Minna

Jeg husker ogsaa, at jeg opsøgte hin støvleformede Plet paa Tapetpapiret – den var ved denne Belysning ikke saa let at finde – for at afvende det onde Varsel, der kunde ligge i hint Indfald, da jeg tog Afsked med Minna: »maaske faar du aldrig mere denne Plet at se«. Hvis jeg nu havde forsømt at betragte den, kunde det jo gjælde endnu! Jeg var i disse Dage saa overtroisk som en gammel Kjælling, fordi kun mine Forhold existerede, og Alt maatte have Betydning for dem.

Fru Jagemann sad i sin Stol og halvsov med aabne Øine; hun forstod Intet af, hvad der bevægede os, men mumlede mekanisk:

– Allerkjæreste – Ak Gud, ja – det kan man rigtignok kalde Talent.

Vi snakkede endnu et Kvarters Tid om ligegyldige Ting, – for at forhale Afskedsøieblikket. Endelig rev vi os løs.

Minna lyste os ud paa Trappen. Gadedøren var endnu aaben.

Jeg lod ham træde først ud. Han vendte sig, og idet han tog Hatten af, strakte han den høire Haand ud imod mig.

– De sagde igaar Aftes, Hr. Fenger, at vi skildtes som Fjender. Se, nu har vi dog tilbragt en Aften ret venskabelig sammen. Vi kan i Virkeligheden ikke hade hinanden; for hvem af os, der end bliver den Begunstigede, saa vil den Anden være det Menneske, der mest af Alle ønsker ham Lykke – for hendes Skyld.

– De har Ret, Hr. Stephensen. Men vore Veie er skilte. Farvel!

Vi gik hver til sit.

Det var hørt op med at regne. Mellem de løse Skyer tindrede hist og her en Stjerne over de blanke Tage. De vaade Brostene og Flisefortovene skinnede langt bort med en øde og trist Glands.

VIII

Den følgende Dag gik jeg som sædvanlig paa Polytechnicum. Men forinden havde jeg allerede skrevet til min Onkel.

Efter Middag besøgte jeg Hertz's, for at kunne give min Ven Efterretning om Faderens Befindende. – Den gamle Mand laa i Sengen; han hostede og havde lidt Feber.

Hertz spurgte strax efter Minna – hvorfor hun ikke var med?

– Vi mente, I var uadskillelige, tilføiede Fru Hertz.

Det var godt, at de gule Persienner vare rullede ned; den Smerte, som dette Udtryk voldte mig, vilde ellers være bleven paafaldende. Jeg syntes, jeg kunde føle, at jeg skiftede Farve, og at Veiret gik fra mig ligesom ved et Sting. I saa ligegyldig Tone, som jeg kunde overkomme, fortalte jeg, hvor hun var taget hen og hilste fra hende.

De gamle Folk blev meget forundrede over, at hun saa pludselig var reist bort uden at sige dem Farvel. Og iforgaars havde hun ikke engang vidst Noget derom!

– Hun fik først Brev derom igaar, sagde jeg. – Cousinen ønskede saa meget, at hun skulde komme strax – hun var ikke rask – Humeursyge troer jeg.

– Ja, saa kan jeg tænke, hun maatte afsted, sagde Fruen; Minna er altid saa mageløs, naar Nogen feiler Noget.

– Det er rigtignok Skade, at det skulde være netop nu, klagede Hertz. – Jeg havde glædet mig til, at hun var kommen i disse Dage, hun havde nok spillet lidt for mig, – Døren kunde staa paa Klem ind til Dagligstuen – hun spiller saa kjønt.

Jeg skyndte mig at forlade dette farlige Omraade, og fortalte om min Onkels Brev, der kaldte mig langt tidligere til England, end jeg havde ventet.

– Allerede i Løbet af Maaneden! udbrød Hertz. – Ja, Dresden er som et Hotel, hvor den Ene tager ind, og den Anden reiser. Kun saadanne gamle Folk, som vi, sidder fast, til man en Gang begraver os her. Ifjor flyttede Maleren Hoym til Berlin, og Professor Grimm, der var en meget lærd Kantianer, kom til Hamborg for et Par Aar siden .... Naa, De er jo ung og maatte ud at virke – et Aarstid før eller senere.

