der har penge at bruge iaften?” spurgte hun.

Mændene jublede igen.

Thors øjne åbnede sig vidt op i overraskelse.

”Er det her også et bordel?” spurgte han.

De andre vendte sig og så på ham I lammet tavshed, så brød de alle ud I latter.

”Min Gud, du er naiv, er du ikke!” sagde Conval.

”Sig ikke, du aldrig har været på bordel?”

”Fortæl mig, at du aldrig har været på bordel?” sagde Conven.

”Jeg tør vædde på, at han aldrig har været på bordel?” sagde Elden.

Thor kunne mærke, at de kiggede på ham, og han kunne mærke sit ansigt blive så rød som en rødbede. Han ville forsvinde. De havde ret: han havde aldrig været sammen med en kvinde. Men han ville aldrig fortælle dem det. Han tænkte på om det var tydeligt at se på hans ansigt.

Før han kunne svare, rakte en af tvillingerne op, tog fat i hans ryg med en fast hånd og kastede en guldmønt op til kvinden på trappen.

”Jeg tror du har fået din første kunde!” råbte han.

Rummet jublede og Thor, på trods af hans skubben, trækken og gøren modstand kunne mærke sig selv blive skubbet fremad af dusinvis af mænd, igennem mængden og op ad trapperne. Mens han gik blev hans hoved fyldt med tanker om Gwen. På hvor meget han elskede hende. På hvordan han ikke havde lyst til at være sammen med nogen anden.

Han ville vende om og løbe. Men der var bogstavelig talt intet sted at løbe hen. Dusinvis af de største mænd han nogensinde havde set, skubbede ham fremad, og tillod ikke tilbagetog. Før han vidste af det, var han oppe ad trapperne, på afsatsen og stirrede på en kvinde, der var højere end ham, som var alt for parfumeret og som smilede ned til ham. For at gøre det hele værre, var Thor fuld. Rummet snurrede fuldstændigt ude af kontrol og det føltes som om han ville kollapse om et øjeblik. Kvinden rakte ned, trak i Thors skjorte, ledte han med fast hånd ind i et rum og smækkede døren i bag dem. Thor var fast besluttet på ikke at være sammen med hende. Han holdt fast i tankerne om Gwen og tvang dem til at være forrest. Det her var ikke den måde han gerne ville have sin første oplevelse til at være. Men hans hjerne lyttede ikke. Han var så fuld nu, at han knap kunne se. Og det sidste han huskede, før alt blev sort var at han blev ført igennem værelset, mod en kvindes seng, og håbede at han ville klare det før han ramte gulvet.

KAPITEL TREOGTYVE

MacGil skrællede sine øjne åbne, vækket af den ubarmhjertige banken på hans dør, og med det same ønskede han at han ikke havde. Hans hoved gjorde ondt. Hårdt sollys skinnede ind igennem det åbne slotsvindue, og han indså at hans ansigt var plantet i et fåerskindstæppe. Disorienteret forsøgte han at huske. Han var hjemme, i sit slot. Han forsøgte at påkalde sig aftenen før. Han huskede jagten. Så et værtshus i skoven. Hvor han drak alt for meget. På en eller anden måde, måtte han være kommet tilbage hertil.

Han kiggede over og så sin kone, Dronningen, sovende ved siden af ham under dynen og langsomt ved at vågne.

Den høje banken kom igen, den forfærdelige lyd af en jern dørhammer der hamrede løs.

”Hvem mon det er?” spurgte hun irriteret.

MacGil tænkte det samme. Han huskede tydeligt at han havde instrueret sine tjenere om at de ikke skulle vække ham – specielt efter jagten. Helvede ville bryde løs på en eller anden for dette. Det var sikkert hans privatsekretær, med et nyt lille pengeproblem.

“Stop så den forbandede banken!” brølede MacGil til sidst, rullede ud af sengen, siddende med sine albuer på sine knæ, hånden på hovedet. Han lod sine hænder løbe igennem sit uvaskede hår og skæg, så over ansigtet og forsøgte at vække sig selv. Jagten – og øllet – havde taget sin tørn med ham. Han var ikke så smidig som han var engang. Årene havde taget deres del; han var udmattet. På dette tidspunkt, var han sikker på at han aldrig ville drikke igen.

Med en overmenneskelig anstrengelse, skubbede han sig selv op på sine knæ og på fødderne. Klædt bare i sin kåbe, krydsede han hurtigt rummet og til sidst nåede han døren, en fod tyk, greb jernhåndtaget og trak det tilbage.

Stående der, var hans største general, Brom, flankeret af to løjtnanter. Løjtnanterne sænkede deres hoveder i forsvar, men hans general stirrede lige på ham med et barsk udseende. MacGil hadede det, når han så sådan ud. Det betød altid dystre nyheder. Det var et øjeblik som dette, at han hadede at være Konge. Han havde haft sådan en god dag i går, en fantastisk jagt, og det havde mindet ham om da han var ung og uden bekymringer. Specielt, at feste natten bort i et værtshus. Nu, at blive uforskammet vækket, som dette, fjernede enhver illusion om fred han havde haft.

“Min Herre, jeg er ked af at vække Dem,” sagde Brom.

”Du skulle være ked af det,” knurrede MacGil. ”Jeg håber det her er vigtigt.”

”Det er det,” sagde han.

Kong MacGil så alvoren i hans ansigt, vendte sig og kiggede sig over skulderen efter sin Dronning. Hun var faldet i søvn igen.

MacGil gestikulerede at de skulle komme ind, så ledte han dem henover sit store soveværelse og igennem en buet dør mere, til et side værelse, lukkede døren bag dem, for ikke at forstyrre hende.

Han brugte nogen gange, dette lille værelse ikke større end tyve skridt i hver retning, med få behagelige stole og et stort blyindfattet vindue, når han ikke gad gå ned af gangen til den store sal. Min Herre, vores spioner har fortalt mig at et kontingent af mænd rider mod øst, i retning af Fabian Havet. Og vores spejdere i syd har rapporteret om en karavane af Imperium skibe der sejler mod nord. De må helt sikkert være på vej for at møde McClouds.”

MacGil prøvede at behandle oplysningerne, men hans hjerne arbejdede for langsomt i sin halvfulde tilstand. ”Og?” forsøgte han, utålmodig, træt. Han var så udmattet af de endeløse rænkespil, spekulationer og kneb i dette hof.

”Hvis McClouds virkelig mødes med Imperiet, kan der kun være et formål,” fortsatte Brom. ”At konspirere for at bryde Kløften og vælte Ringen.”

MacGil så op på sin gamle kommandør, en mand han havde kæmpet ved siden af i tredive år og kunne se den dødelige alvor i hans øjne. Han kunne også se frygt. Det bekymrede ham; dette var ikke en mand, han nogensinde havde set frygte noget.

MacGil rejste sig langsomt til sin fulde højde, som stadig var betydelig, vendte sig og gik igennem rummet indtil han nåede vinduet. Han kiggede ud, undersøgte sin gård nedenunder, tom i de tidlige morgentimer, og overvejede. Han havde altid vidst, at en dag som denne ville komme. Han havde bare ikke forventet den skulle komme så hurtigt.

“Det var hurtigt,” sagde han. ”Det er kun dage siden, jeg giftede min datter væk til deres prins. Og nu tror du at de allerede konspirerer for at overmande os?”

”Det gør jeg, min Herre,” svarede Brom alvorligt. ”Jeg kan ikke se nogen anden grund. Alle indikationer er at det er et fredeligt møde. Ikke et militært.”

MacGil rystede langsomt på hovedet.

”Men giver ikke nogen mening. De ville ikke lukke Imperiet ind. Hvorfor skulle de? Selv, hvis de på en eller anden måde var i stand til at sænke Skjoldet på vores side og åbne en sprække, hvad ville så ske? Imperiet ville overmande dem også. De ville ikke være sikre heller. Det ved de helt sikkert også.”

”Måske vil de lave en aftale,” svarede Brom. ”Måske vil de lukke Imperiet ind, i bytte for at de kun angriber os, så McClouds kan kontrollere Ringen.”

MacGil rystede på hovedet.

“McClouds er for kloge til det. De er snu. De ved at Imperiet ikke er til at stole på.” Hans general trak på skulderen.

“Måske er deres ønske om control med Ringen så stærkt, at de er villige til at tage chancen. Specielt lige nu, hvor de har Deres datter som deres Dronning.”

MacGil tænkte over dette. Hans hoved dunkede. Han ville ikke beskæftige sig med det lige nu. Ikke så tidligt om morgenen.

”Hvad foreslår du så?” spurgte han, kort for hovedet, træt af spekulationerne.

”Vi kunne foregribe det, Sire og angribe MaClouds. Tiden er lige til det lige nu.”

MacGil gloede på ham.

“Lige efter at jeg gav min datter til dem I et bryllup? Det tror jeg ikke.”

”Hvis vi ikke gør,” modsagde Brom han,” tillader vi dem at grave vores grav. De vil helt sikkert angribe os. Hvis ikke nu, så senere. Og hvis de slår sig sammen med Imperiet, kunne vi være færdige.”

”De kan ikke krydse Højlandet så nemt. Vi kontrollerer alle flaskehalse. Det ville blive et blodbad. Selv med Imperiet med sig.”

”Imperiet har millioner af mænd til overs,” svarede Brom. “De har råd til et blodbad.”

”Selv med Skjoldet ned,” sagde MacGil, ”ville det ikke være så let bare at marchere millioner af soldater hen over Kløften – eller henover Højlandet, eller ankomme til vands. Vi ville opdage den slags mobilisering lang tid i forvejen. Vi ville blive advaret.”

MacGil tænkte.

“Nej, vi vil ikke angribe. Men for nu vil vi tage et forsigtigt skridt: fordoble vores patruljer ved Højlandet. Forstærke vores befæstninger. Og fordoble vores spioner. Det vil være alt.” “Ja, min Herre,” sagde Brom, vendte sig og skyndte sig ud af værelset med sine løjtnanter. MacGil vendte tilbage til vinduet, hans hoved dunkede. Han fornemmede krig i horisonten, den kom til ham, så uundgåeligt som en vinterstorm. Han fornemmede også at der ikke var noget han kunne gøre ved det. Han så sig omkring, på sit slot, på stenene, på den rene kongelige gård der lå under ham og kunne ikke lade være med at tænke over, hvor længe alt det her ville vare.

Hvad han ikke ville give for en drink mere.

KAPITEL FIREOGTYVE

Thor mærkede en fod, der puffede ham i ribbenene og åbnede langsomt sine øjne. Han lå med ansigtet ned på en forhøjning af halm, og et øjeblik havde han ingen idé om hvor han var. Han hoved føltes som om det vejede en million pund, hans hals var mere tør end nogensinde og hans øjne og hoved var ved at slå ham ihjel. Han følte det som om han var faldet af en hest.

Han blev puffet igen og da han satte sig op, snurrede rummet voldsomt rundt. Han lænede sig over og kastede op, gylpede igen og igen.

Et kor af latter brød ud rundt om ham og han kiggede op og så Reece, O`Connor, Elden og tvillingerne svævende tæt på, mens de kiggede ned.

”Endelig vågner Tornerose!” kaldte Reece, smilende.

”Vi troede aldrig du ville stå op,” sagde O`Connor.

”Er du okay?” spurgte Elden.

Thor satte sig op, tørrede sin mund med bagsiden af hånden, forsøgte at tage det hele ind. Mens han gjorde, peb Krohn som lå lidt væk og løb over til ham, sprang ind i hans arme og begravede sit hoved i hans skjorte. Thor var lettet over at se ham, og glad for at have ham ved sin side. Han forsøgte at huske.

”Hvor er jeg?” spurgte Thor. ”Hvad skete der iaftes?”

De lo alle tre.

”Jeg er bange for at du fik lidt for meget at drikke i går, min ven. Der er nogen der ikke kan styre sin øl. Kan du ikke huske? Værtshuset?”

Thor lukkede øjnene, gned tindingerne og forsøgte at få det hele tibage. Det kom i glimt. Han huskede jagte..komme ind i værtshuset..drinksene. Han huskede at blive ført ovenpå..bordellet. Efter det, var alt sort.

Hans hjerte galoperede da han tænkte på Gwendolyn. Havde han gjort noget dumt med den pige? Havde han ødelagt sin chancer med Gwen?

”Hvad skete der?” pressede han Reece, alvorligt, mens han foldede sine håndled. ”Vær sød at fortælle mig det. Sig at jeg ikke gjorde noget med den kvinde.”

De andre lo, men Reece stirrede opringtigt tilbage på sin ven, og indså hvor ked af de than var. ”Bare rolig, ven,” svarede han. ”Du gjorde intet overhovedet.Undtaget at kaste op og falde sammen på hendes gulv!”

De andre lo igen.

”Så meget for din første gang,” sagde Elden.

Men Thor følte sig dybt lettet. Han havde ikke ødelagt noget med Gwen.

”Sidste gang jeg køber dig en kvinde!” sagde Conval.

”Sikke et spild af penge,” sagde Conven. ”Hun ville ikke engang betale tilbage!”

Drengene lo igen. Thor var ydmyget, men lettet over at han ikke havde ødelagt noget.

Han tog Reeces arm og trak ham tilside.

“Din søster,” hviskede han anspændt. ”Hun ved ikke noget af det her, gør hun?”

Reece brød ud i et langsomt smil, mens han lagde armen rundt om Thors skulder.

”Din hemmelighed er tryg hos mig, selvom du ikke gjorde noget. Hun ved det ikke. Og jeg kan se, hvor meget du holder af hende og det sætter jeg pris på,” sagde han mens hans ansigt forvandlede sig til alvor. ”Jeg kan se nu at du virkelig føler noget for hende. Hvis du havde horet, ville du ikke have været den slags svoger jeg gerne vil have. Faktisk er jeg blevet bedt om at aflevere denne besked til dig.”

Reece skubbede en lille rulle ind i Thors håndflade, og så så ned, forvirret. Han så det kongelige segl på den, det lyserøde papir og han vidste. Hans hjerte slog hurtigere.

”Fra min søster,” tilføjede Reece.

”Whoa!” kom et kor af stemmer.

”Nogen har fået et kærestebrev!” sagde O`Connor.

”Læs det for os!” råbte Elden.

De andre stemte i med latter.

Men Thor, der ville være alene skyndte sig væk til den anden side af barrakkerne, væk fra de andre. Hans hoved gjorde ondt, og værelset snurrede stadig – men nu var han ligeglad. Han rullede det fine pergament op og læste brevet med rystende hænder.

”Mød mig ved Skovens Højderyg ved middag. Kom til tiden. Og sørg for at ingen lægger mærke til dig.”

Thor stak brevet i lommen.

”Hvad står der charmedreng?” kaldte Conven.

