For øverste Afdeling:
For den nederste Afdeling:
Idet vi nu skulle meddele Læserne vore Betragtninger i Anledning af indeværende Vinter-Halvaar, forudskikke vi i Almindelighed den Bemærkning, at vi maae i høi Grad være tilfredse med Elevernes Lyst, Flid og Fremgang i alle Henseender, men ville iøvrigt, som ovenfor sagt, kun holde os til Det, der kan synes at kaste Lys paa de Spørgsmaal angaaende Folkedannelse, der for Tiden bevæger det store Publicum. Vi forene derfor i vor Fremstilling Vinterens med de tidligere gjorte Forsøg og Erfaringer her paa Høiskolen.
1. Det er gjort til Princip ikke at tage saa meget Hensyn til de mindre Begavede som til de bedre Hoveder, de livligere og videbegjærligere Naturer. Det er ikke allene den eneste Maade for Lærerne til at vedligeholde deres aandelige Livlighed, hvis de har nogen, men ogsaa for Staten og Landet i det Hele er det af største Vigtighed, at de aandelig Stærkere, til hvad Stand de end høre, faae den rette Oplysning. Paa dem kommer det dog i Grunden altid an, hvilken Vending Tingene her i Verden skulle tage; slaae de først ind paa en Vei, saa følge de Øvrige af sig selv efter. Men Skole-Erfaringen lærer bestandig, at de Opvaktere blive meget langt tilbage fra Det, de kunde bringes til, naar der for meget skal tages Hensyn til de Svagere, og at de blive kjede ad en altfor langsom Underviisning, hvoraf Følgen hos os, hvor Oplysningen er den eneste Fordeel af Skolegangen, nødvendigen maatte blive, at de snart gik bort igjen. Vi vilde altsaa kun beholde de Svagere tilbage, og det er endda et stort Spørgsmaal, om disse selv vare bedre tjente hermed. Kunde de end, ved at være allene, have mere Tid og Ro til at faae lært det Mindre og Lavere og Simplere, der nu meddeeltes, saa vilde de savne al den Indflydelse til det aandelige Livs Vækkelse, som dagligt Samliv med de mere Begavede udøver. Man kan være temmelig sikker paa, at saa længe den mindre Begavede vedbliver at besøge en saadan Læreanstalt, der egentlig er anlagt for høiere Aandskræfter end hans, har han ogsaa virkelig Fordeel af den. Kunde Forfængelighed end lokke ham derhen, saa vilde Kjedsommelighed og Følelsen af den underordnede Rolle, han spiller, snart drive ham derfra igjen. Vor Erfaring her paa Høiskolen, der jo rigtignok ikke er meget stor eller gammel, bestyrker denne Mening. Vi have al Grund til at tvivle paa, at det vilde staae i Lærernes Magt, om de gjorde sig nok saa megen Umage, at bringe saa meget aandeligt Liv ind i de svagere Elever, som skeet er (hvor ringe det endog kan være), dersom ikke de opvaktere Kammerater havde været deres Omgang. Og noget Liv og Vækkelse i Sjæleevnerne er dog i Grunden det bedste Udbytte, de kunde erholde paa en saadan Anstalt.
2. Et andet Grund-Princip her er: ingen Tilgangs- eller Afgangs-Examen at holde, og overhovedet at give os saa lidt af med Examinationer som muligt. Da man endnu i Almindelighed staaer i den Mening, at offentlige Examiner ere til stor Nytte, skulle vi tillade os at forsvare det af os antagne Princip; men vi bemærke udtrykkeligen, at Talen her kun er om vor Læreanstalt, og at vi ikke indlade os paa Raisonnement om andre Læreanstalter, der have andre Formaal.
