Thor skreg, og fandt sig selv alene i Kongens slot. Det var helt tomt, ingen trone, hvor der før var en. Skæbne sværdet lå på jorden, urørt. Vinduerne var alle knust, farvet glas lå i bunker på stenene. Han hørte musik langt væk, vendte sig mod lyden og gik igennem det ene tomme rum efter det andet. Endelig nåede han kæmpe dobbeltdøre, hundrede for høje og åbnede dem med al sin kraft.
Thor stod ved indgangen til den kongelige festhal. Foran ham strakte to festborde sig igennem rummet, med en overflod af mad – men uden mænd. I den fjerne ende af hallen, var der en mand. Kong MacGil. Han sad på sin trone, og stirrede lige på Thor. Han så ud til at være meget langt væk. Thor mærkede at han var nødt til at nå ham. Han begyndte at gå hen over det store rum mod ham, imellem de to festborde. Mens han gik, blev maden på hver side af ham dårlig, mere rådden for hvert skridt han tog. Fluer summede og sværmede omkring ham og rev maden i stykker. Thor gik hurtigere. Kongen var tæt på nu, knap ti fod væk, da en tjener dukkede op fra et sidekammer med et kæmpe gyldent vinkrus af guld. Det var et særpræget krus, lavet af solidt guld og dækket af rækker af rubiner og safirer. Mens kongen ikke kiggede, så Thor tjeneren snige et hvidt pulver ned i kruset. Thor indså at det var gift. Tjeneren rakte det til MacGil, som rakte ned og greb det med begge hænder.
”Nej!” skreg Thor.
Thor kastede sig fremad og prøvede at slå vinen ud af Kongens hånd.
Men han var ikke hurtig nok. MacGil drak vinen og store slurke. Den løb ned af hans kinder, ned af hans bryst mens han drak helt op.
MacGil vendte sig og så på Thor, og hans øjne spærredes op. Han rakte ud og greb sin hals indtil han, hostende, tippede over og faldt ned fra tronen; han faldt til siden, og landede på det hårde stengulv. Hans krone rullede af, ramte stengulvet med en ringen, og trillede et par fod.
Han lå der, ubevægelig, med åbne øjne, død.
Estopheles susede ned, landede på MacGils hoved. Den sad der og kiggede lige på Thor og hvinede. Lyden var så skinger, at den sendte kuldegysninger op igennem Thors rygrad.
”Nej!” skreg Thor.
*
Thor vågnede skrigende.
Han satte sig op, kiggede sig omkring, svedende, forpustet, prøvende at finde ud af, hvor han var. Han lå stadig på jorden på Argons bjerg. Han måtte have faldet i søvn her. Tågen var væk, og da han kiggede op, så han at det var daggry. En blodrød sol brød op over horisonten og lyste dagen op. Ved siden af ham, peb Krohn, sprang op på hans skød og slikkede hans ansigt.
Thor krammede Krohn med den ene hånd, mens han åndede tungt, og prøvede at finde ud af om han var vågen eller sov. Det tog ham lang tid at indse at det bare havde været en drøm. Den havde føltes så virkelig. Thor hørte et hvin og vendte sig og så Estopheles siddende på en klippe, kun en fod væk. Den store fugl så lige på ham og hvinede igen og igen.
Lyden sendte et gys op ad Thors rygrad. Det var det samme hvin fra hans drøm, og i dette øjeblik vidste han med hele sin krop at drømmen havde været en besked.
Kongen ville blive forgiftet.
Thor sprang på fødderne og i det spæde morgenlys, spurtede han ned ad bjerget, mod Kongens Hof. Han var nødt til at komme til Kongen. Han var nødt til at advare ham. Kongen ville måske tro, at han var skør, men han havde ikke noget valg – han ville gøre hvad som helst for at redde Kongens liv.
*
Thor racede henover vindebroen, spurtende mod slottets ydre port, og heldigvis genkendte de to vagter ham fra Legionen. De lukkede ham ind uden at standse, og han fortsatte med at løbe med Krohn ved sin side.
Thor spurtede henover den kongelige gårdsplads, forbi springvandene, og løb lige hen til den indre port til Kongens slot. Der stod der fire vagter og blokerede for ham.
