Read the book: «Minna», page 9

– Min Fader var kongelig Skovrider, dette var jo en ubehøvlet Betjent.

– Aristokrat!

– Naa, du talte da ikke synderlig demokratisk om Folk, der tager i Skoven.

– Det er en hel anden Sag.

– Nei, slet ikke —.

Saaledes smaaskjændtes og spøgede vi hele Resten af Veien. Ja, tilsidst gav vi os endogsaa til at lege Tagfat med Børnene, saa vi kom hjem, ophedede og forpustede og i det bedste Humeur af Verden.

X

Den følgende Dag, da Fru Hertz bredte Dugen paa det lille Bord i Lysthuset, og hendes Mand netop havde sat sig tilrette med sin Avis, indfandt vi os Arm i Arm og røbede saaledes allerede langveis fra vor Hemmelighed.

Den kunde ikke være bleven modtagen med hjerteligere Glæde, om Minna havde været deres Datter, og jeg havde været Millionær. En Flaske Liebfrauenmilch blev hentet fra Hotellet og tømt paa vor Lykke i det lille Trappelysthus, hvor Aftensolen listede sig ind mellem Bladene og blinkede gyldent i de brunlig grønne Glas. Hertz talte meget om det interessante Faust-Manuscript, hvis Ægthed han ikke drog i Tvivl; derimod vare Varianterne færre og mindre betydelige, end han havde ventet. Dette førte ganske naturlig til en Drøftelse af, hvorvidt det er rigtigt at offentliggjøre saadanne tidligere og efter Digterens egen Dom ufuldkomne Udkast til et berømt Digterværk, og den Gamle fremsatte mange gode og træffende Bemærkninger imod dem, der af altfor stor Pietet mod det Fuldendte ville undertrykke Tilløbene, som dog have en dyb menneskelig Interesse og ere af saa stor Betydning for al kunstnerisk Psychologi. – Men han talte langsommere og besværligere end ellers og afbrødes ofte af en pinlig Hoste, der synlig bekymrede hans Kone. – Den Taage, som ved Elben havde været saa usædvanlig stærk, at den kom den berømte Rhintaage nær, havde heller ikke skaanet Moldau-Dalen; og dèr havde den i det snevre Prag holdt sig til høit op paa Dagen, gjennemtrængende Alt med sin klamme Kulde. Dertil kom, at Hertz i timevis havde opholdt sig paa et Loft, hvor denne Kulde havde den mest begunstigede Adgang, understøttet af en frygtelig Træk. Ingen havde endnu haft Omtanke til at befordre den mærkelige Kistes Indhold ned til beboeligere Rum, og desuden var der endnu mange Bogkasser og Skrin, som ikke lod Hertz finde Hvile, og i hvilke det ogsaa lykkedes ham at opstøve et og andet: Bili fra Carl August og Erkehertuginde Amalia, Originaludgaver af et Par Bøger af Wieland og Herder med Tilegnelse, Theaterplakater og Lignende. Enkelte af disse Sager havde han erhvervet, og han viste os dem med stor Glæde, da vi lidt før Solnedgang gik op i Leiligheden; men man kunde ikke høre denne Hoste afbryde hans fornøiede Bemærkninger uden en Frygt for, at han havde kjøbt disse Skatte for dyrt.

Da vi gik hjemad, lidt tidligere end ellers, gav Minna sin Bekymring Luft: —

– Hertz er svag, og han taaler ikke meget. —

– Det kan nok være, men derfor behøver man dog ikke strax at frygte det Værste. —

– Ja, saadan er jeg nu en Gang, Harald! dit freidige Sind vil faa meget at udstaa med mig. Paa Sorgerne tager jeg altid Forskud, og jeg synes, Kapitalen bliver lige stor. Se, nu er jeg i Virkeligheden næsten lige saa nedslaaet, som om den kjære gamle Mand allerede var gaaet bort.

– Det vilde rigtignok være et tungt Stød ikke blot for hans gode Kone, men ogsaa for min Ven Immanuel. Jeg har aldrig set saa nydeligt et Forhold mellem Fader og Søn – der er noget saa eiendommelig patriarkalsk —

– Ak ja! mig kunde det sagtens røre, det var saa forskjelligt fra, hvad jeg fandt i mit eget Hjem.

– Kan du ikke godt lide Immanuel? han er virkelig saadan en god Fyr.

– Ja, vist saa, – rigtig rar —

Det var mig paafaldende, at hun altid udtalte sig meget kort om Hertz's Søn, ligesom det ogsaa undrede mig, at han aldrig havde fortalt mig om hende, og at jeg ikke en eneste Gang, naar jeg besøgte ham, havde set hende. Hun maatte paa den Tid være kommen mindre tidt til Hertz's eller paa bestemte Tider af Dagen. Forresten var det kun i det sidste Fjerdingaar, før han tog til Leipzig, at vort Bekjendtskab var blevet saa fortroligt.

