FEMTE KAPITEL. KIRKELIGT
Paa et Præstemøde i Aabenraa, St. Hansdag 1855, hvor vor Psalmebog med al ønskelig Nidkjærhed blev forhandlet[16], havde Leth anmodet mig om at prædike ved Gudstjenesten. Da jeg den Tid ikke godt kunde gjøre noget uden at strække mig adskilligt videre, end der behøvedes, skrev jeg tillige en Psalme, som jeg lod omdele i Kirken, for at hædre Festens Herre.
Saa prædikede jeg om Døberen. Dog ikke om Daaben som Indgangen til Guds Rige, men om Forsagelsen som Betingelsen for at være derinde, som den omtalte Psalme sluttede:
Nei, ned i Tvætningsvandet,
der Satans Væsen døer,
Forsagelse, ei Andet,
er Rigets snevre Dør.
Jeg fremstillede Profeten som det levende Billede af denne tunge Betingelse, som den der vel er mindre end den mindste i Guds Rige, men ligefuldt er den Cherub, der vogter Indgangen; Forsagelsen staaer først i vor Bekjendelse, den kommer vi ikke udenom. Mig syntes, det var god kirkelig Orden, men det gik ikke.
Øverst i Kirken sad Grundtvigianernes Førere, og efter dem den Skare af Præster, som var vante til med Bæven see mod Grundtvigs Opdagelse. Nu at byde denne Kreds, at Loven skal et christent Menneske igjennem, dens Bud skal holdes, Loven, den man havde saa lidt Brug for, at Grundtvig sagde, Budene skulde ud af Katechismen, dette var jo ligefrem Oprør, og jeg fik visselig ingen Tak for den Dags Tjeneste.
Men for mig havde den desto mere Betydning. Det var første Gang, jeg fik Ordet om denne hellige Skikkelse og hans store Sag, den, der i det Aar mest af alt laa mig paa Hjærte. Jeg var begyndt paa min Johannes den Døber, og fik inden Aarets Udgang skrevet de tre første Handlinger. Dermed havde det endnu en anden Sammenhæng. Det var ikke fra Grundtvigs Leir, men ganske andetsteds fra, at den Aand kom, som for mig igjen løftede paa de Kunstens Vinger, der havde været saa yderlig modfalden siden mit Nederlag med min Jeremias.
Jeg havde i al den Tid, Søren Kierkegaard skrev, søgt min Aands bedste og frommeste Føde hos ham, uden at lade mig anfegte af hans underlig beregnende Fremgangsmaade. Nu var det det Aar, da hans sidste voldsomme Angreb paa alt Kirkevæsen faldt i den Grad forskrækkende over Landet, og først og fremmest over Præstestanden, at Fr. Boisen vel kunde have Ret, naar han kaldte ham den store Præstepiner. Bevægelsen i Haderslev blev saa stærk, at det kunde kaldes en aandelig Revolutionstid. Byens Redaktør forkyndte stadig i sit Blad, at Kirkens sidste Tider var komne; vor Provst pakkede ind for at gaae ud af Kirken, og en ung Skolelærer samlede hveranden Aften en vrimlende Mængde i et meget stort Lokale, og udmyntede for Almuen med profetisk Talestrøm Kierkegaards groveste Varer. De Troende saae forfærdede paa hinanden, de havde dog ment, at de var Christne, og de Vantroe gik i Klubben og gjorde Vittigheder om de Præster, hvis Præk man nu skulde nyde fuld Frihed for, al den Stund det var en Forbrydelse at gaae i Kirke, en Forbrydelse, man iøvrigt vidste sig godt nok fri for.
Redaktøren var Peder Christian Koch, en eiendommelig Datidens Figur; en falleret Kjøbmand, men en Mand med mange Slags Talenter. Han malede, han opfandt et nyt musikalsk System, og fremfor alt redigerede han som politisk Koryfæ og en af Stammerne for den nationale Bevægelse sit Blad Dannevirke saa aandrigt som ingen anden i den ganske Verden, seende ned paa Kjøbenhavnerne, som ikke forstode, hvad Land vi var komne til, nu ogsaa os Præster, som endnu mindre forstode den hellige Sag, som han tilligemed sine øvrige Fortrin, fremfor alle sad inde med. Han var Manden for den ægte gamle Christendom – den sønderjydske Pietisme, som i mange Maader faldt sammen med det Kierkegaardske Oprør – han havde levet med dens folkelige Profeter, og vidste, hvad Kamp mod den officielle Kirke var.
