KAPITEL TRE
Kong MacGil- bred, med en brystkasse som en tønde, et kraftigt skæg og langt gråt hår, en bred pande, der bar mærke af for mange slag – stod på de øverste volde af sit slot, hans dronning ved hans side, og holdt øje med dagens spirende festligheder. Hans kongelige jorder foldede sig ud under ham i al deres herlighed, og strakte sig så langt øjet rakte, en blomstrende by, omkranset af ældgamle befæstninger. Kongens Hof. Sammenvævet af en labyrint af snoede gader og sten bygningen af alverdens former og størrelser – for krigerne, arbejdsmændene, hestene, The Silver, Legionen, vagterne, barakkerne, våbenlagrene, arsenalet – og imellem dem hundredvis af boliger til de mange af hans folk, der havde valgt at bo indenfor disse bymure. Imellem disse gader udbredte der sig, hektarvis af græs, kongelige haver, stemomkransede torve, fantastiske springvand. Kongens Hof var blevet forskønnet og forbedret i århundreder, af hans far, og hans far før ham- og den lå nu på toppen af sin herlighed. Uden tvivl var den nu den sikreste højborg i det Vestelige Kongerige.
MacGil var velsignet med de fineste og mest loyale krigere nogen konge havde haft, og i hans livstid var der ingen, der havde turdet angribe. Den syvende MacGil på tronen var han og han havde siddet der godt i de toogtredive år han havde regeret. Han havde været en vis og god konge. Landet havde haft stor fremgang i hans regeringstid. Han havde fordoblet hæren, udvidet byerne, bragte sit folk velstand og der var ingen utilfredshed hos folket. Han var kendt som en gavmild konge og der havde aldrig været tidligere været en lignende periode med velstand og fred som siden han indtog tronen.
Det var paradoksalt nok, præcist det der holdt MacGil vågen om natten. MacGil kendte sin historie: I alle tider havde der aldrig været en så lang periode uden en krig. Han tænkte ikke længere på om der ville komme et angreb – men på hvornår. Og fra hvem.
Den største trussel, var selvfølgelig fra nogen udenfor Ringen, fra de vildes rige, det der regererede Vildmarken, det der havde underkuet alle folkene udenfor Ringen, over Kløften. For MacGil og de syv generation før ham havde, de Vilde aldrig udgjort en direkte trussel. På grund af hans kongeriges specielle geografi, formet i en perfekt cirkel – en ring – adskilt fra resten af verden af en dyb kløft, en mil bred og beskyttet af et energiskjold, der havde været aktivt siden en MacGil kom på tronen, havde de ikke noget at frygte fra de Vilde. Barbarene havde forsøgt at angribe mange gange, at trænge igennem skjoldet, at krydse kløften, men ikke en eneste gang var det lykkes for dem. Så længe han og hans folk holdt sig inden for Ringen, var der ingen ydre trussel.
Det betød dog ikke, at der ikke var nogen indre trussel. Og det var det, der havde holdt MacGil vågen om natten i den seneste tid. Præcist det var formålet med dagens festligheder: Hans ældste datters bryllup. Et bryllup, der var arrangeret for at afvæbne hans fjender, for at opretholde den skrøbelige fred imellem de Østlige og Vestlige Kongeriger af Ringen.
Ringen strakte sig godt og vel fem hundrede mil i hver retning, og var opdelt i midten af en bjergkæde. Højlandet. På den anden side af Højlandet, lå det Østlige Kongerige, der regererede den anden halvdel af Ringe. Og dette Kongerige der havde været regeret i århundreder af deres rivaler McClouds havde altid prøvet at ryste den skrøbelige våbenhvile med MaCGils. McClouds var utilfredse og sure over deres lod, overbevist om at deres side af kongeriget havde mindre frugtbar jord. De anfægtede også Højlandet og insisterede på at hele bjergkæden var deres, når mindst halvdelen af den tilhørte MacGils. Der var evindelige grænsetræfninger og truslen om invasion var konstant.