Thor standsede, gispende efter luft.
“Hvad er dit formal, dreng?” spurgte en af dem.
”Du forstår det ikke, du er nødt til at lukke mig ind,” gispede Thor. ”Jeg skal se Kongen.”
Vagterne kiggede skeptisk på hinanden.
”Jeg er Thorgrin fra Kongens Legion. I er nødt til at lukke mig ind.”
”Jeg kender ham,” sagde en vagt til den anden. ”Han er en af os.”
Men hovedvagten trådte frem.
“Hvad skal du med Kongen?” pressede han.
Thor kæmpede stadig for at få vejret.
”Noget meget vigtigt. Jeg skal se ham lige nu.”
”Nå, men han venter dig nok ikke, du er åbenbart ikke godt informeret. Vores Konge er ikke her. Han rejste med sin karavane for et par timer siden i hof affærer. De kommer ikke tilbage før i aften, før den kongelige fest.”
”Fest? ” spurgte Thor, hans hjerte slog hårdere. Han huskede drømmen, festbordene og det var uhyggeligt, hvordan det hele kom til live.
”Ja, fest. Hvis du er i Legionen, er jeg sikker på at du skal være med. Men lige nu er han væk, og det er ikke muligt for dig at se ham. Kom tilbage i aften med de andre.”
”Men jeg skal have en besked frem til ham!” insisterede Thor. ”Før festen!”
”Du kan lægge beskeden her hos mig, hvis du vil. Men jeg kan ikke aflevere den før du kan.”
Thor ville ikke aflevere en besked hos vagten; han indså at det ville se skørt ud. Han var nødt til selv at aflevere den, i aften, før festen. Han bad bare til, at han ikke ville være for sent ude.
KAPITEL SYVOGTYVE
Thor skyndte sig tilbage til Legionens barrakker, ved daggry, heldigvis ankom han før dagens træning begyndte. Han var forpustet, da han ankom, Krohn ved siden af ham, og han løb ind i de andre drenge, lige da de vågnede og begyndte at gå ud til dagens opgaver. Han stod der, gispende, mere bekymret end nogen sinde. Han vidste knap, hvordan han ville komme igennem dagens træning; han ville tælle ned indtil aftenens fest, indtil han kunne advare Kongen. Han var sikker på at varslet kom til ham så han kunne aflevere advarslen. Kongerigets skæbne lå på hans skuldre.
Thor løb op ved siden af Reece og O`Connor, da de var på vej ud til marken, så udmattede ud og begyndte at stå på geled.
”Hvor var du henne i nat?” spurgte Reece.
Thor ønskede, at han vidste hvad han skulle svare – men han vidste ikke rigtigt selv, hvor han havde været. Hvad skulle han egentlig sige? At han var faldet i søvn på jorden, på Argons bjerg? Den gav ikke mening, endda ikke for ham selv.
“Det ved jeg ikke,” svarede han, uden at vide, hvor meget han skulle fortælle dem.
”Hvad mener du, at du ikke ved?” spurgte O`Connor.
”Jeg for vild,” sagde Thor.
”For vild?
”Nå, men du er heldig at du kom tilbage, da hun gjorde,” sagde Reece.
”Hvis du var kommet tilbage for sent til dagens opgaver, ville de ikke have lukker dig ind i Legionen igen,” tilføjede Elden, og kom op ved siden af dem, klappede en kødfuld hånd ned på hans skulder. ”Godt at se dig. Du var savnet i går.”
Thor var stadig chokeret over den anderledes måde, Elden behandlede ham på siden deres tid på den anden side af Kløften.
”Hvordan gik det med min søster?” spurgte Reece med lav stemme.
Thor rødmede, usikker på hvordan han skulle svare.
“Så du hende?” prikkede Reece.
”Ja, det gjorde jeg,” begyndte han. ”Vi havde en skøn tid. Selvom vi var nødt til at gå alt for hurtigt.” ”Nå,” fortsatte Reece, da de alle stillede sig på række foran Kolk og Kongens mænd, ”du kommer til at se mere til hende i aften. Tag dit fineste på. Det er Kongens fest.”
