Endelig, da det var hendes Fødselsdag den sjette April, fik jeg Mod til at bringe min Elskede mit første forfærdelige dramatiske Arbeide – »i det gamle Testamentes Stil«. Ak ja, den ulykkelige Stil, hvad har den ikke forvoldt mig! Imidlertid gjorde den mere Lykke, end jeg havde turdet haabe. Hun udfandt ganske rigtigt med sit dybe Sind, hvad jeg for at formilde mine Spøgelser havde sagt i det Tilegnelsesdigt, jeg nødvendigvis maatte lade følge med:
Forfærdes ei, min gode fromme Pige,
for denne Bog, der lukt med Dødens Spænder,
i Skrig begyndt, med kvalte Klager ender
uden at unde os en Himmelstige.
Det er en Ørk, hvor Skjebnens Aander krige,
og Mænd med Klingen mellem hvide Tænder
vildt Buen spænde med de brune Hænder
og ingen vil fra Hevn og Bytte vige.
Dog var din Aand der, og hvor den er, breder
den Fredens Telt, saa blodbestænkte Heder
maae ogsaa mildt i Aftengløden smile.
Men peger ogsaa kjækt paa Gryets Lue –
Du selv, endnu et Barn, jo maatte skue
al Dødens Gru, og fandt dog Sjælens Hvile.
Hun bar Bogen med sig som sin Skat og nød den i Stilhed, til hun blev saa fortrolig med alle dens vilde Fagter, at hun endog kunde finde dem skjønne, snart mere end jeg selv. Saaledes havde jeg da gjort al den Lykke, jeg dengang eftertragtede. I sit Hjærtes Uskyldighed tog hun den endog med til Sølyst, og læste den – man tænke sig – for Fru Heiberg; fik da ogsaa med Fruens fineste Smil den Bemærkning, man kunde vente: »Han skulde hellere skrive noget i en lettere Stil, saadan for Theatret.«
TREDIE KAPITEL. MIN FAMILIE
Min Moder var i samme Efteraar 1847 flyttet til Roskilde. Der havde hun nu begge sine Børn, Christine og Caspar, og havde Grund nok til at være træt af Kjøbenhavn, da hun, siden hun især for min Skyld drog dertil, havde ført et besværligt og uroligt Liv. Hun havde maattet støtte sine knappe Kaar ved at fylde sit Hus med Pensionærer, og hvorvel hun forsaavidt var heldig, som det var Familiens Børn, var det dog en mærkværdig Samling, hun havde at trækkes med.
Der var Johannes Tauber, den nu noksom bekjendte Demokrat og Rigsdagsmand. Han var den Tid theologisk Student, og jeg, som skulde sætte ham ind i de Mysterier, han havde en naturlig Sky for, har ved mit høitstigende Foredrag af Martensens Dogmatik vist bidraget min Del til at skræmme ham derfra. Han havde ondt ved at holde sit grinevorne Ansigt til Alvor, og naar Theologien tav, skyndte han sig at nyde sine i hans Øine over al Maade komiske Husfæller.
Disse vare de to Søskene Ilia og Otto Fibiger. Filologen Otto var i sin selvlavede Flegma vittig og skarp nok, men naar han i sin temmelig opskruede Pessimisme, som han af lignende Grunde havde tilfælles med sin afdøde Broder Adolf, men hos ham saae helt anderledes ud, gik tilveirs i en barsk Skildring af Livets modbydelige Jammer, var Johannes færdig at revne af Latter. Man kunde da ogsaa fristes dertil, naar man maatte høre en lang vranten Udvikling af, at naar man havde glemt, om man havde kommet Sukker i sin Kaffe, havde man en dobbelt Ulykke over sig, enten maatte man smage paa Kaffe uden Sukker eller paa noget med dobbelt Portion Sukker i, begge Dele nok til at tage Livet af sig. Forøvrigt lignede han Ilia meget, var udmærket begavet, og som hun havde han ganske forskjellige Sider. Trods hans forfløine Meninger var han et elskværdigt Menneske.
