XIV.
Hjorth bòde i en gammel Gaard i Fiolstræde, denne triste Universitetsgade i Hjærtet af Hafnia latina.
Da han første Gang gik igennem den store Port og kiggede ind, saà der ikke meget ordenligt ud. Den lange Gaard, der lignede en Gade med sit flisegrænsede Fortov tilvenstre og Huse af ulige Højde paa begge Sider, var brudt op i hele sin Længde; – der var bag ved hinanden og over hinanden Bjærge af Brosten, Bunker af Straa og knuste Murstensbrokker, pludselige Grave, sammenfaldne Volde af opkastet Jord; – hist og her stod knækkede Kloakrør paa Hovedet i en Rende eller laa gabende ud med de sorte Mundinger som sprængte Kanoner paa en forladt Barrikade. I den overskyggede Forgrund vendte væltede Trillebøre Hjulene i Vejret, paa Grænsen af Skyggen var en tilsølet Fjervogn strandet i et Møddingrev med Forhjulene drejede paatværs af Baghjulene og Enspænderstængerne lyreformig op i Luften; men bagved, i et straalende Sollys, dannede Trækkarrer og store Arbejdsvogne en Vognborg med Besætning af Høns, hvis General i sin straalende Uniform udgalede Kommandoraab fra det højeste Agebræt. Det var den sidste Stilling; for saa rejste Brandmuren sig, lukkende Gaden med sin solbagte graa Flade, afbrudt forneden af et tilklinet teglhængt Bræddeskur, af hvis Sidedør en Karls Skjortearm trak et hvidt Øgs kamelhalsede Hoved frem. Tilhøjre buldrede Smediens Hammerslag og fraoven kom en lystig Klapren af Vinger, medens en hvid Duesværm fløj ud af et Tagvindue og kredsede over de solbadede røde Tage op mod Himlen, en dybblaa, glansskyet, frisk Septemberhimmel.
Oppe paa fjerde Sal havde han lejet sig et tarveligt Værelse ud til Gaarden hos en Familje, der levede af at flaa Pensionærer. Men han var ikke gaaet ind paa at tage Kosten dèr. Han vilde kun have kogt Vand bragt ind til sin The og nogle Indkøb til Maaltiderne besørget af en af de stakkels smaa Tjenestepiger, der skiftede hver Maanedsdag.
Det var ikke egentlig hvad man kunde kalde en hyggelig Familje. Hr. Winkelmann havde i flere Aar lidt af Brysttæring; han havde ikke andet at gøre i dette Liv end at dø, og det kunde han ikke komme ud af. Hjorth havde kun den første Dag betraadt Familjens uordenlige Dagligstue og set ham sidde i en Lænestol trykket ned i en snavset, hvid Hovedpude, indsvøbt i gamle Shawler, med hullede Slæbere paa Fødderne, jordgraa i det indfaldne Ansigt, hvorfra der hang et pjusket Sygeskæg; men han mindede bestandig om sin sørgelige Tilværelse ved sin hule Hoste, der efterfulgtes af Klynken og stereotype Klageraab, som sjælden holdt op, naar Konen tyssede paa ham som paa et utaalmodigt Barn. Hun kom temmelig hyppig ind paa Hjorths Værelse, enten naar hun selv bragte ham Thepotten med kogende Vand, eller naar hun pludselig overfaldt Pigen, som i Løbet af et godt Kvarter forsøgte at paadrage sig Tæring ved at puste paa nogle sivende og osende Træpinde for saaledes at gøre Ende paa sin kvalfulde Tilværelse, eller som grebes paa fersk Gærning i et Tyveri af Petroleumsflasken, hvis Indhold hun vilde ødsle i Kakkelovnen. Det var en lavstammet Kone med et knortet, sortsmudset Ansigt, prydet med en for det smukke Køn ret anselig Knebelsbart. Datteren, et magert, blegsotigt Pigebarn paa en fjorten, femten Aar, lod bestandig høre fra sig, enten hun med en gennemtrængende skarp Stemme skældte Pigen ud, eller hun musicerede paa dette mere naturlige end indtagende Instrument, ledsaget af et gammelt forstemt Piano med tre sprungne Strænge, som stødte op til den ene Væg i Hjorths Værelse.