Hvad Tilgangs-Examen angaaer, da indsee vi ikke, hvortil den her paa Anstalten skulde nytte. Den kunde skaffe os nogen Kundskab om, hvilke positive Kundskaber og Færdigheder den indmeldte Elev besidder. Men om vi nu erfarede dette, endog med langt større Sikkerhed end det i Virkeligheden er muligt, saa blev Eleverne derved jo hverken duligere eller uduligere til at profitere af Underviisningen, og da vi dog ikke kunde forandre Underviisningsplanen efter de forskjellige Elevers forskjellige Kundskaber, saa vilde Følgen kun blive, at vi kunde afvise Nogle som umodne for den. Men hvor vidt Nogen virkelig har Gavn og Fornøielse af at sidde paa Skolebænken, kan intet Menneske tilfulde bedømme uden han selv efterat have prøvet det. Vi antage, at de, som komme til Høiskolen, nogenlunde godt kunne læse, skrive og regne. Kan de mere, saa er det godt; men kan de ikke engang dette, saa bliver det deres egen Sag at skaffe sig den fornødne Færdighed heri (thi Høiskolen indlader sig ikke paa at bibringe den saakaldte Børnelærdom), eller at bære Savnet deraf. Dette Tilfælde er imidlertid endnu ikke indtruffet her, og vil vel heller ikke let indtræffe, da Enhver, som vil optages som Elev, maa melde sig hos Forstanderen, som da gjør opmærksom paa denne Forudsætning. Ved en mundtlig Samtale, der mere har Conversationens end Examinationens Form, kan Forstanderen ogsaa langt bedre udforske, hvorvidt han med Nytte vil kunne tage Deel i Underviisningen eller ikke, og i saa Henseende raade ham. Hovedsagen, eller rettere, det Eneste, hvorpaa det kommer an, er: om han har nogen virkelig Lyst og Trang til aandelig Oplysning. En Tilgangs-Examen vilde altsaa ikke være Eleverne til nogen Gavn. Derimod have mange af dem erklæret, at hvis de først skulde have været examinerede, vilde Undseelse for at forraade deres Uvidenhed have afholdt dem fra Høiskolen, og det mange af dem, der have meest Hoved og meest Glæde af Underviisningen.
Afgangs-Examen have vi heller ikke. Det Vigtigste ved Underviisningen paa vor Høiskole er ikke de positive Kundskaber og Færdigheder, som vi søge at bibringe Eleverne, men snarere det hele aandelige Liv, som bliver vakt og næret hos dem, saa at deres Forstand bliver skarpere, deres Dømmekraft modnere, deres Hjerte aabnere og ædlere, at der vækkes hos dem Sands for Orden, Skjønhed og et smagfuldt Liv, at Lyst til Beskjæftigelse kan træde istedetfor den sædvanlige Dorskhedsvane, at deres Sind og derved deres Væsen kan blive frimodigere, deres Følelse for Kammeratskab og Fædreland blive vakt, næret og styrket. Alt dette kan ikke godt stilles til Skue ved en offentlig Examen. Men hvis det virkelig er tilstede, vil det efter deres Ophold paa Høiskolen nok vise sig i deres hele Liv og Opførsel, og erfares Intet deraf i deres senere Liv, saa nytter det ikke, om de ved en Afgangsexamen fra Høiskolen havde formaaet at aflægge et Slags Vidnesbyrd derom. Derimod virker Tanken om en forestaaende offentlig Examen i høieste Grad forstyrrende baade paa Lærere og Elever. Det er umuligt, at Læresalen da kan forblive det rene og hellige Sted, hvor begge ret med Lyst og Iver kunne give og modtage, kunne nyde Sandhedens og Oplysningens herlige Frugter. Det som i mange Forhold gjør offentlige Examiner nødvendige, naar nemlig en vis Bestilning kun kan anbetroes Den, der er i Besiddelse af visse bestemte Kundskaber og Færdigheder, finder ikke Sted her; og vil man have Examiner for at erfare, hvad og hvorledes der læres paa Høiskolen, saa er den allersikkreste Maade at overbevise sig herom den, at man personlig tager Plads i Læresalen, hvilken altid staaer aaben for enhver anstændig Person. – Netop fordi det er Høiskolens Plan, ikke at paatvinge eller at paaliste Ungdommen visse Kundskaber, Anskuelser og Meninger, som mere vi høiere Staaende end de selv ønske at de maatte være opfyldte af, men derimod at bibringe dem saa meget af vor egen Oplysning, som de selv ansee for gavnligt og fornøieligt, netop derfor ansee vi det for dobbelt nødvendigt, at vi afholde os fra ethvert Middel til at drage dem til os udenfor Oplysningens egen Tiltrækningskraft. Paa hvilken Maade vil man ellers kunne erfare, hvad Folket i Virkeligheden ønsker og behøver af aandelig Oplysning?
Hvad endelig den daglige Examination i Timerne angaaer, da finder denne Sted, hvor det er nødvendigt, men da det ikke er Høiskolens Hensigt at forsikkre sig, at enhver enkelt Elev tilegner sig al den Lærdom, der bydes, saa anvendes denne daglige Examination saa lidt som muligt, eftersom den baade medtager megen Tid og let bliver saare kjedelig for Eleverne. I al Fald anvendes den hellere som en Gjentagelse af det eengang Foredragne og som en Undersøgelse, hvorvidt Eleverne i Almindelighed, ikke hver især, have forstaaet og opfattet de holdte Foredrag. Hvor det derimod er Øvelser og Færdigheder, som Eleverne skulle tilegne sig, og ikke blot Indsigter og Oplysninger, der meddeles dem, f. Ex. ved Gymnastik, Musik, Regning, Tegning, Landmaaling, Læse-, Skrive- og Taleøvelser o. s. v., der indfinder Examinationen eller Repetitionen, hvad man vil kalde det, sig af sig selv, tildeels ogsaa ved nogle Videnskaber, som Mathematik og Tydsk Sprog. Men efter de historiske, geographiske, naturvidenskabelige, landøkonomiske Foredrag bruges Examination kun undtagelsesviis, naar der er nogen særdeles Grund dertil.