Thor skyndte sig over til Reece, han vidste han kunne stole på ham.

”Legionen har ingen øvelser i dag vel?” spurgte Thor.

Reece rystede på hovedet. ”Selvfølgelig ikke. Det er helligdag.”

”Hvor er Skovens Højderyg?” spurgte Thor.

Reece smiled. “ Nåh, Gwens yndlingssted,” sagde han. “Tag den østlige vej ud af hoffet og hold til højre. Kravl op på højen, og den begynder efter den anden bakke.”

Thor så på Reece.

”Jeg vil helst ikke have at der er nogen der ved det.”

Reece smilede.

”Det er jeg sikker på at hun heller ikke vil have. Hvis min mor fandt ud af det, ville hun dræbe jer begge. Hun ville låse min søster inde i sit værelse og sende dig i eksil til den sydligste ende af kongeriget.”

Thor sank en klump ved tanken om det.

”Er det rigtigt?” spurgte han.

Reece nikkede tilbage.

”Hun kan ikke lide dig. Jeg ved ikke hvorfor, men hun er fast besluttet. Gå hurtigt og fortæl ikke en sjæl. Og bare rolig,” sagde han og greb hans hånd. ”Det gør jeg heller ikke.”

*

Thor gik hurtigt i den tidlige morgen, Krohn løb rundt ved siden af ham, han gjorde sit bedste for ikke at blive set. Han fulgte Reeces instruktioner, så godt som han kunne, gentog dem i sit hoved, mens han skyndte sig forbi udkanten af det kongelige hof, op ad en lille bakke og langs med kanten af en tyk skov. Til venstre, gik det stejlt ned under ham, han gik på en smal sti på kanten af en stejl højderyg, en klippe til venstre og skoven til højre. Skovens Højderyg. Hun havde sagt at de skulle mødes her. Var det alvorligt ment? Eller legede hun bare med ham? Havde den sippede kongelige, Alton ret? Var Thor bare underholdning for hende? Ville hun blive træt af ham snart? Han håbede mere end noget, at det ikke var sådan. Han ville gerne tro på at hendes følelser for ham var ægte; men det var stadig svært for ham at forstå at det kunne være sådan. Hun kendte ham knap nok. Og hun var kongelig. Hvordan kunne hun overhovedet være interesseret I ham? Alene det at hun var et år eller to ældre og han havde aldrig oplevet at en ældre pige var interesseret i ham; faktisk havde han aldrig oplevet at nogen pige var interesseret i ham. Ikke at der havde været mange piger at vælge imellem i hans lille landsby.

Thor havde aldrig tænkt særlig meget på piger. Han var ikke vokset op med søstre, og der var ikke mange piger på hans alder i hans landsby. På hans alder bekymrede det ikke de andre drenge. De fleste af drengene så ud til at gifte sig i deres attende år, i arrangerede ægteskaber – faktisk mere som forretningsarrangementer. Mænd af høj rank, som ikke var blevet gift, når de var femogtyve, nåede deres Udvælgelses Dag: de var forpligtede til enten at vælge en brud eller gå ud og finde en. Men det gjaldt ikke for Thor. Han var fattig, og folk fra hans rang blev normalt bare gift med en der passede til deres familie. Det var som at bytte kvæg.

Men da Thor havde set Gwendolyn, havde alt det ændret sig. For første gang var han blevet ramt af noget, en følelse så dyb og stærk og påtrængende at den ikke tillod ham at tænke på noget andet. Hver gang han havde set hende, blev den følelse dybere. Han forstod det knap selv, men det smertede ham at være væk fra hende.

Thor satte farten op langs med højderyggen, han kiggede efter hende allevegne og tænkte over, hvor præcist hun ville møde ham – hvis hun overhovedet ville møde ham. Den første sol steg højere og den første svedperle formedes på hans pande. Han følte sig stadig syg og kvalm af tømmermænd fra aftenen før. Mens solen steg endnu højere, og hans søgen efter hende viste sig frugtesløs, begyndte han at spekulere på, om hun overhovedet ville møde ham. Han begyndte også at spekulere på, hvor stor en fare, han udsatte dem for. Hvis hendes mor Dronningen, virkelig var så meget imod dette her, ville hun så virkelig få ham deporteret fra kongeriget? Fra Legionen? Fra alt det han var kommet til at kende og holde af? Hvad skulle han så gøre?

Mens han tænkte over det, besluttede han at det stadig var det værd, for chancen for at være sammen med hende. Han var villig til at risikere alt, for denne mulighed. Han håbede bare, at han ikke blev gjort til grin, eller drog forhastede konklusioner om, hvor stærke hendes følelser for ham var.

“Ville du bare have gået lige forbi mig?” lød en stemme, fulgt af et fnis.

Thor sprang, overrumplet, så stoppede han og vendte sig. Stående i skyggen af et kæmpe fyrretræ, smilende, stod Gwendolyn. Han hjerte løftede sig ved det smil. Han kunne se kærligheden i hendes øjne og alle hans bekymringer og al hans frygt smeltede væk øjeblikkelig. Han skældte ud på sig selv, over at han havde været så dum at tvivle på hendes intentioner.

Krohn hvinede ved synet af hende.

”Og hvad har vi så her?!” råbte hun glad.

Hun knælede ned og Krohn kom løbende over til hende, sprang op i hendes arme med et piv; hun samlede ham op og holdt ham, kælede for ham.

”Han er så nuttet!” sagde hun og krammede ham tæt ind til sig. Han slikkede hendes ansigt. Hun fniste og kyssede ham igen.

“Og hvad hedder du så, lille fyr?” spurgte hun.

”Krohn,” sagde Thor. Endelig, denne gang var han ikke så mundlam, som før,

”Krohn,” gentog hun, og så ind i hvalpens øjne, ”Og det er hver dag du rejser med en leopardven?” spurgte hun Thor, med et grin.

”Jeg fandt ham,” sagde Thor og blev genert ved siden af hende, som han altid gjorde. ”I skoven – på jagten. Din bror sagde jeg skulle beholde ham, fordi jeg fandt ham. Det var skæbnen.”

Hun så på ham, og hendes udtryk blev alvorligt.

”Nå, men jeg håber han har ret. Dyr er meget hellige ting. Du finder dem ikke. De finder dig.”

”Jeg håber ikke du har noget imod, at han også er her sammen med os,” sagde Thor.

Hun fniste.

“Jeg ville være ked af det, hvis han ikke var,” svarede hun.

Hun kiggede sig om til begge sider, som for at være sikker på at der ikke var nogen der holdt øje med dem, så rakte hun ud, greb Thors hånd, og trak ham ind i skoven.

”Lad os gå,” hviskede hun. ”Før nogen får øje på os.”

Thor var opstemt ved følelsen af hendes berøring, da hun guidede ham hen på skovstien. De gik hurtigt ind i skoven, stien snoede og drejede sig imellem de store fyrretræer. Hun slap hans hånd, men han glemte ikke følelsen af den.

Han var begyndt at føle sig mere sikker på, at hun faktisk kunne lide ham og det var også tydeligt, at hun ikke ville ses, måske af sin mor. Det var klart, at hun tog det alvorligt, fordi hun også havde noget at risikere ved at se ham.

Og så alligevel, tænkte Thor, måske ville hun bare ikke opdages af Alton – eller af de andre drenge, hun måske var sammen med. Måske havde Alton ret. Måske var hun flov over at blive set med Thor.

Thor mærkede alle de blandede følelser snurre rundt indeni.

”Er du blevet mundlam, hvad?” spurgte hun til sidst og brød tavsheden.

Thor følte sig splittet; han ville ikke risikere at ødelægge noget, ved at fortælle hende, hvad han tænkte på – men samtidig følte han, at han var nødt til at lægge sine bekymringer bag sig. Han var nødt til at vide, hvor hun virkelig stod. Han kunne ikke holde det tilbage mere.

”Da jeg forlod sig sidste gang, løb jeg ind i Alton. Han konfronterede mig.”

Gwendolyns udtryk mørknedes, hendes glade humør var pludselig ødelagt – og Thor følte sig med det samme skyldig fordi han havde nævnt det. Han elskede hendes gode sind, hendes glæde, og ønskede at han kunne tage det tilbage. Han ville stoppe, men det var for sent. Han kunne ikke vende om nu.

”Og hvad sagde han så?” sagde hun med tung stemme.

“Han sagde jeg skulle holde mig fra dig. Han sagde at du ikke var rigtigt glad for mig. Han sagde at jeg bare var underholdning for dig. At du ville blive træt af mig om et par dage. Han sagde også at du og han var trolovet og at jeres ægteskab allerede var arrangeret.”

Gwendolyn slap en vred, spottende latter ud.

”Gjorde han det?” snøftede hun. ”Den dreng er den mest arrogante, utålelige lille sten,” tilføjede hun, vredt. ”Han har været en torn i øjet siden jeg begyndte at gå. Bare fordi vores forældre er i familie, tror han at han er en del af den kongelige familie. Jeg har aldrig mødt nogen, der fortjener titlen mindre. For at gøre det hele værre, har han fået ind i sit hoved at han og jer er bestemt for at blive gift. Som om jeg ville acceptere alt, uanset hvad mine forældre tvang mig til. Aldrig. Og helt sikkert ikke med ham. Jeg kan ikke fordrage synet af ham.”

Thor følte sig så lettet over hendes ord, at han synes han var en million pund lettere; han havde lyst til at synge fra trætoppene. Det var lige det han havde brug for at høre. Nu var han ked af at han havde skygget for deres humør uden grund. Men han var ikke fuldstændig tilfreds endnu; han lagde mærke til at hun ikke havde sagt noget om, at hun virkelig kunne lide ham, Thor.

”Og hvad angår dig,” sagde hun, mens hun så stjålent på ham, og så så væk. ”Så kender jeg dig jo knap nok. Jeg har ikke brug for at blive presset for at fortælle, hvad jeg føler lige nu. Men jeg vil sige at jeg ikke tror jeg ville være sammen med dig, hvis jeg hader dig så meget. Selvfølgelig har jeg ret til at skifte mening, som jeg ønsker, og jeg kan være vægelsindet – men ikke, hvad angår kærlighed.”

Det var bare det Thor havde brug for. Han var imponeret over hendes alvor, og endnu mere imponeret over hendes valg af ordet ”kærlighed.” Han var hel igen.

“Og faktisk, skal jeg bede dig om det same,” sagde hun og vendte bordet. ”Faktisk, tror jeg, at jeg har meget mere at tabe end dig. Trods alt, er jeg komgelig og du er almue. Jeg er ældre og du er yngre. Tror du ikke det er mig, der er mest overvåget? Der kommer rygter til mig i hoffet om din dagsorden, din stræben opad, at du bruger mig, er sulten efter rang. At du gerne vil have tjenester af Kongen. Skulle jeg tro alt det?”

Thor var chokeret.

”Nej, Deres Højhed! Aldrig! Disse ting har aldrig været min hensigt. Jeg er sammen med dig, kun fordi jeg ikke kunne tænke mig at være noget andet sted. Kun fordi jeg gerne vil. Kun fordi når jeg ikke er sammen med dig, kan jeg ikke tænke på noget andet.”

Et lille smil spillede i hendes mundvige, og han kunne se at hendes ansigt begyndte at bløde op.

”Du er ny her,” sagde hun. ”Du er ny i Kongens Hof, i det kongelige liv. Du har brug for tid til at se, hvordan tingene fungerer. Her er der ingen, der mener, hvad de siger. Alle har en dagsorden.”

“Alle fisker efter magt – eller rang eller velstand eller titler. Der er ingen, der kan blive taget for det de viser. Alle har deres egne spioner, fraktioner og dagsordner. Da Alton fortalte dig, at mit ægteskab allerede er arrangeret, for eksempel, var det var virkelig gjorde at forsøge at finde ud af, hvor tæt dig og mig er. Han føler sig truet. Han rapporterer nok også til nogen. For ham betyder ægteskab ikke kærlighed. Det betyder forbindelser. Kun for at skaffe økonomiske fordele, for rang. For ejendom. I vores kongelige hof, er der ikke noget, der er hvad det ser ud til.”

Pludselig spurtede Krohn forbi dem, ned ad skovstien og ind i en lysning.

Gwen så på Thor og fniste; hun rakte ud, greb hans hånd og løb sammen med ham.

”Kom nu!” råbte hun ophidset.

De løb begge to ned ad stien og brast leende ind i en kæmpe lysning. Thor var overrumplet af synet: det var en smuk skov eng fyldt med vilde blomster af alle mulige farver, op til knæene. Fugle og sommerfugle i alle farver og størrelser dansede og fløj i luften og engen var levende med lyden af kvidren. Solen strålede ned og det føltes som et hemmeligt sted, skjult her midt i denne høje mørke skov.

”Har du prøvet at spille Blindebuk!” spurgte hun med et grin.

Thor rystede på hovedet og før han kunne svare, tog hun et lommetørklæde fra sin hals, rakte op, lagde det om Thors øjne og bandt det. Han kunne ikke se, og hun fniste højt i hans øre.

”Du er den!” sagde hun.

Så hørte han hende løbe væk i græsset.

Han smilede.

”Men hvad skal jeg gøre,” råbte han.

”Find mig!” råbte hun tilbage.

Hendes stemme var allerede langt væk.

Thor, med bind for øjnene, begyndte at løbe efter hende, snublende. Han lyttede omhyggeligt til hendes kjoles raslen og prøvede at følge retningen. Det var svært og han løb med sine hænder ud foran sig, mens han hele tiden troede, han ville løbe ind i et træ, selvom han vidste det var en åben end. På få øjeblikke var han disorienteret og følte han løb i rundkreds.

Men han fortsatte med at lytte, hørte lyden af hendes fnis langt væk og justerede sit løb efter lyden. Indimellem så det ud til at komme nærmere, så igen længere væk. Han var begyndt at føle sig svimmel.

Han hørte Krohn løbe ved siden af sig, gøende, og han lyttede til Krohn i stedet for, og fulgte hans skridt. Da han gjorde det, blev Gwens fnis højere og Thor indså at Krohn ledte ham til hende. Han var forundret over, hvor klog Krohn var, at kunne deltage i legen.

Snart kunne han høre hende bare få fod væk fra sig; han jagtede hende, løb slalom frem og tilbage gennem marken. Han rakte ud og hun skreg af glæde da han fik fat i et hjørne af hendes kjole. Da han fangede hende, snublede han og de væltede begge to ned på den bløde mark. Han snurrede i sidste sekund, så han ville falde først og hun ville falde ned ovenpå ham, så han afbødede hendes fald.

Da Thor landede på jorden, med Gwen ovenpå sig, hylede hun af overraskelse. Hun fnes stadig, da hun rakte op og trak tørklædet tilbage.

