Foruden den egentlige anvendte Naturvidenskab, er ogsaa Geographien overdraget mig som Underviisningsgjenstand. I dette Halvaar tog et nyt Cursus heri sin Begyndelse, hvori de ældre Elever ønskede at deeltage. Efter en kort og fattelig Oversigt over den mathematiske Geographie, afhandledes Jordens Udviklingshistorie før Menneskets Optræden, oplyst ved en betydelig og instructiv Samling af geognostiske Haandstykker og Forsteninger, derpaa fulgte Jordklodens senere Forandringer og Planternes, især de europæiske Culturplanters geographiske Forhold og Aarsagen til denne geographiske Begrændsning, afledt af Climatologien. I den specielle Geographie blev isærdeleshed Skandinavien udførligt afhandlet med Hensyn til dens forhistoriske Tid og geognostiske Beskaffenhed, Climatologie og plantegeographiske Forhold. Danmarks Jordbundslære blev, paa Grund af dens Vigtighed for vore Landmænd, omstændelig udviklet. I den politiske Geographie fremhæves især de forskjellige Staters Forhold til Agerbrug og Industrie. Saavidt muligt anskueliggjøres Underviisningen ved Relief-Kort, Speciel-Kort, Samlinger af Natur-, Industrie- og Husflids-Gjenstande, Kobbere, o. s. v., hvorved Interessen meget vækkes.
Til populaire Foredrag over Naturvidenskaberne ere Samlinger uundgaaelig nødvendige; jo mere Underviisningen kan understøttes ved Anskuelse af Gjenstanden eller Experimentet, desto mere lettes Opfatningen og forhøies Interessen. Det har derfor ogsaa allerede før det endnu var min Bestemmelse at gaae til Rødding, været mig magtpaaliggende at bidrage til Samlinger for Skolen. Fra Udlandet hjemsendtes en meget fuldstændig Axsamling og en Frøesamling af de europæiske Kulturplanter, som har en særegen Værd derved, at den for største Delen hidrører fra Haveinspector Metzger i Heidelberg. Det syntes mig ønskeligt, at denne Samling blev dyrket her ved Skolen, og i Sommerens Løb blev derfor Indhegningen og Anlæget af en lille Forsøgsmark paabegyndt, som til den anstundende Sommer vil give et anskueligt Overblik over Nord- og Mellem-Europas Cerealier, Foder- og Handels-Vexter. En Samling af 45 Kartoffelvarieteter, som allerede blev dyrket i forrige Sommer og som bleve fuldstændig uberørte af Kartoffelsygdommen, ville til Efteraaret kunne uddeles i smaae Partier. Foruden denne Forsøgsmark udførtes i forrige Sommer en Deel Træeplantninger og en lille Træeskole anlagdes, som har til Hensigt at bibringe Nordslesvigerne Smag for Træeplantning og Øvelse i Frugttræernes Forædling. Et passende Sted blev udseet til Anlæget af en Humlehave, for at kunne give Eleverne Underviisning i denne vigtige Handelsplantes Dyrkning, og Kjøkkenhaven, som var aldeles forsømt, blev omlagt og udvidet.
Disse Anlæg ere vel smaae og ikke skikkede til egentlige agronomiske Forsøg; men de ville i mange Henseender tjene til at understøtte Underviisningen og vække Smag for Havedyrkning og Træekultur. Beliggenheden maatte, paa Grund af den ufuldstændige Markfred her i Egnen, vælges saa nær ved Bygningen som mueligt, men derved kunde rigtignok ikke det gunstigste Terrain erholdes, da Bygningerne ligge meget lavt. Til at understøtte Underviisningen i Physik, Chemie og Naturhistorie, blev et lille Laboratorium indrettet i Efteraaret og et lille tilstødende Værelse bestemtes til Opbevaringssted for de naturhistoriske Samlinger. Af saadanne er allerede i forrige Aar et fædrelandsk Herbarium og en Samling af oekonomisk vigtige Planter anlagt og en mineralogisk-geognostisk Samling, med særdeles Hensyn til Skandinavien, vil, inden jeg forlader Høiskolen, blive indrettet for samme. Af zoologiske Gjenstande mangler endnu Alt. Den physikalske og chemiske Samling er paabegyndt ved et betydeligt Bidrag fra Selskabet til Naturlærens Udbredelse og en Deel Apparater fra mig. En Modelsamling af de vigtigste Agerdyrkningsredskaber og Maskiner vilde være i høi Grad ønskelig og vil maaskee efterhaanden ved Bidrag fra Enkelte komme sammen.
