Read the book: «Germanernes Lærling», page 7

IX.

Dette Jessens Afskrækningsforsøg fik den modsatte Virkning af den tilsigtede.

Samtalen havde sat Hjorth i en stærk Bevægelse. Han havde vel ofte hørt Fuldmægtigen udtale sine uortodoxe Meninger, men aldrig før saa kraftig, saa sammenhængende, og han havde heller aldrig før været saa oplagt til at høre, ja ikke blot oplagt, tvungen dertil, nødt til at følge hver Vending, beholde hvert Ord, veje hver Grund og se sin Stemning svinge hid og did, som en Tunge over Tankernes Vægt, uden at være i Stand til at faa Rede paa, hvor det endelige Udslag vilde komme. – Hvad havde han ikke alt faaet at høre, nu han tænkte over det bag efter! Hvor meget af hvad han havde tròt fuldt og fast, havde Jessen ikke sagt var falsk, bevislig falsk! Hvor meget, som han aldrig havde tròt og som han gøs tilbage for som Nonsens, havde Jessen ikke sagt, han skulde tro, naar han tròde paa det andet! – Og han stod raadvild over for alt dette.

Og pludselig greb det ham saa med hidtil ukendte Samvittighedsskrupler, det uforsvarlige i at lære Børn som Livets Grundsandheder noget, han ikke selv havde gennemtænkt, prøvet i alle Fuger, noget, hvis Konsekvenser han ikke kendte, ja som han ikke kunde forlige med sin øvrige Bevidsthed, naar en anden viste ham dem, ude af Stand som han endogsaa var til at afgøre, om det nu ogsaa var nødvendige Konsekvenser, eller om den anden blot sagde, de var det.

Saaledes var det jo rigtignok ogsaa med de andre Lærere. Og vel sagtens med de fleste Mennesker, naar man saà rigtig til; for var de ikke alle deres Børns Lærere? – raadede de ej over Børnenes Tro?

Men dette med de andre, hvad vedkom det Sagen? der handledes jo om ham. Og han maatte undersøge alt dette indtil Bunden, eller leve i en Halvløgn, ja, hvad der var brødefuldere, leve af en Halvløgn, skære sit daglige Brød af den og æde sig selv til Doms, som der stod hos Apostlen. For selv om det vilde vise sig som den evige Sandhed, som Livets Brød, naar det blev undersøgt, – for ham vilde det være en Halvløgn, en langsom Gift, dersom han vedblev at indprente det i andre uden at have haft det liggende for sig overskueligt og klart indtil de mindste Traade, som naar man udreder speget Garn.

Saaledes var allerede det, der fra først af kun havde været det selvfølgelige Middel, blevet Maalet, og det oprindelige Maal, Præstekaldet, var skudt langt tilbage i det usikre.

For det kunde jo hænde, at Garnet viste sig at være i Vildrede, en ubrugelig sammenfiltret Klump, der maatte kastes bort. Og hvad saa? – Præst kunde han saa ikke blive; – og Lærer igen? – den Dør var nok ogsaa lukket. Han vilde have spildt sin Tid og mer end den – udvortes taget. Det var et alvorligt Skridt.