Jeg vilde gjerne have fortsat dette Æmne, men Minna var allerede bøiet af: —

– Det er sandt, naar du nu kommer til Byen, saa besøger du jo min Moder – jeg har skrevet til hende – og hør! – bedøm hende ikke strax altfor skarpt —

– Men, kjæreste Ven, hvor kan du frygte —?

– Ja, ja, jeg har jo ikke selv – spændt dine Forventninger høit. Men der er ogsaa meget Godt ved hende – hun gjør visselig Ingen Fortræd med sin gode Villie, og hun holder meget af mig, – det gjør hun.

– Det sidste er nok for mig.

– Veed du hvad, Harald! der er een Ting, som jeg er saa glad over.

– Naa —?

– Men du skal ikke blive saa fornøiet, – det er slet ikke kjønt af mig, det er frygtelig egenkjærligt. Ser du, jeg er glad over, at du ingen Forældre har i Live.

– Aa, hvorfor? de vilde have holdt saa meget af dig —

– Nei, nei, udbrød hun i en næsten forskrækket Tone. – Hvor skulde de kunne det? de vilde have ventet sig en ganske anden Svigerdatter, og det havde de Ret til. Men nu er der ingen Andre end du, der har Krav til mig, naar du blot vil være tilfreds med mig, som jeg er —

– Min egen, elskede Hustru! Men du græder? udbrød jeg, da mine Læber blev vaade paa hendes Kind.

– Det er det samme! Men det lød saa sødt, – siig det igjen!

– Min Hustru! —

Vi vare allerede gaaet et Par Gange frem og tilbage gjennem den lille Landsby. Det var mørk Nat. Enkelte oplyste Ruder, spredte paa begge Sider af den mørke Dal, bidrog mere til Hygge end til Lys. Oppe over Høienes og Klippernes Mulm tindrede Stjernerne skarpt og uroligt, og af og til strøg et Stjerneskud hen over vore Hoveder. Vi hørte foruden vore egne Skridt kun den lille Bæk risle mellem Stenene og fra Tid til anden en forbifarende Bevægelse i Pilene paa dens Bred, som om der var et uhyre, langstrakt Dyr, der skuttede sig.

Da vi nu for tredie Gang nærmede os til de Lys, der vinkede ovre fra Kammerherrens Villa, blev vore Skridt bestandig langsommere.

– Du sukker, sagde Minna, da vi endelig, ligesom imod vor Villie, vare gaaet helt istaa.

– Det er Noget ligesom en Anelse, – jeg kan ikke gjøre for det – det falder mig saa tungt at skilles fra Rathen – jeg føler mig beklemt – jeg er bange, troer jeg.

– Vi har været lykkelige her. Men det er min egen kjære By, vi skal ind til, – dèr glæder jeg mig ogsaa til at gaa om med dig.

– Det er blot – vor Kjærlighed er ligesom en Plante, der er voxet her, – og nu skal den omplantes.

Minna lo – en mild og klog Latter: —

– Nei, den skal nok kun flyttes. For det er jo en Plante, der har Rod i Hjerterne, og ikke i en Egn.

Efter en lang – lang Omfavnelse gled hendes Skikkelse fra mig og forsvandt i Mørket, allerede mens den spinkle Spange endnu knirkede under hendes Skridt, som saa trippede paa Grusgangen. Pludselig hørte de op.

– Gute Nacht, Lieb! lød hendes klare, høie Stemme overraskende nær.

– Gute Nacht, Seelchen!

Og vel et Minut senere tonede det fjernt, som med en Aandestemme, derovre fra: —

– Gute Nacht!

Tredie Bog

I

Den følgende Dag ved Femtiden var jeg i Dresden. Saasnart jeg havde pakket mine Sager ud og spist til Middag i min sædvanlige Restauration, tænkte jeg paa at opsøge min ubekjendte Svigermoder, – ikke saa meget af Høflighedspligt eller af Nysgjerrighed, men fordi jeg derved paa indirekte Maade satte mig i Forbindelse med Minna.