Ilia var ikke fri for paa lignende Maade at lave sit Væsen og med Behag at bære dette til Skue. Men det var hendes »uendelige Mangel paa alt det, de kalde praktisk«, hun mest agerede med. »Naar nogen blot vilde lægge i hendes Kakkelovn, skulde hun nok selv besørge det Arbeide at sidde hele Dagen med Hænderne i Skjødet og stirre ind i Ilden. Hvad skulde hun ellers, hun kunde jo ikke læse andet end Dansk, og det havde hun læst altsammen. Naar nogen vilde hjælpe hende med det, de kalde Abc, vilde hun dog prøve paa, om hun kunde finde et Ord i et fransk Lexicon.«
Paa Bunden af det pudsige Væsen, hvormed hun holdt os andre hen, laa der en sørgelig Tragedie. Hun var nedsunken i sit Tungsind, men talte man muntert til hende, dukkede hun let som en Fugl op deraf, og hendes hurtige Tale kunde da svirre som Lærkevinger med de raske Bemærkninger, hun ikke mente stort med. Kom hun en sjelden Gang i Selskab, som vel kun var hos Familien, viste hun sig som den fine aandfulde Dame, hun i Virkeligheden var og som lyste ud af hendes distingverede Skikkelse. Saaledes saae Amalie hende og beundrede hende.
Efterat det bevægede og i en underlig Knude af religiøst, æsthetisk og lidenskabeligt Væv sammenviklede Liv, som vi havde ført indtil 1841 i hendes Moders Hus, var endt med Elskeren Lunddahls Forlovelse, Skriftefaderen Emil Mynsters Død og min Sygdom og fleraarige Fraværelse, var hendes Moder mer og mer sunket sammen under sine Sorger og tæredes hen. Hendes ældste Søns sørgelige Skjebne, de Fortvivlelsens Aander, der sledes om ham paa hans Sygeleie og tog ham med i Døden, Sammenstyrtningen af alle de glimrende Forhaabninger, der havde fulgt hans raske Spor, kunde Moderen ikke bære, og de pinlige Tanker om Forholdet til den fraskilte Mand, som skulde, men daarligt kunde, underholde hende og Børnene, var vel istand til at gjøre Ende paa stærkere Kræfter end dem, hendes svage Væsen kunde byde over. Ilia var hendes Støtte og var i Sandhed Manden i Huset, de andre Døttre vare ikke til stort, og Sønnerne havde nok i at vare sig selv.
Under disse Forhold kom tilsyne, hvad der boede i min mærkelige Cousine, og enhver maatte indrømme, at det var sandt, hvad hun altid gjorde Fordring paa, at være ene i sit Slags – en ren Undtagelse, som hun selv ikke vidste Reglen for, kaldte hun det. Hun besad en Styrke, som intet i Verden kunde bøie, heller ikke de Sorger, hendes Liv var saa rigt paa. Medens hun pleiede sin Moder Dag og Nat, og ved enhver Leilighed førte Kampen for hende overfor Faderen, havde hun dog nok af Munterhed til ikke at behøve at vise sig som den nedkuede. Hun havde sig selv saameget i sin Magt, at hun øieblikkelig kunde kaste sig ind i enhver Slags Stemning, ogsaa den lattermilde og vittig converserende lige indtil Kaadhed. Kun kunde hun vanskeligst holde Maade og have et Væsen som de andre, dertil var hun for opreven.
Ved Siden af den Kampstilling til Værn for den Ret, hun mente at have, og i alt Fald efter sin Natur ogsaa havde, gjemte hun paa et Dyb af Kjærlighed, selvforglemmende, opoffrende og fuldbevidst om, at det ikke var formeget at sætte Livet til derfor, som gjorde, at man altid maatte beundre hende, helst elske hende. Det var den skjønne Side af hendes Væsen, og blev siden hendes Storhed, Kilden til det Værk, som har sat hende et varigt Minde. Men den Tid flød dette Hjærteliv endnu i Familiekjærlighedens snævrere Kanal, og det er et Spørgsmaal, om det nogensinde i Virkeligheden kom synderlig udover den.
Det havde ogsaa sin Tragedie. Hun bar paa den altid lige stærke Lidenskab for den Mand, der havde forsmaaet hendes Ungdoms Kjærlighed, hun bar paa den til sit sidste Suk, og jeg troer, at dette Saar smertede hende endnu mere end alle Familiesorgerne. Det var i alt Fald det og ikke Forældrenes Forhold, der som en strid, ofte uhyggelig og altid ligesom af Hjærteblod rødnet Understrøm, gik gjennem den poetiske Production, der i disse Aaringer begyndte at dynge sig op under hendes Hænder. Thi hun sad ikke med Hænderne i Skjødet i de grublende Nætter, og det var en anden Ild end Ovnens, hun stirrede ind i.