Med Hensyn til den naturvidenskabelige Underviisning i Almindelighed maae bemærkes, at jeg ingenlunde, selv i min dristigste Forventning om Bondestandens Modtagelighed for Naturvidenskaberne, i Begyndelsen turde vove at give mine Foredrag den Udstrækning, som de efterhaanden have faaet og som den stigende Videbegjærlighed og udholdende Iver hos Eleverne ansporede mig til at give dem. Elevernes Interesse for disse viste sig ingenlunde allene der, hvor Naturvidenskaberne oplyse deres specielle Fag eller hvor Hensyn til Nytten for Livet var fremherskende, men ligesaavel der, hvor kun den aandelige Videbegjærlighed kunde søge Næring. Naturligviis kunde ikke alle med lige Lethed følge disse Foredrag, men at de i Almindelighed blev rigtigt opfattede og forstaaede, fik jeg uden egentlig Examination Kundskab om, deels ved engang for alle at tillade Afbrydelse i Foredraget ved Spørgsmaal, som ikke sjelden benyttes, deels derved at Eleverne henvendte sig til mig om Aftenen for at faae Oplysning om det, der ikke var bleven dem fuldkommen klart. Men uagtet Interessen for de Dele, som ikke umiddelbart anspore ved Nyttens Øiemed, viste sig større end jeg turde vente, saa er jeg dog bleven fuldkommen bestyrket i den Anskuelse, at man ved en Folke-Høiskole som denne, i Almindelighed igjennem Anvendelsen bør vække og vedligeholde Interessen og bibringe Kundskaben til Videnskaben selv, og at man, saavidt mueligt, bør hente Exemplerne fra den Kreds af Phænomener, som er Landmanden bekjendt.
Den fuldstændige Mangel paa passende Lærebøger nødte mig til, paa Elevernes indstændige Opfordring, at dictere Hefter, hvilket vel er meget tidsspildende, men dog ogsaa giver Leilighed til udførligere at udvikle og opklare mange Punkter.
Den i høi Grad opmuntrende Opmærksomhed og stærkt udtalte Glæde, som de unge Mennesker af Bondestanden have viist ved ethvert Lys, som Naturvidenskaberne i saa rigt Maal ere i Stand til at udbrede over deres Fag; den Iver hvormed de søge Hjelpemidler til senere at fortsætte og udvide Kundskaben til dem, afgiver det bedste praktiske Beviis for, hvor meget Underviisningen i Naturvidenskab her er paa sin Plads. Den bør aldrig mangle ved en Bondehøiskole eller en Agerdyrkningsskole, selv hvis man ved disse blot tænker sig Agerbruget som den eneste Gjenstand for deres Virksomhed.«
4. Underviisningen i Modersmaalet maae vi ogsaa særskilt omtale med nogle Ord, da vi ansee den for at være ligesaa vigtig som den af Mange er forsømt og misforstaaet. Man synes ikke at indsee, at der i Grunden slet ikke kan være Tale om Oplysning, i det mindste ikke hos Folket, uden igjennem Modersmaalet. Om vi end kjende noget til et andet Sprog, saa er Modersmaalet dog ikke allene det eneste, vi rigtig forstaae, saaledes at vi begribe og føle Betydningen af ethvert Ord; men vi formaae ogsaa kun fuldeligen at sympathisere og være enige med dem, der ere vore Landsmænd og have samme aandelige Natur som vi: kun af dem kunne vi erholde Noget, som kan blive vort Eget, som i aandelig Forstand kan blive til Kjød og Blod i os. Det er altsaa ikke allene det eneste Sprog, hvori vi rigtigt kunne udtrykke, hvad der lever og bevæger sig i os, Tanker eller Følelser, men ogsaa det eneste, der kan skaffe os vor rette aandelige Næring. Underviisningen i Modersmaalet maa derfor baade lære os at tale, læse og skrive rigtigt. Men sædvanlig beskjeftiger man sig formeget med det sidste, for lidet, med Læsning og slet ikke med Talen. Det er som om man ansaae det for ligegyldigt, hvor daarligt man kom fra at tale eller læse, naar kun Det, man satte paa Papiret, tog sig godt ud. Dette gjør man nu vel næppe; men man beroliger sig rimeligviis ved den Forestilling, at ethvert Menneske kan tale, og at Enhver, som har »lært at læse«, kan læse. Men denne Forestilling er