Da han nu en Dag i April 1855 var gaaet noget videre end sædvanligt i sine Angreb, idet han i sit Blad havde sagt, at Præsterne hverken kunde eller vilde røgte den Tjeneste, Herren har sat dem til, fandt jeg, at en Mand, der intet andet gjorde end at bruge store Ord, ikke burde gjøre det uimodsagt. Og da jeg just næste Dag prædikede i Provstens Kirke, og saae Koch sidde lige for mig, sluttede jeg min Tale med en ganske kraftig Udtalelse om at et Dagblad ikke burde belære Folket om, hvad det ingen Forstand har paa, og hvad der kunde skade Folket at faae at løbe med. Der var dog de Præster, der baade gjorde, hvad de kunde, og gjerne vilde gjøre mere, om Gud gav dem Naade dertil.
Jeg kunde see paa ham, at det gik ham nær, og gik derfor til ham om Eftermiddagen, og fandt ham ganske rigtig yderst opbragt. Bleg af Harme foer han op og ned ad Gulvet og raabte paa det uforsvarlige i at byde ham Sligt paa et Sted, hvor han ikke kunde svare. Jeg forklarede ham ret sagtmodig, at i den Henseende var han dog ikke forfordelt, at han i sit Blad havde et langt kraftigere Vaaben end jeg i min Prædikestol. Men forøvrigt var jeg kommen for i al Venlighed at bede ham ikke at gjøre det. Det gjorde mig inderlig Ondt, at han var vred paa mig, hans Fjende vilde jeg for ingen Pris være.
Han var imidlertid ikke let at stille tilfreds, en hidsig og stolt Mand, som han var. Han blev ved sit, at det var skammeligt at angribe ham paa et Sted, hvor han ikke kunde svare. »Nu, saa kan De jo lade mig sige min Mening i Bladet,« sagde jeg, »der har De god Leilighed til at svare.« Da han havde sundet sig noget derpaa, klarede det op for ham. Det var ikke blot det bekvemmeste, men det var ham altid det vigtigste at gjøre sit Blad saa betydningsfuldt som muligt. At faae et saadant Ordskifte ind i det, var altid noget, han havde ogsaa allerede aabnet sine Spalter for Indsigelser fra Grundtvigiansk Side. Boisen og Hagen havde ført deres Sag i hans Blad, og flere den Kierkegaardske.
At føre en Strid med ham, som der intet var kommet ud af, var derimod ikke min Mening. Da fik jeg en Tanke, som jeg har været taknemlig for som en Aandens Indskydelse, Gud gav mig. »Vi er mere enige, end De troer!« sagde jeg, »De seer i mig en af de Præster, der skal føle Svøben, ganske vist kan jeg ogsaa godt behøve den. Men forresten har jeg altid været af dem, der med Bæven sidde ved Kierkegaards Fod.« – Han begyndte at ville omfavne mig. – »Lad mig nu faae Lov til at lægge Folket denne vældige Kjæmpes Sag paa Hjærtet, saaledes som jeg forstaaer den, uden at De slaaer mig ned eller stopper Munden paa mig. Jeg kan jo fra Tid til anden skrive et Stykke og søge at lægge disse svære Dommedags Slag tilrette, saaledes at christne Mennesker kunne faae besindige Tanker om hvad det er, der skeer med os, at det dog ikke skal forstyrre dem saaledes, at de faae fortvivlede Tanker om sig selv og onde om deres Medmennesker.« Nu omfavnede han mig virkelig, og paa denne Grundvold enedes vi strax i denne Samtale om, at jeg, saavidt muligt skulde hver Uge sende ham et Stykke, der kunde læses som Indgang til Helligdagen.