Hendes ulykkelige Moder havde endt sine Lidelser i Foraaret 1844, og det staaer endnu tydeligt for mig den Morgen, jeg efter Dødsbudskabet kom til dem. Det var paa Frederiksberg i en lav Stueetage og et skummelt Veir. Saa at see Ilia klædt i rent Hvidt som en Dødens Engel sidde ved Sengen, og paa den udstrakt en Skikkelse mere lig en Benrad end en nylig Hensovet, og sidde uden Taarer i den vanlige grublende Stilling med Hænderne i Skjødet; og saa fare op med sin hurtig henkastede Tale at optælle alle de praktiske Vanskeligheder, som hun var nødt til at overlade til mig, for hun selv kunde intet, det var saa eiendommeligt, at ogsaa jeg glemte Sorgen for at betragte min mærkelige Veninde.
Hun drog til Randers til sin Broder Axel, der stod ved Dragonregimentet der, men blev der ikke længe; hun kunde i det Hele vanskeligt finde sig i at leve i en Familie. Hun prøvede paa at føre sin egen Husholdning i Kjøbenhavn med sin yngste Søster Mathilde hos sig og søgte at faae en lille Skole i Gang for at hjælpe sig, men heller ikke det gik. Om hun ogsaa gjorde andre Forsøg, husker jeg ikke, men da jeg forlod min Moders Hus i November 1846, flyttede hun hen til hende tilligemed Broderen Otto. Der syntes hun at befinde sig bedre. Jeg troer, det behagede hende, at da Moder var saa forskjellig fra hende, at de ligesom tilhørte to forskjellige Verdensdele, behøvede hun ikke at dele sit indre Liv med hende, og da Moder gjerne vilde opmuntre hende, kunde hun frit vende sin burleske Side frem, og gjemme, hvad der var bagved, hvilket var hendes Lidenskab.
Ogsaa dette varede dog kun et Aar. Broder Caspar var efter sin Hjemkomst fra Kønigsberg, bleven ansat som Adjunct i Roskilde, og hjemførte i Foraaret 1847 sin Brud, en Mecklenburgerinde, som han havde boet hos, da hun som Enke sad i Berlin og leiede nogle Værelser ud.
Til samme Tid var Svoger Søren Thrige fra Slagelse bleven forflyttet til Roskilde, og som Overlærer dragen ind i sine Forældres gamle Hjem, den øverste Etage i Rectorboligen, hvor han boede allerede som Adjunct, da han blev gift med min Søster. Da Moder saaledes havde to Børn i Roskilde, og tillige endelig ogsaa havde mig fra Haanden, kunde hun ikke modstaae Fristelsen til atter at søge til sin gamle By. Efter alt, hvad hun havde arbeidet og stridt for, fandt hun ogsaa her en rolig Havn i en lille Leilighed, hvor hun levede alene med sin Tjenestepige.
Ilia blev da igjen hjemløs. Hos sin Fader var det hende umuligt at være, hun tog da en Huslærerindeplads paa Morsø, og levede der til Krigen kom.
Hendes Søstre havde dog faaet sig et Hjem, men daarligt nok var det. Efter deres Moders Død mente deres Fader igjen at kunne samle sine Børn om sig, og hans Hjærte trængte upaatvivlelig dertil, da han virkelig var en meget kjærlig Fader. Desværre havde han ogsaa sine daarlige Sider, og de vare blevne værre under Skilsmissen. Kjed som han var af sin aandløse Sessionstjeneste tog han sin Afsked og kom til Kjøbenhavn; og med en Pessimists Syn paa Ægteskabet gav han sig for at forbedre sine fortvivlede Pengesager til at søge sig en anden Hustru, som kunde bringe ham Formue, og med Tillid til, hvad en Verdensmand formaaede, mente han, at dette i en Alder af 52 Aar endnu kunde lade sig gjøre. Han var saa uheldig som muligt. Han giftede sig med en ældre Dame, som eiede mindre end han havde troet, var grim og dum, og hvis ulidelige Luner efterhaanden udartede til Sindssyge, dog kun periodevis. Hun plagede ham i den Grad, at han fik at føle, at Ægtestanden var værre end Skilsmissen. For i det mindste at have Ro om Natten for hendes evindelige Vrøvl og Plagerier, begyndte han at tage Sovedrik af altfor stærke Varer, hvorover hun paa sin Side beklagede sig overfor mig. Maaskee overdrev hun, drikfældig blev han ialtfald ikke, skjønt det syntes mig, at hans Udseende tog af. Naar jeg saae til ham, var han endnu altid den livfulde og aandsoverlegne Mand.
Det var det Hjem, han skaffede sine Pigebørn, Sønnerne var Studenter. Stedmoderen kunde ikke fordrage dem, de da heller ikke hende. I sin Sindssyge drev hun det til at klappe deres Klæder og lagde Ild i deres Kammer, og da det begyndte at brænde og Politiet kom, beskyldte hun dem for at have sat Ild paa Huset. De maatte da snarest muligt see at komme bort og finde sig en Plads som tjenende Kvinder. Mathilde kom til Lolland i Nærheden af sin Farbroder, hvor hun efter nogle Aar begyndte at lade høre fra sig som Forfatterinde.