Thors hjerte bankede da han så hendes ansigt få tommer fra hans. Han mærkede vægten af hendes krop på hans, i hendes tynde sommerkjole, mærkede alle kurverne i hendes krop. Hele hendes vægt pressede ned på ham, og hun gjorde intet forsøg på at slippe væk. Hun stirrede ind i hans øjne, deres åndedræt var korte og hurtige, og hun kiggede ikke væk. Det gjorde han heller ikke. Thors hjerte buldrede så hurtigt at han havde svært ved at fokusere.

Pludselig lænede hun sig ned og plantede sine læber på hans. De var blødere end han havde kunnet forestille sig, og da de mødtes, følte han sig for første gang i sit liv, rigtigt levende.

Han lukkede sine øjne, og hun lukkede sine, og de bevægede sig ikke, deres læber mødtes i så lang tid at han mistede tidsfornemmelsen. Han ønskede, at tiden ville stå stille.

Endelig, trak hun sig langsomt væk. Hun smilede stadig, da hun langsomt åbnede sine øjne, og hun lå stadig der, med sin krop på hans.

De lå sådan længe, stirrende ind I hinandens øjne.

”Hvor kom du fra?” spurgte hun blødt, smilende.

Han smilede tilbage. Han vidste ikke, hvad han skulle svare.

”Jeg er bare en almindelig dreng,” sagde han

Hun rystede smilende på hovedet.

”Nej, det er du ikke. Jeg kan mærke det. Jeg har mistanke om at du er meget, meget mere end det.”

Hun lænede sig frem og kyssede ham igen og hans læber mødte hendes, denne gang i meget længere tid. Han rakte op og løb sin hånd igennem hendes hår og hun løb sine igennem hans. Han kunne ikke få sin hjerne til at holde sig i ro.

Han tænkte allerede over, hvordan dette ville ende. Kunne de overhovedet være sammen, med alle de kræfter imellem dem? Var det muligt for dem at blive et rigtigt par?

Thor håbede, mere end noget andet i sit liv, at de kunne. Han ville være sammen med hende nu, endda mere end han ville være i Legionen.

Mens han tænkte på alt det, lød der pludselig en raslen i græsset, de kiggede begge to, vendte sig forskrækkede. Krohn sprang igennem græsset, få fod væk og der kom en anden raslen. Krohn peb, knurrede så – og så kom der en hvæsende lyd. Endelig blev der stille.

Gwen rullede ned fra Thor, da de begge satte sig op og kiggede. Thor sprang på fødderne, ville beskytte Gwen og tænkte over, hvad det kunne være. Han kunne ikke se nogen. Men nogen – eller noget – måtte der være, få fod væk det høje græs.

Krohn viste sig foran dem, og i hans mund, hans små knivskarpe tænder, dinglede en kæmpestor, hvid slange, slapt. Den måtte have været ti fod lang, dens ham var skinnende hvid, og den var så tyk som en stor gren.

Thor vidste med det samme, hvad der var sket: Krohn havde reddet dem begge fra et angreb fra dette dødelige reptil. Hans hjerte flød over i taknemmelighed over for hvalpen.

Gwen gispede.

”En Hvidryg,” sagde hun. ”Det mest dødelige reptil i hele kongeriget.”

Thor stirrede med ærefrygt på den.

“Jeg troede ikke denne slange eksisterede. Jeg troede den var en legende.”

”Den er meget sjælden,” sagde Gwen. ”Jeg har kun set en i hele mit liv. Den dag min farfar blev dræbt. Det er et varsel.”

Hun vendte sig og kiggede på Thor.

”Det betyder at der kommer død. En der er meget tæt på skal dø.”

Thor mærkede kuldegysninger ned ad ryggen. En iskold vind løb pludselig igennem engen på denne sommer dag og han vidste med sikkerhed, at hun havde ret.

KAPITEL FEMOGTYVE

Gwendolyn gik alene gennem slottet, op ad vindeltrappen, der vendte og drejede sig til toppen. Hendes hjerne hvirvlede med tanker om Thor. Om deres gåtur. Om deres kys. Og så, om den slange.

Hun brændte af modsatrettede følelser. På den ene side var hun blevet opløftet af at være sammen med ham, på den anden var hun rædselsslagen af den slange, af varslet om død, som den bragte. Men hun vidste ikke, hvem det varsel var for, og hun kunne heller ikke få det ud af hovedet. Hun var bange for at det var for nogen i hendes familie. Kunne det være en af hendes brødre? Godfrey? Kendrick? Kunne det være, hendes mor? Eller, og bare tanken fik hende til at ryste, hendes far?

Synet af slangen havde kastet en dyster skygge på deres lykkelige dag og da først deres humør var ødelagt, havde det ikke været muligt at få det tilbage igen. De var gået tilbage sammen til hoffet, skiltes lige før de kom ud af skoven, så de ikke ville blive set. Det sidste hun ønskede var at hendes mor skulle fange dem sammen. Men Gwen ville ikke opgive Thor så let, og hun ville finde en måde at vinde over sin mor, hun havde bare brug for tid til at finde sin strategi.

Det havde gjort ondt at skilles fra Thor; når hun tænkte på det, blev hun ked af det. Hun ville have spurgt ham om han ville se hende igen, hun ville have planlagt en anden dag. Men hun have været i en slags tåge, så distraheret af synes af slangen, at hun havde glemt det. Nu var hun bange for, at han troede hun ikke holdt af ham.

I det øjeblik hun var ankommet til Kongens Hof, havde hendes fars tjenere hidkaldt hende. Hun var gået op ad trapperne lige siden, med bankende hjerte, undrende over hvorfor han ville se hende. Havde han opdaget hende med Thor? Der kunne ikke være nogen anden grund til at hendes far ville se hende så akut. Ville han også forbyde hende at se ham? Hun kunne ikke forestille sig, at han ville gøre det. Han havde altid været på hendes side.

Gwen helt forpustet, nåede endelig op. Hun skyndte sig ned af gangen, fordi oppasserne som lynhurtigt strakte sig, stod ret og åbnede døren for hende til hendes fars værelse. To tjenere mere, der ventede indenfor bukkede da hun kom.

”Forlad os,” sagde hendes far til dem.

De bukkede og skyndte dig ud af rummet, lukkede døren efter sig med et rungende ekko.

Hendes far rejste sig fra sit skrivebord, et stort smil på hans ansigt, og gik over mod hende i det kæmpestore kammer. Hun følte sig afslappet, som hun altid gjorde ved synet af ham og følte sig lettet ved at se at der ikke var vrede i hans udtryk.

“Min Gwendolyn,” sagde han.

Han holdt sine arme ud og omfavnede hende med et stort knus. Hun omfavnede ham tilbage og han ledte hende hen til to store stole, placeret i vinkel foran den brølende ild. Flere store hunde, ulvehunde som hun havde kendt siden sin barndom, flyttede sig, da de gik mod ilden. To af dem fulgte efter hende og hvilede deres hoved i hendes skød. Hun var glad for ilden: det havde været usædvanligt koldt for en sommerdag. Hendes far lænede sig ind mod ilden, stirrende på flammerne, der knitrede foran dem.

”Du ved hvorfor jeg har hidkaldt dig?” spurgte han. Hun undersøgte hans ansigt, men var stadig ikke sikker.

”Det gør jeg ikke, Far.”

Han kiggede tilbage på hende, overrasket.

”Vores snak den anden dag. Med dine søskende. Om kongedømmet. Det er det, jeg ville diskutere med dig.”

Gwens hjerte fløj af lettelse. Det her var ikke om Thor. Det var om politik. Dum politik, som hun var ligeglad med. Hun sukkede af lettelse.

”Du ser lettet ud,” sagde han. ”Hvad troede du vi skulle snakke om?”

Hendes far var alt for opmærksom; det havde han altid været. Han var et af de få mennesker, der kunne læse hende som en åben bog. Hun var nødt til at være forsigtig rundt om ham.

”Ingenting, Far,” sagde hun hurtigt.

Han smilede igen.

”Nå, men fortæl mig. Hvad synes du om mit valg?” spurgte han.

”Valg?” spurgte hun.

”Til arving! Til kongeriget!”

“Du mener mig?” spurgte hun.

”Hvem ellers?” lo han.

Hun rødmede.

”Far, jeg var overrasket for at sige det mildt. Jeg er ikke den førstefødte. Og jeg er en kvinde. Jeg ved ikke noget om politik. Og det interesserer mig ikke – eller at regere. Jeg har ingen politiske ambitioner. Jeg ved ikke hvorfor du valgte mig.”

”Det er præcist derfor,” sagde han med et gravalvorligt udtryk.”Det er fordi du ikke stræber efter tronen. Du ønsker ikke kongedømmet. Og du ved ikke noget om politik.”

Han trak vejret dybt ind.

“Men du forstår menneskets natur. Du er meget opmærksom. Du har det fra mig. Du har din mors hurtige hoved, men mine evner med mennesker. Du ved hvordan man skal bedømme dem; du kan se lige igennem dem. Det er hvad en konge har brug for. At forstå andres natur. Du behøver ikke andet. Alt andet er kunstigt. Vid, hvem dit folk er. Forstå dem. Stol på dine instinkter. Vær god mod dem. Det er det hele.”

“ Men der må da være mere i at regere et kongerige end det,” sagde hun.

”Egentlig ikke,” sagde han. ”Det hele stammer fra det. Beslutninger stammer fra det.”

”Men Far, du glemmer at, for det første, har jeg ikke nogen trang til at regere, og for det andet, skal du ikke dø. Det her er bare en dum tradition, knyttet til din ældste datters bryllupsdag. Hvorfor skal vi dvæle ved det? Jeg vil helst undgå at snakke om det, eller tænke på det. Jeg håber at den dag aldrig kommer, hvor jeg skal se dig gå bort – så det her er irrelevant.”

Han rømmede sig, så alvorlig ud.

”Jeg har talt med Argon, og han ser en mørk fremtid for mig. Jeg har også selv mærket det. Jeg er nødt til at forberede mig,” sagde han.

Gwen mærkede at der strammede i hendes mave.

“Argon er et fjols. En troldmand. Halvdelen af hvad han siger, sker ikke. Ignorer ham. Du skal ikke bøje sig for hans dumme varsler. Du skal leve for evigt.”

Men han rystede langsomt på hovedet, og hun kunne se sorgen I hans ansigt, og hun mærkede sin mave strammes endnu mere.

”Gwendolyn, min datter, jeg elsker dig. Jeg har brug for at du er forberedt. Jeg vil have at du er den næste regent af Ringen. Jeg mener det alvorligt. Det er ikke en anmodning. Det er en ordre.” Han så på hende med en sådan alvor, hans øjne mørknedes, det skræmte hende, Hun havde aldrig set det udtryk på hendes fars ansigt før.

Hun mærkede sine øjne blive våde og tørrede en tåre væk.

”Jeg er ked af at jeg har gjort dig ked af det.” sagde han.

”Så hold op med at snakke om det,” sagde hun grædende. ”Jeg vil ikke have at du skal dø.”

“Det er ikke så svært som du tror. Du bliver omgivet af rådgivere. Den første regel er ikke at stole på nogen af dem. Stol på dig selv. Du kan gøre det her. Din mangel på viden, din naivitet – det er det som vil gøre dig fantastisk. Du skal lave ægte beslutninger. Lov mig det.” Insisterede han.

Hun så ind i hans øjne, og så hvor meget det betød for ham. Hun ville væk fra dette emne, om ikke andet så for at stoppe al den snak om død og muntre ham op igen.

”Okay, jeg lover dig det,” sagde hun hurtigt. ”Får du det bedre så?”

Han lænede sig tilbage, og hun kunne se at han var meget lettet.

”Ja,” sagde han. ”Tak.”

”Godt, og kan vi nu snakke om andre ting? Ting, der faktisk skal ske?” spurgte hun.

Hendes far lænede sig tilbage og brølede af latter; han så ud til at være en million pund lettere.

”Det er derfor jeg elsker dig,” sagde han. ”Altid så glad. Altid i stand til at få mig til at le.”

Han undersøgte hende og hun kunne mærke at han ledte efter noget.

“Du virker selv usædvanligt glad,” sagde han. ”Er der en dreng i billedet?”

Gwen rødmede. Hun rejste sig og gik hen til vinduet, vendte sig fra ham.

”Jeg beklager, Far, men det er en privatsag.”

”Det er ikke privat, hvis du skal regere mit kongerige,” sagde han. ”Men jeg vil ikke snage. Men din mor han anmodet om en privat audiens med dig og jeg går ud fra at hun ikke vil være så lempelig. Jeg vil lade dig gå. Men forbered dig.”

Hendes mave strammedes, og hun vendte sig væk, og så ud af vinduet. Hun hadede dette sted. Hun ønskede at være alle andre steder end her. I en simpel landsby, på en simpel gård, at leve et simpelt liv med Thor. Væk fra alt dette, fra alle de kræfter, der prøvede at kontrollere hende.

Hun mærkede en blid hånd på sin skulder, vendte sig og så sin far stå der, smilende.

”Din mor kan være hård. Men uanset hvad hun beslutter, skal du vide, at jeg vil være på din side. I kærlighedssager skal man have lov til at vælge frit.”

Gwen rakte op og krammede sin far. I dette øjeblik, elskede hun ham mere end noget andet. Hun prøvede at skubbet varslet fra slangen ud af sit hoved, mens hun bad med alt hun havde at det ikke havde noget at gøre med hendes far.

*

Gwen vendte og drejede ned af korridor efter korridor, forbi rækker af farvet glas, på vej til hendes mors værelse. Hun hadede at blive hidkaldt af sin mor, hadede hendes kontrollerende facon. På mange måder, var hendes mor i virkeligheden den, der regerede kongeriget. Hun var stærkere end hendes far på mange måder, stod mere fast, opgav ikke så let. Selvfølgelig vidste kongeriget ikke noget; han satte et stærkt ansigt op og virkede som om han var den kloge.

Men når han kom tilbage til slottet, bag lukkede døre, var det hende han vendte sig mod for at få råd. Hun var den klogeste. Den koldeste. Den mest beregnende. Den hårdeste. Den mest frygtløse. Hun var klippen. Og hun regerede deres store familie med jernhånd. Hvis hun ville have noget, specielt hvis hun havde fået i hovedet at det var godt for familien, ville hun helt sikkert få det til at ske.

Og nu var hendes mors jernvilje i gang med at blive vendt mod hende; hun var allerede ved at gøre sig klar til konfrontationen. Hun fornemmede at det havde noget at gøre med hendes kærlighedsliv, og frygtede at hun var blevet set med Thor. Men hun var fast besluttet på ikke at bakke ud – uanset hvad det kostede. Hvis hun var nødt til at forlade dette sted, så ville hun gøre det. Hendes mor kunne sætte hende i fangekælderen, hun var ligeglad.