Imidlertid var det heller ikke min Hensigt at indlade mig paa en saa mislig og af selve den vrede Profet saa forbudt Sag som at være hans Vaabendrager og Udlægger. Jeg har aldrig hverken havt Lyst til eller gjort mig Uleilighed for at efterspore hans mange hemmelighedsfulde Veie og kløgtig anlagte Løbegrave; dette hans Væsen ansaae jeg for at høre til hans verdslige, ikke til hans hellige Menneske. Heller ikke lagde jeg Vægt paa hans Trang til i Stormløb at omstyrte Kirken, og at tage enhver stakkels Sjæl ind i det Kammer, hvor Døren skulde holdes saa vel lukt, at ingen skulde kunne opdage, hvad man der har for med sin Gud. De Ting havde jeg saa tidt udfegtet med Ilia, at jeg vidste, man ingen Vei kommer med denne Slags Finheder. Hvad jeg vilde, var intet andet, end nu, da Sjælene var i Angst, med fornyet Alvor, men ganske ligefrem at fremlægge den gamle Sag, hvad der hører og hvad der ikke hører til et Menneskes Frelse. Om Kirken skulde staa eller falde, indlod jeg mig ikke paa, bestandig forvisset om, at den kan bygges paa mange Maader, men bliver dog ligefuldt aldrig andet end den, der nok staaer, om end Taarnene falde.
Jeg gik derfor udenom de forskjellige Partiers Sikkerhedsbreve paa deres Salighed, og fastholdt i Lighed med Kierkegaard, at der ingen Sikkerhed gives uden den inderste Menings Alvor med at gaae indad den Port, der er snever for Kjød og Blod, men aaben og let for den, der har Guds Aand at glæde sig over. Og kom saaledes igjennem uden anden Modstand end strax efter min første Artikel en hidsig Irettesættelse for at bruge for stærke Ord fra en Præst af den gamle Skole – Johan Buntsen Koch – som jeg i Fred lod være det, det var, og adskillig Larm, som P. Chr. Zahle af og til i forresten meget veltalende Artikler gjorde, om at alt Præsteskab skulde absolut »feies ud som Spindelvæv.« Grundtvigianerne talte dertil uden Hensyn til mig deres egen Sag om deres Daabspagt, og en nidkjær Lægmand, som kom Statskirken for nær, havde Ubehagelighed med Øvrigheden.
Jeg var begyndt med dette Arbeide den 11. April (1855) og fortsatte det til Advent. Mit første Stykke, det jeg blev saa haardt angreben for af en Embedsbroder, lød saaledes:
»Det er nutildags ved adskillige Herrens Tilskikkelser bleven en Anfegtelsens Tid for christne Folk. Det skal nu prøves, om vi ere sikkre paa vor Tro. Jeg for min Del haaber vistnok paa, at vi gjennem Prøvelserne skulle renses til nye Mennesker, men ligesaa vist anseer jeg det dog for, at vi ikke blive det, om vi ikke gjøre dobbelt Alvor af at bekjende vor Tro for hverandre. Jeg har derfor tænkt under ovenstaaende Titel[17] hver Uge at byde Dannevirkes Læsere et Par christelige Ord som Indgang til Helligdagen.
»Vor Tro »er en fast Overbevisning om det, som ikke sees;« det Usynlige, som er evigt, skulde have meget mere Magt over os end det Synlige, som er timeligt. Men enhver af os veed ret vel, at vi agte langt mere paa vore daglige Forretninger og Fornøielser end paa vor Synd og Frelse, og det bliver til vor Fordærvelse. Var blot Straffen for vore Synder en borgerlig Straf, skulde vi nok ræddes for den.