Der var ikke mange Minutters Gang hen til »Röhrhofsgasse«, hvor Fru Jagemann boede. Huset lignede paa en Prik sine Naboer og Gjenboer. Gjennem den aabne Gadedør kom man ind i en hvælvet, hvidtet Gang, som ligeoverfor mundede ud i en Have, og fra hvilken midtveis den reglementerede Stenvindeltrappe, pudset med Pibeler, førte op til Etagerne. Paa den første Repose standsede jeg ved det aabne Vindue og saae ud. Ligesom allerede Interieuret havde tiltalt mig fortrolig, saaledes kjendte jeg ogsaa denne Udsigt fra de Par Steder, hvor jeg havde boet, og fra mine Kammeraters Boliger; den var stereotyp for et smaaborgerligt Dresdener-Hjem.

Haven stødte paa alle tre Sider op til andre Haver, og disse igjen til Nabohaver, saa at de dannede een stor Have-Firkant, begrændset af de temmelig lave toetages Huse. Ved dette Anlæg skaffer Dresdneren sig Luft og Lys selv i de gamle, snevre Stadsdele. Den lave Eftermiddagssol straalede over disse mangeartede Trækroner, medens Gange og Smaaplainer laa i ensformig Skygge. I en Nabohave »turnede« nogle unge Fyre, i en anden legede en Mængde Smaapiger; et Sted viftede noget ophængt Linned ganske sagte. Den lille Have nedenunder var tom. I et Bed foran Vinløv-Lysthuset blomstrede et Par Roser; en Akacie og et smukt Kirsebærtræ strakte deres Grene næsten over hele Rummet, og man savnede heller ikke Hylden, »der Hollunder«, uden hvilken man siden Kleist ikke kan tænke sig tydsk Erotik, og med hvilken man ikke kan undlade at tænke sig den. Ganske vist var den ikke blomstrende, men det var jo nu – sidst i August – egentlig ikke dens Skyld.

Paa første Sal forkyndte et gulnet Visitkort i en lille Ramme, at Gymnasiallærer Jagemann boede dèr. Jeg ringede paa den ene Gang efter den anden, men Ingen rørte sig. Da jeg ikke kunde beslutte mig til at forlade dette Sted, der var det eneste i den smukke Stad, hvor jeg fandt Noget af Minna, gik jeg ned i Haven og satte mig i Lysthuset. —

Der var næsten saa stille, som om man havde været ude paa Landet. Kun en sjelden Gang lod Byen sig høre med en tung Rumlen af en Fragtvogn. Fra en af de nærmeste Haver lød Smaapigernes Stemmer uafbrudt: —

 
M'r woll'n ä mal spazieren gehn
von einer Stadt zur andern:
Ri-ra-rutsch —
m'r fahren mit der Kutsch. —
 

Denne Børneleg satte mig en halv Snes Aar tilbage i Tiden.

En af disse Stemmer var Minnas, og det var hendes lyserøde Kjole, som jeg gjennem Buskene saae dreie rundt som en Top, hver Gang de raabte »Rutsch«. Hun var ovre hos en Veninde, – her turde hun jo ikke lege med andre Børn for Faderens Skyld. Men een Gang havde han nær grebet hende i denne Forbrydelse, og jeg gav mig til at overveie, hvilken af de to tilstødende Haver det vel var, som de da vare flygtet ind i. Bagved mig var der et Plankeværk, den Vei var saa temmelig udelukket; tilvenstre var der bag Stakittet en Tjørnehæk, men den saae ikke ud til at være saa gammel, ligeoverfor mig var Stakittet lidt høiere, men ved Hjørnet høinede Terrænet sig, saa der var ie at slippe over, og det var desuden mest af Veien fra den, der kom gjennem Gadedøren. Alt dette drøftede jeg ligesaa omhyggelig, som en Historiker kunde undersøge Lokaliteterne ved Pharsalae for at komme paa det Rene med Caesars Slagorden. Det kostede mig ikke mindre Hovedbrud at bestemme mig for, hvilket Nabohus og hvilket Vindue der vel kunde være det, som Venindens Skat og dennes Ven, hendes første Tilbeder, havde hilst ned fra.

Tilsidst tiltrak dog Hylden sig hele min Opmærksomhed. Den stod i et Hjørne op mod Nabohaven og overskyggede en lille Bænk, der var slaaet sammen af et Par Brædder og saae meget gammel ud. Jeg ombyttede min Plads i Lysthuset med denne. Ikke just noget mageligt Sæde for en ældre Herre, der vil nikke ind i Middagsheden, men meget passende for et ungt Par, der ikke stiller saa store Fordringer til Magelighed. Og saa den romantiske »Hollunder« – den stod ikke i Blomst nu, men den havde blomstret – for ham! Som en Skygge fra denne Busk lagde Skinsygen sig over min Sjæl, denne Skinsyge, som min Lykkeligheds-Følelse og Minnas Nærhed hidtil havde holdt borte. Jeg vilde have hende helt, ønskede at have seet hende som Barn, forestillede mig, at hun forlod sine Legekammerater for at komme hen og slynge sine smaa runde Arme om min Hals, – hvis der var en Præexistens, syntes jeg, at man skyldte mig ogsaa den, – og ikke saa meget som hendes første Ungdom eiede jeg! En Anden havde dette skjønne Brudstykke af hendes Liv og gjemte det som et Smykke for sin Forfængelighed. Men tilsidst var det dog mig, der hævede Skatten, medens han havde været blind nok til at nøjes med et Par Skuepenge – denne Tanke trøstede mig saa meget mer, som den smigrede min Forfængelighed.

