(til Kammerpigen.)
Seer du, hvilken Ulykke jeg er kommen til, skynd dig at rette paa min Vergete.
(Pigen tager et reent Lommetørklæde og binder om hans Hals, pusler ved hans Vergette, Betienten holder Speilet for ham.)
Forlade min Kammerpige, som endnu ikke er kommen; her skal jeg sidde i et honet Selskab, og see ud som en Ugle.
(Kammerpigen puddrer Første Raadsherre, tørrer Puddret af, bukker og gaaer, Betienten lægger Speilet hen.)
(De øvrige Raadsherrer hvisker, seer paa femte Raadsherre med en ondskabsfuld Smiil.)
Jeg vil tage hiem igien, og ikke sidde her at lade mig belee.
(Han gaaer, de andre slaae op en stor Latter.)
Mine Herrer! jeg mødte een af vore Colleger paa Trappen, bevare os, hvor han saae ud, han hade en stor Plet i sin Vergete, saa stor, som en lille Toskilling; vi arme Mennesker kan dog let komme til Ulykke; det giør mig vist ondt for ham af mit ganske Hierte, men jeg kunde dog ikke bare mig for at lee, da jeg saae ham; den arme Mand var saa skamfuld.
(han leer, de andre ligeledes.)
(til Betienten.)
Lad de Sagsøgende komme ind.
Jeg er Ole Secretairs, som anraaber de deilige og høivise Herrer, at de vil skaffe mig Ret over Hr. Jesper Kammeraads, som der staaer. Han har af den groveste Skiødesløshed, eller maaskee af Ondskab, bestenkt min eene Strømpe med Gadesmuds, saa jeg seer ud som et Sviin.
Jeg nægter ikke prægtigste høiviseste, at det jo er mueligt, at jeg kan have Skyld i den Plet, jeg anklages for; men for det første bør det undskylde mig, at jeg gik i vigtige Betænkninger over, hvad Farve af Baand jeg skulle vælge til flette mit Haar med i Morgen, da jeg skal paa Assemblee, for det andet er Pletten ganske liden.
Den er, saa sandt jeg lever, saa stor som et skikkeligt Knappenaalshoved.
(Raadsherrerne hvisker.)
Citanten ville lægge Corpus delicti i Retten.
(Ole lægger Benet paa en Stoel, hver af Raadsherrerne tager op sin Lorgnette og betragter nøie Skaden, hvorpaa de lægge Lorgnetten igien i Lommen.)
De Sagsøgende og Tilhørerne behage at gaae ud, imens vi votere.
(De gaae, undtagen Julie.)
Jeg vilde ansee mig for lykkelig, om Deres Høiviisheder vilde tillade mig at bivaane Deres Voteringer.
Jeg troer ikke, at mine Herrer Colleger har noget derimod.
Det er meget, at et Fruentimmer viser Lyst til at kiende det Fine i Lovkyndigheden. (høit) Jeg har intet mod Deres Tilstædeblivelse.
(efter hinanden.)
Jeg ikke heller.
(Julie kysser dem paa Haanden.)
Mine Herrer! jeg troer, at det er min Tour i Dag at begynde.
(Han staaer op og spaserer meget alvorlig og dybsindig; de øvrige Raadsherrer tage hver sit Syetøi op af Lommen, hvisker sammen, filerer, syer og bagtaler.)
Han var paa min Ære beskiænket; Munden gik paa ham som en Peberqværn.
Oberste Susanne berømmede ham meget for hans Vittighed og Skiønhed.
Hvorfor mon hun berømte ingen af os?
Det lader sig giette. Berømte hun ham ikke for hans Kyskhed. (De lee alle)
Gid ingen kiøbe Lovtaler paa sin Dyds Bekostning.
Han faaer aldrig nogen af sit eget Kiøn.
Men desflere af det andet.
Deres Høflighed mod ham, siges der, er ikke ganske uegennyttig.
Nei, han har for stor Ambition til at tage noget til givendes (de lee alle)
Hvor stor Fortrin, han har over os i Fruentimmernes Øine, saae troer jeg dog ingen af os vilde paa ligemaade tilforhandle sig Komplimenter.
Nei, man kan kiøbe Guld for dyrt.
Himlen skee Tak! jeg seer, at jeg kommer Tids nok til at votere; jeg havde ikke vildet for al den Deel i Verden forsømme min Embedspligt.
Den er, saavidt jeg endnu har seet, ikke saare vanskelig at opfylde.
Det fornøier os, at vi have faaet et Par Skuldre mere til at hielpe os at bære Byrden.
Jeg ønskede at kunde laane dem et Par til. (høit) Maae jeg spørge, hvem den Mandsperson er, som de nys talte om. (sagte) Jeg vilde gierne have den Diskurs igien paa Bane, den var saa moersom.