Dette Værelse var lavt og rummeligt nok for hans faa Møbler. I den gammeldags Vinduesfordybning havde han sin hyggeligste Krog, fuld af Morgensolen, der, eftersom den drejede sig, smalnede Stuens Prisme af lyse, hvirvlende Støvatomer, indtil kun et magert Legeme kneb sig igennem paa skraa forbi de to Hjørner med en stedse smallere Endeflade af Slaglys lodret over det dynevaarsmønstrede Tapetpapir henne i Hjørnet af Værelset; saa var der endnu kun Sol paa den ene Væg af Vinduesfordybningen, et stærkt, hvidnet Lys, der drog sig udefter, langsomt, Blad for Blad paa den blankløvede Vedbend, der bugtede sig hen over den snavsede, hist og her afskallede Kalk over det lille Skrivebord, hvis gulige Plade var bedækket af Bøger og blaa Kollegiehæfter.
Dèr sad Hjorth nu med Kinden støttet mod sin knyttede Haand, stirrende ud gennem det store Vindue med de smaa Ruder mod Fuldmaanen, der havde hævet sig lidt over dette Myller af Tage, som skar hinanden i vaadt-blinkende Zig-zag-Linjer; den kastede skarpe Slagskygger skraat henover de bleggraa Brandmure og havde sænket Brønde af Skygge ned mellem lysrandede Hus-Firkanter; og tilvenstre straalede en Ruderække som mange firkantede, blankpudsede Maaner. Lyset skraàde forbi ham ind i den mørke Stue, tegnede i sin Stribe paa den modsatte Væg Silhouetten af hans Nakke og af en lille Vedbendkvist ovenover, og strejfede paa Vejen det hvide Hjørne af en Dug paa Bordet, hvor der endnu stod noget Dækketøj fra hans Aftensmaaltid.
Han var i dette Øjeblik saa underlig glad og forhaabningsfuld. Hvor det havde gjort ham godt dette Besøg hos Professoren! Det var ikke blot den harmoniske Selvagtelse, som en Ældres imødekommende, ligefremme Venligheder efterlader i Sindet – langt fra ikke den alene; nej han var bleven beroliget og trøstet mod en truende Tvivl, der bestandig nagede ham nu, da han var kommen saa vidt og skulde videre. Den sidste Dag i Sommerferien havde Jessen sagt til ham: »Ja, nu vil det jo vise sig … Jeg vèd saamæn knap selv, hvad jeg skal ønske dig … Men naar jeg skal sige dig min oprigtige Mening efter hvad jeg saadan kender til dig, saa er det den, at du er for fornuftig af dig til at komme præstedygtig ud af den Skole, du nu skal til at gaa igennem.« Disse Ord stirrede ham bestandig imøde; det var ikke, som om Jessen havde skrevet dem i ham, men som havde han med kyndig Haand afskrabet Kalken, der dækkede en skjult Indskrift, hans egen Tvivls Ord. Derfor var han i den Uro, som naar man gyser tilbage for en mørk Vej, om hvilken man ikke vèd, hvor den fører hen. Og det underligste var, at han ofte ikke selv kunde sige, hvad han ønskede. Men det havde beroliget ham at lære denne Mand at kende, som Skridt for Skridt havde vandret denne Vej uden at komme paa Afstier; – der var saa sikker, som kunde der ikke være Tale om Tvivl; – der rummede hele Theologiens Legioner af Spørgsmaal og Svar uden Modsigelse eller Splid med al den øvrige Kundskab, som ogsaa han, der stod paa Dannelsens Tinde, havde øst af. Det maatte altsaa kunne gøres; hvorfor skulde da han selv ikke kunne gøre det? Og hvis han kunde gøre det, saa syntes hans Liv at ligge foran ham lyst og fredeligt, med en Sommeraftens Fred, naar Kirketaarnets Kalkflade ovenover de mossede Straatage rødmer ganske fint i Solrøstet, og Luften er saa fuld af Kløveraande og Høduft og af svingende Klokkeklang, der lyder saa fjærnt og højtidsfuldt, som dalede den ned fra en usynlig Knebel i Himlens uhyre blegblaa Klokke. – Og medens han saà hen paa den forgyldte Ramme om Kristines Portræt, der glimtede ganske svagt paa Skrivebordet, hengav han sig til fromme Fremtidsidyller, hvis Landlighed havde noget af Hyrdestilens Pastelfarver og Rosenskær, og hvori det var vanskeligt at afgøre, om Lammene stammede fra Bibelsymboliken eller fra Rokokkosmagen. Det var som om Maanestriben, der strøg forbi ham, ligesom en sølvhaaret Violinbue, lod hans Sjæls blødt stemte Strænge tone ganske sagte ud i en af disse blide Folkeviser, hvis Melodi uden Ændring kan sættes til en Salmetext.