»Tænke vi os for Ex., at en af os var greben paa fersk Gjerning, og blev nu hentet af Retstjeneren og ført langs ad Gaden, ligbleg af Angst og skjælvende som et Espeløv baade af Angst og Skam, dertil hulkende som et Barn, fordi vi ikke engang havde den Opreisning, at vi led uskyldig; og Gangen nu gik til Raadstuen, hvor Vand og Brød, Pidsk eller andet deslige ventede os, medens vor Ære, og med den vor borgerlige Næring eller Embedsstilling for bestandig gik i Løbet. – Ja, det er et meget stygt Billede, men ikke styggere, langt fra saa stygt, som naar en Sjæl i den evige Verden bliver slæbt bort af onde Aander. Dog vil ogsaa dette skee, som Herren siger det i Matth. 5, 25—26 og 18, 34—35. Tænke vi os altsaa, at dette skete, og skete med rette for det onde og bedrageriske Sind, der er i vore Tanker, og alle de onde og løgnagtige Ord, der er i vor Mund, og alt det Syndeskarn, enhver af os daglig vælter sig i, og vi nu bleve førte langs ad Gaden, medens Vinduerne vare fyldte af medlidende eller spottende Ansigter, da skulde vi vel ræddes for vor Synd og for hvad den fører til, mener jeg. Men tænke vi os dernæst, at en medlidende Sjæl traadte frem, og sagde: Nei, stands! tag mig istedetfor dette stakkels Menneske. Han har vistnok fortjent den Straf, men jeg kan ikke udholde at see det, jeg vil lide for ham. Og nu tog Rettens Tjenere denne opoffrende Mand istedetfor mig, og nu blev han slæbt afsted til samme Straf, og fik næppe Tid til at raabe tilbage til mig: Glem mig dog ikke, elsk mig blot lidt for hvad jeg gjør for dig! Da vilde dog vel mit stridige Hjærte blive rørt for Alvor engang, mener jeg. Men dette er jo dog ganske det samme, som vor Frelser har gjort for os, nøiagtig det samme; blot paa det nær, at han endnu har gjort langt mere, som han selv siger i Matth. 20, 28.
»Dette er vor Tro; men nu vore Gjerninger? Kunne vi, fordi vi ere frelste af Troen, tage os det let med dem? Vi behøve blot at tænke os, at om vi ved den opoffrende Mands Hjælp vare blevne frigivne paa Veien til Raadstuen, gik hen og begik den samme Forbrydelse igjen. Var dette da hans Mening? Var det derfor, han havde skaffet os løsgivne? Derom taler han for Ex. i Matth. 18, 32 fl.
»Maaskee nu En og Anden kunde finde, at dette er en haard Tale, der ikke stemmer med Evangeliets kjærlige Aand. Jeg mener dog, at det netop er Evangeliets ligefremme Mening. Derfor gjør vi bedst i at tage det alvorligt med vor Synd og Frelse.«
Jeg har anført dette Stykke som en Prøve paa, i hvad Stil jeg mente helst at kunne virke i den Retning, jeg havde foresat mig. Da nu S. Kierkegaard døde den 11. November 1855, fandt jeg det var nok, og sluttede med en Oversigt og Forklaring af hvad jeg havde ment, og med et Fred over den døde Profet. (24. November).
Det er nu saa, at Evangeliets dybestgaaende Ord er det ikke let at tage imod selv for de frommeste Christne, selvfølgelig ogsaa for mig selv. Mine hellige Venner af jævne Lægfolk vare i det Hele bedst tilfredse med mig, skjønt ogsaa de kunde yttre deres Misfornøielse over, at jeg ikke talte i deres Tone. Men de stærke Ord var dem dog til Behag. I det Hele lod man mig med Fred gjøre min lille Gjerning. De der var forfærdede over Kierkegaard, læste sig til bedre Klarhed, og det var jo dem, jeg nærmest skrev for; og de der lige til Kirkens Omvæltning fulgte ham, lod mig være den lille Mand, der ikke mægtede mere end han gjorde. Jeg fik mange af de mest modsatte Yttringer om Stemningen, baade mundtlige og skriftlige – en af dem sluttede med: »Luk De Deres Kirkedør og skriv udenpaa: Her vrøvles ikke mere af J. Fibiger, Sjælemyrder.« – men jeg havde foresat mig intet Hensyn at tage dertil. Embedsbrødrene af den gamle Skole vare vistnok meget misfornøiede, da de ikke kunde see det anderledes end en Fordømmelse af deres Færd. Endogsaa en af mine kjæreste Venner, Præsten i Moltrup, Hertel, den fromme redelige og kjærlige Sjæl, varm Fædrelandsven og slesvigsk Fører, gik saa vidt, at han sagde, hvad jeg skrev, var ikke af Gud, men af Djævelen og gjorde Mennesker fortvivlede. Men det var heldigvis til Redactøren, han havde sagt det, ikke til mig, saa jeg behøvede ikke at høre det.