– Der er nok En, for hvem det Aar mindre i Dresden ikke har saa lidt at sige, bemærkede Fruen.

– Ja, Minna – stakkels —. Han afbrødes ved et Anfald af den tørre Hoste, som af og til havde besværliggjort hans Tale.

– Endnu har jeg slet ikke sagt hende det, – den Tanke allerede at skulle forlade hende gjorde mig ganske fortvivlet. Jeg har tænkt meget paa, om jeg ikke skulde se at faa min Onkel til at opgive denne Bestemmelse. —

– Nei, nei, kjære Fenger, sagde den gamle ivrig og strakte Haanden ud – ikke det – Arbeidet kan ikke rette sig efter – efter vor Tilbøielighed .... Pligten først – Virksomhed jo før jo heller – Mandens Kjærlighed arbeider – og Kvindens bier. —

– Du maa ikke tale saa meget, det anstrenger dig .... Men saaledes er det, – ja, vi to Gamle har ogsaa kjendt det i sin Tid .... Vær ikke for bekymret over det. Minna er en forstandig Pige og en trofast Sjæl, hun vil ogsaa have Tillid til Dem .... De kan tro, hun vil komme ie gjennem Ventetiden, end De nu tænker Dem.

– Jeg vil haabe det, kjære Frue, men jeg troer rigtignok, at De altid har haft et roligere Sind og ligeligere Temperament end Minna, og at De derfor i Deres Ungdom har lidt mindre ved en saadan Adskillelse.

– Ja, det er rigtigt, sagde Hertz, – for Minna – vil det falde tungere .... Men – vi maa alle kjæmpe – hver med sit – og det bliver til vort eget Bedste. —

– I alt Fald er det ikke den Slags Kampe, som man bukker under i, sagde Fruen muntert. Saar troer jeg ikke engang der er at frygte, og Strabadserne, veed De nok, kommer man over. – Og eet kan De være vis paa, at vi skal være Alt hvad vi kan for den kjære Pige, og hun kommer ikke til at mangle Venner, for saa vidt som et Par gamle Folk som vi kan være det.

– Jeg kunde aldrig ønske hende bedre Venner, og det er mig det mest beroligende, at hun her har et andet Hjem, hvor hun altid finder Forstaaelse, og hvor der er fredet om de kjære Minder, som vi har sammen.

Jeg stod op og rakte Hertz Haanden.

– Nu skal De have Ro og ikke fristes til at tale, – jeg vilde ønske, jeg kunde spille for Dem .... Naar jeg kommer hjem, skriver jeg til Deres Søn, saa kan jeg bringe ham en frisk Hilsen.

– Ja, hils ham – og – at han ikke gjør sig Bekymringer, – jeg mener, – han er jo saadan en kjærlig Søn, – men De ser selv, det er ikke Noget – af Betydning.

Fru Hertz nikkede med sit rolige, uforstyrrelige Smil.

– Det er kjønt af Dem, at de strax tænker paa at fortælle Immanuel det, – nu faar I jo længe ikke hinanden at se, og han holder meget af Dem, – De maa besøge ham paa Veien.

– Det har jeg ogsaa besluttet .... Farvel! —

Jeg havde under denne Samtale et Øieblik glemt den frygtelige Usikkerhed, hvori min Kjærlighed nu levede. Men skjøndt denne Bevidsthed nu vendte uafviselig tilbage, forekom Faren mig dog ringere, og jeg var mere tilbøielig til at se lyst paa Fremtiden, end jeg havde været det siden min Samtale med Minna. Billedet af dette elskværdige gamle Ægtepar var saa sammenvævet med vor Kjærligheds fredelige Idyl, at blot denne korte Samværen med dem opfriskede dens Farver til et Liv, der bortlyste al Frygt for en tragisk Skygge. Jeg havde fundet dem med den samme Tillid til vor fælles Lykke som før, nu da den for mig stod saa anfægtet, og jeg tog denne Tillid for endnu bedre Varer, fordi den beroede paa Uvidenhed – hvilket ganske vist i Andres Øine vilde have forringet dens Værdi; men jeg trængte just til et Støttepunkt, der ikke engang havde følt Noget til Rystelsen. »De vil ikke blive skuffede,« sagde jeg til mig selv, »Alt vil vende sig til det Bedste, – den gamle Hertz dør ikke, og jeg mister ikke Minna.«