Thors mave sank. Han tænkte på sin drøm og følte det som om skæbnene dansede foran hans øjne – og at han var hjælpeløs, dømt til ikke at gøre noget, men bare se det folde sig ud.
”STILLE!” råbte Kolk, da hans begyndte at gå frem og tilbage foran drengene.
Thor stivnede med de andre, da de blev stille.
Kolk gik langsomt op og ned ad rækken, undersøgte dem alle.
”I fik jeres sjov i går. Nu er det tilbage til træning. Og i dag, skal I lære den ældgamle kunst, grøftegravning.”
Et kollektivt støn rejste sig blandt drengene.
”STILHED!” skreg han.
Drengene blev stille.
“Grøftegravning er hårdt arbejde,” fortsatte Kolk. ”Men det er vigtigt arbejde. En dag befinder I jer derude i vildmarken, i gang med at beskytte vores kongerige, uden nogen til at hjælpe jer. Det vil være frysende koldt, så koldt, I ikke kan mærke jeres tæer, i nattens mørke og I vil gøre hvad som helst for at holde jer varme. Eller I befinder jer i et slag, hvor I er nødt til at gå i dækning fra jeres fjenders pile. Der kan være en million grunde til at I har behov for en grøft. Og en grøft kan blive jeres bedste ven.”
”I dag,” fortsatte han, og rømmede sig, ”vil I tilbringe hele dagen med at grave indtil jeres hænder er røde af hård hud og jeres ryg smerter og I ikke kan mere. Så, på kampens dag vil det ikke virke så slemt.”
”FØLG MIG!” råbte Kolk.
Der kom igen et støn af skuffelse, da drengene brød ind I rækker af to og begyndte at marchere henover marken, efter Kolk.
”Skønt,” sagde Elden. ”Grøftegravning. Lige sådan jeg gerne ville tilbringe dagen.”
“Det kunne være værre,” sagde O`Connor. ”Det kunne have været regnvejr.”
De kiggede op på himlem, og Thor lagde mærke til truende skyer ovenover.
”Måske bliver det lige det,” sagde Reece. ”Ikke vær en ulykkesfugl.”
”THOR!” kom et råb.
Thor vendte sig og så Kolk der gloede på ham, ude på siden. Han løb over til ham og spekulerede på, hvad han havde gjort forkert.
”Ja, sire,”
”Din ridder har sendt bud efter dig,” sagde han kort. “Meld dig hos Erec i slotsgården. Du er heldig du slipper for pligter i dag. Du skal tjene din ridder i steder, som alle gode væbnere skulle. Men du skal ikke tro, at du slipper for grøftegravning. Når du kommer tilbage i morgen, kommer du til at grave grøfter alene. Gå nu!” råbte han.
Thor vendte sig og så misundelsen hos de andre, så løb han væk fra marken over mod slottet. Hvad ville Erec med ham? Havde det noget at gøre Kongen?
*
Thor løb igennem Kongens Hof, drejede ned af en sti, han aldrig havde været ned ad før – mod the Silvers barracker. Deres barrakker var meget større end Legionens, deres bygninger var dobbelt så store, foret med kobber og deres fortove belagt med nye sten. For at komme derhen, var Thor nødt til at passere igennem en stor buet port, hvor der var et dusin af Kongens mænd, der stod vagt. Stien blev bredere, strakte sig ud over en kæmpestor åben mark og kulminerede i et kompleks af stenbygninger omkranset af et hegn og bevogtet af et dusin riddere mere. Det var et imponerende syn, selv herfra.
Thor racede med ad stien, meget iøjenfaldende på den bare mark. Ridderne forberedte sig allerede på hans ankomst, selvom han var så langt væk, trådte frem og krydsede deres lanser, kiggede de lige frem og ignorerede ham, mens de blokerede hans vej.
”Hvad har du at gøre her?” spurgte en af dem.
“Jeg melder mig til tjeneste,” svarede Thor. ”Jeg er Erecs væbner,”
Ridderne udvekslede et vagtsomt blik, men en anden ridder trådte frem og nikkede. De trådte tilbage, trak lanserne væk, og porten åbnede sig langsomt, dens metalpigge rejste sig knirkende.