Saa tog han endnu en Gang Sagen for »til Beslutning«, som det hedder i Degnesproget. Han satte det værste Tilfælde. Han forestillede sig, at han kom tilbage fra Universitetet vantro, og sikker i sin Vantro, saadan som Jessen, for det var det yderste, han kendte af Fornægtelse. Han indbildte sig, at alle Veje vare lukkede for ham, at han end ikke formaaede at udbytte sine Kundskaber praktisk til at skaffe sig Livsophold. Og han saà sig selv grangiveligen som en af hine romantiske Vandringsmænd, der utilfredse flakke om i den kolde Verden, Fremmede overalt, med et tungt Hjærte og en let Randsel. Mødig, med gammelt Vejstøv paa de hullede Støvler, kom han op ad Yderslev Gade, og der spillede et vemodigt Smil om hans Læber, da hans gamle Kyndinge, Møller Kristensens Pudel og Niels Larsens Hønsehund og Per Andersens uægte Grævling og alle de ægte Køtere gøde og bjæffede efter ham, og denne Larm fik lokket mange Ansigter til at se sig om, Ansigter, hvori han endnu kendte Træk fra Skolebænken, Husmødre, der gik i Haven med en Glut paa Armen, Gaardmænd, der røg deres Aftenpibe i Porten. Thi det var ved Aftentid, – naturligvis. For længe siden havde han set Solen gaa ned bag Møllen, som endnu stod sort deroppe paa Banken mod et Stykke blegt Orange. Lysene begyndte at tændes. Udenfor Skolen standsede Vandringsmanden. Lampen blev netop baaret ind af den tækkelige Kone, og Manden sad leende med en rødmusset Dreng paa Skødet, hvis Gyldenhaars Krølrand opfangede Lampelyset som i en Glorie. Og medens Vandringsmanden, støttende sig paa den knudrede Stav, betragtede dette Idyl af stille, huslig Lykke, mumlede han i Skægget: – Saaledes kunde du nu have siddet derinde, dersom du ikke var draget ud for at søge Kundskab. Thi det er et sandt Ord, at hvo som forøger Kundskab, forøger Græmmelse. – Da spurgte Hjorth sin Dobbeltgænger: Fortryder du da paa, at du drog ud, og ønsker du det gjort tilbage igen? – Men Vandringsmanden, med det kongelige Sind under Stodderdragten, rettede sig stolt og svarede: »Nej, heller vil jeg være en vidende Stodder end en ukyndig Fyrste, heller en utilfreds Vis end en tilfreds Daare.« —

Men naar han foretrak det værste, hvad var der da mere at betænke sig paa?

Saa tog han Præstens Flyve-Indfald som sin Skæbnes Vink. —

Og han havde Ret. Pastor Krarups Ord var en Gnist, der vilde være slukket virkningsløst, dersom den ej havde fundet Minen forberedt. Og Minen var alle de Drifter, som den fremmede Læsning havde vakt, Vandrelyst og Læreiver, Skønhedssavn og Længsel efter nye storstilede Forhold, mod hvilke det sang i ham med en Marschtakt af femfodede Jamber, – Trang til at føle alle sine Evner spændte i en stor Kamp.

Ogsaa Jessens Udfald mod de formentlige Grundsandheder, som han lod sine Børn ramse op, vilde være gledet ufølte af, dersom ikke hedenske Vers havde rokket næsten umærkelig ved hans Barnetro, havde lidt efter lidt smulret dens troskyldige Følelses-Grundvold bort med deres sødtklingende Rythmebølger og indskyllet en ny, hvori allerede de samme Tvivl og Spørgsmaal, ja de samme fornægtende Svar spirede, som han nu fik at høre fra en Vens Læber.

Det var ikke længer Pastor Krarups gamle skrattende Stemme, der sagde til ham: »De skulde virkelig tænke derpaa; … De kan saamæn være Præst, naar De er et Par og Tredive,« – det var dybt inde i ham de fremmede indladte Aander, som raabte: »Frem, frem! – kun bort fra denne Skolestue, denne Katekismusluft, hvori vi kvæles.«

X.

– Men Per Andersens? – det var Hjorths første Tanke den næste Morgen. Om Aftenen havde han næppe tænkt paa Kristine.

Han gik over til Gaarden. Bonden var i Marken; de pløjede ude ved Vejen. Da han vilde tale først med ham om Sagen, gik han ud af Byen.

Det ruskregnede. Himlen var Drift bag Drift af Taager og flossede Skyer, blyfarvede eller jordgraa, med en udflydende Rustplet nede, hvor Solen var ved at gaa op. Landevejen mellem de kullede Popler strakte sig lige ud, mørkest i Midten mellem de fugtige Hjulspor, der dannede to lysegraa Bundter, som af Tove, der vare spændte ud fra èt Punkt langt borte; af og til viklede nogle Par af disse Tove sig ud fra de store Bundter og slyngede sig bort ad en Bivej. Paa den første Mark tilvenstre, over den brune Jord, trak nogle Plove sig langsomt bort med Heste, der laa hældede frem i Drættet, sank i, og hvert Øjeblik næsten gik i Staa, indtil Karlen slap Plovstjærten med den ene Haand og daskede dem paa Ryggen med Rebtøjlerne, som han havde over Nakken, medens han udstødte et langtrukkent »Ny-æ!«. – Paa en Stenkiste ved Vejen laa en Trøje og en Madkasse. I en af de yderste Furer gik Per Andersen langsomt bort med Hænderne paa Ryggen, indtil han naàde Aavendingen, som han fulgte til det andet Hjørne af Marken, hvorpaa han ligesaa langsomt nærmede sig, idet han nu og da sparkede en Sten ned i Grøften eller tog en Klump Jord op og masede den mellem Fingrene.