Endelig rejste han sig, tændte sin Lampe og begyndte at læse. Men det vilde ikke rigtig gaa. Hans Tanker havde for længe været overladte til deres egne uvilkaarlige Strømninger. Desuden begyndte Pigebarnet inde ved Siden af at hamre væk paa sit Klaver, og efter at have muntret sig med nogle Galopader faldt hun i med et af sine Yndlingsnumre, der spilledes i vexlende Tempoer af Adagio capricioso og Allegro vivace; – det var iøvrig et af de faa Musikstykker, som Hjorth kendte ved Navn, for en Gang, da han for at sige noget spurgte hende om, hvad det var hun lige havde spillet, svarede hun med et medlidende Blik, at det var jo Tryllemarschen af Tempelfløjten. – Men inde fra den anden Side hørtes hyppige, støjende Latterudbrud og af og til en langstrakt Rullen henover Gulvet, som om der blev spillet med Kegler.
Hans Naboer paa den Kant var Familjens Pensionærer, to theologiske Studenter. De lod til at sympathisere i mer end blot deres Studium, for de var flyttet sammen med fælles Sovekammer og fælles Studereværelse, som iøvrig sjælden var belemret af begges samtidige Nærværelse.
Han blev ikke ubetinget henrykt, da det pludselig bankede paa Døren og en af dem, Hr. Iversen, traadte ind og spurgte, om han ikke vilde tage sin Pibe over til dem og gøre dem den Ære at drikke en gemytlig Bajer med dem. Men da han indsaà, at han dog ikke kunde faa noget ordenlig bestilt den Aften, faldt det ham mindre vanskeligt, end det ellers vilde have gjort, at takke høflig for Indbydelsen.
Hr. Iversen var en langbenet Person, iført en stærkt udskaaret, stumpet og meget fedt skinnende Frakke og særdeles smudsigt Linned, men med en pralende Tombakskæde over Vesten. Han havde et grovt Ansigt, stumpnæset og bredkæbet, graaligt og fuldt af Filipenser, men prydet med hvad han ansaà for en kavalermæssig drejet Knebelsbart over en ubarberet Hage. Skrævende, med Hænderne stukne dybt ned bag Buxelinningen, saà han sig om i Værelset og lod den Ytring falde:
– Det er ellers en forbandet hyggelig Knejpe, De har faaet Dem indrettet her, Hr. Hjorth.
– Aa ja saamæn, sagde Hjorth inderlig smigret, idet han lukkede Døren op.
Da han traadte ind i de to Theologers Studereværelse, var han nær snublet over nogle tomme Flasker, der laa i en Kurve fra Hjørnet ud over Gulvet. Det temmelig store, noget møbeltomme Rum oplystes kun i sin nederste Tredjedel af et Par Lamper med skæve sodede Rør over mørke Skærme, hvoraf den ene fra et rundt Bord med et Batteri af Ølflasker kastede et grelt Lys paa det gulige, slappe Ansigt, med en lang Næse og mørkrandede Øjne, der laa dybt nede i den lille Sofa; en palmebroget gammel Slobrok havde skudt sig højt op bag i Nakken og under den spidse Hage og var viklet tæt om de tynde Ben, der laa op over Sofakanten. Fra de blege Læber strakte en uhyre lang Pibe sig ud paa Gulvet, hvor det hældende Porcelænshoved havde samlet en Askedynge.
– God Aften, Højstærede! … velkommen under vort ringe Tag, sagde en hul, lidt rusten Stemme nede fra Sofaen … Vær saa god at tage Plads … Naa, hvordan lyder den sidste Bulletin om Kandidaten?
– Kandidaten?
– Ja Dødens. – Har han givet sig noget i Eftermiddags?
– Ja, han klynker jo næsten altid, Stakkel … Længe kan han vel ikke leve.
– Nej, men han har »levet«, min Broder, – naada – (et højt Klask med Tungen) – Jo De kan tro, jeg kender hans Forudtilværelse … Ak ja, – maa man ikke sukke og sige hvad er Livet, som der staar hos Digteren.