3. Underviisningen i Naturvidenskaberne. Den Overbeviisning, at Naturvidenskaberne paa alle vore Underviisningsanstalter bør optages med iblandt Læregjenstandene, er efterhaanden bleven saa almindelig, at vi ikke behøve at føre noget Forsvar for, at vi have indrømmet dem en betydelig Plads paa Rødding Høiskole. Spørgsmaalet er, hvis vi ikke feile, kun om, hvad og hvorledes der skal foredrages. Men da hele denne Underviisning har været overladt til Dr. Poulsen, som, saavidt vore Finantsers ængstelige Tilstand tillod det, har havt temmelig fri Raadighed til at følge sine Anskuelser baade med Hensyn til Underviisningsgjenstandenes Fordeling og til de nødvendigste Indretninger og Anlæg, saa have vi anmodet ham om, selv at optegne, hvad her er skeet og med hvilket Resultat. Disse Optegnelser meddele vi herved vore Læsere.
»Den fuldstændige Mangel paa et Underviisnings-Apparat for Naturvidenskaberne, som først ved Udpakningen og Ordningen af mine egne Samlinger kunde hæves, anviste Botaniken den første Plads i den naturvidenskabelige Underviisning i Sommer-Halvaaret. Det botaniske Studium har her til Hensigt baade i Almindelighed at aabne Øiet for Naturens Skjønhed og Mangfoldighed og at skjærpe Iagttagelsen, og med Hensyn til Landmandens særegne Tarv at gjøre ham bekjendt med Europas vigtigere Culturplanter, deres geographiske Forhold, Natur og Anvendelse. I Begyndelsen blev, saa fattelig som mueligt, Planternes Livsbetingelser afhandlede. Der toges ved Underviisningen bestandig Hensyn til de oekonomisk vigtige og til de indenlandske Planter, hvilke sidste bleve Eleverne bekjendte, deels ved speciel at tage dem i Betragtning under Udviklingen af de vigtigste naturlige Plantefamilier, deels paa de ugentlige Udflugter i Omegnen. Paa disse fremhævedes isærdeleshed de forskjellige Localiteters Characteer-Planter – Hedernes, Mosernes, Engenes og Skovenes særegne Vegetation, Marskegnenes Characteerplanter, de dyrkede Steders Ukrudsplanter, Klitvegetationen o. s. v.
Underviisningen understøttedes af en betydelig Axsamling af de Europæiske Cerealier, som er samlet i Udlandet og hvoraf en Deel blev dyrket her i forrige Sommer, af tørrede Samlinger af Fodervexter og Handelsplanter, en fædrelandsk Plantesamling og af en Frøesamling.
I dette Halvaar fortsattes desuden Underviisningen over Europas Geographi, hvorom senere skal tilføies nogle Bemærkninger, og den mechaniske Deel af Physiken, saavidt dette kunde skee uden Apparater.
I Vinterhalvaaret begyndtes Rækken af de naturvidenskabelige Foredrag med Læren om de vægtløse Stoffer. Varmelæren blev paa Grund af dens rige og interessante Anvendelse i Oekonomien og Agerbruget udførlig afhandlet, Læren om Lyset, Electrisitet og Magnetisme, forsaavidt de forklare almindelige Naturphænomener og store Anvendelser i Livet. Derpaa fulgte Chemien, hvis elementaire Deel, ligesom Impoderabilierne, oplystes ved en Mængde Forsøg, der ere uundgaaelig nødvendige i de experimentelle Naturvidenskaber og som kunne anstilles i rig Fylde uden betydelige pekuniære Offere. Ved Underviisningen heri toges bestandig Hensyn til hjemlig Industrie og Oekonomie og fortrinlig til Agerbruget. I den uorganiske Deel af Chemien afhandledes tillige de Mineralier, som enten ved deres store Anvendelse i Industrien og deres Forhold til Agerbruget eller ved deres almindelige Forekomst i vor Jordbund kunde have Interesse for Tilhørerne, hvorefter først vor Jordbundslære, som udvikledes under Danmarks Geographie, kunde blive fattelig. I den organiske Deel af Chemien afhandles især de Stoffer, som oplyse Plante- og Dyre-Physiologien og som benyttes i den landoekonomiske Technologie. Til næste Sommer vil hertil slutte sig Gjødningslæren og Plantenæringen, saavelsom Dyrproductionens vigtigste Dele, oplyst ved Chemien.