– God Dag, god Dag, Niels! … Se nu fik vi da Has paa Davrebedet … Du er ellers svært morgenduelig idag.

– Aa ja. – Hjorth var ikke for uden Indledning at bryde løs med Sagen … Naa hvordan staar det?

– Aa jo, – vi kan jo ikke saà endnu, andet end pløje … Og det er endda li'egodt hart for Bæsterne … De gaar jo og sykker, saa det er en Ynk —

– Hvad gør de?

– Aa, saadan sjosker … Marken staar jo i èt Lummer, især her hvor vi har Madjord, og – det er jo ikke at undres paa – etter det Nedslag … Og – vi kan saamæn ha'e meget tilbage endnu, det kan vi inte vide … Nej, det kan vi inte vide, for – her blinkede Per Andersen polisk, medens han smilende strøg sig om den magre stubbeskæggede Hage, der havde gamle Ar af Kniven – for Hullet dèr ovenover, det er li'egodt stort.

Hjorth lo, glad ved at finde sin Svigerfader saa oplagt til Spøg.

– Ja, da mente jeg ellers, vi skulde faa noget Magsvejr nu.

– Aa ja, det kan saamæn ogsaa gærne hænde … Ja, se – det er jo rigtig blanket op derude, – og, – han spyttede paa Fingren og holdt den i Vejret, – ja gu' er Vinden sprungen om.

Da Hjorth nu saà sin Svigerfader i helt godt Humør, fandt han det raadeligt at tage fat, inden Regnen maaske begyndte igen.

– Hør, – hvad jeg vilde sagt, Per Andersen, jeg har ellers tænkt paa en større Forandring.

– Saa—aa, sagde Bonden, idet han stillede sig til Hvile med Maven skudt frem, Skuldrene stærkt sænkede og de tværstribede snævre Uldærmer stukne dybt ned under Gølpen, – ja, jeg vèd jo nok, du vil forandre dig, men—n … at …

– Ja, ser du, jeg har tænkt meget paa at opgive min Stilling som Skolelærer og tage til København og blive Student, og saa studere Theologi, saa at jeg siden kunde blive Præst.

Per Andersen skød Maven endnu lidt frem, fik Armen ned næsten til de spidse Albuer og lod Hagen synke grundende ned over den brede sorte Halsklud.

– Naa saa det vil du? … læse til Præst! … he! det er ellers aldrig fullen mig ind … Aa ja, saagu' … Det ku' ka'ske slet ikke – … Men—n, har du ogsaa talt med vores Præst derom?

– Jo, det har jeg rigtignok, det var saamæn Præsten, som først satte det i mig, og han er meget ivrig for, at jeg skal gøre Alvor af det.

– Naa, saadan! … Ja, se det bliver jo en anden Ting … Saa maa det jo ogsaa kunne lade sig opføre … Han maa jo da kende til de Dele … Ja, det var jo en Nyhed det, udbrød Per Andersen, idet han tog Trøjen og Madkassen op fra Stenkisten og langsomt begyndte at gaa ned ad Vejen, hvor Karlene drev hjem ad med deres Plovspand, der slæbte Hamlerne efter sig.

– Men saa vil det tage Tid, inden I kan komme sammen, – det vil det sgu' … Hvis nogen har spændt for, for at køre til jeres Bryllup, saa kan de saamæn ogsaa age magsomt … Naa, men Tøsen er jo da heller kun ung endnu, saa hun kan jo vente … Og saa er der jo da noget at bie etter, for at være Præstefrue det er jo immer bedre end som at være Degnekone, det er ikke aa nægte … Og se, – Lærer, det kan du jo altid blive, og Yderslev Embede, det er vel ikke af de voveste, men det er da heller ikke anderledes, end som at der kan faas dem, der er bedre … Saa du opgiver jo ikke noget ved det. – —

Karlene, der havde sat sig paa Bænken, trak Skuffen ud og tog deres Træskeer frem, hvis Blad de drejede i Haandfladen eller gav en Vending i Munden, medens Kristine satte Fadet med Mælkegrøden paa Bordet.