Naar jeg siger, Moder havde faaet sine Børn i Havn, var dog Christian tilbage, og ham var hun i disse Aaringer meget bekymret for. Som Candidat paa almindeligt Hospital levede han det sædvanlige lystige Liv med sine Kammerader, og dette kan, seet fra Hjemmet, see raat nok ud. Medens han derefter et Aars Tid gjorde Tjeneste ved Bistrup Hospital, blev han under Betragtningen af baade Sindssyges og ikke Sindssyges Extravagancer paa den anden Side tungsindig, og det trykkede ham end mere, at han bar paa en ulykkelig Kjærlighed til Tante Møllers Adoptivdatter, som vi betragtede som vor Cousine.
Han tog imod et Tilbud at reise udenlands som Læge og Bevogter af en sindssyg Mand. Han fik Leilighed til at besøge de berømteste Lægeanstalter i Tydskland og Frankrig, og som han var flittig og fuldt optagen af sin Videnskab, var det store Ting for ham. Men trods alt, hvad der kunde tiltale hans svage Lune eller hans videnskabelige Trang, havde han et yderst besværligt Hverv, og kom temmelig mismodig hjem i Efteraaret 1847. Det er jo som bekjendt ikke saa ganske let at vende tilbage fra de rigere Lande til sin tarvelige Hjemstavn, og for ham gjorde Omstændighederne det endnu tungere. Hans Elskede havde vendt sit Sind andetsteds hen, han var uden Erhverv og i alle Maader fortrykt af en Overgangstid Mørke.
I den Vinter strømmede da Moders Breve over af det sædvanlige Emne, at jeg maatte gjøre noget forat styrke den kjære Broder. Jeg var villig nok, men jeg seilede selv paa høi Sø, og havde idetmindste aandeligt ingen Tid til at see mig om. Jeg gjorde da, hvad der laa mig lige for, jeg førte ham til min Amalies Hus, og jeg troer, det for det første var ham en ganske god Trøst. Saa kom Krigen, og hans som alt Folkets Skjebne tog en anden Gjænge.
FJERDE KAPITEL. KRIGSTIDEN
Saa kom Krigen. Vistnok var den længe nok forberedt; de politiske Forviklinger var kommen saadan i Haardknude, at de tilsidst maatte løses paa Alexanders Maade, men ligefuldt kom den som et Tordenveir, ingen havde seet trække op. Da jeg sidst i Februar en Morgen mødte min Farbroder Adolf i Vimmelskaftet, og jeg standsede ham med de Ord: »Har du hørt, at Louis Philippe er jaget ud af Frankrig?« foer han forfærdet tilbage og vilde ikke tro mig. Han var dog en dreven Politiker og kyndigere i de Forhold end jeg.
Hele Striden med Tydskerne havde ikke gjort et saa stærkt Indtryk paa mig som paa det rette nationale Parti. Jeg bevægede mig jo vel i dets Midte, navnlig i den Høyenske Kreds, men at »al vor Fortræd er tydsk«, troede jeg ikke paa. Det var, som hele den hundredaarige Periode, hvoraf vi havde for en stor Del levet af Tydskland, hvor vore Digtere havde skrevet paa Tydsk, vore Videnskabsmænd været tydske Filosofer, og vore ypperste Statsmænd været tydsktalende var glemt og skulde fornægtes. Det oprørte min Retfærdighedsfølelse.
Det gik mig ligesaa med Frihedsbevægelsen. Jeg var mere betragtende Kritiker end Enthusiast.
Allerede 1839, da Orla Lehmann og Karl Ploug vilde formaae Studenterne til at gaae til Kongen med en Frihedsadresse, stemte jeg imod og holdt mig til det større Parti, der samlede sig om Madvig og Peder Kierkegaard. Ikke fordi jeg savnede Hjærte for Friheden, jeg er meget mere en født Frihedsmand og kan ikke aande i anden Luft. Men da jeg tillige indsaa, at dertil hører, at man gjennemgaaende maa være retfærdige Folk, der ville leve velvilligt og christeligt med hinanden og lade Modstandere deres Frihed, og dette ikke er at opnaae, mente jeg, at praktisk taget, burde man finde sig i Forholdene og holde tilbage med alt revolutionært Skrig. Naar Høyen raabte: »Alle Cancelliherrerne paa Løgtepælene langs ad Slotspladsen,« for paa den Høide kunde han komme, oprørte det mig ikke blot som hjærteløs, men som tom Tale, da han mindst af alt var Manden til at indfrie sit Ord ved Handling. Alt dette smagte saa forskrækkeligt af lært fransk Væsen.