Jeg reiste mig og gik ud paa Gaden. Skumringen var falden paa. Til den ene Side stod et gyldent Aftenskjær om nogle mørke Trætoppe over en Havemur, – til den anden var der helt dunkelt mellem Husene, hvis øverste Ruder tindrede gyldent, medens Lygterne tændtes ved deres Fod. Da jeg intet Maal havde, gik jeg henimod Lysningen.

Paa Hjørnet var der en Ølkneipe – naturligvis. En gammel Mo'erlil, der trods Varmen var indsvøbt i et tykt Uldshawl, tridsede derind. Jeg kom derved til at huske paa, at Minna havde fortalt mig, at hendes Moder jævnlig henad Aften drak sit Øl i »Zur Katze« – Stedet havde jeg erindret, da jeg godt kjendte dets komiske Skilt.

Jeg styrede altsaa min Gang mod Byens Centrum og naaede snart den glimrende oplyste Schloss-Strasse, hvor der vrimlede af Mennesker.

I den lille Restaurants-Sal sad der flere aldrende Herrer. Man saae strax, at det ikke var en Beværtning, der kunde haabe at lokke Mange ind fra Gaden, men at den levede saa jævnt af Stamgjæster. En af dem, der havde en Bunke Aviser og Mapper foran sig, skjævede arrig til mig, da jeg nærmede mig, ligesom en Hund, der snerrer, naar man kommer dens Benfad for nær. En velkonserveret, glatraget Herre underholdt i en Krog temmelig høirøstet et Par Philistre med den sidste Skandale ved Hoftheatret.

Døren stod aaben til et mindre Værelse. Jeg kiggede derind og saae en gammel Kone sidde lige ved Døren; ligeoverfor hende hang et gammeldags Consolspeil. Da jeg vilde kunne betragte hendes Billede deri uforstyrret, trak jeg mig hurtig tilbage og forskrækkede atter alvorlig Avislæseren, idet jeg satte mig ved Siden af ham. Jeg greb for et Syns Skyld den Avis, som han havde lagt fra sig; selv dette tillod han kun med en misfornøiet Brummen. Kellneren satte et Glas Øl foran mig.

Men den gode Kone derinde kunde dog neppe være min tilkommende Svigermoder. Minna havde sagt, at der var nogen Lighed imellem dem, og det var mig umuligt at udfinde Spor af en saadan. Panden var slet ikke høi, men stærkt buet, Øinene laa ikke dybt, og Læberne vare tykke og formløse, – hvad iøvrig hele det graaladne Ansigt var; det saae ud som en Ting, der længe har ligget i Vand, saa den er bleven udblødt og opbulnet. Men denne Tilstand kunde ganske vist let markere en Lighed med et ungdommeligt Ansigt.

Jeg kaldte Kellneren hen for at betale og spurgte, om han ikke kjendte en Enkefru Jagemann, som oftere skulde komme dèr. »Hun sidder inde i det lille Værelse,« svarede han. Jeg reiste mig og gik derind. Hun flyttede sig urolig i sit Sophahjørne, og da jeg traadte hen og hilste, saae hun saa skrækslagen ud, at man mindst skulde tro, hun befandt sig ene med mig i en Jernbanecoupé.

Jeg sagde, hvem jeg var, og formodede, at hun gjennem Brev —

– Ja vist saa – Gudbevares – Minna har skrevet – det kjære Barn – ak, Gud ja. .... Det – det glæder mig – overmaade. .... De er altsaa kommen til Byen, Hr. Tenger —

– Fenger —

– Rigtig – Fenger – ganske vist – De maa endelig undskylde. Det var jo i et Brev og – Bogstaverne ligner hinanden – mine Øjne er heller ikke saa gode – og saa skriver Minna virkelig lidt utydeligt. .... Finder De ikke ogsaa? .... Min salig Mand skrev saadan en tydelig Haand, – han har ogsaa undervist i Skjønskrift. Ellers var det Latin og Græsk – ak Gud, ja, han var virkelig meget lærd .... Minna har ogsaa gode Kundskaber – det er ganske anderledes end i min Tid – overhovedet Ungdommen! – Men vil De ikke tage Plads, De maa dog endelig sætte Dem ned. —

Jeg rykkede en Stol hen til Bordet, og da jeg saae, at hun tænkte paa at byde mig Noget, skyndte jeg mig at komme hende i Forkjøbet.