– God Dag, Niels, vil du spise med? … Og du har været saa slem idag, og rendt efter Fader uden at bryde dig om mig?

– Ja, faa I nu kun Mad, sagde Per Andersen til Karlene, – men kom du her ind i Stuen, Mor – og du ogsaa, Ki'sten, for vi har noget aa tales ved om.

Det lød ganske højtidelig, og Kristine satte sig paa en Stol med bankende Hjærte, som om hun skulde katekiseres, medens Forældrene tog Plads i den lille haarde Sofa. Hjorth gik urolig frem og tilbage.

– Tag dig en Cigar, Niels, sagde Per Andersen, pegende paa Æsken med de sorte, urskovsbestemte Cigarer, der befandt sig under Frederik den Syvendes Castrum doloris med de bomuldsagtige Kandelabre, paa en Komode, imellem et Sparebøsse-Æble af malet Potteler og en stor takket Konkylje. – Aa, giv mig en med.

Det blev næsten uhyggeligt, medens han bed den sejge, fugtige Spids af, slikkede Mundstykket rundt for at fæstne Dækbladet, knækkede et Par Svovlstikker og endelig fik en til at fænge paa Buxerne, ventede en lille Evighed, indtil Svovlet havde sydet af, og tændte sin Cigar saa længe, til dens forkullede Ende stod i lys Lue, og den opbrændende Svovlstik sved hans Fingerspidser. – Men saa kom da Fortællingen, langsomt, brudstykkevis, med Pavser af tavse Røgskyer.

Kristine hørte paa ham uden at se op, medens hun krammede paa sit Forklædehjørne. Da Faderen var færdig, sagde hun ganske stilfærdig: —

– Og vi, som skulde været sammen til Sommer, det bliver der nok ikke noget af.

– Ak, Gud nej, sukkede Moderen.

– Nej, nu gaar det jo inte saadan i et Snubtag —

– Vi kommer til at bie paa hinanden, kære Kristine.

Men pludselig brød hun løs: —

– Nej, nej, nu rejser du bort fra mig – ind til den store By – og dèr ser du mange andre – som er smukkere og klogere og finere end jeg – og saa vil du ikke vide af mig længer – og jeg faar dig aldrig mere igen – aa – aa —

Hun lagde Hovedet ned i Skødet og hulkede. Moderen løftede Ærmet op til Øjnene og snøftede, reflexmæssig.

– Saa til Helvede, sagde Per Andersen, lakonisk.

Kristine havde, medens Faderen talte, med en hurtig og levende Fantasi udmalet sig den Herlighed at være Præstefrue. Men pludselig kom saa den Idè, at han vilde blive ked af hende, naar han kom saa højt paa Straa. For hende, der allerede sad i Præstegaardssofaen, var det, som blev hun jaget af Gaarde med Hundene efter sig, berøvet sin retmæssige Ejendom, – og hun følte en inderlig Medlidenhed med sig selv. »Jeg stakkels, forskudte Pige,« hulkede det inden i hende, medens ukunstlede Taarer gennemvædede hendes Forklæde.

Hjorth var bleven ganske forbløffet og ulykkelig ved denne pludselige Scene. Han bøjede sig over hende, fik hendes Hoved løftet, trak de modstræbende Hænder bort. Hvor hun dog kunde tro det om ham? … Hun vidste jo, hvor han elskede hende! … havde han nogensinde brudt sig om nogen anden? … hun skulde være hans egen lille Kone …

Men hun tog stum mod hans Kærtegn, medens hun sad som fortabt, tørrende sine Øjne, af og til med en nervøs Trækning over Skuldrene af Graadens Efterdønning og med en lille ulykkelig Grube i den runde Hage.

– Naa, naa min Tøs, tag det nu med Ro.

– Nej, Mændene! … aa, Gud! … det er saamæn ikke saadan, klagede Moderen.