Denne Slutning var ikke afgjort logisk. Men selv om den havde været det, saa kunde jeg dog maaske ved dette Sygebesøg, hvis jeg havde været mindre optagen af min egen Skjæbne, have bemærket Meget, der lod befrygte, at en stærkere Disputator – den stærkeste! – vilde sige sit: Nego majorem. —

IX

Da jeg havde skrevet Brevet til Immanuel Hertz, gik jeg ud at spadsere.

Med Gaarsdagens Regn var der sket et Omslag i Veiret. Det var skyet og blæste raakoldt, som om man var i November. Jeg drev om i Villa-Kvarteret, slentrede gjennem Parken, hvor de latterlig udmaiede kolossale Ammer promenerede med Børnevogne, og gjennemstreifede Grosser-Garten, – idet jeg bestandig opsøgte de Veie og Gangstier, hvor vi havde gaaet sammen. Tilsidst sad jeg længe paa Udsigtshøien. Det var ved Solnedgangstid, ligesom hin Aften for et Par Uger siden; men alt Belysnings-Trylleriet var borte, og man øinede Intet til de fjerne Høider. Mit Hoved var tungt og uden Tanker; den sangvinske Stemning, som havde oplivet mig efter Besøget hos Hertz's var forflygtiget, uden at dog den foregaaende sørgmodige Tilbøielighed til at anse Alt for tabt havde indtaget dens Plads; jeg var opfyldt af en underlig sløv Uro.

Da jeg kom hjem, lagde jeg mig paa den umagelige Sopha – jeg maatte lægge Benene op over det ene Armlæn paa en smudsig Antimarcasse, saa lille var den. Lampen tændte jeg ikke; en Gadelygte og en Studerelampe hos Gjenboen kastede saa meget Lys ind i Stuen at man kunde skjelne Gjenstandene og ikke plagedes af Mørket; man fristedes hverken til at sove eller til at bestille Noget. Liggende saaledes i timevis gjennemgik jeg i Tankerne Alt, hvad jeg havde oplevet i de sidste Dage, idet jeg begyndte med den foregaaende Aften hos Jagemanns og saa gik tilbage til Samtalen med Minna, til den med Stephensen – længer naaede jeg ikke. Der var Stof nok; jeg gjenkaldte mig hvert Ord, der var vexlet, Tonefald, Miner, Fagter og Bevægelser saa nøiagtig og omhyggelig, som om jeg havde et bestemt Formaal dermed, – som om der f. Ex. et Sted bag ved mig havde siddet en Sekretair, hvem jeg skulde diktere det Alt i Pennen.

Da jeg endelig gik i Seng, lod denne Masse, som en Gang var sat i Bevægelse, sig ikke længer standse. Men i Stedet for som før at rykke frem i Orden, efter Række og Geled, til en overskuelig Mønstring, trængte den sig nu oprørsk frem, idet hver Enkelt vilde gjøre sig gjældende, og de Sidste vilde være de Første. Dersom alle Soldater i Kong Mithridates' Hær samtidig havde appelleret til hans berømte Personal-Hukommelse og vare styrtet frem over hinanden for at gribe fat i ham og raabe: – »Husker du ogsaa mig? – hvad hedder jeg? hvad er jeg for en Landsmand? hvor har jeg udmærket mig? hvor fik jeg dette Ar?« – saa vilde hin kongelige Huske-Kunstner have befundet sig i en lignende Overvældetheds-Tilstand, som den der holdt mig vaagen, indtil det begyndte at lysne i Værelset.