– De er virkelig altfor venlig – jeg veed sandelig ikke – maaske for Selskabs Skyld – men kun et lille Glas. .... Ja, De kan vel drikke mange Glas, – unge Mennesker – salig Jagemann var ogsaa en stærk Øldrikker – fra Studenterdagene af, veed De. .... Drikker de ogsaa meget Øl hos Dem i Danmark?

Forgjæves søgte jeg at faa en fornuftig Samtale i Stand, medens vi drak vort Øl. Snart faldt hun i Staver, stirrede sløvt paa mig, og svarede ikke Andet end »Ak Gud, ja,« – og umiddelbart efter gav hun sig til, som Tydskerne sige, at snakke det Blaa ned fra Himlen, – ikke af Snaksomhed, aabenbart, men af Forlegenhed og navnlig af Angst for at blive nødt til at tale om Noget, der angik vort Forhold. Det forekom mig, at hun ikke havde synderlig Lid dertil, hun bedømte formodentlig Datteren ud fra sin egen letsindige Ungdom. Undertiden, naar hun troede, at jeg ikke mærkede det, betragtede hun mig forskende, som om hun tænkte: »Hvad er nu det for en Fyr, Minna dèr har faaet fat i?« – naar jeg da saae paa hende, foer hun i Hast med Glasset op til Læberne og spildte, saa Øldraaberne trillede ned ad det sorte Shawl, paa hvilket man saae, at det var blevet farvet.

Da vi gik, vilde jeg følge hende hjem, men jeg maatte paa ingen Maade gjøre den Omvei, og desuden havde hun flere Ærinder underveis. Hun forsvandt i det første mørke Sidestræde, dog ikke før jeg havde givet det Løfte eller den Trudsel – jeg veed ikke, hvorledes hun opfattede det, – at besøge hende næste Dag. —

Jeg gik derhen lige fra Polytechnikum.

Da jeg ringede anden Gang, mærkede jeg, at i et Vindue, der gik ud til Trappegangen, bevægede et lille smudsigt Gardin sig lidt ved det ene Hjørne, og fra Mørket bagved det kiggede et Øie ud paa mig, hvorpaa Gardinet faldt tilbage i sine gamle Folder. Efter endnu at have ventet en god Stund, hørte jeg slæbende Skridt, og endelig aabnedes Døren af Fru Jagemann, hvis Ansigt havde et forskræmt Udtryk, som om jeg mindst havde været Rodemester, saa jeg var lige ved at spørge: »Herregud, hvad er der gaaet Dem imod?« – da det faldt mig ind, at det rimeligvis var mig selv. Hun lod til at have glemt, at jeg vilde besøge hende eller ogsaa havde hun taget det som en tom Høflighedsphrase. Det sortfarvede Shawl, som jeg kjendte fra den foregaaende Aften, indhyllede hende og lod til at være kastet over Chemisen, og Nederdelen syntes snarere at være et Skjørt end at tilhøre en Kjole. Hun førte mig med mange Undskyldninger ind i Dagligstuen og forsvandt derpaa en halv Time »for at byde mig en Kop Kaffe«.