MacGil blev irriteret, når han grundede over det. McClouds skulle være lykkelige; de var trygge indenfor Ringen, beskyttet af Kløften, de sad på frodig jord og havde ikke noget at frygte. Hvorfor kunne de ikke bare være tilfredse med deres egen halvdel af Ringen? Det var udelukkende fordi MacGil havde oparbejdet en så stærk hær, at for første gang i historien turde McClouds ikke angribe. Men MagGil, som den kloge konge han var, fornemmede noget i horisonten; han vidste at denne fred ikke kunne fortsætte. Derfor havde han arrangeret dette bryllup, hans ældste datter og den ældste prins af McCloud slægten. Og nu var dagen kommet.
Da han kiggede ned, så han under sig tusinder af undersåtter klædt i farverige kjortler udstrakt under sig, tilrejst fra alle hjørner af riget, fra begge sider af Højlandet. Næsten hele Ringen, alle flød de ind i hans fæstninger. Hans folk havde forberedt sig i måneder, udkommanderet til at få alt til at se fremgangsrigt og stærkt ud. Dette var ikke blot en bryllupsdag; dette var en dag, hvor der skulle sendes et signal til McClouds.
MacGil overvågede sine hundredevis af soldater, der stod i geledder langs med voldene, I gaderne, langs med murene, flere soldater end han nogensinde ville have behov for – og følte sig tilfreds. Det var sådan en fremvisning af magt han ønskede; men han følte sig også urolig; omgivelserne var ladede, modne til en træfning. Han håbede at der ikke, på nogle af siderne, ville være nogle hidsigproppe, opflammede af druk, der ville fare i flint.
Han skannede pladserne til dyster og pladserne til leg og tænkte på den kommende dag, fuld af leg og dyster og al slags festlighed. De ville være intense. McClouds ville helt sikkert ankomme med deres egen lille hær, og hver eneste dyst, hver eneste brydekamp, hver eneste konkurrence ville få en betydning. Hvis bare én gik skævt, kunne det udvikle sig til kamp.
”Min Konge?”
Han mærkede en blød hånd på hans og vendte sig for at se på sin Dronning, Krea, stadig den smukkeste kvinde han havde kendt. Lykkeligt gift med ham i hele hans regeringstid, havde hun født ham fem børn, tre af dem drenge, og havde aldrig brokket sig. Ovenikøbet var hun blevet hans mest betroede rådgiver. Med årene havde han fundet ud af at hun var klogere end alle hans mænd. Faktisk, klogere end ham selv.
”Det er en politisk dag, ” sagde hun. “Men også vores datters bryllupsdag. Prøv at nyd den. Det sker ikke to gange.”
”Jeg var mindre bekymret, da jeg intet havde, ” svarede han. ”Nu da vi har det hele, bekymrer alt mig. Vi er trygge. Men jeg, føler mig ikke tryg.”
Hun så på ham med medfølende øjne, store og nøddebrune; de så ud som om de indeholdt hele verdens visdom. Hendes øjenlåg hang lidt, som de altid havde gjort, fik hende til at se lidt søvnig ud, indrammet af hendes smukke glatte brune hår, der var isprængt lidt gråt, og faldt ned på begge sider af hendes ansigt. Hun havde få rynker, men havde ellers ikke ændret sig en smule.
”Det er fordi du ikke er tryg, ” sagde hun. ”Ingen konge er tryg. Der er flere spioner ved hoffet end du har lyst til at vide. Og sådan er det.”
Hun lænede sig frem, kyssede ham og smilede.
“Forsøg nu at nyde det, “sagde hun. ”Det er trods alt et bryllup.”
Så vendte hun sig og gik væk fra voldene.
Han så hende gå, så vendte han rundt og så ud over sit hof. Hun havde ret; hun havde altid ret. Han ville gerne nyde det. Han elskede sin ældste datter og det var trods alt et bryllup. Det var den smukkeste dag i det smukkeste tidspunkt på året, forårets højdepunkt, med sommeren på vej, de to sole perfekt på himlen, og den mildeste vind der kærtegnede luften. Alt var i fuld blomstring, overalt var træerne iklædt en bred palet af rosa, violette, orange og hvide nuancer. Der var ikke noget han kunne ønske sig mere end at gå ned og sidde med sine mænd, se sin datter blive gift, og drikke store krus øl, indtil han ikke kunne drikke mere.