Porten var enorm, mindst to fod tyk, og Thor tænkte at dette sted havde flere befæstninger end Kongens slot.
”Anden bygning til højre,” råbte ridderen. ”Du finder ham i staldene.” Thor vendte sig og skyndte sig ned af stien gennem gårdspladsen, forbi et sammensurium af stenbygninger, og forsøgte at tage det hele ind. Alt glitrede her, pletfrit, perfekt vedligeholdt. Stedet udstrålede en aura af styrke.
Thor fandt bygningen, og var blændet af synet foran ham: dusinvis af de største og smukkeste heste, han havde set, var bundet i fine rækker udenfor bygningerne, de fleste dækket af rustning. Hestene glitrede. Alt her var større, mere utroligt.
Rigtige riddere travede forbi i alle retninger, bærende forskellige våben, igennem gårdspladsen på vej ind eller ud af forskellige porte. Det var et travlt sted, og Thor kunne mærke kampens ånd her. Det her sted handlede ikke om træning; det handlede om krig. Liv og død.
Thor passerede igennem en lille buet indgang, ned ad en mørk sten korridot, og skyndte dig forbi stald efter stald, søgende efter Erec. Thor nåede enden af den, men han kunne ikke finde ham.
”Leder du efter Erec?” spurgte en vagt.
Thor vendte sig og nikkede.
”Ja, sire, Jeg er hans væbner,”
”Du kommer for sent. Han er allerede udenfor, i gang med at forberede sin hest. Skynd dig, så.”
Thor løb ned af korridoren og brød ud af staldene ind på en åben mark. Der stod Erec, foran en gigantisk, tapper hingst, en glirende sort hest med en hvid næse. Hesten, prustede, da Thor kom, og Erec vendte sig.
”Undskyld, sire,” sagde Thor forpustet. “Jeg kom så hurtigt jeg kunne. Det var ikke min mening at komme for sent.”
”Du kommer lige til tiden,” sagde Erec med et nådigt smil. ”Thor, sig goddag til Lannin,” tilføjede han og pegede mod hesten.
Lannin prustede og knejsede, som om den svarede. Thor trådte frem og rakte en hånd ud og strøg hans mule; han vrinskede stille tilbage.
”Han er min rejse hest. En ridder af rang har mange heste, som du vil opdage. Der er en til dyst, en til kamp, en til den lange ensomme rejse. Det er den du knytter det tætteste venskab med. Han kan lide dig. Det er godt.”
Lannin lænede sig frem og stak sin næse i Thors håndflade. Thor var overvældet af størrelse på dette dyr. Han kunne se intelligens skinne i hans øjne. Det var uhyggeligt og føltes som om hesten forstod alt.
Men noget Erec sagde, væltede Thor.
”Sagde du rejse, sire?” spurgte han overrasket.
Erec stoppede med at stramme seletøjet, vendte sig og så på ham.
”I dag er min fødselsdag. Jeg har nået mit femogtyvende år. Det er en særlig dag. Ved du noget om Udvælgelsesdagen?”
Thor rystede på hovedet. “Meget lidt, sire; kun hvad de andre fortæller mig,”
”Vi riddere af Ringen skal altid fortsætte, generation efter generation,” begyndte Erec.
”Vi har indtil vores femogtyvende år til at vælge en brud. Hvis en ikke er valgt på det tidspunkt, så dikterer loven at vi finder én. Vi får et år til at finde hende og bringe hende tilbage. Hvis vi kommer tilbage uden en, så giver Kongen os en og vi mister retten til at vælge.
”Så i dag, skal jeg begynde min rejse for at finde min brud.”
Thor stirrede tilbage, stum.
”Men sire, du rejser? I et år?”
Thors mave sank ved tanken om det. Han følte verden smuldre omkring ham. Det var ikke før dette øjeblik at han indså, hvor godt han synes om Erec; på nogle måder, var han blevet en far for ham – helt sikkert meget mere en far end den han havde haft.
”Men hvem skal jeg så være væbner for?” spurgte Thor. ”Og hvor skal du hen?”