Da Gwen kom nærmere til sin mors værelse, blev den store egetræsdør åbnet af hendes tjenere, som trådte til side, da hun kom ind, og lukkede den så bagved hende.

Hendes mors værelse var meget mindre end hendes fars, mere intimt, med store tæpper og et lille te sæt og spillebord sat op ved siden af den buldrende ild, flere delikate, gule fløjls stole ved siden af. Hendes mor sad i en af stolene, med ryggen til Gwen, selvom hun vidste hun ville komme. Hun kiggede ind i ilden, og flyttede en af brikkerne på spillebrættet. Bagved hende, var der to hofdamer, den ene satte hendes hår og den anden strammede snorene bagpå hendes kjole.

“Kom ind, barn,” lød hendes mors strenge stemme.

Gwen hadede, når hendes mor gjorde det her – holdt hof foran sine tjenere. Hun ønskede, hun ville sende dem væk ligesom hendes far gjorde, når de skulle tale. Det var det mindste hun kunne gøre for privatlivet og anstændigheden. Men det gjorde hendes mor aldrig. Gwen konkluderede at det var et magtspil, at holde tjenerne svævende rundt omkring, lyttende, for at holde Gwen på kanten.

Gwen havde ikke andet valg end at krydse rummet og tage plads i en af fløjlsstolene overfor sin mor, alt for tæt på ilden. En anden af hendes mors magtspil: at sørge for at andre var for varme, overrumplet af flammerne.

Dronningen så ikke op; hun stirrede snarere ned på sit brætspil, skubbende en af elfenbensbrikkerne rundt i en kompliceret labyrint.

”Din tur,” sagde hendes mor.

Gwen så ned på spillebrættet; hun var overrasket over at hendes mor stadig kørte dette spil. Hun huskede, at hun havde haft de brune brikker. Men hun havde ikke spillet dette spil med sin mor i ugevis.

Hendes mor var ekspert i Bønder – men Gwen var endnu bedre. Hendes mor hadede at tabe, og hun havde helt sikkert analyseret dette bræt i lang tid, håbede hun kunne lave det perfekte træk. Nu, hvor Gwen var her, gjorde hun sit træk.

I modsætning til sin mor behøvede Gwen ikke studere brættet. Hun skævede bare til det og så det perfekte træk i sit hoved. Hun rakte op og flyttede en af de brune brikker til side, hele vejen over brættet. Det gjorde, at hendes mor ét træk væk fra at tabe.

Hendes mor stirrede ned med stenansigt, undtaget et lille ryk i øjenbrynet, som Gwen vidste, betød forfærdelse. Gwen var klogere og hendes mor ville aldrig acceptere det. Hendes mor rømmede sig, studerede brættet uden at se på hende.

”Jeg ved alt om dine eskapader med borgerdrengen,” sagde hun spydigt. ”Du trodser mig.” Hendes mor så op på hende. ”Hvorfor?”

Gwen trak vejret dybt ind, mærkede sin mave strammes og forsøgte at finde det rigtige svar. Hun ville ikke give sig. Ikke denne gang.

”Mine private sager kommer ikke dig ved,” svarede Gwen.

”Gør de ikke? De kommer i høj grad mig ved. Dine private sager vil berøre kongedømmer. Denne families skæbne. Ringens skæbne. Dine private sager er politiske – selvom du gerne vil glemme det. Du er ikke almindelig. Intet er privat i din verden. Og intet er privat for mig.”

Hendes mor stemme var kold og lavet af stål og Gwen afskyede hvert øjeblik af det her besøg. Der var intet Gwen kunne gøre andet end bare at sidde her og vente til hun var færdig. Hun følte sig fanget. Endelig rømmede hendes mor sig.

”Siden du nægter at lytte til mig, vil jeg træffe beslutninger for dig. Du kommer aldrig til at se den dreng igen. Hvis du gør, får jeg ham forflyttet ud af Legionen, ud af Kongens Hof og tilbage til hans landsby. Så får jeg ham gjort fredløs - sammen med hele sin familie. Han vil blive kastet ud i unåde. Og du vil aldrig se ham igen.”

Hendes mor kiggede op på hende, hendes underlæbe skælvede af vrede.

”Forstår du mig?”

Gwen trak vejret hårdt ind, for første gang forstod hun, hvilken ondskab hendes mor indeholdt. Hun hadede hende mere end hun kunne sige. Gwen fangede også de nervøse blikke fra oppasserne. Det var ydmygende.

Før hun kunne svare, fortsatte hendes mor.

”Desuden, for at forhindre mere af din hensynsløse opførsel, har jeg taget skridt til at arrangere en fornuftig forbindelse for dig. Du vil blive viet til Alton, på den første dag af næste måned. Du må gerne begynde dine bryllupsforberedelser nu. Forbered dig på livet som gift kone. Det var alt.” sagde hendes mor afvisende og vendte tilbage til brættet, som om hun bare havde talt om de mest trivielle ting.

Gwen sydede og brændte indvendig og ville skrige.

”Hvor vover du?” svarede Gwen igen, hendes raseri voksede. ”Tror du jeg er en lille marionetdukke, som du kan styre? Tror du virkelig jeg vil gifte mig, med en eller anden som du bestemmer?”

”Jeg tror ikke,” svarede hendes mor. ”Jeg ved. Du er min datter, og du skal adlyde mig. Og du vil gifte dig med præcist ham jeg siger du skal.”

”Nej, jeg vil ikke!” skreg Gwen tilbage. ”Og du kan ikke tvinge mig! Far har sagt, at du ikke kan tvinge mig!”

“Enhver forældre I dette kongerige har stadig ret til at arrangere ægteskaber – I særdeleshed Kongen og Dronningen. Din far postulerer, men du ved ligeså godt som jeg, at han altid vil bøje sig for min vilje. Jeg har mine metoder.”

Hendes mor gloede på hende.

”Så, du får at se, du gør som jeg siger. Dit ægteskab kommer til at ske. Intet kan stoppe det. Forbered dig.”

”Jeg gør det ikke,” svarede Gwen. “Aldrig. Og hvis du siger mere om dette, vil jeg aldrig tale med dig igen.”

Hendes mor så op og smilede til hende, et koldt, grimt smil.

”Jeg er ligeglad med om du aldrig taler mere med mig. Jeg er din mor, ikke din ven. Og jeg er din Dronning. Dette er muligvis vores sidste møde. Det gør ikke noget. I sidste ende, gør du som jeg siger. Og jeg vil holde øje med dig på afstand, mens du udlever den livsplan jeg har lagt for dig.”

Hendes mor vendte ryggen til sit spil.

“Du kan gå nu,” sagde hun med et vink af hånden, som om Gwen var en anden tjenestepige.

Gwen så kogende af raseri, kunne ikke tage det mere. Hun tog tre skridt, marcherede hen til sin mors spil, væltede det med to hænder, sendte elfenbensstykkerne og det store elfenbensbord på gulvet og i stykker.

Hendes mor sprang tilbage i chok.

”Jeg hader dig,” hvæsede Gwen.

Med det, vendte Gwen sig, rød i hovedet, og stormede ud af rummet, børstede oppassernes hænder væk, fast besluttet på at gå af egen vilje – og aldrig se sin mors ansigt igen.

KAPITEL SEKSOGTYVE

Thor gik i timevis gennem den snoede skovsti og tænkte på sit møde med Gwen. Han kunne ikke ryste det af sig. Deres tid sammen havde været magisk, større end han havde ventet, og han bekymrede sig ikke længere om dybden af hendes følelser for ham. Det var en perfekt dag – undtaget selvfølgelig, hvad der skete i slutningen af deres møde.

Den hvide slange, så sjælden og sådan et dårligt varsel. Det var heldigt at de ikke var blevet bidt. Thor så ned på Krohn, der gik loyalt ved siden af ham, glad og fro, og spekulerede over, hvad der ville være sket, hvos han ikke havde været der, ikke havde dræbt slangen og reddet deres liv. Ville de begge være døde nu? Han var evigt taknemmelig for Krohn og vidste at han havde en livslang trofast ven i ham.

Alligevel bekymrede varslet ham: den slange var usædvanlig sjælden og levede ikke engang I denne del af kongeriget. Den levede længere mod syd, i marsken og sumpene. Hvordan kunne den have rejst så langt? Hvorfor skulle den komme til dem lige på det tidspunkt? Det var for mystisk, og han var helt sikker på at det var et tegn. Ligesom Gwen, følte han at det var et dårligt varsel, er forvarsel om kommende død. Men hvis?

Thor ville skubbe billedet ud af hovedet, at glemme det, at tænke på andre ting – men han kunne ikke. Det plagede ham, gav ham ikke hvile. Han vidste han skulle gå tilbage til barrakkerne, men han havde ikke været i stand til det. Han var sikker på at slangen havde en dyb besked kun til ham, at han blev tvunget til at gøre noget.

For at gøre det værre, havde hans afsked med Gwen været abrupt. Da de var nået til kanten af skoven, var de gået hver til sit hurtigt, næsten uden et ord. Hun havde virket fortvivlet. Han regnede med at det var på grund af slangen, men han var ikke sikker. Hun havde ikke nævnt at de skulle mødes igen. Havde hun skiftet mening om ham? Havde han gjort noget forkert?

Tanken om det rev Thor i stykker. Han vidste knap, hvad han skulle stille op med sig selv, og han gik i rundkreds i timevis. Han havde brug for at snakke med nogen. Der forstod disse ting, nogen der kunne fortolke tegn og varsler.

Thor stoppede midt på stien. Selvfølgelig. Argon. Han ville være perfekt. Han kunne forklare det hele for ham, og berolige ham.

Thor kiggede ud. Han stod ved den nordlige ende af den fjerneste højderyg og herfra havde han et fejende udsyn over den kongelige by under ham. Han stod tæt ved et vejkryds. Han vidste Argon boede alene i en stenhytte i den nordlige udkant af Boulder Plains. Han vidste at hvis han drejede til venstre, væk fra byen, ville et af disse spor føre ham derhen. Han begyndte sin rejse.

Det ville blive en lang rejse, og der var en stor sandsynlighed for at Argon ikke ville være der, når Thor kom. Men han var nødt til at prøve. Han kunne ikke hvile før han havde svarene.

Thor gik med en ny energi i sine skridt, gik med dobbelt hastighed, med retning mod sletterne. Morgenen blev til eftermiddag, mens han gik og gik. Det var en smuk sommerdag og lyset glimtede på markerne omkring ham. Krohn hoppede op og ned ved siden af ham, stoppende nu og da for at fange et egern, som han bar triumferende i munden. Sporet blev stejlere, mere blæsende, og engene falmede og blev til et øde landskab af sten og klipper. Snart blev sporet også mere utydelig. Det blev koldere og blæsende her oppe, hvor træerne også faldt væk, og landskabet blev stenet og forrevet. Det var uhyggeligt heroppe, intet andet end små sten, grus og klipper, så langt øjet rakte. Thor følte det som om han rejste på gold jord. Da sporet helt forsvandt, gik Thor bare på grus og sten.

Ved siden af ham begyndte Krohn at pibe. Der var en uhyggelig følelse i luften, og Thor følte det også. Det var ikke nødvendigvis ondt; det var bare anderledes. Ligesom en tung tåge med ånder i.

Lige som Thor var begyndt at spekulere over om han gik I den rigtige retning, så han en lille stenhytte, I horisonten højt oppe på en bakke. Den var helt rund, formet som en ring, bygget af sorte massive sten og tæt på jorden. Den havde ikke nogen vinduer, og bare en enlig dør, formet som en bue – men uden dørhammer eller håndtag. Kunne Argon virkelig bo der, i dette øde område. Ville han blive vred over at Thor kom u inviteret?

Thor var begyndt at fortryde, men tvang sig til at blive på sporet. Da han kom tættere på døren, følte han en energi i luften, så tyk at han næsten ikke kunne få vejret. Han hjerte slog hurtigere af bæven, da han rakte ud for at banke på med knoen.

Før han kunne røre ved den, åbnede døren af sig selv, en revne. Det så sort ud derinde, og Thor kunne ikke sig om det kun var vinden, der skubbede den op. Det var så mørkt, han kunne ikke se hvordan nogen kunne være indenfor.

Thor rakte ud, skubbede forsigtigt døren op og stak sit hoved ind.

”Hallo?” kaldte han.

Han skubbede den lidt mere op. Det var fuldstændigt mørkt herinde, undtaget en blød glød på den anden side af boligen.

”Hallo?” kaldte han, lidt højere. ”Argon?”

Ved siden af ham, peb Krohn. Det var tydeligt for Thor, at dette var en dårlig ide, at Argon ikke var hjemme. Men han tvang sig selv til at kigge. Han tog to skridt ind, og da han gjorde det smækkede døren i bag ham.

Thor snurrede rundt, og der, ved den modsatte væg, stod Argon.

Undskyld jeg har forstyrret dig,” sagde Thor med bankende hjerte.

“Du kommer uden at være inviteret,” sagde Argon.

”Tilgiv mig,” sagde Thor. ”Det var ikke min mening at trænge mig på.”

Thor så sig omkring, da hans øjne havde vænnet sig til mørket. Værelset var oplyst mest af en enlig aksel af lys, som kom igennem en lille rundt åbning i loftet. Dette sted var overvældende, skarpt og surrealistisk.

”Få mennesker har været her,” svarede Argon. ”Selvfølgelig ville du ikke være her, hvis ikke jeg tillod det. Døren åbner kun for dem som skal være her. For dem der ikke skal ville den ikke åbne sig – ikke med alverdens styrke.”

Thor fik det bedre og alligevel tænkte han over, hvordan Argon havde vidst at han kom. Alt ved denne mand var mystisk for ham.

”Jeg havde et møde, jeg ikke forstod.” Sagde Thor, med behov for at slippe det hele ud og høre Argons mening. ”Der var en slange. En Hvidryg. Den angreb os næsten. Vi blev reddet af min leopard, Krohn.”

“Vi?” spurgte Argon

Thor rødmede og indså at han havde sagt for meget. Han vidste ikke, hvad han skulle sige.

”Jeg var ikke alene,” sagde han.

”Og hvem var du sammen med?”

Thor bed i tungen, uden at vide hvor meget han kunne sige. Trods alt var denne mans tæt på hendes far, Kongen og måske ville han sige noget.

”Jeg kan ikke se, hvordan det er relevant for slangen.”

”Det er aldeles relevant. Har du ikke tænkt over, om det er grunden til at slangen overhovedet kom?”

Thor var helt overrumplet.

”Jeg forstår ikke,” sagde han.