Men det kunne han ikke. Han havde en lang række pligter, før han overhovedet kunne træde ud af sit slot. En datters bryllupsdag virkelig en forpligtelse for en konge: han skulle møde sit råd; sine børn; og en lang række undersåtter som havde ret til at se kongen på denne dag. Han skulle være heldig, hvis han forlod slottet i tide før solnedgangsceremonien.
*
MacGil, klædt I sit fineste kongelige antræk, sorte fløjlsbukser, et gyldent bælte, en kongelig kåbe af det fineste violette og gyldne silke, en hvid kappe, skinnende læder støvler til knæene, og bærende sin krone – et udsmykket guld bånd med en stor rubin indfattet midti – spankulerede igennem slottets sale, flankeret af ledsagere. Han skred gennem rum efter rum, steg ned af trapperne fra brystværnet, skar igennem de kongelige gemakker, gennem den store buede sal, med dens skyhøje lofter og rækker af farvet glas. Til slut nåede han en gammel egetræsdør, tyk som en træstamme, som hans ledsagere åbnede og trådte til side. Tron Rummet.
Hans rådgivere stod ret, da MacGil trådte ind, døren smækkede i bag ham.
”Sæt Jer,”sagde han, mere pludseligt end normalt. Han var træt, på denne dag især, af de endeløse formaliteter, der knyttede sig til at regere kongeringet og han ville bare have dem overstået.
Han skred igennem Tron Rummet, som aldrig ophørte med at imponere ham. Dets lofter hævede sig halvtreds fod højt, en hel væg var skabt af farvet glas, gulve og lofter af sten, en fod tykke. Rummet kunne let huse hundrede honoratiores. Men på dage som i dag, da hans råd samledes, var det bare ham selv og en håndfuld rådgivere i en huleagtig opstilling. Rummet var domineret af et stort halvcirkelformet bord, med hans rådgivere stående bagved.
Han skred igennem åbningen, ned i midten til sin trone. Han steg op af stentrinene, forbi de udskårne gyldne løver og sank ned på den røde fløjls pude, der forede hans trone, smedet af det pureste guld. Hans far havde siddet på denne trone såvel som hans far, og alle MacGils før ham. Da han satte sig, kunne MacGil mærke vægten af sine forfædre – af alle generationerne – på sig.
Han iagttog de tilstedeværende rådgivere. Der var Brom, hans største general og hans rådgiver i militære affærer; Kolk, generalen af drengenes Legion; Aberthol, den ældse af flokken, historiker og lærd, mentor for tre genrationers konger, Firth, hans rådgiver for hof affærer, en mager mand med kort gråt hår og hule øjne, der aldrig stod stille.
Firth var en mand MacGil aldrig havde stolet på, og han forstod ikke hans titel. Men hans far og hans før ham, havde en rådgiver for hofaffærer, så han beholdt den i respekt for dem. Så var der Owen, hans skatmester: Bradaigh, hans rådgiver for ydre affærer; Ernan hans skatteinddriver; Duwayne, hans rådgiver for masserne; og Kelvin repræsentanten for adelen.
Selvfølgelig havde Kongen den absolute autoritet. Men hans kongerige var et frittænkende et, og hans fædre havde altid fundet det vigtigt at adelen skulle tillades en stemme i alle forhold, kanaliseret igennem deres repræsentant. Det var historisk set en usikker balance imellem kongedømmet og adelen. Lige nu var der harmoni, men på andre tidspunkter havde der været oprør og magtkampe imellem adelen og de kongelige. Det var en sårbar balance.
