KAPITEL SEKS
Thor spurted hen over den udstrakte arenas plads, han løb alt hvad han kunne. Bagved sig, kunne han høre trinene fra Kongens vagter, tæt på sig. De jagtede ham henover det varme og tørre landskab, mens de bandede. Foran ham var medlemmerne – og de nye rekrutter – af Legionen, dusinvis af drenge, ligesom ham, men ældre og stærkere. De var i gang med træning og blev prøvet i forskellige formationer. Nogle kastede store spyd og et par stykker øvede deres greb på lanserne. De sigtede efter forskellige mål, og ramte sjældent forbi. Det var dem han skulle konkurrere imod, og de virkede uovervindelige.
Imellem dem var dusinvis af rigtige riddere, medlemmer af the Silver, stående I en bred halvcirkel og holdt øje med hvad der skete. Det var dem, der skulle beslutte, hvem der skulle sendes hjem og hver der skulle blive.
Thor vidste at han var nødt til at bevise noget, han var nødt til at imponere disse mænd. Om få øjeblikke ville vagterne være over ham, og hvis han havde en eneste mulighed for at gøre indtryk, var det nu. Men hvordan? Hans hjerne racede afsted, mens han jog over pladsen, og nu var der flere, der begyndte at lægge mærke til ham. Nogle af rekutterne stoppede det de var i gang med og vendte sig, det samme gjaldt for nogle af ridderne. I et nu mærkede Thor at al opmærksomheden var på ham. De så forvirrede ud og han indså at de måtte rænke over hvem han var, spurtende hen over pladsen, med tre af Konges vagter efter sig. Det her var ikke sådan han havde villet gøre indtryk. Hele sit liv, når han drømte om at blive optaget i Legionen, havde det ikke været sådan han havde set det for sig.
Mens Thor løb, diskuterede han med sig selv, hvad han skulle gøre, og nu var hans plan klar. En stor dreng, en rekrut, havde besluttet at tage det på sig at imponere de andre ved at standse Thor. Høj, muskeltæt og næsten dobbelt så stor som Thor. Han løftede sit træsværd for at blokere vejen for Thor. Thor kunne se at han var fast besluttet på at slå ham ned, at gøre ham til grin foran alle, og dermed skaffe sig selv en fordel fremfor de andre rekrutter.
Det gjorde Thor rasende. Thor havde ikke noget udestående med denne dreng, og det var ikke hans kamp. Men han gjorde det til sin kamp, kun får at få en fordel fremfor de andre.
Da han kom tættere på, kunne han knap tro på drengens størrelse: han tårnede sig op over ham, skulede ned med lokker af tykt sort hår, der dækkede hans pande, og den største og mest firkantede kæbe Thor havde set. Han kunne ikke se hvordan han overhovedet kunne lave en bule i denne dreng.
Drengen angreb ham med træsværdet og Thor vidste at hvis han ikke handlede hurtigt, ville han blive slået ned.
Thors reflekser satte ind. Han tog instinktivt sin slynge frem, rakte tilbage og slyngede en sten mod drengens hånd. Den fandt sit mål og slog sværdet ud af hånden på ham, lige som drengen var ved at svinge det nedad. Det fløj afsted og drengen skreg og knugede sin hånd.
Thor spildte ikke tiden. Han angreb og benyttede sig af øjeblikket, sprang op i luften og sparkede drengen, med to fødder plantet midt i drengens bryst. Men drengen var så kraftig at det var som at sparke til et egetræ. Drengen tumlede bare et par tommer tilbage, mens Thor faldt ned for drengens fødder.
Det her lovede ikke godt, tænkte Thor, mens han ramte jorden med et bump og en ringen i ørerne. Thor fordøgte at komme på benene, men drengen var et skridt foran. Han rakte ned og tog Thor i nakken, kastede ham og sendte ham flyvende med ansigtet forrest ned i gruset.
En flok drenge havde hurtigt samlet sig i en kreds rundt og dem og hujede og klappede. Thor blev rød i hovedet, ydmyget.
Thor vendte sig for at komme op igen, men drengen var for hurtig. Han var allerede ovebpå ham igen og spiddede ham ned. Thor vidste det, det var blevet til en brydekamp og drengens vægt var enorm.
Thor kunne høre dæmpede råb fra de andre rekrutter, mens de stodi en cirkel og råbte på blod. Drengens ansigt skulede ned; drengen rakte sine tommelfingre ud og sigtede mod Thors øjne. Thor kunne ikke tro det – det så ud som om denne dreng virkelig ville såre ham, Ville han virkelig have opmærksomheden så desperat?