”Ikke alle varsler du ser, er til dig. Der er nogle der er til andre.”

Thor kiggede på Argon i det dæmpede lys, og begyndte at forstå. Var Gwen bestemt for noget ondt? Og hvis det var sådan, kunne han stoppe det?

”Kan du ændre skæbnene?”spurgte Thor.

Argon vendte sig og gik langsomt igennem sit værelse.

”Det er klart, at det er spørgsmålet, vi har stillet i århundreder,” svarede Argon. Kan skæbnen ændres? På den ene side, er alt bestemt, alt er skrevet. På den anden side, har vi fri vilje. Vores valg bestemmer også vores skæbne. Det er umuligt for disse to – skæbne og fri vilje – at leve sammen side ved side, og det gør de alligevel. Det er når disse to smelter sammen – når skæbnen møder den frie vilje – at menneskelig adfærd kommer i spil. Skæbnen kan ikke altid brydes, men indimellem kan den bøjes, eller endda ændres ved et stort offer og en stærk vilje. Alligevel ligger skæbnen fastlagt, for det meste. De fleste gange er vi bare tilskuere, sat her for at se det ske. Vi tror vi spiller en rolle i den, men for det meste gør vi ikke. Vi er for det meste tilskuere, ikke deltagere.”

”Men hvorfor gider universet så vise os varsler, hvis der ikke er noget vi kan gøre med dem?” spurgte Thor.

Argon vendte sig og smilede.

”Du er hurtig, dreng, det vil jeg give dig. For det meste bliver varsler vist til os, for at vi kan forberede os. Vi bliver vist vores skæbne, for at give os tid til forberedelserne. Indimellem, sjældent, får vi et varsel, for at gøre os i stand til at ændre, det der skal ske. Men det er meget sjældent.”

”Er det sandt at Hvidryggen spår om død?”

Argon så undersøgende på ham.

”Det er det,” sagde han endelig. ”Uden undtagelse.”

Thors hjerte slog hårdt ved svaret, ved bekræftelsen af sin frygt. Han var også overrasket over Argons ligefremme svar.

”Jeg mødte én i dag,” sagde Thor, ”men jeg ved ikke, hvem der skal dø. Eller om der er noget jeg kan gøre for at forhindre det. Jeg vil gerne lade være med at tænke på det, men det kan jeg ikke. Billedet af slangen er konstant hos mig. Hvorfor?”

Argon så undersøgende på ham i meget lang tid og sukkede.

“Fordi, hvem det end er, der skal dø, så vil det påvirke dig direkte. Det vil påvirke din skæbne.” Thors ophidselse steg; han følte, at hvert svar fødte nye spørgsmål.

”Men det er ikke retfærdigt,” sagde Thor.” Jeg har brug for at vide, hvem der skal dø. Jeg vil advare dem!”

Langsomt rystede Argon på hovedet.

”Måske er det ikke dig, der skal vide det,” svarede han. ”Og hvis du ved det, er der måske stadig ikke noget du kan gøre ved det. Døden finder sit offer – selvom nogen bliver advaret.”

”Men hvorfor blev det så vist til mig?” spurgte Thor, forpint. ”Og hvorfor kan jeg ikke få det ud af hovedet?”

Argon trådte frem, så tæt, få tommer væk; intensiteten i han øjne brændte klart i dette halvmørke, og det skræmte Thor. Det var som at se ind i solen, og det var kun lige, at han ikke så væk. Argon løftede hånden og placerede den på Thors skulder. Den blev som is ved berøringen og sendte en kuldegysning igennem ham.

“Du er ung,” sagde Argon langsomt. ”Du lærer stadigvæk. Du føler ting for dybt. At kunne se fremtiden er en stor gave. Men det kan også være en stor forbandelse. De fleste mennesker som udlever deres skæbne er ikke klar over det. Nogle gange kan det være den mest pinefulde ting at kende sin skæbne, at vide hvad der skal ske. Du er ikke begyndt at forstå dine kræfter. Men det kommer du til. En dag. Når du forstår hvor du kommer fra.”

“Hvor jeg kommer fra,” sagde Thor forvirret.

”Din mors hjem. Langt herfre. Forbi Kløften, på de ydre kanter af Vildmarken. Der er et slot, højt oppe i himlen. Det ligger alene på en klippe, og for at nå det, skal du gå langs med en snoet sten vej. Det er en magisk vej – ligesom at stige op i himlen selv. Det er et sted med dybe magiske kræfter. Det er der du stammer fra. Indtil du når det sted, vil du aldrig helt forstå. Når du gør, vil alle dine spørgsmål blive besvaret.”

Thor blinkede, og da han åbnede sine øjne, var han, til sin store overraskelse, udenfor Argons bolig. Han anede ikke, hvordan han var kommet herhen.

Vinden piskede igennem klippeskrænten, og Thor kneb øjnene sammen i det skarpe sollys. Ved siden af han stod Krohn og peb. Thor gik tilbage til Argons dør og hamrede på den med alle sine kræfter. Der kom ikke andre svar end stilhed.

“Argon!” skreg Thor.

Det eneste svar han fik, var vindens fløjten.

Han prøvede døren, satte endda skulderen til den – men den rykkede sig ikke.

Thor ventede længe – han var ikke sikker på hvor længe – indtil dagen endelig var ved at slutte. Til sidst indså han, at hans tid her var slut.

Han vendte sig og begyndte at gå tilbage ned ad den stenede hældning, undrende. Han følte sig mere forvirret end nogensinde før, og følte sig også mere sikker på at døden ville komme – alligevel mere hjælpeløs i forhold til at kunne stoppe den.

Mens han vandrede i det øde sted, begyndte han at mærke noget koldt på sine ankler og så en tyk tåge samle sig. Den steg, blev tykkere og steg højere og højere op. Thor forstod ikke, hvad der skete. Krohn peb.

Thor prøvede at gå hurtigere, at fortsætte ned ad bjerget, men på få øjeblikke var tågen så tyk, at han ikke kunne se en hand for sig. På samme tid blev hans lemmer tunge, og som på magisk vis, blev himlen mørk. Han kunne mærke, han blev udmattet. Han kunne ikke tage ét skridt mere. Han rullede sig sammen til en kugle på jorden, lige hvor han stod, omgivet af den tætte tåge. Han prøvede at åbne øjnene, at bevæge sig, men han kunne ikke. På få øjeblikke sov han fast.

*

Thor så sig selv stå på toppen af et bjerg, stirrende ud over hele Ringens kongerige. Foran ham var Kongens Hof, slottet, befæstningerne, haverne, træerne, og bølgende bakker, så langt øjet rakte – alt i sommerens fulde flor. Markerne var fyldt med frugter og farverige blomster, og der var lyder af musik og fest.

Men da Thor langsomt drejede sig og undersøgte det hele, begyndte græsset at blive sort. Frugter faldt af træerne. Så skrumpede træerne selv og blev til intet. Alle blomsterne tørrede ud, og til sin rædsel, smuldrede den ene bygning efter den anden, indtil hele kongeriget ikke var andet end trøsteløshed, bunker af murbrokker og sten.

Thor så ned og pludselig kunne han se en kæmpe Hvidryg, der gled imellem hans fødder. Han stod der, hjælpeløs, da den rullede sig omkring hans ben, så hans talje, så hans arme. Han følte han blev kvalt, live blev klemt ud af ham, mens slangen rullede hele vejen rundt og stirrede ham ind i ansigtet, tommer væk, hvæsende, dens langs tunge berørte næsten Thors kind. Og så åbnede den sin mund højt, afslørede enorme hugtænder, lænede sig frem og slugte Thors ansigt.

Thor skreg, og fandt sig selv alene i Kongens slot. Det var helt tomt, ingen trone, hvor der før var en. Skæbne sværdet lå på jorden, urørt. Vinduerne var alle knust, farvet glas lå i bunker på stenene. Han hørte musik langt væk, vendte sig mod lyden og gik igennem det ene tomme rum efter det andet. Endelig nåede han kæmpe dobbeltdøre, hundrede for høje og åbnede dem med al sin kraft.

Thor stod ved indgangen til den kongelige festhal. Foran ham strakte to festborde sig igennem rummet, med en overflod af mad – men uden mænd. I den fjerne ende af hallen, var der en mand. Kong MacGil. Han sad på sin trone, og stirrede lige på Thor. Han så ud til at være meget langt væk. Thor mærkede at han var nødt til at nå ham. Han begyndte at gå hen over det store rum mod ham, imellem de to festborde. Mens han gik, blev maden på hver side af ham dårlig, mere rådden for hvert skridt han tog. Fluer summede og sværmede omkring ham og rev maden i stykker. Thor gik hurtigere. Kongen var tæt på nu, knap ti fod væk, da en tjener dukkede op fra et sidekammer med et kæmpe gyldent vinkrus af guld. Det var et særpræget krus, lavet af solidt guld og dækket af rækker af rubiner og safirer. Mens kongen ikke kiggede, så Thor tjeneren snige et hvidt pulver ned i kruset. Thor indså at det var gift. Tjeneren rakte det til MacGil, som rakte ned og greb det med begge hænder.

”Nej!” skreg Thor.

Thor kastede sig fremad og prøvede at slå vinen ud af Kongens hånd.

Men han var ikke hurtig nok. MacGil drak vinen og store slurke. Den løb ned af hans kinder, ned af hans bryst mens han drak helt op.

MacGil vendte sig og så på Thor, og hans øjne spærredes op. Han rakte ud og greb sin hals indtil han, hostende, tippede over og faldt ned fra tronen; han faldt til siden, og landede på det hårde stengulv. Hans krone rullede af, ramte stengulvet med en ringen, og trillede et par fod.

Han lå der, ubevægelig, med åbne øjne, død.

Estopheles susede ned, landede på MacGils hoved. Den sad der og kiggede lige på Thor og hvinede. Lyden var så skinger, at den sendte kuldegysninger op igennem Thors rygrad.

”Nej!” skreg Thor.

*

Thor vågnede skrigende.

Han satte sig op, kiggede sig omkring, svedende, forpustet, prøvende at finde ud af, hvor han var. Han lå stadig på jorden på Argons bjerg. Han måtte have faldet i søvn her. Tågen var væk, og da han kiggede op, så han at det var daggry. En blodrød sol brød op over horisonten og lyste dagen op. Ved siden af ham, peb Krohn, sprang op på hans skød og slikkede hans ansigt.

Thor krammede Krohn med den ene hånd, mens han åndede tungt, og prøvede at finde ud af om han var vågen eller sov. Det tog ham lang tid at indse at det bare havde været en drøm. Den havde føltes så virkelig. Thor hørte et hvin og vendte sig og så Estopheles siddende på en klippe, kun en fod væk. Den store fugl så lige på ham og hvinede igen og igen.

Lyden sendte et gys op ad Thors rygrad. Det var det samme hvin fra hans drøm, og i dette øjeblik vidste han med hele sin krop at drømmen havde været en besked.

Kongen ville blive forgiftet.

Thor sprang på fødderne og i det spæde morgenlys, spurtede han ned ad bjerget, mod Kongens Hof. Han var nødt til at komme til Kongen. Han var nødt til at advare ham. Kongen ville måske tro, at han var skør, men han havde ikke noget valg – han ville gøre hvad som helst for at redde Kongens liv.

*

Thor racede henover vindebroen, spurtende mod slottets ydre port, og heldigvis genkendte de to vagter ham fra Legionen. De lukkede ham ind uden at standse, og han fortsatte med at løbe med Krohn ved sin side.

Thor spurtede henover den kongelige gårdsplads, forbi springvandene, og løb lige hen til den indre port til Kongens slot. Der stod der fire vagter og blokerede for ham.

Thor standsede, gispende efter luft.

“Hvad er dit formal, dreng?” spurgte en af dem.

”Du forstår det ikke, du er nødt til at lukke mig ind,” gispede Thor. ”Jeg skal se Kongen.”

Vagterne kiggede skeptisk på hinanden.

”Jeg er Thorgrin fra Kongens Legion. I er nødt til at lukke mig ind.”

”Jeg kender ham,” sagde en vagt til den anden. ”Han er en af os.”

Men hovedvagten trådte frem.

“Hvad skal du med Kongen?” pressede han.

Thor kæmpede stadig for at få vejret.

”Noget meget vigtigt. Jeg skal se ham lige nu.”

”Nå, men han venter dig nok ikke, du er åbenbart ikke godt informeret. Vores Konge er ikke her. Han rejste med sin karavane for et par timer siden i hof affærer. De kommer ikke tilbage før i aften, før den kongelige fest.”

”Fest? ” spurgte Thor, hans hjerte slog hårdere. Han huskede drømmen, festbordene og det var uhyggeligt, hvordan det hele kom til live.

”Ja, fest. Hvis du er i Legionen, er jeg sikker på at du skal være med. Men lige nu er han væk, og det er ikke muligt for dig at se ham. Kom tilbage i aften med de andre.”

”Men jeg skal have en besked frem til ham!” insisterede Thor. ”Før festen!”

”Du kan lægge beskeden her hos mig, hvis du vil. Men jeg kan ikke aflevere den før du kan.”

Thor ville ikke aflevere en besked hos vagten; han indså at det ville se skørt ud. Han var nødt til selv at aflevere den, i aften, før festen. Han bad bare til, at han ikke ville være for sent ude.

KAPITEL SYVOGTYVE

Thor skyndte sig tilbage til Legionens barrakker, ved daggry, heldigvis ankom han før dagens træning begyndte. Han var forpustet, da han ankom, Krohn ved siden af ham, og han løb ind i de andre drenge, lige da de vågnede og begyndte at gå ud til dagens opgaver. Han stod der, gispende, mere bekymret end nogen sinde. Han vidste knap, hvordan han ville komme igennem dagens træning; han ville tælle ned indtil aftenens fest, indtil han kunne advare Kongen. Han var sikker på at varslet kom til ham så han kunne aflevere advarslen. Kongerigets skæbne lå på hans skuldre.

Thor løb op ved siden af Reece og O`Connor, da de var på vej ud til marken, så udmattede ud og begyndte at stå på geled.

”Hvor var du henne i nat?” spurgte Reece.

Thor ønskede, at han vidste hvad han skulle svare – men han vidste ikke rigtigt selv, hvor han havde været. Hvad skulle han egentlig sige? At han var faldet i søvn på jorden, på Argons bjerg? Den gav ikke mening, endda ikke for ham selv.

“Det ved jeg ikke,” svarede han, uden at vide, hvor meget han skulle fortælle dem.

”Hvad mener du, at du ikke ved?” spurgte O`Connor.

”Jeg for vild,” sagde Thor.

”For vild?

”Nå, men du er heldig at du kom tilbage, da hun gjorde,” sagde Reece.