falsk, hvis man ved at tale mener: at udtrykke sig tydeligt og bestemt, og ved at læse mener: ikke blot med Øinene at overfare eller med Munden fremsige de Ord, som staae i Bogen, men tillige baade selv forstaae Ordenes Mening (forsaavidt Indholdet ikke overstiger vore aandelige Kræfter) og oplæse dem saaledes, at det bliver let for Tilhørerne at fatte den. Naar man undtager dem, der have faaet en videnskabelig Dannelse eller som høre til de meget dannede Kredse, saa findes en saadan Færdighed kun enkeltviis hos den borgerlige Stand i Stæderne og sjelden; i Bondestanden paa Landet næsten aldrig. Vi kunne tale af Erfaring; thi i Rødding Høiskole ere Elever fra mange Egne og flere af dem ere af Naturen gode Hoveder, ja nogle endog vante til Læsning, og dog have vi ikke havt et eneste Exempel paa, at de i Ordets ovenfor angivne Betydning kunne læse eller tale. Naar de skulle læse op af en Bog, falder det dem slet ikke ind, at de have Lov til at udtale Ordene saaledes som de ere vante til at udtale dem ved mundtlig Samtale (vi mene naturligviis ikke deres særegne provinsielle Dialect; thi den veed Bonden saavel i Slesvig som andensteds i Danmark godt at moderere, naar han taler med dannede Folk) de troe, at Ordene skulle udtales nøiagtigt efter Bogstaverne, og dette tager deres Opmærksomhed saa meget i Beslag, at de ikke tænke paa Meningen, naar Sætningerne ikke ere særdeles korte eller simple. De miste saaledes mere eller mindre det Udbytte, Læsningen skulde give dem. Og idet de ikke ere i Vane med altid at følge Tankegangen, kan de naturligviis heller ikke læse med den rette Betoning, d. v. s. fremhæve de Ord eller Stavelser, som skal fremhæves, for at hele Sætningens Betydning kan komme klart for Dagen. Tilhørerne maae derfor ofte gaae glip af Meningen.
Det kostede i Begyndelsen ikke liden Umage, at faae deres gamle Læsevane overvundet og bringe dem i en ny og rigtigere, tildeels fordi baade Eleverne og endnu mere Andre hjemme fandt det besynderligt og upassende at anvende den Tid til at lære voksne Mennesker at læse, som efter deres Tanker burde anvendes til Skriveøvelser; men Tid efter anden begynde de at føle, at de ved at øve sig i at læse forstaaeligt og naturligt aabne sig Adgang til Modersmaalets Litteratur, som ellers vilde være lukket for dem og som dog er det rige Skatkammer for deres Dannelse og aandelige Livs Næring. Og efterhaanden som de indsee den umaadelige Vinding, som det er baade for dem selv og Andre, at kunne læse rigtig i Bog og læse godt for, gaaer det heller ikke mere saa langsomt med at lære det. Ja de Klogere begynde endog at erkjende, at det første nødvendige Skridt, for at de kunne lære at føre en god Stil, er Øvelse i at læse velskrevne Bøger, og Enkelte kunne derfor ogsaa nu finde det rigtigt, at de ikke straks, naar de komme paa Høiskolen, sættes til at udarbeide Stile og Afhandlinger, hvilket Fordom og Forfængeligbed sædvanlig bringe dem til at hige efter. Erfaringen her lærer, at »Flors Haandbog i den Danske Litteratur« ingenlunde er dem for høi, naar man kun, som man bør, tillige benytter Bogens Indhold som Stof til alle Slags Betragtninger og Oplysninger. Saaledes at anvende Læsetimerne i Modersmaalet til at øve dem i og vænne dem til, Intet at læse uden at ville forstaae Meningen deraf, og i at læse det saaledes op, at denne Mening ogsaa bliver let at forstaae for Tilhørerne, og endelig til at dvæle ved Indholdet selv, som de dog, da Stykkerne aldrig høre til det blot videnskabelige Fag, med nogen Hjelp maae kunne fatte, er unægtelig langt gavnligere og interessantere, end blot at lære dem, hvad der er Subject, Prædicat og Object, om Ordet er et Substantiv eller Adjectiv o. s. v., hvilket, om end ikke ganske unyttigt, i det mindste ikke for Alle kan være til synderlig Gavn eller Morskab.