I sidste sekund, rullede Thor sit hoved væk, og drengens hænder fløj forbi og ramte gruset. Thor så sin chance og rullede væk fra ham.
Thor kom på benene og stod ansigt til ansigt med drengen som også havde rejst sig. Drengen angreb og svang ud efter Thors ansigt og Thor dukkede sig i sidste sekund; luften susede da drengens hånd kom forbi og han indså at hvis drengen havde ramt ham med knytnæven ville han have knust Thors kæbe, Thor rakte op og slog drengen i maven, men det gjorde intet; det var som at ramme et træ.
Før Thor kunne reagere, havde drengen givet ham en albue i ansigtet.
Thor tumlede tilbage, fortumlet af slaget. Det var som at blive ramt af en hammer og hans ører ringede.
Mens Thor stublede og forsøgte at få vejret, angreb drengen og sparkede ham hårdt i brystet. Thor fløj baglæns og smadrede ned i jorden, på ryggen. De andre drenge jublede.
Thor, svimmel nu, forsøgte at sætte sig op, men drengen angreb igen, svingede og slog ham igen hårdt i ansigtet, så han landede fladt på ryggen – og helt færdig.
Thor lå der og hørte den svage jublen fra de andre og mærkede den salte smag af blod, der løb fra hans næse og ømheden I ansigtet. Han stønnede af smerte. Han så op og kunne se den store dreng vende sig og gå henimod sine venner, allerede i gang med at fejre sin sejr.
Thor ville give op. Drengen var en kæmpe, det var nyttesløst at kæmpe imod ham og han kunne ikke klare flere slag. Men der var noget indeni ham, der skubbede på. Han måtte ikke tabe. I foran alle disse mennesker.
Giv ikke op. Rejs dig. Rejs dig!
Thor samlede på en eller anden måde styrke. Stønnende rullede han over og kom op på alle fire, og så langsomt på benene. Han så på drenge, blødende, hans øjne var så opsvulmede at han næsten ikke kunne se ud af dem, han pustede hårdt og hævede sine næver.
Den kæmpe store dreng vendte sig og stirrede ned på Thoe. Han rystede på hovedet og kunne ikke tro det.
”Du skulle være blevet nede dreng, ” truede han, mens han begyndte at gå tilbage mod Thor.
”NOK!” råbte en stemme. ”Elden, bliv stående!”
En ridder kom pludselig frem og gik imellem dem, mens han holdt sin håndflade op og stoppede Elden fra at komme tættere på Thor. Mængden blev stille og kiggede på ridderen; det var tydeligt, at ham skulle man respektere.
Thor kiggede op I ærefrygt over ridderen. Han var i tyverne, høj med brede skuldre, en firkantet kæbe og brunt velholdt hår. Thor kunne med det samme lide ham. Hans førsteklasses rustning, ringbrynje af poleret sølv, var dækket af kongelige markeringer: falke emblemet som tilhørte MacGil familien. Thor blev tør i munden: han stod foran et medlem af den kongelige familie. Han kunne knap tro det.
”Forklar dig dreng, ” sagde han til Thor. “Hvorfor er du trængt ind I arenaen uden at være inviteret?”
Før Thor kunne svare, kom pludselig de tre Kongens vagter og brød igennem cirklen. Hovedvagten stod pegende på Thor, mens han pustede.
”Han trodsede vores kommando!” råbte vagten. ”Jeg vil lænke ham og tage ham ned i fangekælderen!”
“Jeg gjorde ikke noget galt!” protestede Thor
”Gjorde du ikke?” råbte vagten. ”At bryde ind på Kongens område?”
”Jeg ville bare have en chance!” råbte Thor bedende til ridderen foran ham, medlemmet af den kongelige familie.”Det eneste jeg ville var at blive optaget i Legionen!”
”Denne træningsplads er kun for dem, der er inviterede, dreng” lød en hæs stemme.
En kriger trådte ind i cirklen, i halvtredserne, bred og kraftig, skaldet med et kort skæg og et ar henover næsen. Han så ud som om han havde været professionel soldat hele sit liv – og af markeringerne på hans rustning, den gyldne nål på hans bryst så han ud til at være den kommanderende.
Thors hjerte bankede hurtigt ved synet af ham: en general.
“Det er sandt at jeg ikke ble inviteret, Herre, “ sagde Thor. ”Men det har været min drøm at komme her hele mit liv. Det eneste jeg ville var en chance for at vise, hvad jeg kan. Jeg er ligeså god som nogen af de her rekrutter. Bare giv mig én chance for at bevise det. Vær rar! At slutte mig til Legionen er det eneste jeg har drømt om.”