Høit op paa Formiddagen vaagnede jeg med en smertelig Tunghed i Baghovedet. Jeg vilde ikke gaa paa Polytechnicum; de sidste Ugers Studium havde jo ikke stort at sige, og desuden kunde jeg neppe huske en eneste Enkelthed af Gaarsdagens Forelæsninger. Jeg gik ud i det Haab at forjage min Hovedpine og drev om ved Zwinger og paa Theaterpladsen. Men jeg var ikke vant til at se Byen i Formiddagsbelysning sammen med Minna, og den forekom mig derfor stemningsløs og uvedkommende, Alt, hvad jeg saae, mishagede mig, ligesom det vilde have mishaget mig i denne Sindstilstand at gaa om i Berlin eller i Kjøbenhavn.

Paa en Theaterplakat stod »Kätchen von Heilbronn« – vi skulde have seet den sammen i Aften!

Jeg tyede snart til min Stue hvis logis-mæssige Uhygge ophævede Begrebet »Omgivelser« og isolerede mig i et tomt Rum. Saa laa jeg dèr paa min Seng – Sophaen var for radbrækkende – og holdt Revue over disse tæt sammentrængte utallige Minder, som en døende Alexander, der tager Afsked med sine Soldater; – de ledsagede mig som et Sørgefølge paa min Eftermiddags-Vandring, hvor nye Skarer sluttede sig til ved hver ny Gade, Vei og Gangsti, – og da jeg endelig sov ind, var det i Skyggen af Gravvagtens Faner. —

Da jeg stod op den følgende Morgen, følte jeg mig afkræftet, og modløs imødesaae jeg denne Hær af Plageaander, som jeg havde besvoret og ikke kunde mane bort igjen.

Jeg ønskede nu kun at komme ud af Tryllekredsen.

»Kunde man blot slaa Tiden ihjel i disse afskyelige Ventedage,« tænkte jeg, »eller undfly sig selv og alle sine egne Tanker.«

Jeg mindedes den ene Ventedag i Rathen, og hvorledes den Gang en bindstærk Roman havde holdt mig med Selskab.

Strax skyndte jeg mig hen til et Leiebibliothek og forlangte »De tre Musketerer«, som jeg tænkte maatte være formaalstjenlig.

Medens Udlaaneren var borte for at finde den, slog jeg en tyk Bog op, som laa paa Disken.

Jeg fik som et Stød, da mit Blik faldt paa Navnet »Minna«.

»Minnas uforlignelige Skjønhed og englelige Sind overvandt dog alle hans Betænkeligheder« – jeg husker Sætningen ordret endnu.

Jeg bladede om, slog op hist og her – næsten overalt Minna: – hun seilede paa en Bjergsø i Maaneskin – — klædte sig paa til Bal – sank grædende og sødt blussende i sin Moders Arme.

»Er denne Bog ledig?« spurgte jeg Udlaaneren, der kom med Musketererne. Han bejaede, og jeg tog begge Bøgerne med hjem. Forfatterens Navn havde jeg ikke en Gang seet efter, – baade det og Titlen har jeg nu glemt. Hvad Indhold og Stil angaar, saa var min Rathener-Roman et sandt Mesterværk i Sammenligning hermed, og jeg vilde ganske vist have slængt den bort efter at have læst en Snes Sider, dersom Heltinden havde hedt Adelheid eller Mathilde; men nu læste jeg den trolig igjennem Linie for Linie, og det bestandig tilbagevendende Navn satte mig i en vis ophidset og dog velgjørende Stemning, medens de snart trivielle snart fabelagtige Hændelser, der vederfores lutter uinteressante Personer, netop sysselsatte min Fantasi tilstrækkelig, til at holde mine egne Tanker borte.

Ud paa Eftermiddagen afbrød jeg denne Narkotisering for at gaa hen til Hertz's.

– Ligger Herren endnu i Sengen? spurgte jeg den gamle Tjenestepige, der lukkede op.

– Vist gjør han det, ak ja, saamænd ligger Herren i Sengen, svarede den Gamle og rystede paa Hovedet. Vær saa god at gaa ind i Dagligstuen, Hr. Fenger, – jeg skal kalde paa Fruen, det vil glæde hende, at De er kommet.