”Hvis du var kommet tilbage for sent til dagens opgaver, ville de ikke have lukker dig ind i Legionen igen,” tilføjede Elden, og kom op ved siden af dem, klappede en kødfuld hånd ned på hans skulder. ”Godt at se dig. Du var savnet i går.”

Thor var stadig chokeret over den anderledes måde, Elden behandlede ham på siden deres tid på den anden side af Kløften.

”Hvordan gik det med min søster?” spurgte Reece med lav stemme.

Thor rødmede, usikker på hvordan han skulle svare.

“Så du hende?” prikkede Reece.

”Ja, det gjorde jeg,” begyndte han. ”Vi havde en skøn tid. Selvom vi var nødt til at gå alt for hurtigt.” ”Nå,” fortsatte Reece, da de alle stillede sig på række foran Kolk og Kongens mænd, ”du kommer til at se mere til hende i aften. Tag dit fineste på. Det er Kongens fest.”

Thors mave sank. Han tænkte på sin drøm og følte det som om skæbnene dansede foran hans øjne – og at han var hjælpeløs, dømt til ikke at gøre noget, men bare se det folde sig ud.

”STILLE!” råbte Kolk, da hans begyndte at gå frem og tilbage foran drengene.

Thor stivnede med de andre, da de blev stille.

Kolk gik langsomt op og ned ad rækken, undersøgte dem alle.

”I fik jeres sjov i går. Nu er det tilbage til træning. Og i dag, skal I lære den ældgamle kunst, grøftegravning.”

Et kollektivt støn rejste sig blandt drengene.

”STILHED!” skreg han.

Drengene blev stille.

“Grøftegravning er hårdt arbejde,” fortsatte Kolk. ”Men det er vigtigt arbejde. En dag befinder I jer derude i vildmarken, i gang med at beskytte vores kongerige, uden nogen til at hjælpe jer. Det vil være frysende koldt, så koldt, I ikke kan mærke jeres tæer, i nattens mørke og I vil gøre hvad som helst for at holde jer varme. Eller I befinder jer i et slag, hvor I er nødt til at gå i dækning fra jeres fjenders pile. Der kan være en million grunde til at I har behov for en grøft. Og en grøft kan blive jeres bedste ven.”

”I dag,” fortsatte han, og rømmede sig, ”vil I tilbringe hele dagen med at grave indtil jeres hænder er røde af hård hud og jeres ryg smerter og I ikke kan mere. Så, på kampens dag vil det ikke virke så slemt.”

”FØLG MIG!” råbte Kolk.

Der kom igen et støn af skuffelse, da drengene brød ind I rækker af to og begyndte at marchere henover marken, efter Kolk.

”Skønt,” sagde Elden. ”Grøftegravning. Lige sådan jeg gerne ville tilbringe dagen.”

“Det kunne være værre,” sagde O`Connor. ”Det kunne have været regnvejr.”

De kiggede op på himlem, og Thor lagde mærke til truende skyer ovenover.

”Måske bliver det lige det,” sagde Reece. ”Ikke vær en ulykkesfugl.”

”THOR!” kom et råb.

Thor vendte sig og så Kolk der gloede på ham, ude på siden. Han løb over til ham og spekulerede på, hvad han havde gjort forkert.

”Ja, sire,”

”Din ridder har sendt bud efter dig,” sagde han kort. “Meld dig hos Erec i slotsgården. Du er heldig du slipper for pligter i dag. Du skal tjene din ridder i steder, som alle gode væbnere skulle. Men du skal ikke tro, at du slipper for grøftegravning. Når du kommer tilbage i morgen, kommer du til at grave grøfter alene. Gå nu!” råbte han.

Thor vendte sig og så misundelsen hos de andre, så løb han væk fra marken over mod slottet. Hvad ville Erec med ham? Havde det noget at gøre Kongen?

*

Thor løb igennem Kongens Hof, drejede ned af en sti, han aldrig havde været ned ad før – mod the Silvers barracker. Deres barrakker var meget større end Legionens, deres bygninger var dobbelt så store, foret med kobber og deres fortove belagt med nye sten. For at komme derhen, var Thor nødt til at passere igennem en stor buet port, hvor der var et dusin af Kongens mænd, der stod vagt. Stien blev bredere, strakte sig ud over en kæmpestor åben mark og kulminerede i et kompleks af stenbygninger omkranset af et hegn og bevogtet af et dusin riddere mere. Det var et imponerende syn, selv herfra.

Thor racede med ad stien, meget iøjenfaldende på den bare mark. Ridderne forberedte sig allerede på hans ankomst, selvom han var så langt væk, trådte frem og krydsede deres lanser, kiggede de lige frem og ignorerede ham, mens de blokerede hans vej.

”Hvad har du at gøre her?” spurgte en af dem.

“Jeg melder mig til tjeneste,” svarede Thor. ”Jeg er Erecs væbner,”

Ridderne udvekslede et vagtsomt blik, men en anden ridder trådte frem og nikkede. De trådte tilbage, trak lanserne væk, og porten åbnede sig langsomt, dens metalpigge rejste sig knirkende.

Porten var enorm, mindst to fod tyk, og Thor tænkte at dette sted havde flere befæstninger end Kongens slot.

”Anden bygning til højre,” råbte ridderen. ”Du finder ham i staldene.” Thor vendte sig og skyndte sig ned af stien gennem gårdspladsen, forbi et sammensurium af stenbygninger, og forsøgte at tage det hele ind. Alt glitrede her, pletfrit, perfekt vedligeholdt. Stedet udstrålede en aura af styrke.

Thor fandt bygningen, og var blændet af synet foran ham: dusinvis af de største og smukkeste heste, han havde set, var bundet i fine rækker udenfor bygningerne, de fleste dækket af rustning. Hestene glitrede. Alt her var større, mere utroligt.

Rigtige riddere travede forbi i alle retninger, bærende forskellige våben, igennem gårdspladsen på vej ind eller ud af forskellige porte. Det var et travlt sted, og Thor kunne mærke kampens ånd her. Det her sted handlede ikke om træning; det handlede om krig. Liv og død.

Thor passerede igennem en lille buet indgang, ned ad en mørk sten korridot, og skyndte dig forbi stald efter stald, søgende efter Erec. Thor nåede enden af den, men han kunne ikke finde ham.

”Leder du efter Erec?” spurgte en vagt.

Thor vendte sig og nikkede.

”Ja, sire, Jeg er hans væbner,”

”Du kommer for sent. Han er allerede udenfor, i gang med at forberede sin hest. Skynd dig, så.”

Thor løb ned af korridoren og brød ud af staldene ind på en åben mark. Der stod Erec, foran en gigantisk, tapper hingst, en glirende sort hest med en hvid næse. Hesten, prustede, da Thor kom, og Erec vendte sig.

”Undskyld, sire,” sagde Thor forpustet. “Jeg kom så hurtigt jeg kunne. Det var ikke min mening at komme for sent.”

”Du kommer lige til tiden,” sagde Erec med et nådigt smil. ”Thor, sig goddag til Lannin,” tilføjede han og pegede mod hesten.

Lannin prustede og knejsede, som om den svarede. Thor trådte frem og rakte en hånd ud og strøg hans mule; han vrinskede stille tilbage.

”Han er min rejse hest. En ridder af rang har mange heste, som du vil opdage. Der er en til dyst, en til kamp, en til den lange ensomme rejse. Det er den du knytter det tætteste venskab med. Han kan lide dig. Det er godt.”

Lannin lænede sig frem og stak sin næse i Thors håndflade. Thor var overvældet af størrelse på dette dyr. Han kunne se intelligens skinne i hans øjne. Det var uhyggeligt og føltes som om hesten forstod alt.

Men noget Erec sagde, væltede Thor.

”Sagde du rejse, sire?” spurgte han overrasket.

Erec stoppede med at stramme seletøjet, vendte sig og så på ham.

”I dag er min fødselsdag. Jeg har nået mit femogtyvende år. Det er en særlig dag. Ved du noget om Udvælgelsesdagen?”

Thor rystede på hovedet. “Meget lidt, sire; kun hvad de andre fortæller mig,”

”Vi riddere af Ringen skal altid fortsætte, generation efter generation,” begyndte Erec.

”Vi har indtil vores femogtyvende år til at vælge en brud. Hvis en ikke er valgt på det tidspunkt, så dikterer loven at vi finder én. Vi får et år til at finde hende og bringe hende tilbage. Hvis vi kommer tilbage uden en, så giver Kongen os en og vi mister retten til at vælge.

”Så i dag, skal jeg begynde min rejse for at finde min brud.”

Thor stirrede tilbage, stum.

”Men sire, du rejser? I et år?”

Thors mave sank ved tanken om det. Han følte verden smuldre omkring ham. Det var ikke før dette øjeblik at han indså, hvor godt han synes om Erec; på nogle måder, var han blevet en far for ham – helt sikkert meget mere en far end den han havde haft.

”Men hvem skal jeg så være væbner for?” spurgte Thor. ”Og hvor skal du hen?”

Thor huskede, hvor meget Erec havde sat på spil for ham, hvordan han havde reddet hans liv. Hans hjerte sank ved tanken om at han skulle rejse.

Erec lo, en ubekymret latter.

”Hvilket spørgsmål, skal jeg svare først?” sagde han. ”Bare rolig. Du har fået en ny ridder. Du være hans væbner indtil jeg kommer tilbage. Kendrick, Kongens ældste søn.”

Thors hjerte steg, da han hørte det; han følte en lige så stor tilknytning til til Kendrick som trods alt, var den første der passede på ham og sikrede ham en plads i Legionen.

”Og hvad min rejse angår….” fortsatte Erec, ”….så ved jeg ikke endnu. Jeg ved at jeg vil rejse mod syd, mod det kongerige, jeg stammer fra og lede efter en brud i den retning. Hvis jeg ikke finder en inden for Ringen, så kan det være at jeg endda krydser havet, til mit eget kongerige og leder efter en der.”

”Dit eget kongerige, sire?” spurgte Thor.

Thor indså at han ikke rigtigt vidste særligt meget om Erec, om hvor han kom fra. Han havde altid bare gået ud fra at han var kommet indefra Ringen.

Erec smilede.“Ja, langt herfra, over havet. Men det er en historie til en anden gang. Det bliver en lang rejse, på i tid og afstand, og jeg skal forberede mig. Så nu skal du hjælpe mig. Tiden er knap. Sadl min hest, og pak den med alle slags våben.”

Thors hoved snurrede, da han sprang til handling, løb over til hestedepotet og hentede den markante sortr og sølv rustning, der tilhørte Lannin. Han løb tilbage med et stykke af gangen, satte først brynjen fast på hestens ryg, rakte op for at drapere den rundt om dens kæmpe krop. Så tilføjede Thor shaffronen, den tynde metal plade til hestens hoved.

Lannin vrinskede, da han gjorde det, men så ud til at synes om det. Han var en nobel hest, en kriger. Thor kunne mærke det og han virkede som om den var ligeså tryg i rustning som en ridder ville være.

Thor løb tilbage og hentede Erecs gyldne sporer, og hjalp til med at sætte en på, hver fod, da Erec steg op på hesten.

“Hvilke våben har du brug for, sire?” spurgte Thor.

Erec så ned, han så enorm ud fra det perspektiv.

”Det er svært at forestille sig, hvilke slag jeg kommer i gennem et år. Men jeg har brug for at kunne jage, og for at forsvare mig selv. Så selvfølgelig, har jeg brug for mit langsværd. Jeg skulle også bringe mit korte sværd, en bue et kogger af pile, en morgenstjerne, en daggert og mit skjold. Jeg tror det er det.”

”Ja, sire,” sagde Thor og gik til handling. Han løb hen til Erecs våbenhylde, ved siden af Lannins stald, og så over dusinvis af våben. Der var et imponerende arsenal at vælge imellem.

Han tog forsigtigt alle de våben Erec havde bedt, bragte dem tilbage en ad gangen og gav dem til Erec eller placerede dem sikkert i seletøjet.

Mens Erec sad og strammede sine læder handsker og forberedte sig til at tage af sted, kunne Thor ikke klare at lade ham rejse.

”Sire, jeg føler, at det er min pligt at ledsage dig på denne rejse,” sagde Thor. ”Jeg er trods alt din væbner.”

Erec rystede på hovedet.

“Det er en rejse, jeg må gøre selv.”

”Så lad mig i det mindste ledsage sig til det første kryds?” pressede Thor. ”hvis su skal sydpå, er der veje som jeg kender godt. Jeg er fra syd.”

Erec så ned og overvejede det.

“Hvis du gerne vil ledsage mig til det første kryds, kan jeg ikke se noget problem I det. Men det en hård dags ridt, så vi må tage af sted nu. Tag min væbners hest, i enden af stalden. Den brune med rød manke.”

Thor løb tilbage til stalden og fandt hesten. Da han steg op, stak Krohn sit hoved ud af hans skjorte og så ud og peb.

”Det er okay, Krohn,” forsikrede Krohn.

Thor lænede sig frem, heppede på hasten, og brast ud af stalden. Erec havde knap ventet på at han skulle indhente dem, da han og Lannin racede afsted i gallop. Thor fulgte Erec så godt som han kunne. De red sammen ud af Kongens Hof, gennem porten, som flere vagter trak tilbage og trådte til side bagefter. Flere medlemmer af the Silver stod på række og holdt vagt og da Erec red forbi hævede de knytnæver til hilsen. Thor var stolt af at ride ved siden af ham, at være hans væbner, og ophidset over at ledsagen ham, selvom det kun var til det første kryds. Der var så meget Thor stadig skulle sige til Erec, så mange ting han gerne ville spørge ham om – og så meget han gerne ville takke ham for. Men der var ikke tid, da de to galloperede sydover, brast henover sletterne, tærrainet skiftede da deres heste for ned ad Kongens vej i den sene morgen sol. Mens de passerede en bakke, kunne Thor på afstand se alle medlemmerne af Legionen i en mark, gravende grøfter og så ud som om de var ved at brække deres rygge. Thor var glad for at han ikke var imellem dem. Da Thor kiggede, så han en af den stoppe og knytte sin næve i luften mod ham. Det var svært at se, men han var sikker på at det var Reece, der hilste. Thor hævede sin næve tilbage, mens de red videre.

De fint brolagte veje, gav plads til upassede landeveje: smallere, grovere, og til sidst knap mere end veltrådte stier, der skar igennem landskabet. Thor vidste det var farligt for almindelige mennesker at ride på disse veje alene – specilet om natten med alle tyvene, der lurede på dem, men Thor bekymrede sig ikke om sig selv, specielt med Erec ved siden af sin – faktisk hvis en røver konfrontere dem, var Thor mere bange for røverens liv. Selvfølgelig ville det være tosset for enhver røver at forsøge at stoppe et medlem af the Silver.