”Denne kamppladse er ikke for drømmere dreng,” kom hans bistre svar. ”Det er for kæmpere. Der er ingen undtagelse fra reglen: rekutter bliver valgt.”
Generalen nikkede og Kongens vagter gik hen imod Thor med lænkerne fremme.
Men pludselig trådte ridderen af kongelig familie frem, satte håndfladen op og blokerede vagten.
“Måske kan vi gøre en enkelt undtagelse,”sagde han.
Vagten så op i bestyrtelse, han ville helt klart gerne sige noget, men han var nødt til at tie i respekt for en kongelig.
”Jeg beundrer din energi dreng,” fortsatte ridderen, ”og før vi sender dig væk, vil jeg gerne se hvad du kan.”
”Men Kendrick, vi har vores regler – ” sagde generalen, tydeligt utilfreds.
”Den kongelige familie laver reglerne,” svarede Kendrick strengt, ”og Legionen hører under den kongelige familie,”
”Vi hører under din far, Kongen – ikke dig,” svarede generalen igen, ligeså flabet.
Der var et øjebliks konkurrence, luften var tyk af spænding. Thor kunne næsten ikke tro, hvad han havde sat i gang.
“Jeg kender min far og ved hvad han ville have gjort. Han ville have givet drengen her et forsøg. Og det er det vi gør.”
Generalen trak sig endelig efter flere anspændte øjeblikke tilbage.
Kendrick vendte sig mod Thor, og holdt ham fast med sit blik, brunt og intenst, en prins´ansigt, men også en krigers.
”Jeg vil give dig en chance,” sagde han til Thor. ”lad os se om du kan ramme det mål.”
Han gjorde tegn til en høstak på pladsen, med et lille rødt mærke i midten. Flere spyd sat fast i høet, men inge var indenfor det røde.
”Hvis du kan gøre, hvad ingen af de andre drenge kunne – hvis du kan ramme det mål herfra – bliver du en af os.”
Ridderen trådte til side og Thor kunne mærke alles øjne på ham.
Han så en række spyd og kiggede omhyggeligt. De var alle af en bedre kvalitet end han nogensinde havde set, lavet af solid eg, indpakket i det fineste læder. Hans hjerte buldrede mens han trådte frem, tørrede blodet af sin næse med hånden, og følte sig mere nervøs end nogensinde i sit liv. Han havde helt sikkert fået en umulig opgave. Men han var nødt til at prøve.
Thor rakte over og valgte et spyd, ikke for langt, ikke for kort. Han vejede det i hånden – det var tungt, kraftigt. Ikke som dem han havde brugt derhjemme. Men det føltes også rigtigt. Han følte at måske, kun måske kunne han ramme. Trods alt var spydkast hans bedste evne, ved siden af stenkast, og mange lange dage med at drive rundt i vildmarken havde givet ham mål nok. Han havde altid været i stand til at ramme mål, selvom hans brødre ikke kunne.
Thor lukkede sine øjne og trak vejret dybt. Hvis han ikke ramte ville han blive tilbageholdt af vagterne og trukket afsted til fængsel – og hans chancer for at blive optager i Legionen ville være ødelagt for evigt.
Dette ene øjeblik var det eneste han havde drømt om.
Han bad til Gud med alt han havde.
Uden at tøve åbnede Thor sine øjne, tog to skridt frem, rakte tilbage og slyngede sværdet.
Han holdt vejret mens han holdt øje med at det sejlede afsted.
Kære Gud. Jeg beder dig.
Spyddet skar igennem den tykke døde stilhed, og Thor kunne mærke hundrevis af øjne på det. Så, efter en evighed kom lyden, den uomtivstelige lys af spydspids, der gennemborede hø. Thor behøvede ikke se efter. Han vidste, vidste bare at det var perfekt ramt. Det var måden spyddet føltes på, da det forlod hans hånd, vinklen på hans håndled, der fortalte ham at han ville ramme plet.
Thor turde endelig kigge – og så, til hans store lettelse, at han havde ret. Spyddet havde fundet sin plads i midten af det røde mærke – det eneste spyd der. Han havde gjort, hvad de andre rekrutter ikke kunne gøre.
Han blev omgivet af en bedøvet stilhed, mens han mærkede at de andre rekrutter – og riddere – stod gabende og stirrede på ham. Til sidst trådte Kendrick frem og klappede Thor hårdt på ryggen med håndfladen, med en tilfreds lyd. Han grinede bredt.
”Jeg havde ret,” sagde han. “Du bliver!”
“Hvad, min Herre!” skreg Kongens vagt. ”Det er ikke rimeligt! Denne dreng ankom uinviteret!”