Det temmelig lille Værelse var venligt og lyst, da det vendte ud til den omtalte Havefirkant og havde fuldt op af Sol. Men Meublementet var ikke blot tarveligt, ja tildels itu, men det Hele vidnede om en fuldstændig Mangel paa Ordenssands. Klappen af det sorte opretstaaende Clavér var helt graa af Støv, og oppe paa dets Plade stod der ovenpaa en Bunke Noder en Tallerken med en halv røget Sild. Det har altid været mig en Gaade, hvordan den er kommen dèr, for jeg opdagede snart, at Fru Jagemann aldrig opholdt sig her, men hele den udslagne Dag kukkelurede i det næsten fuldkomment mørke Kjøkken, hvor hun tilberedte og spiste sine Maaltider, sov og læste »Dresdener-Nachrichten«. I et Hjørne stod en Reol næsten helt fuld af grønne Bind, hvilke jeg strax gjenkjendte som Minnas Klassiker-Skat, Gaven fra hin barske Tante, der vilde plage hende som Spøgelse, hvis hun nogensinde skildte sig ved dem. En Dør midt paa den ene Væg var dækket med et grønt Tæppe, og en Sopha stod foran den; paa dette Tæppe som Baggrund hang et Oliemaleri: man saae en Del af et Fiskerleie under lave Klitter ved en Havbugt. I Forgrunden sad et Par unge Piger og knyttede Net, medens de samtidig gjorde Jav med en Hovedstads-Laps, der var signaliseret ved Hjælp af en Malerkasse og havde en umiskjendelig Lighed med Stephensen. Ved hans pegende Haandbevægelse og de unge Pigers leende Blik var det aabenbart antydet, at der i denne Knytten-Net skulde lægges en dybere Betydning. Medens Staffagen var lige saa konventionelt malet som flovt tænkt, var der en Del Friskhed og Naturstudie i Stranden og Sollyset paa Klitterne, og Billedet med sine kraftige lyse Farver straalede formelig i den lille Stue, til hvis mer end tarvelige Bohave det stod i en paafaldende Modsætning. Enhver maatte uvilkaarlig spørge sig selv, hvorledes er det dog kommet herind? og til mig, for hvem dette Spørgsmaal paa Forhaand var besvaret, talte det paa en anmassende Maade om Alt, hvad jeg helst vilde glemme. Han satte dog sikkert megen Pris paa hende og paa deres Forhold, siden han efter Aars Forløb sendte hende et saa gjennemarbeidet Billede. Men tillige, hvilket ufint Koketteri, i en Gave til hende at antyde sig selv som Courmager hos et Par unge Fiskerpiger! – hvilke Stemninger maatte det ikke vække hos en tydsk Pige, hvis Hjerte var fuldt af Kjærlighed til den danske Maler, og hvis Fantasi er fuld af Heineske Digte: – »Du schönes Fischermädchen« og »Das Meer erglänzte weit hinaus« maatte bestandig have sunget ud til hende fra disse Farver og vakt en uendelig Længsel efter hans Hjemstavns ubekjendte Romantik og en evig skinsyg Uro. Et raffineret Selvbehag og en dum Hjerteløshed syntes mig at have tegnet dette pralende Monogram paa en Sten, som Lapsen satte sin Støvle paa, – en Støvle, der iøvrig var saa blank, at den umulig kunde have traadt en Snes Skridt paa den støvede Vei.

Foruden dette Billede var der i Værelset endnu to andre, der hidrørte fra samme Haand. De hang under hinanden mellem Vinduet og Chatollet: et Pastel-Portrait af Minna og en Blyantstegning af en midaldrende Mand med en høi Pande, lige Næse, smalle, sammenknebne Læber, der i Forbindelse med de nedhængende Bryn og smaa, dybtliggende Øine gav ham et misfornøiet og bittert Udseende, tyndt Haar og store Bakkenbarter, som lod en lille, men fast formet, rynket Hage være fri. Navnlig ved denne Hage og Panden var Ligheden med Minna paafaldende. Og naar man saae nøiere til, var ogsaa Læbernes Form oprindelig den samme; derimod var hendes Næse noget kortere og bredere. Denne Tegning var dygtig udført og vidnede om en god solid Skole.