Hjorth vedblev at trøste Kristine. Denne halvkvalte Graads Svaghedstilstand, den modstandsløse, frygtende Sorg rørte ham, medens den kildrede hans Stolthed, Bevægelsernes viljeløse Slaphed, naar han løftede hendes Haand, der var vaad af Taarer for hans Skyld, smeltede ham i en sanselig Berusning, hans Stemme fik et blødt Tonefald og fandt exalterede Ord. – Hvis han nogensinde forlod hende, saa vilde han være den sorteste, utaknemligste Usling —

– Ja, det mener du nu, afbrød hun ham med et mat Smil.

– Ja, der er li'egodt noget i hvad du siger, Ki'sten … Jo, det er ikke aa fragaa … Der er en Fare dèr … Naa, det var jo ikke fulden mig ind … Men det er med Fruentimmerne, de har det ligesom med Instinkter … Men—n, ser du min Pige, at – se, der skal jo da li'egodt være noget ved enhver Ting … Man maa jo løbe en Risiko, naar man vil have en Gevinst … Man maa sætte noget ind, det er saa vist … Og det vil du dog ka'ske ogsaa finde, at dette her, det er værd at vove paa.

– Ak ja, naar jeg kunde se min Datters Mand paa Prækestolen og høre ham tale Guds velsignede Ord til mig, – det vilde da li'egodt være den bedste Stund, jeg har levet.

– Ja, der kan du høre vor Mo'r, hun har Forstand paa de Dele … Jo, det houer mig godt, vedblev Per Andersen, da det faldt ham ind, at Præstelodden kun skiltes fra hans byløbne Jorde ved en smal Strimmel Mad, som han nok kunde faa sin Ven, Møller Kristensen, til at afhænde for en ræsonerlig Betaling eller ved Mageskifte. – Alt etter som jeg tænker over det, houer det mig svært godt.

Og efterhaanden begyndte det ogsaa at hue Kristine, der blev ganske trøstet, indtil hun leende trak Hjorth i Skægget og kaldte ham sin lille Præstemand.

XI.

– Naa, Held og Velsignelse til Beslutningen, udbrød Pastor Krarup, hjærtelig glad over at have faaet sin Idè frem. Han gned sig i Hænderne, idet han allerede saà sig som Opdageren af en ny Stjærne, Grundlæggeren af en glimrende Løbebane. Hvis han selv blot havde haft f. Ex. Hjorths Hukommelse, saa vilde han have bragt det videre end til simpel Landsbypræst … Men i Grunden var det dog bedst saaledes, ganske idyllisk, uden for Verden, i Fred med sig selv og andre … Saadan var der nu Kapellanboligen, en lille Lejlighed for sig, med en særlig lille Have; – naa den var jo ikke stor, men Herregud! for et Par Nygifte. Jo den, der engang kom til at bo dèr, han vilde saamæn faa det godt, hvem det nu blev. Ja, for han blev jo gammel, han maatte jo med Tiden have en Medhjælp … Men nu var det det nærmeste. Han kendte en Lærer i København, der havde et Kursus til Artium, en Universitetsven af ham, aa, en fortræffelig Mand! Ham vilde han strax skrive til … Provsten havde han saa smaat forberedt, – ja for nu vilde han vel hen og tale med Provsten?

Den lille magre Præstekone med det tandløse Smil, der syntes at ærgre sig over at skulle være til, blandede saa megen Malurt som muligt i Velkomstbægret, idet hun fordybede sig i Udmaalingen af den lange Tid, det nu vilde tage, inden han kunde gifte sig, og i Vanskelighederne ved at tage Attestasen, der skulde være gjort betydelig sværere, siden hendes Mand tog den. Men den undersætsige Datter med det mutte Ansigt, som serverede den tynde Kaffe og de af Ælde bløde Kager, behandlede ham med usædvanlig Forekommenhed, idet hendes Stumpnæse allerede syntes at vejre Velærværdigheden. —