Den 20. Januar døde Christian den ottende, og har nogensinde Kongedømmet viist sig i en lurvet Skikkelse, saa var det, da hans Ligvogn humpede ud af Byen. Det gamle Stillads skumplede saa uhøvisk afsted og Følget tog sig saa daarligt ud og Stemningen var saa uvillig og raa, at man kunde faae ondt af at være Vidne dertil. Jeg stod i Vimmelskaftet og saae det. Det var hos Oberst Stenstrups, som hverken var af de Liberale eller Nationale, men som en militær Familie henviist til at være Royalister, og jeg kan indestaae for Stemningen. Der var ingen der gad tage sin Hat af for den døde Konge, Folket var mere oplagt til at pibe i Fingrene. Og det ikke fordi Kjøbenhavns Borgerskab var særdeles frisindet, det er ikke Laugsfolkets Væsen, men fordi alle havde som en Fornemmelse af, at det var et raadent Lig, der laa i Vognen. Visselig var Dommen baade uretfærdig og hjærteløs, men den var der, selv i Samfundets fineste Lag. Saavidt var det kommet med Enevoldskongen.
Af den mystisk-politiske Treenighed: Gud, Kongen og Fædrelandet, var Kongen foreløbig borte. At Christian den ottende var død og Frederik den syvende levede var foreløbig ingen Trøst, man ventede sig endnu mindre af ham, kun en forvirret Misstemning saae Fremtiden an. Kong Christian fortjente det ikke personlig, han var dog baade en Fædrelandsven og en Kirkemand, og man var ikke uvidende derom, hvad man saa end forøvrigt vidste om hans Synder.
Han havde seet i Naade til Grundtvigianismen, og hjulpet den til at faae Ordet, og den brugte det. Dens Maade at besynge Fædrelandet paa blev den nye Tids Løsen. Alle Talere og Digtere, ligegyldigt om de hørte derhen eller ikke, stemmede i med. Disse Toner: Danmark er Vorherres Øiesten, Dannerfolket er Hjærtefolket, og dets Modstandere er Thurser og Trolde; enten vi forstaae os paa Politik eller ikke, det veed vi, at vort Folks Sag er Guds egen Sag, de stødte i den Grad baade min Smag og min Retsfølelse, at jeg ikke kunde give Kielerne ganske Uret deri, naar de yndede at fremhæve Forfængeligheden som de Danskes Hovedegenskab. At vi fra begge Sider kjæmpede for en og samme Ting, for Frihed og Nationalitet, mens Kampen stod om, hvor den nationale Grændse laa, ved Eideren eller Kongeaaen, var utvivlsomt; og at hver fra sin Side og fra sit Synspunkt forsvarede sit Omraade baade Land og aandelige Eiendele saa godt man formaaede, var mig, politisk taget, en ligefrem Sag, men Skryderiet var mig ogsaa fra begge Sider lige ubehageligt.
At denne Stemning, som under min Virksomhed i Slesvig skulde blive mig endnu tydeligere, allerede dengang var mig bevidst nok, har jeg tilfældigvis endnu et bestemt Vidnesbyrd om.
Jeg behøver ikke at minde om, hvorledes den dristige Reisning af Oprørsfanen virkede som et Stød i Kjøbenhavn og alt Landet. Fulde af Forventning og høi Stemning strømmede vi alle sammen til de Møder, de politiske Førere gjorde Opraab til, og der var Nyt at høre. Ikke just Politik, den ansaae jeg ikke for særdeles ny, hverken hvad Frihedens eller den slesvigholstenske Sag angaaer, men Krigen, det var virkelig Nyt. Da jeg paa det store Casino-Møde den 20. Marts efter forskjellige andre Taler, hørte Tscherning gaae den Sag, som endnu ingen havde turdet nævne, lige paa Livet, og med mægtig Røst udraabe: »Fordre de Slesvig, saa svare vi med Krig!« negter jeg ikke, at der gik en Gysen igjennem mig. Jeg saae øieblikkelig hele den forfærdelige Udsigt, og jeg er nu eengang ingen Ynder af Krig.