Derimod kunde jeg paa ingen Maade forlige mig med Pastel-Portraitet. Det var et Brystbillede i tre Kvart Størrelse. Hun havde en sort Kjole paa uden det mindste Hvidt eller Farvet, hvorved hendes betydelig overdrevne Bleghed blev endnu mere paafaldende, og Alt dette svømmede bort i en blaa Taage, saa man skulde tro, det var en ung tobaksrygende Kvinde, der lige havde indhyllet sig i Damp – kun at denne ikke syntes at strømme ud fra de sammenpressede, blodløse Læber, men snarere ud af de vage, udtryksløse Øine – en Kunst, der, som man veed, endnu ikke er opfunden. Denne Slags taagede Billeder var dengang lige komne i Mode. Og det var en Mand, der havde malet sin Elskede! Hvor var den kjærlige Fordybelse i Enkelthederne, den gjerrige Omhu, der værner om det Mindste, fordi den ser det Største bagved det, den selvfornægtende Fortabelse i Gjenstanden, den Forelskelsens Realisme, hos hvilken der kun er Plads for en elskende Idealisme, som langt fra at tilsløre Individualiteten blot er betænkt paa at stille den i det sandeste og klareste Lys! Intet af dette; Alt var her forflygtiget, det Hele var der gaaet hen over med en Harefod for at viske det ud i en Mode-Maneer, der i Stedet for et menneskeligt Syn affekterer et kunstnerisk »vue«. Jo længer jeg saae paa dette Portrait, desto stærkere fyldtes jeg af Foragt og Raseri mod ham, der havde malet hende saaledes, denne Artist, der saa frækt havde sat sig hen og lavet et Billede til efter den sidste Recept – Motivet fra hans Elskede – snydende sig fra alle Vanskeligheder, Alt hvad der var at forstaa og gjøre Rede for. Det forekom mig, at hvis han traadte ind i Stuen, maatte jeg gribe ham i Kraven, trække ham hen foran dette Syndeværk, ryste ham dygtig og raabe ham ind i Ørene: – »Hvad er du dog i Grunden for en ækel moderniseret og artistisk bedærvet Pjalt! Se dèr, du Palet-Ridder, hvilket fordømt Skræmsel af en Farveløgn du har lavet med den herligste Guds-Skabning for Øiet, og i Hjertet med, skulde man tro dig!« Og atter hørte jeg ham svare: »Hvad er du da for en Fyr, og hvad kan du gjøre? Jeg har dog i det mindste kunnet male et Portrait af hende, som man til Nød kan kjende, som Enhver vil finde forestiller en smuk Pige, og hvori en Kunstner ser et talentfuldt Arbeide. .... Maintenant à vous, monsieur! tag Farver og Lærred og sæt Dem hen med Deres »selvfornægtende Fortabelse i Gjenstanden, Deres Forelskelses-Realisme«, og se saa, hvilket Uglebillede De faar frem. Men lige meget, – forsøg alligevel; det er behagelige Timer, forsikrer jeg Dem; De har det søde Pigebarn siddende foran Dem, og kan se paa hende lige saa meget, De vil; hun bliver rød derover, – derfor maa De moderere lidt paa Farven – jeg vil anbefale Dem at holde Skyggepartierne lidt kjøligere end man sædvanlig gjør – — – —«. Paa denne Maade irriterede jeg mig selv op til en saadan Grad af skinsygt Raseri, at jeg maaske havde forgrebet mig paa Billedet og kylet det i Gulvet, hvis ikke Fru Jagemann nu endelig var kommen ind med Kaffen.

Det voldte hende en heftig Forskrækkelse at se mig staa lige op og ned paa Gulvet, og hun skyndte sig at faa mig bænket i den lille Sopha bag det noget medtagne Mahognibord, paa hvilket hun anrettede den sachsiske Drik. Der var foregaaet en betydelig Forandring med hende, og hun havde nu et ganske værdigt Matrone-Ydre i en mørkeblaa, hvidprikket Kattuns-Kjole og kronet af en stor Kappe med lilla Baand. Hun satte sig yderlig paa en Stol lige over for mig og søbede langsomt sin Kaffe, idet hun dukkede Hovedet helt ned til Koppen.

Jeg havde allerede i nogen Tid bemærket en sødlig kvalmende Lugt, som nu bestandig blev stærkere, og det gik op for mig, at der hinsides denne tæppebelagte Dør maatte blive røget en meget tarvelig Kanaster. Fru Jagemann syntes at gjætte mine Tanker; hun gav sig til at hoste:

– Ak ja, ak Gud, ja – det er denne Tobaksrøg, den trænger altid herind. Derinde bor vor Logerende, et meget net Menneske, men han ryger evig og altid. Ryger De ikke ogsaa? De maa endelig ikke genere Dem, det smager saa godt til Kaffen, siger de. – Vi har nemlig Logerende, ellers kunde vi ikke beholde denne Leilighed, forstaar De nok, og naar man en Gang er godt vant – — men det har sine Ulemper. Som nu denne Tobaksrøg. – Ganske vist, man kan ogsaa faa Logerende, som ryger mindre, eller som ikke er saa meget hjemme, – der gives endog dem, som slet ikke ryger, men saa kan der jo være andre Ubehageligheder. Ak Gud, ja, Hr. Fenger, der er mange slette Mennesker til! Som f. Eks. denne Logerende, ham er der saamænd ikke noget videre at sige paa. Han betaler mig altid, selv om det tidt trækker ud til henimod Slutningen af den næste Maaned, men hvad skal man sige, der gives ogsaa dem, der slet ikke betaler. Dem har jeg haft mange af, de flytter fra En uden videre, lover naturligvis, at de skal komme og betale. .... Ak Gud, ja, slette Mennesker, Hr. Fenger! ....