Dagligstuen havde det Dobbeltpræg af altfor stor Orden og af Forstyrrethed, som et Værelse faar, naar det i nogle Dage ikke benyttes. Stolene stod nøiagtig paa deres Plads, men paa en af dem var der glemt en Støveklud. Paa Hjørnet af Bordet, nærmest Entrédøren, laa Aviserne for flere Dage ovenpaa hinanden, glatte og i de samme Folder, som de have ved Afleveringen. Lufttrækket fra det aabne Vindue havde blæst et aabent Brev ned paa Gulvet. – Hvor naturligt end Alt dette var, saa forøgede det dog den uhyggelige Fornemmelse, der havde grebet mig ved det gamle Tyendes bekymrede Væsen; en øredøvende Larm fra det snævre Gadehjørne, hvor alle Slags Kjøretøier krydsedes, gjorde mig ganske fortumlet.

Jeg stod endnu op med min Hat i Haanden, da Fru Hertz efter et Par Minutters Forløb traadte ind. Hun havde forvaagede – maaske forgrædte Øine, og hendes Smil syntes kun af Vane at være paa Læberne.

– Min Mand sover, kjære Ven, sagde hun, idet hun gav mig Haanden, – det er slet ikke godt med ham. —

– Er det blevet værre?

– Ja, Feberen er taget til – han har ogsaa Smerte i Siden, naar han hoster – den ene Lunge er angrebet.

– Min Gud! – men De troer dog ikke, at der er Fare —!

Jeg blev ganske kold af Skræk – ikke saa meget, fordi den gode Oldings Liv var truet, som paa Grund af den fixe Idee, der havde konstrueret en Forbindelse mellem hans Helbred og min Kjærlighed.

»Du gode Gud,« tænkte jeg, »skulde han dog dø, og skulde jeg miste Minna?«

Fru Hertz, der ingen Anelse kunde have om en saadan Bitanke, ansaae naturligvis min iøinefaldende Sindsbevægelse for at være et rent Tegn paa Deltagelse og Venskab for hendes Mand; hun takkede mig med et inderligt Blik, idet hun svarede: —

– Fare kan der jo let være ved en saadan Sygdom hos en gammel og svagelig Mand. Jeg maa være forberedt paa det værste.

Hun satte sig i Sophaen og bad mig tage Plads ved Siden af sig.

– Jeg kan se paa Dem, at De undrer Dem over, at jeg taler saa rolig og ligefrem derom .... Noget ligger det vel til min Natur, men jeg troer ogsaa, at Dødens Skilsmisse tager sig ganske anderledes skræmmende ud for en ung Person, end for En, der dog i alt Fald kun kan have kort Tid til at overleve og savne i. De tænker nu ved Dem selv: hvis jeg stod Fare for at miste Minna, hvor ganske anderledes sønderknust vilde jeg da ikke være, – hun maa dog have et koldt Hjerte.

Jeg saae ned og syntes at Stuen løb rundt for mig. Hvorledes faldt hun dog paa det? hvorfor kom netop de Ord hende paa Læberne, Ord, som paa en ganske anden Maade, end hun kunde ane, vare lige paa Sporet af mine hemmeligste Tanker! Var det ikke som en Inspiration, en Varselstemme? Maaske betød de, at jeg burde betro mig til hende. Jeg kunde ikke blive enig med mig selv, og imedens mumlede jeg tankeløst: —

– Vist ikke – hvor kan De tro! – noget Saadant er aldrig faldet mig ind.

– Se, nu har De allerede Taarer i Øinene! udbrød hun og klappede mig moderlig, – De er meget følsom – ualmindelig, men skam Dem ikke over det, i alt Fald ikke overfor en Kvinde, De vil blive en god Ægtemand .... Hvor jeg kan tro det? Fordi det er naturligt for Dem at tænke saaledes; men hvis De havde levet et ægteskabeligt Samliv med Minna, og I begge var graanet i Kjærlighed – det kan man nemlig, uden at den tager Skade deraf – tro mig, saa vilde Døden forekomme Dem helt anderledes. De vilde i den kun se en kort Skilsmisse, ja neppe det engang, – — ja, De er vel ikke Materialist, Fenger?