De red hele dagen, tog knap en pause, indtil Thor var udmattet, forpustet. Han kunne knap tro på hvor udholdende Erec var – men han tude ikke lade Erec vide at han var træt, af frygt for at virke svag.

De passerede et stort kryds, og Thor genkendte det. Han vidste at hvis de gik mod højre, ville det bringe dem til hans landsby. Et øjeblik, følte Thor sig overvældet af nostalgi, og en del af ham ville tage vejen, se sin far, sin landsby. Han spekulerede på, hvad hans far lavede lige nu, hvem passede fårene, hvor harmdirrende hans far havde været da Thor ikke kom tilbage. Ikke at det bekymrede ham særligt. Han havde bare et øjeblik, hvor han savnede det der var velkendt. Han var faktisk, lettet over at være undsluppet fra den lille landsby og en anden del af ham ville aldrig tilbage.

De fortsatte med at gallopere, længere og længere mod syd, til territorier som selv Thor ikke havde været i. Han havde hørt om det sydlige kryds, men havde aldrig haft grund til selv at være der. Det var en af de tre store kryds, der ledte til de sydlige områder af Ringen. Han var en god halv dags ridt fra Kongens Hof nu, og solen var allerede ved at blive lang på himlen. Thor svedte, forpustet, begyndte med bekymring at tænke på om han ville nå tilbage i tide til Kongens fest i aften. Havde han begået en fejl ved at ledsage Erec så langt?

De kom over en bakketop, og endelig så Thor det, der i horisonten: det ufejlbarlige tegn på det første kryds. Det var markeret af et stort skinnende tårn, Kongens flag, draperet fra det i alle fire verdenshjørner, og medlemmer af the Silver stod vagt ovenpå dets brystværn. Ved synet af Erec, blæste ridderen på toppen af tårnet i sin trompet. Langsomt rejste porthuset sig.

De var kun omkring få hundrede år væk, og Erec bremsede sin hest til skridtgang. Thor havde en knude i maven, da han indså at disse var de sidste minutter med Erec for, hvem ved hvor længe. Hvem vidste, overhovedet om han ville komme tilbage. Et år var lang tid og alt kunne ske. Thor var i det mindste glad for at han havde haft denne chance til at ledsage ham. Han følte det som om han havde gjort sin pligt.

De gik ved siden af hinanden, deres heste prustede hårdt, mændene var forpustede, da de nærmede sig tårnet.

”Jeg ser dig måske ikke i mange måner,” sagde Erec. ”Når jeg kommer tilbage vil jeg have en brud på slæb. Tingene ændrer sig måske. Men uanset, hvad der sker, vid at du altid vil være min væbner.”

Erec trak vejret dybt ind.

“Når jeg forlader dig, er der nogle ting, jeg vil have du skal huske. En ridder er ikke støbt af styrke – men af intelligens. Mod alene skaber ikke en ridder, men mod og ære og visdom sammen. Du skal altid arbejde på at perfektionere din ånd, dit sind. Ridderlighed er ikke passiv – den er aktiv. Du skal arbejde for det, gøre dig selv bedre, hvert øjeblik af hver dag.

Henover alle disse måner, vil du lære alle slags våben, alle slags færdigheder. Men husk: der er en anden dimension to vores kamp. Troldmandens dimension. Søg Argon. Lær at udvikle dine skjulte kræfter. Jeg har mærket dem I dig. Du har et stort potentiale. Det er ikke noget at skamme sig over. Forstår du mig?”

“Ja, sire,” svarede Thor, svulmende af taknemmelighed for hans visdom og forståelse.

”Jeg valgte at tage dig under min vinge af en grund. Du er ikke som de andre. Du har en større skæbne. Måske endda større end min. Men den er stadig uforløst. Du må ikke tage den for givet. Du skal arbejde for den. For at være en stor kriger, skal du ikke bare være frygtløs og dygtig. Du skal også have en krigers ånd og bære den i dit hjerte og dit sind altid. Du skal være villig til at ofte dit liv for andre. Den største kriger sigter ikke efter rigdom eller ære eller berømmelse eller hæder. Den største ridder tager den hårdeste opgave af alle: at gøre dig selv til en bedre person. Hver dag skal du stræbe efter at blive bedre. Ikke bare bedre end andre – men bedre end dig selv. Du må tage opgaven med at hjælpe dem, der er svagere end dig selv. Du må beskytte dem, der ikke kan beskytte sig selv. Det er ikke en opgave for de bange. Der er en heltenes færd.”

Thors hoved snurrede da han tog det hele ind, tænkte længe over Erecs ord. Han var overvældet af taknemmelighed over for ham, og vidste knap hvordan han skulle svare. Han fornemmede at det ville tage mange måner for den fulde forståelse af de ord betod at synke ind.

De nåede porten til det første kryds og da de gjorde det, kom flere af the Silver ud for at hilse på Erec. De red op til ham, store grin på deres ansigter og da han steg af, klappede de ham hårdt på ryggen som gamle venner.

Thor sprang ned, tog Lannins tøjler, og ledte han til portvagten, for at give ham mad og tørre ham af. Thor stod der, da Erec vendte sig og så på ham for sidste gang.

I deres sidste farvel, var der for meget Thor ville sige. Han ville takke ham. Men han ville også fortælle ham alt. Om varslet. Om sin drøm. Om hans frygt for Kongen. Han tænkte,at Erec måske ville forstå det.

Men han kunne ikke få sig selv til det. Erec var allerede omgivet af riddere, og Thor var bange for at Erec – og dem alle – ville synes han var tosset. Så han stod der, mundlam, da Erec rakte over, greb hans skulder for sidste gang.

”Beskyt vores Konge,” sagde Erec fast.

Ordene sendte en kuldegysning op igennem Thors rygrad, som om Erec havde læst hans tanker.

Erec vendte sig, gik igennem porten med de andre riddere, og da de passerede igennem, med ryggen til, sænkede metalpiggene sig langsomt bag ham.

Erec var væk nu. Thor mærkede et hul i maven. Det kunne vare et helt år før han så ham igen.

Thor steg op på hesten, greb tøjlerne, og sparkede hårdt. Det var eftermiddag og han havde en god halv dags ridt til at komme tilbage til festen. Han mærkede Erecs ord rungende i sit hoved som et mantra.

Beskyt vores Konge.

Beskyt vores Konge.

KAPITEL OTTEOGTYVE

Thor red hårdt I mørket, sprintende igennem den sidste port af Kongens Hof, han bremsede knap hasten, da han sprang af, forpustet, og gav tøjlerne til en oppasser. Han havde redet hele dagen, solen var gået ned timer før, og han kunne se med det samme på faklerne indenfor, høre på fanfaren bagved portene, at Kongens fest var i fuld gang. Han sparkede sig selv for at være væk så længe som han havde og bad til at han ikke kom for sent.

Han løb hen til den nærmeste oppasser.

”Er alt i orden indenfor?” spurgte han hurtigt. Han var nødt til at finde ud af om Kongen var okay, selvom han selvfølgelig ikke kunne spørge om han var blevet forgiftet.

Oppasseren så overrasket på ham.

“Og hvorfor skulle det ikke være det? Alt er iorden bortset fra at du kommer for sent. Medlemmer af Kongens Legion skulle altid være til tiden. Og dit tøj er beskidt. Du spejler dine ligemænd dårligt. Vask dine hænder og skynd dig ind.”

Thor skyndte sig igennem porten, svedende, puttede sine hænder i en sten vask fyldt med vand, plaskede det i ansigtet, og kørte det igennem sit lange hår. Han havde været i konstant bevægelse siden tidligt i morges, han var dækket i støv fra vejen og han følte det som om det havde været ti dage i en. Han trak vejret dybt ind, prøvede at gøre sig rolig og se ordentlig ud, stred hurtigt ned af korridor efter korridor, mod de kæmpestore døre til fest salen.

Da han trådte indenfor, igennem de store buede døre, var det ligesom hans drøm: foran ham var de to festborde, mindst hundrede fod lang, i den fjerne ende sad Kongen for enden af sit eget bord, omgivet af mænd. Larmen ramte Thor som en levende ting, hallen var tætpakket med folk. Det var ikke kun Kongens mænd, medlemmer af the Silver og Legionen, der sad bænket ved festbordene, men også hundrevis af andre, rejsende musikere, grupper af dansere, narre, dusinvis af kvinder fra bordellerne…Der var også alle slags tjenere, vagter, løbende hunde rundt omkring. Det var et galehus.

Mænd drak øl og vin af kæmpe krus, og mange af dem stod, sang drikkesange, armene om hinanden, skålende. Der var bunker af mad lagt ud på bordene, med vildsvin og rådyr og alle slags andre vildt stegende på spyd foran ildstedet. Halvdelen af rummet frådede mens den anden halvdel, gik rundt og blandede sig med hinanden rundt i hallen. Da Thor så dette kaos, hvor fulde mændene var, indså han at hvis han var kommet tidligere, da det begyndte ville det have været mere ordenligt. Nu, på dette sene tidspunkt, så det ud til at have udviklet sig til mere af et drukgilde.

Thors første reaktion, udover at være overvældet, var dyb lettelse over at se at Kongen var i live. Han drog et lettelsens suk. Han var okay. Han tænkte igen over om det varsel ikke betød noget, om hans drøm ikke betød noget, om han bare havde overreageret, gjort noget større i sit hoved end det skulle være. Men stadigvæk kunne han ikke ryste følelsen af sig. Han følte stadig et presserende behov for at nå til Kongen, at advare ham.

Beskyt vores Konge.

Thor skubbede sig vej ind I den tykke mængde, forsøgte at nå den lange vej mod Kongen. Det gik langsomt. Mændene var fulde og grove, pakket skulder ved skulder og MacGil sad hundrede fod væk.

Det lykkedes Thor at komme halvvejs igennem og så stoppede han, fordi han pludselig så Gwendolyn. Hun sad ved et af de små borde, ude ved siden af hallen, omgivet af sine tjenestepiger. Hun så mut ud, og det lignede hende ikke. Hendes mad og drikke var urørt, og hun sad ude ved siden, væk fra de andre medlemmer af den kongelige familie. Thor tænkte over hvad der kunne være galt.

Thor brød ud af mængden og skyndte sig over til hende.

Hun så op og så ham komme, men i stedet for at smile som hun plejede, blev hendes ansigt mørkt. For første gang så Thor vrede i hendes øjen.

Gwen skubbede sin stol ud, rejste sig, vendte sig om og begyndte at marchere væk.

Thor følte det som om en kniv var stukket ind i hans hjerte. Han kunne ikke forstå hendes reaktion. Havdehan gjort noget galt?

Han racede rundt om bordet, skyndte sig over til hende, greb forsigtigt hendes handled.

Hun overraskede ham ved at kaste den hårdt væk, vendte sig og skældte ham ud.

”Rør mig ikke!” skreg hun.

Thor tog et skridt tilbage, chokeret ved hendes reaktion. Var det den samme Gwendolyn som han kendte?

”Undskyld” sagde han. ”Jeg ville ikke gøre dig noget ondt. Og ikke vise dig disrespekt. Jeg ville bare snakke med dig.”

”Jeg har ingen ord tilbage til dig,” sydede hun, hendes øjne glødede af vrede.

Thor kunne knap trække vejret; han anede ikke hvad han havde gjort forkert.

”Deres Højhed, vær venlig at fortæl mig, hvad jeg har gjort for at fornærme Dem? Hvad end det er, så undskylder jeg.”

”Hvad du har gjort kan ikke ordnes. Ingen undskyldning er nok. Det er den du er,”

Hun begyndte at gå væk igen, og en del af Thor synes han skulle lade hende være; men en anden del af ham kunne ikke klare bare at gå, ikke efter det de havde haft. Han måtte vide det – han var nødt til at vide, hvorfor hun hadede ham så meget.

Thor løb ud foran hende, blokerede hendes vej. Han kunne ikke lade hende gå. Ikke sådan her.

”Gwendolyn, vær sød. Bare giv mi gen chance for I det mindste at vide hvad det er jeg har gjort. Vær sød, bare giv mig dette.”

Hun stirrede tilbage, sydende, med sine hænder på hoften.

”Jeg tror du ved det. Jeg tror du rigtigt godt ved det.”

”Det gør jeg ikke,” fastslog Thor oprigtigt.

Hun stirrede, som om hun regnede ham ud, og endelig så hun ud til at tro ham.

”Aftenen før vi sås, har jeg fået at vide at du har besøgt bordellerne. At du gjorde dine ting med mange kvinder. Og du nød dem natten lang. Så, da solen stod op kom du til mig. Minder det dig om noget? Jeg afskyer den måde du har opført dig på. Afskyer at jeg overhovedet har mødt dig, at du har rørt ved mig. Jeg håber aldrig jeg skal se dit ansigt igen. Du har gjort mig til grin –og ingen gør mig til grin!”

“Deres Højhed!” råbte Thor, mens han prøvede at stoppe hende, han ville forklare sig. ”Det er ikke sandt!”

Men en gruppe musikere kom imellem dem, og hun pilede afsted, slap imellem mængden så hurtigt at han ikke kunne finde hende. I få øjeblikke, havde han helt tabt, sporet af hende.

Thor brændte indvendigt. Han kunne ikke tro at nogen var kommet til hende, havde fortalt hende de løgne om ham, havde vendt hende imod ham. Han tænkte over, hvem der stod bag det. Det betød knapt noget; hans chancer med hende var nu ødelagt. Han var døende indeni.

Thor vendte sig og begyndte at vakle igennem rummet, han huskede Kongen, følte sig hulet ud, som om han ikke havde noget at leve for.

Før han havde gået et par fod, kom Alton pludselig til syne, blokerede han vej, og snerrede ned med et tilfreds smil. Han havde silke gamacher og en fjerhat på. Han så ned på Thor, med sin lange næse og hage og med den yderste arrogance og stolthed.

“Nå, nå,” sagde han. “Er det ikke bondedrengen. Har du fundet din kommede brud her endnu? Selvfølgelig har du ikke det. Jeg tror rygterne har spredt sig langt og bredt om dine meritter i bordellet.” Han smilede og lænede sig tæt ind, afslørede små gule tænder.” Faktisk er jeg sikker på at de har.”

”Du ved hvad de siger: hvis der er et glimt af sandhed, hjælper en gnist af rygter. Jeg fandt glimmeret. Og nu er dit rygte ødelagt dreng.”

Thor, sydende af vrede, kunne ikke tage det mere. Han angreb og boksede Alton i maven og fik ham til at vælte.

Øjeblikke senere, var der kroppe rundt omkring ham, andre medlemmer af Legionen, soldater, kom imellem dem, trak dem fra hinanden.