Jeg havde atter givet mig til at stirre paa det irriterende Portrait og gjentog i Tankerne mit Udbrud: »Hvad er du dog for en ækel, artistisk fordærvet og gjennemløiet Karl —!« Og Fru Jagemann, der saae, hvor jeg var henne, skyndte sig høflig at indhente mig: —

– Ja, det er et Portrait af min Minna, ser De nok, – det ligner jo ogsaa – næsten som et Photographi, ak Gud, ja! saadan Kunstfærdighed! – Alt hvad man nu kan gjøre, Hr. Fenger! i Amerika kan de nok nu photographere med Farver, det stod at læse om i Avisen – Herre Gud, hvordan skal det saa gaa de stakkels Malere, men hvad skal man sige – Kunsten stiger, – Høg over Høg – den Enes Død den Andens Brød, hedder det jo. – Ak ja! – Det er forresten en Landsmand af Dem, som har malet det, han var ogsaa vor Logerende, – — Hr. Stephensen hed han saamænd – han boede her et halvt Aar – —

Hun talte langsommere, gik næsten i Staa, og betragtede mig med et Blik, der var saa lurende, som hendes noget sløve Øine kunde udsende.

– Ja, jeg veed det nok, Minna har fortalt mig det altsammen, hun holder ikke Noget hemmeligt for mig.

– Nei, naturligvis, vist saa, en Landsmand af Dem, og ovenikjøbet en Kunstner, – det har De naturligvis hørt om, sagde hun hurtig, aabenbart tilfreds med at vide, hvor hun havde mig, men frygtelig angst for, at vi skulde komme ind paa et pinligt Omraade. – Ak ja, saadan et Talent, det maa De nok sige! – (Jeg havde slet ikke sagt noget Lignende). – Og et net Menneske, saa behagelig i Omgang! Han betalte mig altid punktlig, endogsaa forud undertiden, – ikke fordi jeg bad ham derom, men det var knappe Tider, og han var saa fintfølende. Han røg kun Cigaretter, – det var noget Andet end vor nuværende Logerende, – han er forresten ogsaa Maler, det vil sige, – han er fra Holsten – det er Lokaler han dekorerer, Lofte og Vægge. .... Men Hr. Stephensen røg kun Cigaretter, – aa, naar man dengang kom herind i Stuen, det var ligesom De kunde lugte Røgelsen i den katholske Kirke. Ja, dèr har De da været? min Gud, saa høit der er til Loftet, og alle de Lys paa Altret, – ak, og saadan som de synger! det er ligesom man hørte Englene, – jeg har været der med Minna, – hun sagde, det var Latin de sang. .... Ellers gaar jeg i Anna-Kirken her henne, det er en mageløs Præst, vi har, forleden tog han mig i Haanden, og han spurgte efter Minna, – han har konfirmeret hende – forresten kan hun ikke lide ham – hun er tidt lidt vanskelig, det vil sige, – saadan – med Mennesker, hun faar let Noget at udsætte. .... Naa, naturligvis har hun Ret, paa sin Maade, – der er mange slette Mennesker til, men hvad skal man sige, Herregud! derfor har vi Religionen, – hvad var vi uden Religionen, Hr. Fenger!

– Ja, jeg maa desværre bekjende, at jeg ikke er saa meget kirkelig, men jeg tror, at Minna og jeg ogsaa i den Henseende —

– Ak Gud, ja! Ungdommen, ser De, – da jeg var ung, – det var akkurat det samme, – da tænker man kun paa at more sig, – naa, naar man blot ikke gjør noget Ondt! —

– Jeg tænker dog ogsaa f. Ex. lidt paa at fortjene Noget, og jeg haaber snart at kunne faa en saadan Stilling, at vi kan gifte os. Jeg har en Onkel, som er Fabrikant i England, og han vil gjerne have mig derover. —

– Til England, ih nei da! jeg havde saamænd en Søster, som var flere Aar i England. Ak ja, Alt hvad hun kunde fortælle! Det maa jo være en skrækkelig By, London! Al den Taage og Kulrøg. Dèr boer de ogsaa i flere Etager, og hele Familien spiser til Middag ude i Kjøkkenet. ....

Da det endelig blev mig ganske klart, at jeg ligesaa godt resolut kunde opgive ethvert Forsøg paa at lede Samtalen ind i et fornuftigt Spor, lod jeg hende tumle sig paa slap Line, som hun kunde bedst, og gjorde kun af og til et Par understøttende Bemærkninger. I Begyndelsen havde hun talt temmelig rent, men efterhaanden som hun kom i Aande, indfandt Provinsialismerne sig; hun sagde »m'r« for »wir« og »sein« for »sind«, kjendte kun bløde »P«er og »T«er og spækkede sin Sladder med mange folkelige Udbrud og Vendinger; og da morede det mig at lægge Mærke til, at Minna, naar hun undertiden for Spøgs Skyld pludrede sin Dresdener-Dialekt, kom til at ligne sin Moder aldeles paafaldende lige indtil Miner, ja selve Ansigtstrækkene, – og jeg var derfor en saa taalmodig og opmærksom Tilhører, som den Gamle vel kunde ønske sig.