Mens MacGil iagttog rummet, bemærkede han at der var en der manglede: den han helst ville tale med – Argon. Som sædvanlig var det ikke til at forudse hvor og hvornår han viste sig. Det irriterede MacGil endeløst, men han havde ikke andet valg end at acceptere det. Druidernes veje var uransagelige for ham. Uden ham tilstede mærkede MacGil endnu mere hastvæk. Han ville gerne igennem dette her og komme frem til de tusind ting, der ventede ham før brylluppet.
Gruppen af rådgivere sad med front mod ham omkring det halvcirkelformede bord, med ti fod imellem sig, hver af dem sidden i en stol af antik eg, med omhyggeligt udskårne armlæn.
“Min here, hvis jeg må starte,”råbte Owen.
”Det må du. Og gør det kort. Min tid er knap I dag.”
”Deres datter vil modtage mange gaver i dag, som vi alle håber vil fylde hendes kister. Tusindvis af mennesker vil hylde hende, og overrække gaver til Dem personligt, de vil fylde vores bordeller og kroer og vil hjælpe med at fylde vores kister også. Alligevel har forberedelserne for dagens festligheder nedbrudt en stor portion af de kongelige skatte. Jeg anbefaler en hævelse af skatten på folket og adelen. En engangs skat som skal lette presset for denne store begivenhed.”
MacGil så bekymringen på sin skatmesters ansigt, og han mærkede en knude i maven ved tanken om nedbrydningen af skatkammeret. På trods af det ville han ikke hæve skatterne igen.
“Hellere have et lille skatkammer og loyale undersåtter,” svarede MacGil. ”Vores rigsomme kommer ved vores undersåtters lykke. Vi vil ikke kræve mere.”
”Men min Herre, hvis vi ikke –”
Owen lænede sig slukøret tilbage.
”Min konge,” sagde Brom med sin dybe stemme. ”På deres ordre, har vi placeret størstedelen af vores tropper i hoffet til dagens begivenhed. Fremvisningen af magt og styrke vil være imponerende. Men vi er tyndtbelagte. Hvid der kommer et angreb et andet sted i kongeriget, er vi såbare.”
MacGil nikkede og gennemtænkte det.
”Vores fjender vil ikke angribe, mens vi bespiser dem.”
Mændene lo.
“Er der nyheder fra Højlandet?”
”Der har ikke været rapporter om aktiviteter i ugevis. Det tyder på at deres tropper er trukket ned for at forberede sig til brylluppet. Måske er de klar til at slutte fred.”
MacGil var ikke så sikker.
”Det betyder at enten har det arrangede bryllup virket, eller de venter med at angribe os til et andet tidspunkt. Og hvad tror du, gamle mand?” Spurgte MacGil og vendte sig mod Aberthol.”
Aberthol rømmede sig, hans stemme var rusten, da han talte: ” Min Herre, Deres far og hans far før ham stolede ikke på McClouds. Bare fordi de sover, betyder ikke at de ikke vågner igen.”
MacGil nikkede, forstod tanken.
“Og hvad med legionen?” spurgte han, mens han vendte sig mod Kolk.
”I dag har vi budt velkommen til nye rekrutter, ” svarede Kolk med et hurtigt nik.
”Var min søn imellem dem?” spurgte MacGil.
”Han står stolt imellem dem, han er en fin knægt, er han.”
MacGil nikkede og vendte sig så mod Bradaigh.
”Er der nyt fra udenfor Kløften?”
“Min Herre, vores patruljer har set flere forsøg på at krydse Kløften i de seneste par uger. Der er tegn på at de Vilde mobiliserer til angreb.”
En stille hvisken spredte sig imellem mændene. MacGil mærkede sin mærke strammes ved tanken. Energiskjoldet var uovervindeligt; men stadigvæk varslede det ikke godt.
”Og hvad hvis der kommer et fuldskala angreb?” spurgte han.
”Så længe skjoldet er aktivt, har vi ikke noget at frygte. De Vilde har aldrig haft succes med at overskride Kløften i århundreder. Der er ikke grund til at tro noget andet.”
MacGil var ikke så sikker. Et angreb udefra havde været ventet længe, og han kunne ikke andet, end at bekymre sig om, hvornår det blev.