Den følgende Dag saae jeg fra mit Vindue Gammeltorv efterhaanden fyldes saa tæt, at fra den ene Mur til den anden stod Hoved ved Hoved. Jeg foer ned at føie mit af den nye Tids Frihedsaand høit løftede Hoved til de andres. Time efter Time ventede vi rolig og taalmodig. Man sagde os, at inde paa Raadhuset stred Borgerrepræsentanterne med Magistraten, som ikke vilde indlade sig paa at være med til den Beslutning at gaae til Kongen og bede ham om et Systemskifte, som Aftalen havde været paa Mødet Aftenen før. Da hørtes ovre fra en Gruppe nærmest Raadhuset Sang løfte sig – »Danmark deiligst Vang og Vænge,« og hele den vrimlende Folkemængde istemte den gamle høitidsfulde Tone. Som et svulmende roligt rullende Hav, ikke som en Oprørssang, snarere som en Psalme i den fyldte Kirke, gik den henover Hovedstadens minderige Torv. Det var engang at fornemme hvad en Folkesang har at sige, aldrig har det været bedre forstaaet. Det var vel ikke blot mig alene, Taarerne løb ned ad Kinderne paa.
Endelig kom saa Folkets Førere tilsyne under Raadhusets Colonnade, og det overraskende saaes, Overpræsidenten gik virkelig i Spidsen. Han var bleven overmandet af Borgerrepræsentanternes og Casinomødernes Formand L. N. Hvidt, som kort og godt havde sagt ham: Gaaer De ikke med, saa gaaer vi alene. Ved Synet af min store Præsident med det hvide Ordensbaand over sit brede Bryst som Anfører for hele det liberale Væsen, det han fra Cancelliets Pallads i en Menneskealder havde foragteligt holdt nede, maatte jeg lee ved mig selv, jeg kjendte jo Manden saa vel, og jeg fik endnu mer at more mig over. Saasnart han kom hjem efter den vældige Bedrift, strøg han al den Ære, han havde indhøstet for den, af sig ligesaa rask som han kastede Generalskjolen, og gik lige over til A. S. Ørsted, som boede skraas overfor os, forat undskylde, hvad han havde vovet paa. »Som de beklagelige Forhold nu engang ere, kunde jeg efter min bedste Overbevisning ikke gjøre andet.« – »Ja ja, kjære Ven, jeg forstaaer det,« svarede Ørsted, og klappede ham paa Skuldren. Jeg fik det altsammen frisk ved Middagsbordet, da han forklarede sin bekymrede Familie de beklagelige Forhold og sin vanskelige Stilling, og den blev beroliget ved at høre, at den Minister, han havde været med til at styrte, ikke tog sig det mere nær. Ørsted forstod ham saa godt, og vidste vistnok bedre end han, at den gode Lange ikke var den eneste, der tabte Hovedet. Men har vel ogsaa tænkt, det gjør jeg da idetmindste ikke.
Imidlertid sluttede vi alle til, Arm i Arm, sex Mand høi, i den lange Colonne, som endnu ikke havde tømt Torvet, da Spidsen naaede Slottet: Jeg gik med Høyen, som nu var saa glad, at han ganske glemte at faae Cancelliherrerne paa Lygtepælene. Vi vare naaede til Høibroplads, da det med Jubel lød hen over Mængden: Kongen har afskediget Ministeriet! Vi saae som blændede paa hinanden: kan en Statsomvæltning gaae saaledes til? Jo, det kunde den. Ikke saameget som en opplantet Kanon eller en svingende Garderhest. Lad saa hele Europa ryste paa Hovedet og tvivle. Ene hos os kunde den det.
Saa gik vi alle glade hjem og gned os i Hænderne og priste vor Konge. Nu var han Folkets Afgud og levede siden deraf. Man kan ikke undre sig derover. Lad ham saa i et lystigt Lag have sagt: »En Constitution, de kan faae ti for een, om de vil,« saa kunde han dog i betydningsfulde Øieblikke ogsaa være Konge og var da en høist tiltalende Konge. Det er saadanne Øieblikke, der mindes og blive historiske. Selv har jeg kun eengang været Vidne dertil. Det var da han tog imod et skandinavisk Studentertog paa Fredensborg og beværtede os fint i Haven. Da vi drog gjennem Slottets Kuppelsal, sad han oppe paa Galleriet i daglig Dragt med en Fez paa Hovedet, og holdt en Tale til os saa værdig, hjærtelig og gjæstfri patriarchalsk, at han henrev Broderfolkenes Studenter og Videnskabsmænd. Jeg gik med Welhaven og Munch, de var enige om, at ingen kunde have gjort det bedre.