Det var om (han hvisker)
Man kan gierne sige det høit. Det er en mundkaad Slyngel, som heder Rasmus, som i Sælskaber faaer alle Fruentimmer i en Cirkel om sig, saa andre skikkelige Folk sidder for nummer Nichts.
Os andre tales der aldrig til i Sælskab, hvor han er.
Ja, det er Aands Fortærelse at være i Sælskab med ham.
Jeg skal aldrig sætte min Foed der, hvor jeg veed han er.
De veed vel, at han drikker.
Gid det var saa vel.
(Efter at have tørret Sveden af sin Pande, sætter sig paa sin Plads, skriver sit Votum, og lader det cirkulere blandt de andre, som række det ulæst den eene til den anden.)
Nu mine Herrer, kan det saa passere?
Herligt, intet bedre, charmant?
Saa bliver det best, at vi lade kalde de paagieldende.
(De øvrige Raadsherrer putte gesvindt deres Syetøi i Lommen.)
Betient! bring Parterne ind.
(Betienten gaaer.)
Vel har Delinqventen Jesper Kammeraads for at undskylde sin Forbrydelse brugt til Paaskud, at han gik i vigtige Betænkninger, men, da den Undskyldning falder bort som utroeværdig, da han for Raadet har formastet sig til at paastaae, at Pletten var liden, som samtlige Raadets Biesiddere dog har befundet at være stoer, saa har Raadet efter fleste Stemmer
Delinqventen Jesper Kammeraads bør for begangne Forbrydelse mod Citanten bytte Strømpe mod Strømpe, saaledes at Citanten mod at levere ham sin skamferede Strømpe, modtager en af hans reene.
Men Hr. Raadsherre! om disse to Par Strømper ere forskiellige.
Tie for Retten!
End skulle samme to Par Strømper være forskiellige, da bytte han Strømper for Strømper, og med denne Skamferede spadsere lige herfra til det Sted, hvor Ulykken skeede, ydermere haver han til Retten at erlægge 2 Mark som Tabende og Citanten som Vindende 3 Mark, hvilke 2 Mark og 3 Mark Deres respective Fruer haver inden 24 Timer at udrede; end ydermere skal den første Punkt i Dommen her for Retten exeqveres. Mands Retten den 22 Februarii 7603.
(Ole og Jesper gaae bag Coulisen, som for at bytte Strømper.)
Deres Høiviisheder! tager ikke ilde op, at jeg bevidner Dem min Beundring over Deres Sindrighed og Retfærdighed i denne Dom.
Jeg troer ikke det giør deres Forstand Vanære.
Mine naadige, høiviise og indtagende Herrer! kunde Dommen ikke formildes derhen, at jeg maatte tillades, at opfylde ogsaa den sidste Punkt af Dommen her for Retten?
Det kommer an paa deres Contrapart.
Jeg samtykker deri – men med mindre end 30 Skrit lader jeg mig ikke nøie.
Saa behag Hr. Jesper Kammeraads at gaae rundt omkring Bordet i en Afstand af en Alen.
(Raadsherrerne staae alle op, vende Ryggen mod Bordet, betragte med deres Lorgnetter Jespers Strømper. Betienten tæller Skrittene høit. Da Jesper har giort nogle Skrit, standser Ole ham.)
Nei Tak! den Side skal vendes til Herrerne, som Pletten er paa.
(Jesper maae gaae til den anden Side. Da alting er forbi, bukke de Sagførende og gaae. Raadsherrerne sætte sig.)
Betient! er der flere paa Listen?
Jens Rokkedreiers contra Peer Skoemagers, som skal have skieldt ham for Tyv.
Siig dem, vi befatter os ikke med grove Sager. Flere?
To Poeter med en Hoben Vidner.
De Poeter-Sager ere de allerværste at dømme i; giver man den eene Ret, saa skriver den anden Pasqvil om os. Faaer ingen af dem Ret faaer vi Pasqviller af dem begge.
Jeg tænker paa et Middel til at faae Sagen lovmessig afvist. Behager Deres Høiviisheder først at lade indkalde den eene sagsøgende Poet.
Kald den een sagsøgende Poet ind.
(Betienten gaaer.)
Jeg begriber ikke, hvorfor de vil føre Process med deres Contrapart, som er en Slyngel.
Ja det veed Himlen, han er.
Behager De at lade hans Contrapart hente.
Hent hans Contrapart.
(Betienten gaaer, Julie hvisker til Raadsherren.)
Fortæl Contraparten hvad hans Modstander har sagt om ham, saa vil de faae god Anledning til at afvise Sagen.
(til fierde Poet.)
Deres Contrapart har erklæret her for Retten, at de er en Slyngel.
Saa erklærer jeg her for Retten at han er en Esel.
Saa erklærer jeg paa Raadets Vegne, at denne Sag afvises til Dame-Retten hvor de grovere Sager afgiøres.
(De Sagsøgende bukke og gaae.)