Thor huskede, hvor meget Erec havde sat på spil for ham, hvordan han havde reddet hans liv. Hans hjerte sank ved tanken om at han skulle rejse.
Erec lo, en ubekymret latter.
”Hvilket spørgsmål, skal jeg svare først?” sagde han. ”Bare rolig. Du har fået en ny ridder. Du være hans væbner indtil jeg kommer tilbage. Kendrick, Kongens ældste søn.”
Thors hjerte steg, da han hørte det; han følte en lige så stor tilknytning til til Kendrick som trods alt, var den første der passede på ham og sikrede ham en plads i Legionen.
”Og hvad min rejse angår….” fortsatte Erec, ”….så ved jeg ikke endnu. Jeg ved at jeg vil rejse mod syd, mod det kongerige, jeg stammer fra og lede efter en brud i den retning. Hvis jeg ikke finder en inden for Ringen, så kan det være at jeg endda krydser havet, til mit eget kongerige og leder efter en der.”
”Dit eget kongerige, sire?” spurgte Thor.
Thor indså at han ikke rigtigt vidste særligt meget om Erec, om hvor han kom fra. Han havde altid bare gået ud fra at han var kommet indefra Ringen.
Erec smilede.“Ja, langt herfra, over havet. Men det er en historie til en anden gang. Det bliver en lang rejse, på i tid og afstand, og jeg skal forberede mig. Så nu skal du hjælpe mig. Tiden er knap. Sadl min hest, og pak den med alle slags våben.”
Thors hoved snurrede, da han sprang til handling, løb over til hestedepotet og hentede den markante sortr og sølv rustning, der tilhørte Lannin. Han løb tilbage med et stykke af gangen, satte først brynjen fast på hestens ryg, rakte op for at drapere den rundt om dens kæmpe krop. Så tilføjede Thor shaffronen, den tynde metal plade til hestens hoved.
Lannin vrinskede, da han gjorde det, men så ud til at synes om det. Han var en nobel hest, en kriger. Thor kunne mærke det og han virkede som om den var ligeså tryg i rustning som en ridder ville være.
Thor løb tilbage og hentede Erecs gyldne sporer, og hjalp til med at sætte en på, hver fod, da Erec steg op på hesten.
“Hvilke våben har du brug for, sire?” spurgte Thor.
Erec så ned, han så enorm ud fra det perspektiv.
”Det er svært at forestille sig, hvilke slag jeg kommer i gennem et år. Men jeg har brug for at kunne jage, og for at forsvare mig selv. Så selvfølgelig, har jeg brug for mit langsværd. Jeg skulle også bringe mit korte sværd, en bue et kogger af pile, en morgenstjerne, en daggert og mit skjold. Jeg tror det er det.”
”Ja, sire,” sagde Thor og gik til handling. Han løb hen til Erecs våbenhylde, ved siden af Lannins stald, og så over dusinvis af våben. Der var et imponerende arsenal at vælge imellem.
Han tog forsigtigt alle de våben Erec havde bedt, bragte dem tilbage en ad gangen og gav dem til Erec eller placerede dem sikkert i seletøjet.
Mens Erec sad og strammede sine læder handsker og forberedte sig til at tage af sted, kunne Thor ikke klare at lade ham rejse.
”Sire, jeg føler, at det er min pligt at ledsage dig på denne rejse,” sagde Thor. ”Jeg er trods alt din væbner.”
Erec rystede på hovedet.
“Det er en rejse, jeg må gøre selv.”
”Så lad mig i det mindste ledsage sig til det første kryds?” pressede Thor. ”hvis su skal sydpå, er der veje som jeg kender godt. Jeg er fra syd.”
Erec så ned og overvejede det.
“Hvis du gerne vil ledsage mig til det første kryds, kan jeg ikke se noget problem I det. Men det en hård dags ridt, så vi må tage af sted nu. Tag min væbners hest, i enden af stalden. Den brune med rød manke.”
Thor løb tilbage til stalden og fandt hesten. Da han steg op, stak Krohn sit hoved ud af hans skjorte og så ud og peb.
”Det er okay, Krohn,” forsikrede Krohn.