– Materialist – nei, det kan man vist ikke kalde mig, – men —

– Men? De har dog Deres Tvivl om det Hinsides? Maaske har De heller ikke tænkt saa meget over Døden, og deri har De gjort Ret: Livet kan endnu længe byde Dem mer end nok at tænke over .... Hvad mig angaar, saa har jeg altid ønsket, at jeg maatte komme til at lukke min Mands Øine. Skulde jeg dø før ham, vilde den Tanke pine mig frygtelig, at jeg skulde lade ham være ene i de sidste Aar, det er meget værre for en gammel Mand, der alle sine Dage har været vant til at blive hygget om og sørget for – vi Kvinder veed nu en Gang bedre at skjøtte os, – saa har jeg jo ogsaa Immanuel – Gud ske Lov! —

– Det er kjærligt og smukt tænkt af Dem, Fru Hertz —, men I vil nok begge leve mange Aar endnu, derfor kan Deres Ønske jo endda blive opfyldt.

– Maaske. – Kommer Minna nu snart hjem?

– Jeg veed ikke.

– Har De ikke haft Brev endnu?

Jeg blev ganske forvirret og mente, at det allerede heraf maatte være aabenbart, at der var Noget i Veien. Men Fru Hertz lo:

– Det er rigtignok sandt, det er jo kun to Dage siden hun tog bort, saa det var vel for meget forlangt. Hun veed vel fra Dem, hvordan Hertz havde det, da De var her sidst?

– Nei, – jeg – har virkelig endnu ikke faaet skrevet.

– Hvad for Noget? det ligner Dem ikke, Fenger.

Den gamle Dame saae paa mig, som om hun pludselig anede, at det ikke forholdt sig ganske rigtig med denne Reise, og dersom hendes egen Bekymring ikke havde optaget hende saa stærkt, havde min Forlegenhed ganske sikkert røbet mig, og hun havde faaet Alt ud af mig.

Men nu var den kvindelige Sporsands desværre sløvet; hun glemte strax sine egne Tanker, saae forbi mig og sukkede.

– Jeg vil netop skrive iaften, – jeg opsatte det, til jeg havde været her. Og saa fortæller jeg hende naturligvis, hvad De har sagt. Men vil De ikke selv skrive, det er dog bedre, hun hører direkte fra Dem, hvorledes det staar, – hun vil sikkert strax komme – øieblikkelig. —

– Jeg ønsker meget, at hun kom, – men det er mig for pinligt at kalde hende hertil som for at tage Afsked – jeg tør ikke, det er maaske Overtro, men man skal ikke male Fanden paa Væggen. —

– Men jeg? maa ikke jeg bede hende om at komme —?

Alt mit Haab flammede op, jeg øinede en ufeilbar Vei til Frelse, naar jeg inden Afgjørelsen fik hende indenfor dette Hus. Alt vilde her tale min Sag – stumt men indtrængende, hvis hun tav, veltalende og overbevisende, hvis hun betroede sig. Hvad var Stephensen her? – En syg, maaske en døende Oldings Velsignelse vilde besegle hendes Forbindelse med mig. Min Samvittighed havde forbudt mig at faa hende til at søge Raad hos de gamle Folk i sin Hjertesag, men den tillod mig sikkert at begunstige en Omstændighed, der syntes mig at være et Fingerpeg af Skjæbnen.

– Ja, skriv, kjære Ven! Men de maa sørge for ikke at overdrive Faren, ogsaa for hendes egen Skyld, det kjære Barn! det vil gaa hende nær! Hun vil jo selv bedst kunne skjønne, hvad hun skal gjøre, træng derfor ikke for stærkt paa, at hun kommer – maaske hendes Cousine trænger endnu mer til hende. —

– Aa, det har vist ikke saa meget at sige.

– Saa forstaar jeg ikke, at De lader hende spilde flere Dage af de Uger, som I endnu har tilbage her i Dresden. De har altsaa ikke fortalt hende endnu, at De skal reise saa snart til England?