”Han ramte plet. Det er invitation nok for mig.”
”Han er meget yngre og mindre end de andre, Det her er ikke en lilleput patrulje,” sagde generalen.
”Jeg foretrækker en mindre soldat, der kan ramme, fremfor et stort brød, der ikke kan,” svarede ridderen.
“Et heldigt kast!” skreg den store dreng, som Thor lige havde kæmpet mod. ”Hvis vi havde flere chancer, ville vi også ramme!”
Ridderen drejede sig og stirrede ned på drengen der skreg.
”Ville I?” spurgte han, ”Skal jeg se dig gøre det nu? Skal vi sætte dit ophold her på højkant for det?”
Drengen sænkede forfjamsket sit hoved i skam, klart nok ikke villighed til at tage væddemålet.
”Men drengen her er en fremmed,” protesterede generalen. ”Vi ved ikke engang, hvor han stammer fra.”
”Han kommer fra Lavlandet,” lød en stemme.
De andre vendte sig for at se, hvem der talte, men Thor behøvede ikke kigge for at se, hvem det var. Det var den stemme, der havde pint og plaget ham hele hans barndom. Hans ældste brors stemme: Drake.
Drake trådte frem med sine to andre brødre, og gloede ned på Thor med et misbilligende blik.
“Hans navn er Thorgrin, af McCloud klanen fra de Sydlige provinser af det Østlige Kongerige. Han er den yngste af fire. Vi stammer fra det samme hje. Han passer vores fars får!”
Hele gruppen af drenge og riddere brølede af latter.
Thor rødmede; han ville bare dø i dette øjeblik. Han havde aldrig været mere flov. Det var så typisk hans bror, at stjæle hans hædersøjeblik, at gøre alt for at holde ham nede.
”Passer får, hva´?” Gentog generalen.
”Så skal vores fjender virkelig passe på ham!” skreg en anden dreng,
Der var et nyt latterbrøl og Thors ydmygelse blev bare værre.
“Så er det nok!” råbte Kendrick strengt.
Gradvist stilnede latteren.
”Jeg vil til hver en tid foretrække en hyrde, der kan ramme, end alle jer tilsammen – I er gode til at le, men ikke så meget mere, ” tilføjede Kendrick.
Med dette, faldt der en stilhed over drengene, som ikke lo mere.
Thor var uendeligt taknemmelig overfor Kendrick. Han svor at betale ham tilbage, på hvilken som helst måde han kunne. Uanset hvad der skete med Thor havde denne mand i det mindste genoprettet hans ære.
”Ved du ikke knægt, at det ikke er en krigers måde at spotte sine venner – endnu mindre sin egen familie, sit eget blod?” spurgte ridderen Drake.
Drake så ned forfjamsket, en af de sjældne gange Thor havde set ham ude af sig selv.
Men en anden af hans brødre, Dross, trådte frem og protesterede: ”Men Thor blev ikke engang valgt. Vi blev. Han har bare fulgt efter os hertil.”
”Jeg har ikke fulgt efter jer,” insisterede Thor, endelig klar til at tale igen. ”Jeg er her på grund af Legionen. Ikke på grund af jer,”
“Det betyder ikke noget, hvorfor han er her,” sagde generalen irriteret, mens han trådte frem.” Han spilder vores tid. Jo, det var godt ramt med spyddet, men han kan ikke tilslutte sig til os. Han har ingen ridder til at hjælpe sig og ingen væbner vil være hans makker.”
”Jeg vil være hans makker,” kaldte en stemme.
Thor snurrede rundt sammen med de andre. Han var overrasket over at se, få fod væk, en dreng på sin egen alder, som faktisk lignede ham, bortset fra det lyse hår og de grønne øjne. Han var iført det smukkeste kongelige udstyr: Ringbrynje dækket med purpur og violette markeringer – et andet kongeligt familiemedlem.
”Umuligt, ” sagde generalen. ”Den kongelige familie kan ikke være makker med almuen.”
”Jeg kan vælge at gøre det, ” skød drengen tilbage. ”Og jeg vælger at Thorgrin skal være min makker.”
”Selv hvis vi godkendte det,” sagde generalen, ”så betyder det ikke noget. Han har ingen ridder, der vil sponsorere ham.”
“Jeg vil sponsorere ham, “ kom en stemme.
Alle vendte sig i den anden retning og der kom et overrasket gisp fra de andre.
Thor vendte sig og så en ridder til hest, klædt i en smuk, skinnende rustning, og med alle slags våben i sit bælte. Han lyste ligefrem – det var som at kigge på solen. Thor kunne se på hans holdning, at måde at sidde på og på markeringerne på hans hjelm, at han var anderledes end de andre. Han var en mester.