Thor lænede sig frem, heppede på hasten, og brast ud af stalden. Erec havde knap ventet på at han skulle indhente dem, da han og Lannin racede afsted i gallop. Thor fulgte Erec så godt som han kunne. De red sammen ud af Kongens Hof, gennem porten, som flere vagter trak tilbage og trådte til side bagefter. Flere medlemmer af the Silver stod på række og holdt vagt og da Erec red forbi hævede de knytnæver til hilsen. Thor var stolt af at ride ved siden af ham, at være hans væbner, og ophidset over at ledsagen ham, selvom det kun var til det første kryds. Der var så meget Thor stadig skulle sige til Erec, så mange ting han gerne ville spørge ham om – og så meget han gerne ville takke ham for. Men der var ikke tid, da de to galloperede sydover, brast henover sletterne, tærrainet skiftede da deres heste for ned ad Kongens vej i den sene morgen sol. Mens de passerede en bakke, kunne Thor på afstand se alle medlemmerne af Legionen i en mark, gravende grøfter og så ud som om de var ved at brække deres rygge. Thor var glad for at han ikke var imellem dem. Da Thor kiggede, så han en af den stoppe og knytte sin næve i luften mod ham. Det var svært at se, men han var sikker på at det var Reece, der hilste. Thor hævede sin næve tilbage, mens de red videre.
De fint brolagte veje, gav plads til upassede landeveje: smallere, grovere, og til sidst knap mere end veltrådte stier, der skar igennem landskabet. Thor vidste det var farligt for almindelige mennesker at ride på disse veje alene – specilet om natten med alle tyvene, der lurede på dem, men Thor bekymrede sig ikke om sig selv, specielt med Erec ved siden af sin – faktisk hvis en røver konfrontere dem, var Thor mere bange for røverens liv. Selvfølgelig ville det være tosset for enhver røver at forsøge at stoppe et medlem af the Silver.
De red hele dagen, tog knap en pause, indtil Thor var udmattet, forpustet. Han kunne knap tro på hvor udholdende Erec var – men han tude ikke lade Erec vide at han var træt, af frygt for at virke svag.
De passerede et stort kryds, og Thor genkendte det. Han vidste at hvis de gik mod højre, ville det bringe dem til hans landsby. Et øjeblik, følte Thor sig overvældet af nostalgi, og en del af ham ville tage vejen, se sin far, sin landsby. Han spekulerede på, hvad hans far lavede lige nu, hvem passede fårene, hvor harmdirrende hans far havde været da Thor ikke kom tilbage. Ikke at det bekymrede ham særligt. Han havde bare et øjeblik, hvor han savnede det der var velkendt. Han var faktisk, lettet over at være undsluppet fra den lille landsby og en anden del af ham ville aldrig tilbage.
De fortsatte med at gallopere, længere og længere mod syd, til territorier som selv Thor ikke havde været i. Han havde hørt om det sydlige kryds, men havde aldrig haft grund til selv at være der. Det var en af de tre store kryds, der ledte til de sydlige områder af Ringen. Han var en god halv dags ridt fra Kongens Hof nu, og solen var allerede ved at blive lang på himlen. Thor svedte, forpustet, begyndte med bekymring at tænke på om han ville nå tilbage i tide til Kongens fest i aften. Havde han begået en fejl ved at ledsage Erec så langt?
De kom over en bakketop, og endelig så Thor det, der i horisonten: det ufejlbarlige tegn på det første kryds. Det var markeret af et stort skinnende tårn, Kongens flag, draperet fra det i alle fire verdenshjørner, og medlemmer af the Silver stod vagt ovenpå dets brystværn. Ved synet af Erec, blæste ridderen på toppen af tårnet i sin trompet. Langsomt rejste porthuset sig.
De var kun omkring få hundrede år væk, og Erec bremsede sin hest til skridtgang. Thor havde en knude i maven, da han indså at disse var de sidste minutter med Erec for, hvem ved hvor længe. Hvem vidste, overhovedet om han ville komme tilbage. Et år var lang tid og alt kunne ske. Thor var i det mindste glad for at han havde haft denne chance til at ledsage ham. Han følte det som om han havde gjort sin pligt.