Det var en Tid, da hver Dag havde historisk Betydning. Næste Dag, 22. Marts, ankom den slesvigske Deputation i den underlige Hensigt at faae Kongens Sanction paa en Stat, som de havde taget fra ham og allerede var ifærd med at forsvare med Vaabenmagt. Slotspladsen og Høibroplads var igjen saa tætpakket med Mennesker som vel muligt, da de kjørte op til Slottet forat stedes for Kongen, og saa forbittret man end var paa dem, insulterede blev de dog ikke. De fik endog en begeistret Hilsen fra en, der stod ved min Side. Det var vor Ven fra det Stenstrupske Hus, Harald Neergaard[11]. Han pegede med udrakt Arm paa dem og raabte: See paa dem, det er dog engang Mænd! Folk gloede arrigt paa ham, men gjorde ham dog intet. Saa kom Monrad, som nu var Minister, med ilsomme Skridt trængende sig gjennem Mængden for at naae til Slottet og bivaane Tydskernes Audiens. Han havde en temmelig daarlig Overfrakke paa, og havde ikke faaet den børstet, den var fuld af Dun og Haar. Heller ikke han blev hilset. Folket var vel paa Høiden, men havde ingen Øvelse i at give det tilkjende.
Naar de fem slesvigholstenske Herrer ansaae det for en stor Bedrift at vove sig ind mellem det kjøbenhavnske Folk og heller ikke følte sig sikker i Hotellet, saa man maatte føre dem til Alfred Hages Hus, og give dem Vagt af Studentercorpset, laa Faren vistnok for største Delen i deres egen Indbildning. Hvad vildt Folkeopløb vilde sige, maa de have kjendt bedre fra deres eget Hjem end fra vort. Skræmmede vare de i alt Fald; det var alle, der kom fra Revolutionslandet.
Den ypperste af de Fordrevne var Regjeringspræsidenten Scheele. Han var en Ven af min Overpræsident, og søgte til hans Hus, da han kom til Kjøbenhavn. Naar jeg kom ned om Aftenen, sad han hyppig i Dagligstuen. Det havde da sin store Interesse for mig at lytte til hans Fortællinger om Scenerne derovrefra. Hvorledes han havde maattet løbe ud af Byen Slesvig, havde faaet fat i en Vogn udenfor Byen, og havde hele Veien siddet med spændte Pistoler, beredt til at sælge sit Liv saa dyrt som muligt; var i Flensborg kommen i Selskab med en Flok Dragonofficerer, der førte Regimentets Fane med sig, men ikke en Mand af Regimentet; og hvor forsigtig han havde maattet snige sig gjennem de slesvigske Byer, og hvor han priste sig ikke mindre lykkelig, for han ikke var bleven kjendt i de danske, alt med mange charakteristiske Omstændigheder. Naar der saa, mens han fortalte, hørtes nogen Larm paa Gaden, en Hob drog syngende forbi, et Hurra hørtes fra en Kjelder eller sligt, Byen var jo yderst livlig i alle de Aftener, foer han sammen og saae sig vildt om, med et Blik som om han greb til Pistolerne.
Jeg smilte ad det ved det fredelige Thebord, men hos ham var det at undskylde. Han havde seet det rasende Folk, og mens han løb, havde de strakt en anden fin Embedsmand til Jorden med et Hug af en Spade.
Scheele gik ydermere i den Tid aldrig ud uden at bære et tyk Stok, hvis Greb var en skarp Øxe. Han var vist ogsaa Manden for i fornødent Fald at bruge den. Men som han tog feil i at mene, at det fornødne Fald kunde indtræde i Kjøbenhavn, saa havde han ogsaa ondt med at faae sig sikkret for den Fare at kjendes paa Sproget. Han talte altid meget forsigtig Dansk, daarligt nok, men saa godt han kunde. Men det gik ikke i den Langeske Familie, de svarede ham stadig væk paa det fineste Tydsk, indtil han overvældet af de mange tydske Stemmer endelig som i Distraction selv faldt over i sit Modersmaal. Han var en klog Karl, og blev siden som bekjendt Frederik den syvendes Mand.
Ogsaa Anders Sandøe Ørsted kom i den Tid en Del til Langes, og det var morsomt at høre, hvilke forfærdelige Vittigheder han og hans Ven Kollerup Rosenvinge kunde ryste af sig over det liberale Parti. De Herrer talte om Martsministrene, at sige de demokratiske, ganske i samme Tone som Royalister nu tale om Berg og andre Venstreførere, og lo dertil saa de rystede.