Thor genkendte denne ridder. Han havde set malerier af ham og hørt legenden om ham. Erec. Han kunne ikke tro det. Han var den største ridder I Ringen.
”Men min Herre, De har allerede en væbner,” protestede generalen.
”Nu har jeg så to,” svarede Erec med en dyb selvsikker stemme.
En lammet stilhed gennemtrængte gruppen.
“Så er der ikke mere at sige, “ sagde Kendrick. ”Thorgrin har en sponsor og en makker. Sagen er løst. Han er nu et medlem af Legionen.”
”Men I har glemt mig!” skreg Kongens vagt og trådte frem. ”Ingen af disse bortforklaringer, undskylder det faktum at drengen har slået et medlem af den Kongelige vagt, og det skal han straffes for. Retfærdigheden skal ske fyldest!”
”Retfærdigheden skal ske fyldest,” Kendricks stemme kunne have skåret igennem stål. ”Men det bliver på min ordre. Ikke på din.”
”Men min Herre, han skal sættes i kachotten! Der skal sættes et eksempel!”
”Hvis du fortsætter med den snak, så bliver det dig, der ryger i kachotten, ” sagde Kendrick til vagten og nidstirrede ham.
Endelig bakkede vagten ned; modvilligt, han vendte sig og gik, rød i hovedet og gloede på Thor.
”Så er det officielt,” kaldte Kendrick højt. ”Velkommen, Thorgrin, til Kongens Legion!”
Flokken af riddere og drenge udbrød et jubelråb og vendte sig så og gik tilbage til deres træning. Thor følte sig følelsesløs af chok. Han kunne knap tro det. Han var nu et medlem af Kongens Legion. Det var som en drøm.
Thor vendte sig mod Kendrick, mere taknemmelig end han havde ord for. Han havde aldrig oplevet nogen i sit liv tidligere, der bekymrede sig om ham, som gjorde sig umage for at beskytte ham. Det var en underlig følelse. Han følte sig allerede tættere på denne mand end på sin egen far.
”Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke Dem, ” sagde Thor. ”Jeg er i stor gæld til Dem.”
Kendrick smilede ned. ”Kendrick er mit navn. Du vil komme til at kende det godt. Jeg er Kongens ældste søn. Jeg beundrer dit mod. Du vil være en fin rekrut i blandt denne flok.”
Kendrick vendte sig og skyndte sig væk, og da han gjorde det luskede Elden, den dreng Thor havde kæmpet mod, hen til ham.
“Pas på din ryg,” sagde drengen. ”Vi sover i de samme barakker, ved du. Og du skal ikke føle dig sikker et eneste øjeblik.”
Drengen vendte sig og stormede væk, før Thor kunne svare; han havde allerede skabt sig en fjende. Han begyndte at overveje, hvad der ventede ham her, da Kongens yngste søn skyndte sig over til ham.
”Tag dig ikke af ham,” sagde han til Thor. ”Han er altid ude på at slås. Jeg er Reece.”
”Tak,” sagde Thor, mens han rakte hånden frem, “for at vælge mig som din partner. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden det.”
”Jeg er glad for at vælge én, der tør gå imod den bølle, ” sagde Reece glad. ”Det var en god slåskamp.”
”Laver du sjov?” spurgte Thor, mens han tørrede blodet af sit ansigt og mærkede ømheden og de opsvulmede steder. ”Han slog mig ihjel.”
“Men du gav ikke op, “ sagde Reece. ”Imponerende. Alle vi andre ville have bare blevet nede. Og det var et pokkers godt spydkast. Hvor har du lært at kaste sådan der? Vi to skal være makkere resten af vores liv!” han så meningsfuldt på Thor, mens han rystede hans hånd. ”Og venner også. Jeg kan mærke det.”
Mens Thor gav hånd til ham kunne han ikke andet end føle, at han lige havde startet et livslangt venskab.
Pludselig blev han prikket i siden.
Han snurrede rundt og så en anden dreng stå der, med bumset hud og et langt tyndt ansigt.
”Jeg er Feithgold. Erecs væbner. Du er nu den anden væbner. Det betyder at du skal adlyde mig. Og vi har en turnering om lidt. Skal du bare stå der, når du er blevet væbner for den mest berømte ridder i kongeriget. Følg mig! Hurtigt!”
Reece havde allerede vendt sig. Thor skyndte sig efter væbneren, da han løb henover pladsen. Han anede ikke hvor de skulle hen – men han ar ligeglad. Han sang indvendigt.
Han havde klaret det.