De gik ved siden af hinanden, deres heste prustede hårdt, mændene var forpustede, da de nærmede sig tårnet.
”Jeg ser dig måske ikke i mange måner,” sagde Erec. ”Når jeg kommer tilbage vil jeg have en brud på slæb. Tingene ændrer sig måske. Men uanset, hvad der sker, vid at du altid vil være min væbner.”
Erec trak vejret dybt ind.
“Når jeg forlader dig, er der nogle ting, jeg vil have du skal huske. En ridder er ikke støbt af styrke – men af intelligens. Mod alene skaber ikke en ridder, men mod og ære og visdom sammen. Du skal altid arbejde på at perfektionere din ånd, dit sind. Ridderlighed er ikke passiv – den er aktiv. Du skal arbejde for det, gøre dig selv bedre, hvert øjeblik af hver dag.
Henover alle disse måner, vil du lære alle slags våben, alle slags færdigheder. Men husk: der er en anden dimension to vores kamp. Troldmandens dimension. Søg Argon. Lær at udvikle dine skjulte kræfter. Jeg har mærket dem I dig. Du har et stort potentiale. Det er ikke noget at skamme sig over. Forstår du mig?”
“Ja, sire,” svarede Thor, svulmende af taknemmelighed for hans visdom og forståelse.
”Jeg valgte at tage dig under min vinge af en grund. Du er ikke som de andre. Du har en større skæbne. Måske endda større end min. Men den er stadig uforløst. Du må ikke tage den for givet. Du skal arbejde for den. For at være en stor kriger, skal du ikke bare være frygtløs og dygtig. Du skal også have en krigers ånd og bære den i dit hjerte og dit sind altid. Du skal være villig til at ofte dit liv for andre. Den største kriger sigter ikke efter rigdom eller ære eller berømmelse eller hæder. Den største ridder tager den hårdeste opgave af alle: at gøre dig selv til en bedre person. Hver dag skal du stræbe efter at blive bedre. Ikke bare bedre end andre – men bedre end dig selv. Du må tage opgaven med at hjælpe dem, der er svagere end dig selv. Du må beskytte dem, der ikke kan beskytte sig selv. Det er ikke en opgave for de bange. Der er en heltenes færd.”
Thors hoved snurrede da han tog det hele ind, tænkte længe over Erecs ord. Han var overvældet af taknemmelighed over for ham, og vidste knap hvordan han skulle svare. Han fornemmede at det ville tage mange måner for den fulde forståelse af de ord betod at synke ind.
De nåede porten til det første kryds og da de gjorde det, kom flere af the Silver ud for at hilse på Erec. De red op til ham, store grin på deres ansigter og da han steg af, klappede de ham hårdt på ryggen som gamle venner.
Thor sprang ned, tog Lannins tøjler, og ledte han til portvagten, for at give ham mad og tørre ham af. Thor stod der, da Erec vendte sig og så på ham for sidste gang.
I deres sidste farvel, var der for meget Thor ville sige. Han ville takke ham. Men han ville også fortælle ham alt. Om varslet. Om sin drøm. Om hans frygt for Kongen. Han tænkte,at Erec måske ville forstå det.
Men han kunne ikke få sig selv til det. Erec var allerede omgivet af riddere, og Thor var bange for at Erec – og dem alle – ville synes han var tosset. Så han stod der, mundlam, da Erec rakte over, greb hans skulder for sidste gang.
”Beskyt vores Konge,” sagde Erec fast.
Ordene sendte en kuldegysning op igennem Thors rygrad, som om Erec havde læst hans tanker.
Erec vendte sig, gik igennem porten med de andre riddere, og da de passerede igennem, med ryggen til, sænkede metalpiggene sig langsomt bag ham.
Erec var væk nu. Thor mærkede et hul i maven. Det kunne vare et helt år før han så ham igen.
Thor steg op på hesten, greb tøjlerne, og sparkede hårdt. Det var eftermiddag og han havde en god halv dags ridt til at komme tilbage til festen. Han mærkede Erecs ord rungende i sit hoved som et mantra.
Beskyt vores Konge.
Beskyt vores Konge.