Hvad der derimod var mig det sværeste, var hvorledes det ville blive optaget af dem, jeg mindst af alle vilde fjernes fra, de Elskede derhjemme. Min tro Hustru behøvede jeg nu ikke at frygte for. Med sin rige Aand og sit store Hjærte har hun altid fulgt mig, naar det kunde lykkes mig at gjøre noget, der duer. Er hun ikke med, maa jeg sande, at det ikke duer. Saaledes ogsaa med dette. Ogsaa Søster Edle var altid hjemme i alt, hvad christeligt er; og de andre gjemte helst paa deres Følelser. Men der var endnu een, hende det allermest kom mig an paa, min Moder. Hun vilde altid det inderligste og høieste med mig, men nu fik hun en svær Strid i sin Sjæl. Hun tilhørte en anden Tid, og havde havt sit Livs Støtte i andre christelige Toner, dem hun da endelig ogsaa kunde finde i Evangeliet, det er rigt nok dertil. Nu skete det, hvad hun tidtnok havde frygtet, at jeg fjernede mig fra hende, dette kunde hun ikke udholde.
»Ak, Johannes! skriver hun: Du har kastet et Bjerg imellem os, men vi maa see at nærme os hinanden. Vore Veie maa ikke være adskilte. Kjærlighedens Gud vil bære over med os begge, hvor vi ere faret vild.«
Det var iøvrig, som Moder sagde, at de rigtige Hellige var ikke meget at stole paa, de var og blev aandløse. De kunde ikke paa nogen Maade finde sig i, at jeg ikke fordømte Dands, Skuespil osv., og ikke mere indskjærpede Sabbathen. Og jeg kunde ikke finde mig i den usande Lovtjeneste. Jeg vidste saa klart som noget, at jeg tilhørte den modsatte Leir. Det vilde være ligesaa dumt for mig at forsøge paa at blive Pietist, som det nu vilde være at give mig til at være Venstre-Bonde. —
Ogsaa med Kirkens synlige Smykke havde jeg i disse Aaringer en Del at skaffe. Det var den Side af mit Væsen, som efter mine hellige Venners Mening var af den syndige Verden, og efter Kierkegaards Mening hørte til Forbrydelserne, mit æsthetiske Selv, som skaffede mig den Ære og det Besvær at blive benyttet dertil.
Paa Kunstvenners Anmodning havde jeg allerede ved den altid over al Maade velvillige Conferentsraad Holms Hjælp skaffet Byen en smuk Udstilling af en vigtig Samling Gibsafstøbninger fra Thorvaldsens Musæum i fuld Størrelse og ellers meget vanskelige at faae.
Min anden Deltagelse i disse Sager var at skaffe Alterbilleder til de nye Kirker. Det blev en lang Historie. Jeg havde imidlertid i min Ven Roed baade en paalidelig Kunstner, en praktisk og en kirkelig Mand at henvende mig til, hvorfor Sagen mærkværdig nok virkelig kom til en god Ende, idet jeg allerede 1855 fik Lov til at bestille tre store Alterbilleder hos Roed til god anstændig Pris, som han endog paa sin sindige Maade efterhaanden fik betydelig forhøiet. Kunstneren var tilfreds, han fik lang Tids Arbeide, og jeg havde den Glæde i den Anledning at see den kjære Ven flere Gange hos os, naar han skulde tage Pladsen til sine Billeder i Øiesyn. Saaledes blev efterhaanden Øddis, Thyrstrup og Stenderup Kirker forsynede med virkelig betydelige Kunstværker, og da det af dem, der gjorde mest Lykke, Ecce homo, blev malet to Gange, tillige Sommersted Kirke.