– Jeg har – iaften vilde jeg netop skrive det – jeg kunde dog ikke kalde hende hjem den næste Dag – men begge Efterretninger vil jo nu faa hende til at komme strax – iovermorgen formodentlig .... Siig mig nu, kan jeg ikke hjælpe Dem med Noget – hente Medicin – ikke? men maaske komme i Aften og hjælpe med at vaage hos ham?

– Jeg vaager dog selv den meste Tid, og der kommer en Vaagekone – en Diakonisse. Desuden ser De selv ud, som om De trængte til Hvile – De maa være overanstrengt, Kjære! det er vel for at forjage Kjedsomheden, mens Minna er borte, at De overdriver Studierne, men det maa De ikke, hører De! Farvel!

Jeg gik lige hjem for at skrive Brevet.

Hvor lykkelig følte jeg mig ikke ved atter at kunne skrive til hende!

Gjerne havde jeg fyldt det ene Ark efter det andet, men jeg tillod kun min Pen, saa kortelig som det var den muligt, at meddele hende Hertz's betænkelige Tilstand og den Forkortelse i mit Dresdener-Ophold, som min Onkels forandrede Bestemmelse medførte.

Jeg havde ganske vist helst holdt denne sidste Efterretning tilbage, indtil hun havde truffet sin Afgjørelse, og saa – naar hun havde bestemt sig for mig – fortalt hende det mundtlig.

Men det gik ikke an, at hun kom til Hertz's uden at vide det.

Skjøndt jeg havde holdt det for min Pligt ikke at give mine Følelser Luft, var der dog af sig selv kommet en eiendommelig Tone i Brevet, der røbede hele min fortvivlede og angstfulde Længsel efter hende. Det slog mig ved Gjennemlæsningen, at jeg var glad derover. —

Jeg bragte strax Brevet hen paa Posthuset, skjøndt det ikke mer kunde komme med noget Aftentog, og jeg ligesaa godt kunde have puttet det i en Brevkasse.

Det beroligede mig uendelig, at jeg nu havde sat mig i Forbindelse med Minna, og det paa en saadan Maade, at Ingen vilde kunne dadle mig derfor.

Den næste Dag gik jeg strax hen til Hertz's.

Feberen havde været temmelig stærk om Natten, men var nu stilnet af, som det ofte er Tilfældet om Morgenen. Jeg talte kun med Pigen – Fru Hertz hvilede sig. Om Aftenen vilde jeg igjen høre derhen.

Dagen tilbragte jeg vexelvis med at læse og hengive mig til Erindringernes Drømmespil samt med at variere følgende Reflexion: – »Nu maa hun da idetmindste have faaet mit Brev .... Der gaar sikkert endnu Tog hertil fra Meissen – (jeg fik Avisen hos Værtinden og forvissede mig derom) – og hun har kun en halv Mils Vei at kjøre til Stationen. – Maaske – ja, sandsynligvis – kommer hun altsaa i Aften – og det er muligt – ja, det er næsten sikkert, at jeg vil træffe hende hos Hertz's, – hun vil nok strax ile derhen .... Hun vil blive stærkt bevæget – den moderlige Fru Hertz vil behandle os som Forlovede – maaske den Gamle er ved Bevidsthed og glæder sig over at se os sammen. – Lidt ud paa Aftenen eller Natten skal hun hjem, jeg følger hende naturligvis – det er jeg jo ligefrem nødt til – og det Hele ordner sig af sig selv, som om der aldrig havde været nogen Stephensen til.

Et Par Gange opskræmmedes jeg ved Brevtiderne, – aldrig maaske har en Elsker mindre ønsket Brev fra sin Elskede, end jeg gjorde det den Dag. Men de gled sporløst forbi, – efter den sidste Termin aandede jeg op, som en Befriet.

Det var helt mørkt i Værelset, da jeg belavede mig paa at gaa hen til Hertz.

Pludselig gik Døren op paa Klem. »Her er et Brev til Dem,« sagde Pigen og stak noget Hvidt ind.

Jeg blev ganske stiv af Skræk – paa denne Tid, det er jo umuligt!

Brevet var meget stort og stift, – det beroligede mig.

Hurtig strøg jeg en Svovlstik af – og gav i det samme et Skrig fra mig: det var Minnas Haand.