Med Øvelserne i at tale er det hidtil gaaet langsomt, ikke fordi vi ansee det for mindre vigtigt, men fordi Tiden ikke har villet strække til og fordi der i denne Henseende allerede udrettes meget, hvor de daglig høre gode frie Foredrag af deres Lærere og hvor mundtlig Samtale med disse og med hverandre indbyrdes om mange forskjellige, for dem selv vigtige og interessante, Gjenstande idelig finder Sted.
Angaaende Skrive-Øvelserne have vi, foruden hvad der ovenfor er bemærket, intet Særdeles at tilføie, da vi omtrent følge samme Methode, som de fleste andre Steder er brugelig.
5. En Ting, hvori Rødding-Høiskole ogsaa er forskjellig fra de sædvanlige Læreanstalter er, at der ikke er fastsat nogen bestemt Tid for Elevernes Ophold paa samme. Dette medfører vistnok adskillige Ulemper, hvoriblandt de økonomiske dog maaskee ere de største. Men deels stod det ikke i vor Magt at indrette det anderledes, i det mindste i Begyndelsen, da Indretningen var fuldkommen ny og ubekjendt, Forventningerne selv hos vore Venner kun ubetydelige og vore Modstanderes Anstrængelser for at holde Elever borte meget heldige, deels staae vi endnu i den Formening, at Eleverne baade i aandelig og moralsk Henseende have bedst af, ikke at være tvungne til at være her længere end de have Lyst til. Den oprindelige Plan er anlagt paa to Aar, saaledes at i den Tid Det kunde blive tilendebragt, som vi havde meent at ville foredrage, fordeelt paa fire Halvaar, hvori dog hvert Cursus skulde udgjøre noget Selvstændigt for sig. Men Erfaringen har lært, at paa saa lang Tid har Ingen villet binde sig, og at Eleverne hidtil kun have indmeldt sig for et halvt Aar, ligesom det især er Vinteren, de ville benytte hertil. Af de 20 – 22, som den første Vinter besøgte Høiskolen, gik de 12 bort om Foraaret; men de 10 havde dog faaet saa megen Lyst til at fortsætte den begyndte Uddannelse, at de bleve Sommeren over, og disse ere samtlige forblevne her i Vinter, rigtignok med den Bestemmelse, til Foraaret at drage herfra. Om dette nu virkelig vil skee, ligesom og hvormange af de i sidste November ankomne Elever der ville blive her i Sommer, vide vi endnu ikke, da de sædvanlig først kunne faae sig bestemt i det sidste Øieblik. Skjøndt det har staaet Enhver frit for at forlade Høiskolen i Halvaarets Løb, naar han lystede (paa hvad Maade skulde vi ogsaa holde Nogen tilbage, som ønskede at forlade os?), saa er dette dog kun skeet af To eller Tre af dem, der ikke boede i Elevhuset, enten for Sygdoms og Svageligheds Skyld eller fordi de, som Haandværkere, ikke længer kunde være borte fra Hjemmet.