Da han den næste Formiddag indfandt sig hos Provsten, fandt han denne oprømt, med vederkvæget opvaagnede Aandsevner, efter lige at have slebet sig en Sofaskraber. Thi han var om Vinteren oppe før sex og om Sommeren før fem, paa Landmands Vis. Nu var han just paa Højden af den nys-tændte Merskumspibes og den kolde Kaffes behagelige Stadium før Faldet ned mellem Forordningerne, Regnskaberne, Cirkulærerne, Indberetningerne og Ansøgningerne, der i pap-hæftede Bøger, afstregede Papirsruller, blaa Koncept-Omslag, og kaligrafiske Folioark havde hobet og bunket sig paa det lange Egetræsbord, truende med at vælte Lysestagens lakplettede Voxstang over det store Porcelænsskrivetøj, hvor et Ark Embeds-Frimærker struttede bureaukratisk mellem Blækhornet og Sandbøssen.

Da han saà Hjorth komme ind i Gaarden, rev Provst Storm en Bunke Papirer hen til sig for at være den stærkt sysselsatte, medens han dampede voldsomt af Piben, som man gør det i Distraktion under meget Arbejde. – Han fik netop Tid til at se op.

– Ah, Lærer Hjorth! – god Dag, kære Hjorth, god Dag. – Han fik endogsaa Tid til at stikke Pennen bag Øret og give Haanden. – De har noget særligt at tale med mig om? – Hm; – ja jeg kan – næ—næsten tænke mig … Sid ned, kære Hjorth – sid ned … Nu skal jeg strax – æh —

Han fik Pennen fra Øret, skrev et Par Linjer, stirrede med et barsk Ansigt ud i Hjørnet af Stuen, nikkede resolut og skrev med et fejende Sving sit »Storm« under et Cirkulære, der syntes at maatte fare rasende over Provstiet, afblæsende Præstegaardenes Straatage og rivende Skolelærere bort i sin Hvirvel som store kjolehalede Svaler – medens det i Virkeligheden var en meget tam Opfordring til Præsterne om i rette Tid at tilstille Ministeriet deres Indberetning om Antallet af Fødte og Døde.

– Naa! —

Hjorth fremsatte sin Sag, medens Storm lyttede betænksom, af og til opmuntrende ham med et velvilligt Nik, idet han tog Piben ud af Munden.

– Hm! … ja, jeg havde ladet mig sige, at De omgikkes med slige Tanker, jeg havde – hm! ladet mig det sige. – Provst Storm understregede ved korte, sikre Nik dette gentagne aktive Udtryk for »at høre«, hvilket han gærne valgte som det mest passende for en Overordnet. – Naa, ja, – det … jeg kan jo ikke andet end billige – naar De har Lyst – hm! – naar De føler dette Kald – saa – ja, jeg skal tage mig af Sagen. – Her nikkede han saa beroligende, at Hjorth allerede syntes at føle Præstekraven om Halsen, skønt det var ham ligesaa gaadefuldt som det var for Provsten selv, hvorledes denne i Grunden vilde bære sig ad med at »tage sig af Sagen«. – – Skønt det, naturligvis – paa en vis Maade – er mig ubehageligt at skulle miste en saa dygtig Lærer, – en intelligent, fremadstræbende ung Mand, – der – efter hvad jeg har ladet mig sige – ogsaa i politisk Henseende hylder rosværdige loyale Anskuelser … Naa. – men – Guds Vilje ske! – det er – vi vil haabe det – ham, der kalder Dem til en større Virkekreds … Ja, send De mig nu kun Deres Ansøgning, saa skal jeg tage mig af den … Farvel! Gud være med Dem!

Og Hjorth gik bort, lettet og beroliget, fordi det afgørende Skridt nu var gjort, med denne fremskyndende Følelse i Hælen af at have sparket Broen bort.

Men hverken til Præsten eller til Provsten havde han sagt noget om sine udadhigende, ubestemte Længsler og sin urolige Drift efter at komme til fuld Klarhed. Han havde en dunkel Anelse om at baade Velærværdigheden og Højærværdigheden vilde have været af samme Mening, en Mening, der korrekt kunde udtrykkes saaledes: nej, staar det saadan til, min Ven, saa bliv du heller som et af Guds enfoldigste Lam indenfor Faarefolden, heller end at du skulde forvilde dig i Bjærgene og maaske komme til at danse som en af de fordømte Bukke efter den gamle hedenske Pan sin Rørfløjte.