For mig var det skjønne Aar, jeg fik saa meget udrettet. Men ogsaa overordentlig svære. Foruden mit Skolearbeide og mine stærke Anstrengelser til Bedste for min Døber, som jeg ikke gjerne forsømte nogen Dag, havde jeg et mangengang overvældende Besvær med Sjælesorg. Jeg var saa anstrengt, at jeg virkelig var meget nær ved at segne under Byrden. Mit Helbred var yderst svækket, ofte ligesaa meget som før jeg blev gift; og ingen maatte vide det. Det klæder en Præst ilde at tale om selv at være syg, det er jo de andre, der er det. Jeg fik da heller ikke Lov til at være det. Engang jeg meldte mig syg ved et Convent, fik jeg mange Skjænd, og man vedtog i den Anledning, at den der udeblev blev mulkteret.
Mine Embedsbrødre forlangte bestandig min Hjælp i deres Kirker, og det var mig en christelig Æressag aldrig at sige Nei. I Vintren til 1855 maatte jeg under Vacancen i Gammel Haderslev besørge Confirmandundervisningen med tilhørende Confirmation. En Del af Sommeren 1856 og hele 1858 maatte jeg alene bestyre dette Embede, medens Kofoed-Hansen sad i Sjælland og betænkte sig paa, om han under sine Kierkegaardske Anfegtelser turde vende tilbage til sit Præstedømme. Saa var der Forfald paa Landet. Tre Præster, Ludvig Møller i Starup, og efter hans Død hans Efterfølger Tolderlund og Egede Glahn i Sommersted havde efter hinanden længere Sygdomme, og hvem skulde gjøre deres Arbeide uden jeg? Eller der var intet Forfald, blot de ønskede en Fridag eller en Høitidsdag, jeg var ogsaa deres Skriftefader.
Ogsaa i Byen var der kun altfor meget at gjøre. Den Sommerske[18] Bevægelse vilde ikke lette sig, og alle de stakkels Almuesfolk, som han havde skræmmet fra Kirken, men dog ikke kunde undvære den, søgte til mig. I langsommelige Samtaler maatte jeg Dag ud og Dag ind gjennemgaa deres sværmeriske og dybt rystede Tanker med dem, og jeg behøvede i Sandhed al den Sagtmodighed og Besindighed, jeg kunde opdrive, for ikke at skaie ud hverken af Utaalmodighed eller Fortvivlelse over den daarlige Hjælp vore kolde Kirker i Virkeligheden bød dem, hvorover jeg da selv var mismodig nok. Man kunde let nok sige: hold en rigtig bevæget Gudstjeneste! Men naar der ingen kom i Kirke?
Da der saaledes var rigelig Anledning til at erfare, at det oversteg mine Kræfter paa eengang at være Præst og Overlærer i den høie Lærdom, henrykt Digter og flittig Videnskabsmand, aandrig Selskabsmand og kjærlig Ægtemand, og at det navnlig truede stærkt med at gaae ud over det sidste, som dog var den første Pligt, gav jeg efter for Hustrus og Families Raad, og søgte af og til Præsteembeder baade i Slesvig og Kongeriget. Men jeg var kommen frem i en Tid, da der var stort Overflod paa geistlige Ansøgere, og da mine Indtægter allerede var ganske gode, henved 2000 Rdl., var en rigeligere Stilling endnu ikke at opnaae, og en ringere vilde jeg ikke have, ihukommende, hvad Kierkegaard saa smukt havde indskjærpet, da han kaldte Præsterne de jævnt avancerende. Hvilket jeg udlagde derhen, at en Præst skylder sin Hustru og sin Familie at have et smukt og gjæstfrit Hjem, og naar han tillige er benaadet med at være Æsthetiker, skal han ikke kaste Skylden paa sin Hustru; han skylder, efter selve Kierkegaards Exempel, ogsaa sig selv det. Alt naturligvis efter at »Indrømmelsen« er gjort. Eller om man vil have en bedre christelig Grund: jeg har en ganske god Erfaring i, hvor kvalfuldt det er, ikke at have noget at tage til, naar Næsten trænger. Jeg selv har været fattig nok i mine Dage, men jeg duer ikke til at forlange det af andre. Jeg seer af Breve, at jeg i den Tid maatte forstrække Broder Caspar med 600 Rdl. – Vi blev altsaa endnu nogle Aar, hvor vi var, indtil jeg blev sat ind i en Stilling, jeg mindst duede til, en Guds Prøvelse, som jeg ikke bestod.