Imidlertid begyndte Krigsbuldret, og alle vi Yngre, en Del Ældre med, samledes hver Morgen paa Rosenborg Plads, for det første for at exercere paa Livet. Det var herlige Dage, man aandede bogstavelig en bedre Luft end man var vant til. Skjønnere Foraar mindes jeg ikke at have seet, det skulde da være 1834, da jeg holdt mit Indtog i Sjælland. Det var som Naturen holdt Glædesfest for den unge Frihedsaand. Det meste af April var det varm og sommerklar Luft, og Træerne strakte deres udfoldede Knupper med Længsel ud efter den. Kommandoordene skraldede, Vaabengrebene raslede, men under alt det kunde jeg ikke lade være at fryde mit Øie med Slottets varme Glød mod den blaa Luft, og de kaglende Alliker og de klare, brede Skygger, som Kastanietræernes Rækker lod falde hen over den bajonetglimtende Vaabenplads.
Jeg var, naar jeg selv skal sige det, rask til Vaabenhaandværket. Jeg var heller ikke ukjendt med det. I mine første Studenteraar havde jeg været et saa fremragende Medlem af Studentercorpset, og min sorte hvidkantede Uniformskjole med det røde Bryst, de hvide Buxer og den colossale Chacot havde klædt mig saa net, at jeg endog var bleven valgt til Underofficier, og havde min store Møie med at slippe fra denne kjedsommelige Værdighed. Vor største Ærgjerrighed var Bajonetfægtningen. Ved den mente vi utvivlsomt at sikkre os Seiren, da Underofficiererne fortalte os, at den Kunst forstod Tydskerne aldeles ikke.
En Morgen kom Vermehren løbende og raabte: Nu skal I høre en splinterny Vise, og han som var en god Sanger og en Virtuos i alskens Udtale, foredrog paa bredt sjællandsk Bondemaal den tappre Landsoldat. Det gjorde nu umaadelig Virkning. Aldrig har den epochegjørende Sang behaget mig saameget som i den Stil, hvori jeg saaledes førstegang hørte den. Hvoraf blev Følgen, at jeg med sædvanligt Paradoxmageri ved Langes Frokostbord opstillede den Sætning, at vor nye Krigssang langt overgik Marseillaisen.
Vaabenøvelserne, der ogsaa udstrakte sig til Marsher til Dyrehaven og fingerede Træfninger, havde Charakteren af ungdommelig Leg, men Meningen var dyb Alvor nok. Fra Dag til Dag kom der Anmodninger til Corpset, om nogen vilde melde sig til frivilligt at afgaae til Hæren, og hver Gang traadte en Flok rask frem, flere end der forlangtes. Vilde da ogsaa jeg møde paa den blodige Valplads? Ja til Tider. Jeg var høirøstet nok med, da vor 1100 Mand stærke Bataillon omringede vor Chef, Oberst la Cour, og forlangte, at han skulde føre os samlede over til Hæren.
Men virkelig Krig var mig nu eengang en svær Sag. Jeg kunde ikke tænke mig at skulle sætte min Kugle eller min Bajonet i et levende Menneskes Bryst, saameget mere som en Tydsker efter mine Anskuelser ikke i den Grad var en Forbryder som efter andres. Jeg slog derfor mine Tvivl ned med at lægge Afgjørelsen over paa mit Fædreland. Kaldte det mig, var jeg beredt til at lyde.
Hæren var begyndt at samles, og intet har rørt mig saameget som Synet af den første Udrykning.
Kongen havde om Eftermiddagen den 29. Marts paa Exercerpladsen taget Afsked med de kjøbenhavnske Batailloner. Næste Morgen tidlig, da jeg endnu laa i Sengen hørte jeg klingende Spil og Hurraraab. Jeg foer op og til Vinduet, og saae Torvet tæt fyldt med Mennesker, og som en blinkende Aa af i Takt rokkende Bajonetter med de røde Compagnifaner over dem trække sig gjennem Mængden fra Nørregade skraas over Torvet og forsvinde i Frederiksberggade. Da fik jeg klarlig for Øie, hvad det vil sige: »Min Pige vilde med.« Paa Siden af Geledderne, ja midt inde i dem havde Bønderpiger, røde Liv, grønne Skjorter, guldstykkes Huer, jo i fuld Uniform, faaet hver sin Ven under Armen, og halede ud med lange Skridt for at holde Tridt, og andre trængte sig frem fra Siderne, ogsaa Mødre, og vinkede hver af sin, og tog fat og rakte Smaating, som Karlene stak til sig, alt mens det rungende Hurra lød over Pladsen. Det Syn i den milde Morgensol er ikke til at glemme, og det underligt vemodige at see denne svinde i den mørkskyggede Gade, og at vide, hvor de drog hen. Taarerne løb mig ned over Kinderne, mens jeg klædte mig paa og løb ud til Jærnbanen for endnu at være Vidne til: »Der kan du se, min Ven!« Jo, jeg havde nok Ret, Sangen er mere greben ud, idetmindste af vort Folkeliv, end Marseillaisen.