“Min Herre,” sagde Firth med sin nasale stemme, “Jeg føler mig forpligtet til at tilføje at I dag er vores hof fyldt af mange honoratiores fra McCloud riget. Det ville være en fornærmelse, hvis De ikke underholdt Dem med dem, rivaler eller ej. Mit råd er at De bruger deres eftermiddagstimer på at hilse på hver enkelt af dem. De har medbragt et stort følge, mange gaver – og rygtet fortæller, mange spioner.”
”Hvem siger at spionerne ikke allerede er her?” svarede MacGil tilbage, mens han holdt omhyggeligt øje med Firth – og spekulerede på, som altid, om han var en af dem.
Firth åbnede munden for at svare, men MacGil sukkede og holdt håndfladen op, han havde fået nok. ”Hvis det var alt, vil jeg gå nu, for at fejre min datters bryllup.”
“Min Herre, “ sagde Kelvin, og rømmede sig, “der er selvfølgelig en ting mere. Traditionen, der er på denne dag, Deres ældste datters bryllup. Hver MacGil udnævner en efterfølger. Folket vil forvente at De gør det samme. De har summet løs. Det ville ikke være tilrådeligt at svigte dem. Specielt når Skæbne Sværdet stadig er urørligt”
”Ønsker du at jeg skal udnævne en arving, mens jeg stadig er på toppen?” spurgte MacGil
”Min Herre, jeg ønsker ikke at fornærme Dem,” Kelvin snublede over ordene og så bekymret ud. MacGil holdt en hånd op. ”Jeg kender traditionen. Og sandelig, Jeg vil udnævne én i dag.”
”Vil De måske oplyse os om hvem?” spurgte Firth.
MacGil nidstirrede ham irriteret. Firth var sladdervorn, og han stolede ikke på manden.
”I will få det at vide, når tiden er inde.”
MacGil rejste sig og de andre gjorde det samme. De bukkede, vendte sig og skyndte sig ud af rummet. MacGil stod og spekulerede i lang tid, han vidste ikke hvor længe. På en dag som denne, ønskede han at han ikke var konge.
*
MacGil trådte ned fra sin trone, støvlerne gav ekko i stilheden, han krydsede rummet.
Han åbnede den antikke egetræsdør selv, rev i jernhåndtaget og gik ind i et sidekammer.
Han nød roen og ensomheden i dette hyggelige rum, som han altid havde gjort, knap tyve skridt langt og bredt, med et skyhøjt buet loft. Dette kammer var bygget helt af sten, med et lille rundt blyindfattet vindue på den ene væg. Lys strømmede ind gennem det gule og røde og oplyste den eneste genstand i det ellers nøgne rum.
Skæbne Sværdet.
Dér lå det, i midten af kammeret, vandret på jernstikben, som en fristerinde. Som han havde gjort siden han var dreng, gik MacGil nu tæt hen til det, kredsede om det, undersøgte det. Skæbne Sværdet. Legendernes sværd, kilden til hans kongeriges magt og ære, fra den ene generation til den næste. Den som havde styrken til at hæve det ville være Den Udvalgte, den som var bestemt til at regere kongeriget for resten af sit liv, at befri kongeriget fra alle trusler, både inden i og udenfor Ringen. Det havde været en smuk legende at vokse op med, og så snart han var blevet udpeget til at være Konge, havde MacGil selv forsøgt at løfte det, som kun dem fra MacGil familien måtte prøve. Kongerne før ham, havde ikke kunnet. Han var sikker på at han ville være anderledes. Han var sikker på at han ville være Den Eneste.
Men han tog fejl. Som alle de andre MacGils før ham havde gjort. Og hans nederlag havde mærket hans kongemagt lige siden.
Mens han stirrede på det nu, undersøgte han dets lange klinge, lavet af et mystisk metal, som ingen havde kunnet analysere. Sværdets oprindelse var endnu mere mystisk, man sagde det var dukket op fra jorden midt i et jordskælv.