”Du har overtrådt dine grænser, dreng!” råbte Alton, mens han pegede på ham over kroppene. ”Ingen rører en kongelig! Du skal hænge i galgen i resten af dit liv! Jeg får dig arresteret! Vær sikker på det! Ved daggry får jeg dem til at komme efter dig!” råbte Alton, vendte sig og stormede væk.

Thor var ligeglad med Alton, eller hans vagter. Han tænkte kun på Kongen. Han børstede medlemmerne af Legionen væk og vendte sig igen mod MacGil. Han skovlede folk væk da han skyndte til til Kongens bord. Han sind svømmede af følelser, og han kunne knap tro at tingene havde vendt sig sådan. Her var han, ligesom hans berømmelse var på vej, kun for at havde det hele ødelagt af en ondskabsfuld slange, ar få sin elskede snydt væk fra ham. Og nu, i morgen, truslen om at komme i fængsel. Og med Dronningen der var imod ham, frygtede han at han faktisk ville komme det.

Men Thor var ligeglad med noget af det nu. Det eneste, der betød noget var at beskytte Kongen. Han skubbede hårdere, da han vævede sin vej igennem mængden, stødte ind i en nar, gå lige igennem hans nummer, og endelig efter at have skubbet sin vej igennem mængden og til sidst efter at have skubbet igennem tre oppassere mere, nåede han Kongens bord.

MacGik sad i midten af bordet, en kæmpe sæk vin I den ene hånd, hans kinder var røde, han lo af underholdningen. Han var omgivet af sine top generaler, og Thor stod foran dem, skubbende sin vej op til bænken, indtil, endelig: Kongen lagde mærke til ham.

”Min Herre,” råbte Thor, han hørte desperationen i sin stemme. ”Jeg må tale med Dem! Vær rar!”

En vagt kom for at trække Thor væk, men Kongen løftede hånden.

”Thorgrin!” buldrede MacGil med sin dybe, kongelige stemme, drukken med vin.”Min dreng. Hvorfor er du kommet hen til vores bord? Legionens bord er der.”

Thor bukkede dybt.

“Min Konge, Jeg er ked af det. Men jeg må tale med Dem.”

En musiker blev stille, og alle generalerne vendte sig og så på Thor. Thor kunne mærke al opmærksomheden på ham.

“Nå, unge Thorgrin, nu har du gulvet. Tal. Hvad er det der ikke kan vente til i morgen?” sagde MacGil.

”Min Herre,” begynde Thor, men stoppede så. Hvad skulle han lige præcist sige? At han havde haft en drøm? At han følte Kongen ville blive forgiftet? Ville det lyde absurd?

Men han havde ikke noget valg. Han var nødt til at presse videre.

”Min Herre, jeg havde en drøm,” begyndte han. ”Det var om Dem. I denne fest hal, på dette sted. Drømmen var.. De skulle ikke drikke.”

Kongen lænede sig forover, hans øjne åbnede sig vidt op.

”At jeg ikke skulle drikke?” gentog han, langsomt og højt.

Så efter et øjebliks lammet stilhed, lænede MacGil sig tilbage og brølede af grin, rystende hele bordet.

“At jeg ikke skulle drikke!” gentog MacGil. ”Sikke en drøm det er! Jeg ville kalde den et mareridt!”

Kongen lænede sig tilbage og brølede og alle hans mænd stemte i. Thor rødmede, men han kunne ikke trække sig tilbage nu.

MacGil gestikulerede, og en vagt trådte frem og greb Thor og begyndte at tage ham væk – men Thor rystede ham hårdt væk fra sig. Han var besluttet. Han var nødt til at give Kongen sin besked.

Beskyt vores Konge.

”Min Konge, jeg forlanger at De lytter!” skreg Thor, rød i ansigtet, pressede sig fremad og bankede i bordet med sine næver.

Det rystede bordet, og alle mændene vendte sig og stirrede på Thor.

Det var en lammet stilhed, mens Kongens ansigt faldt til en skulen.

”DU forlanger,” råbte MacGil.” Du forlanger intet af mig, dreng!” skreg han, hans vrede steg.

Bordet blve endnu mere stille og Thor kunne mærke sine kinder blive røde af ydmygelse.

”Min Konge, tilgiv mig. Jeg vil ikke være respektløs. Men jeg er bekymret for deres sikkerhed. Vær rar. Drik ikke. Jeg drømte at De blev forgiftet. Vær rar. Jeg bekymrer mig meget om Dem. Det er den eneste grund til at jeg siger dette.”

Langsomt løftede MacGils skulen sig. Han stirrede dybt ind i Thors øjne og trak vejret dybt.

”Ja jeg kan se at du holder af mig. Selvom du er et fjols dreng. Jeg tilgiver din respektløshed. Gå nu. Og lad mig ikke se dig før imorgen.

Han gestikulerede til vagtene og de trak Thor væk, hårdt denne gang. Bordet kom langsomt tilbage til sit sjov, da de alle begyndte at drikke igen.

Thor der var trukket flere fod væk, brændte af indignation. Han frygtede for hvad han havde gjort her i aften og havde en synkende følelse af at i morgen ville han betale prisen. Måske endda blive bedt om at forlade dette sted. For evigt.

Mens vagterne gav ham det sidste skub, fandt Thor sig ved Legionens bord, måske tyve fod væk fra Kongen. Han mærkede en hånd på sin skulder og smurrede rundt og så Reece stå der.

”Jeg har ledt efter dig hele dagen. Hvad skete der med dig?” spurgte Reece. ”Du ser ud som om du har set et spøgelse.”

Thor var for overvældet til at svare.

”Kom og sid hos mig – jeg har holdt en plads til dig,” sagde Reece.

Reece trak Thor ned ved siden af ham, ved et bord, der var reserveret til Kongens familie. Godfrey havde en drink i hver hånd og ved siden af ham, sad Gareth, observerende med sine luskede øjne. Thor håbede uden håb at Gwendolyn også ville være det, men det var hun ikke.

”Hvad er det Thor?” Prikkede Reece, da han satte sig ned ved siden af ham. ”Du stirrede på det bord som om det vil bide dig.” Thor rystede på hovedet.

”Hvis jeg fortalte det ville du ikke tro på mig. Så jeg må hellere holde min mund.”

”Sig det. Du kan fortælle mig alt,” pressere Reece med intensitet.

Thor så udtrykket i hans øjne, og indså at, endelig var der nogen, der tog ham alvorligt. Han trak vejret dybt ind og begyndte. Han havde ikke noget at miste.

“Den anden dag, i skoven, med din søster så vi en Hvidryg slange. Hun sagde at det var et varsel om død og jeg tror på det. Jeg toog ud til Argon og han bekræftede at der kommer død.

Kort efter havde jeg en drøm om at din far bliver forgiftet. Her. I aften. I denne hal. Jeg ved det I mine knogler. Det bliver han. Der er nogen der prøver st snigmyrde ham,” sagde Thor. Han sagde det hele hurtigt og det føltes godt at få det sagt til nogen. Det føltes godt, at der faktisk var nogen der ville lytte. Reece var stille, da han stirrede tilbage ind i hans øjne i lang tid. Endelig sagde han noget. ”Du virker ægte. Det er jeg ikke i tvivl om. Og jeg sætter pris på at du bekymrer dig om min far. Jeg tror på dig. Det gør jeg. Men drømme kan snyde. De er ikke altid hvad vi tror.”

”Jeg sagde det til Kongen.”sagde Thor. ”Og de lo af mig. Selvfølgelig vil han drikke i aften.”

”Thor, jeg tror på, at du har drømt det. Og jeg tror at du føler det. Men jeg har haft frygtelige drømme også, hele mit liv. Den anden nat drømte jeg at jeg blev skubbet ud af slottet og jeg vågnede og troede at jeg var blevet det. Men det gjorde jeg ikke. Forstår du det? Drømme er mærkelige ting. Og Argon taler I gåder. Du skal ikke tage det så alvorligt. Min far har det fint, jeg har det fint. Vi har det fint. Prøv bare at sæt dig tilbage, drik og slap af. Og nyd det.”

Med det lænede Reece sig tilbage I sin stol, dækkede sig med skind og drak. Han gjorde tegn til en tjener, som satte en stor portion vildt foran Thor, sammen med et krus. Men Thor sad bare der, stirrende på sin mad. Han følte sit hele liv, blev opløst rundt om ham. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre.

Han kunne stadig ikke tænke på andet end sin drøm. Det var som at være i et levende mareridt, at sidde der, studerende alle drikke og feste rundt om ham. Det eneste han kunne gøre var at holde øje med alle krusene og drikkevarerne, der kom mod kongen. Han holdt øje med hver eneste tjener, hvert eneste vinkrus. Hver gang Kongen drak, rykkede det i Thor.

Thor var som besat. Han kunne ikke se væk. Han kiggede og kiggede efter hvad der føltes som timer.

Endelig, så Thor en speciel tjener, der ankom til Kongen med et krus der ikke lignede de andre. Det var stort, lavet af guld, dækket af rubiner og safirer. Det var det præcise krus fra Thors drøm.

Thor, med hjertet bankende i brystet, så med rædsel da tjeneren kom tættere på Kongen. Da han kun var få fod væk, kunne Thor ikke klare det mere. Hver eneste del af hans krop skreg at det var den forgiftede kop.

Thor sprang op fra sit bord, skovlede sig vej igennem den tætte mængde, stak sine albuer hårdt i alle på vejen.

Lige som Kongen tog sit krus I sine hænder, sprang Thor på på hans bord, rakte ud og slog kruset ud af Kongens hænder.

Et rædselsslagent gisp fyldte hele hallen, da kruset fløj igennen luften og landede på sten med et hårdt klang.

Hele hallen blev dødstille. Hver eneste musiker, hver eneste jonglør, stoppede. Hundrevis af mænd og kvinder vendte sig alle og stirrede.

Kongen rejse sig langsomt og gloede ned på Thor.

”Hvor vover du!” skingrede Kongen. ”Du uforskammede lille dreng! Jeg vil lægge sig i lænker for det her!”

Thor stod der, rædselsslagen. Han følte hele verden vælte ned over ham. Han ville bare forsvinde.

Pludselig gik en hund over til den lille sø af vin, der nu formede sig på gulvet og lappede det op. Før Thor kunne svare, før rummet kunne bevæge sig igen, gik alle øjne hen på hunden, der begyndte at lave frygteligt lyde.

Et øjeblik senere, frøs hunden og faldt ned på siden, død. Hele rummet så på hunden med et chokeret gisp.

”Du vidste at der var gift i drikken!” skreg en stemme.

Thor vendte sig og så Gareth stå der, han kom op ved siden af Kongen, pegende anklagende på Thor.

”Hvordan kunne du overhovedet kunne vide at det var forgiftet? Med mindre du er den der gjorde det? Thor prøvede at forgifte Kongen!” råbte Gareth.

Hele menneskemængden hujede af forargelse.

”Tag ham ned i fangekælderen,” kommanderede Kongen.

Et øjebkik senere, mærkede Thor vagter, der greb ham hårdt bagfra, trak ham igennem hallen. Han vred sig og prøvede at protestere.

”Nej!” skrev han, “I forstår det ikke!”

Men der var ingen der lyttede. Han blev trukket igennem mængden, hurtigt og hårdt og da han gik, så han dem alle forsvinde foran ham, sit hele liv forsvinde fra ham. De krydsede hallen og gik ud af sidedøren, døren smækkede i bagved dem.

Det var stille her. Et øjeblik senere, kunne Thor mærke sig selv falde, Han blev trukket af mange hænder ned af en vindeltrappe af sten. Det blev mørkere og mørkere og snart kunne han høre fangerne skrige.

En jern celle dør åbnede og han indså hvor han var ved at blive taget hen. Fangekælderen.

Han vred sig og forsøgte at protestere, at bryde fri.

”I forstår det ikke!” skreg han. Thor kiggede op og så en vagt træde frem, en stor grov mand med ubarberet ansigt og gule tænder. Han skulede ned mod Thor. ”Åh, jeg forstår rigtigt godt.” kom hans raspende stemme.

Han trak sin arm tilbage og det sidste Thor hørte var hans knytnæve, der kom ned imod hans ansigt.

Så blev hans verden sort.

Hent nu!

KONGERNES MARCH

(BOG #2 I Troldmandens Ring)

”TROLDMANDENS RING har alle de ingredienser, der skaber en øjeblikkelig success: komplot, modkomplot, mysterier, tapre riddere og blomstrende forhold profuld af knuste hjerter, bedrag og forræderi. Uanset din alder bliver du underholdt i timevis. Bogen anbefales til at stå permanent på hylden hos alle fantasy læsere.”

--Books and Movie Reviews, Roberto Mattos

KONGERNES MARCH tager os et skridt videre på Thors episke rejse ind i manddom, da han begynder at opdage, hvem han er, hvilke kræfter han har, da han begiver sig ud for at blive kriger. Efter, at han undslipper fra fangekælderen, bliver Thor chokeret over at finde ud af, at der er endnu et snigmordsforsøg på Kong MacGil. Da MacGil dør kasted kongeriget ud i kaos. Mens alle kappes om tronen, er Kongens Hof mere fyldt med familiedramaer, magtkampe, jalousi, ambitioner, vold og forræderi end nogen sinde. En arving skal vælges imellem børnene og det ældgamle Skæbne Sværd får igen en chance for at blive løftet af en ny. Men alt dette kan blive væltet omkuld, mordvåbnet bliver fundet og løkken strammes for at finde snigmorderen. På samme tid står MacGils overfor en anden trussel fra McClouds som gør klar til angreb for at angribe indenfor Ringen.

Thor kæmper for at vinde Gwendolyns kærlighed tilbage, men måske er der ikke tid nok: han får besked på at pakke sine ting, at forberede sig med sine våbenbrødre til De Hundrede, hundrede dage af helvede som medlemmer af Legionen skal overleve. Legionen skal krydse Kløften, forbi beskyttelsen fra Ringen, ind i Vildmarken, skal de sætte sejl over det Tartuvianske Hav til Tågeøerne, som har ry for at være beskyttet af en drage, for at blive til mænd.

Lykkes det dem at komme tilbage? Vil Ringen overleve deres fravær?Og vil Thor endelig opdage hemmeligheden om sin skæbne?

Med sin sofistikerede verdensopbygning og personkarateristik, er KONGERNES MARCH en episk fortælling om venner og elskere, om rivaler og bejlere, og riddere og drager, om intriger og politiske rænkespil, om at blive voksen, om knuste hjerter, om ambitioner og bedrag og om trolddom. Det er en fantasi, der fører os ind i en verden vi aldrig glemmer og som taler til alle aldre og køn.

Bøgerne #2--#13 i serien kan også fås nu!

KONGERNES MARCH

(Bog #2 i Troldmandens Ring)