Nu hvor han undersøgte det, mærkede han igen følelsen af nederlag. Han var nok en god konge, men han var ikke Den Eneste. Hans folk vidste det. Hans fjender vidste det. Han var nok en god konge, men uanset, hvad han gjorde, ville han aldrig blive Den Eneste
Han havde mistanke om, at hvis han havde været det, ville der have været mindre uro I hans hof, færre intriger. Han folk ville stole mere på ham og hans fjender ville end ikke overveje angreb. En del af ham ønskede at Sværdet bare ville forsvinde, og legenden med det. Men han vidste at det ikke ville ske. Det var forbandelsen – og styrken – af en legende. Endnu mere stærk end en hær.
Mens han stirrede på det for den tusinde gang, kunne MacGil ikke lade være med at spekulere over, hvem det kunne være. Hvem af hans slægt ville være bestemt til at løfte det? Mens han tænkte over, hvad der lå foran ham, opgaven med at udpege en arving, spekulerede han igen over hvem, hvis nogen, der var skæbnebestemt til at hæve Sværdet.
“Det er en tung klinge, “ lød en stemme.
MacGil snurrede rundt, overrasket over at have selskab i det lille rum.
Dér, i døråbningen stod Argon. MacGil genkendte stemmen før han så ham og var både irriteret over at han ikke var dukket op tidligere og glad for at have ham her, nu.
”Du kommer for sent” sagde MacGil
”Jeres tidsfornemmelse gælder ikke mig, ”svarede Argon.
MacGil vendte sig igen mod sværdet.
”Troede du nogensinde jeg ville være i stand til at løfte det?” spurgte han tankefuldt. ”Den dag jeg blev Konge?”
“Nej” svarede Argon blankt.
MacGil vendte sig og stirred på ham.
”Du vidste at jeg ikke kunne. Du havde set det, havde du ikke?”
”Jo.”
MacGil overvejede dette.
“Det skræmmer mig, når du svarer så direkte. Det ligner dig ikke.”
Argon forblev tavs, og tilsidst forstod MacGil at han ikke ville sige mere.
”Jeg udpeger min efterfølger i dag, ” sagde MacGil. ”Det føles som om det er forgæves, at udpege en arving på denne dag. Det fratager en konge glæden ved sit barns bryllup.”
”Måske skal en sådan glæde hærdes.”
“Men jeg har så mange år tilbage at regere i, “ bønfaldt MacGil.
”Måske ikke så mange som du tror, ” svarede Argon.
MacGils øjne blev smalle, han undrede sig. Var det en besked?
Men Argon tilføjede ikke noget.
”Seks børn. Hvem skulle jeg vælge?” spurgte MacGil.
”Hvorfor spørger De mig? De har allerede valgt.”
MacGil så på ham. ”Du ser meget. Ja, det har jeg, Men jeg ønsker stadig at kende din mening.”
”Min mening er at De har gjort et klogt valg,” sagde Argon. ”Men husk: en konge kan ikke regere fra graven. Uanset, hvem De tror De vælger har skæbnen en måde at vælge selv.”
“Overlever jeg, Argon?” Spurgte MacGil oprigtigt. Det var det spørgsmål han havde villet stille, siden han vågnede op fra et forfærdeligt mareridt matten før.
”Jeg drømte om en krage i nat,” tilføjede han. ”Den kom og stjal min krone. En anden en kom og bar mig væk. Mens den gjorde det, så jeg mit kongerige udstakt under mig. Det forvandlede sig og blev sort, mens jeg fløj. Goldt. En ødemark.”
Han kiggede op på Argon med fugtige øjne.
”Var det en drøm? Eller noget mere?”
”Drømme er altid mere, er det ikke?” spurgte Argon.
MacGil blev ramt af en dårlig fornemmelse.
”Hvor er faren? Bare fortæl mig det.”
Argon trådte tæt hen til ham og stirrede ind i hans øjne med en sådan intensitet at MacGil følte han stirrede ind i en helt anden verden.
Argon lænede sig frem og hviskede:
”Altid tættere end De tror.”