– Jeg er sgu blevet tørstig efter den Rejse, bemærkede Iversen.
– Saa kan du jo sige, du har vel rejst … Ja, nu maa vi jo ogsaa have et Velkomstens Bæger … Det vil sige, Glas har vi rigtignok ikke, De maa drikke af Flasken og følge Husets Skik.
– Ja, bevares, det er jeg saa vant til.
– Nej, hvad Fanden skulde man med Glas? … Hør, Kleistrup, kan du gurgle den i Tænderne?
– Jeg vèd skam ikke, om jeg kan længer, jeg er bleven saa øm i Gebisset … Lad mig se dig, din Pralhals.
Iversen afproppede sin Flaske teknisk ved et Slag paa Bunden, bed fast om Mundingen, holdt Hænderne paa Ryggen og lod Hovedet langsomt gaa tilbage, medens Halsen med de spændte Aarer bevægede sig som et Sugeværk, indtil Flasken stod lodret med den tomme Bund mod Loftet.
Kleistrup nikkede anerkendende.
– Det var som Pokker, udbrød Hjorth beundrende.
– Se det kalder man at gurgle den i Tænderne, sagde Iversen med fagmæssig Ro, men dog med et Stolthedsglimt i sit døsige Ansigt. Derpaa viskede han sig om Munden med Bagen af Haanden, bøjede sig ned og rullede med øvet Haand den tomme Flaske hen til de øvrige, hvor den lagde sig præcis ved Siden af den yderste. Saa gabede han meget højt, vippende tilbage med Stolen og strækkende Benene langt ud fra sig, rejste sig og begyndte at gaa frem og tilbage i Værelset med lade Lemmedasker-Bevægelser.
– Hvad giver De Dem mest af med i denne Tid? spurgte Kleistrup.
– Aa, det er især Hebraisk.
– Ja, den trækkes man jo med i det første Aar. Saa er De vel stiv i Gramatiken?
– Naa, der er saamæn Maade med.
– Aa, Iversen, ræk mig mit Gamle; det ligger dèr paa Skrivebordet, – nej, du maa sgu ikke lukke det.
Iversen langede ham en hebraisk Bibel over, paa hvis snavsede, tilfingrede Blade Texten var understreget med sort Blyant, blaat Blyant og rødt Blyant, sort Blæk og rødt Blæk, Streger tykke som Bjælker, enkelte og dobbelte, Streger lige som en Linealrand og bugtede som Slanger, saa at den var ligere en Cyprianus end en anstændig Bibel.
– Se dèr, Hjorth, sagde Bogens Ejer, idet han med sin lange Finger pegede paa et særlig udmærket Ord, en Mandarin med tre Blyantstreger, – kan De sige mig hvad det er, for jeg faar ondt i Hovedet, naar jeg bare ser paa det.
– »Iat«, – ja bi lidt, lad mig se, – det maa være Futurum Hifil af »jatah«.
– Ja, det kan saamæn godt være … Er De vis paa det?
– Ja jeg er.
– Ak Gud ja, som man glemmer sin Børnelærdom … Jeg tog dog ellers den Examen grundig … Iversen! en Pen, stærkt dyppet … Ja, jeg forsikrer Dem, jeg var tre Gange oppe … Professoren havde i mig saadan en Yndlingsdiscipel; han kunde ikke give Afkald paa mit Selskab ved Examensbordet. – Han holdt mig ogsaa tre Kvarter hver Gang; – vilde slet ikke slippe mig; – bad mig bestandig komme igen. Ja, de kan være til Ulejlighed, saadan Professorforelskelser.
Medens han gjorde disse Bemærkninger, havde han med stor Behændighed fra »den stærkt dyppede Pen« tabt smaa Blækklatter under det første H, I og F, som han traf i Texten, og satte nu Punktum med en stor Klat i Marginen.
– Ah, udbrød Hjorth, der gennemskuede Fiffet, og for hvem pludselig de forskellig farvede og formede Streger viste sig i et nyt Lys.
– Ja netop, svarede Kleistrup. – Det glæder mig, at De er saa hurtig fattende overfor Theologiens Mysterier. Man citerer paa samme Maade ved Hjælp af Versetallene, – saadan … Ja, det bliver en Indtægt, naar jeg en Gang sælger den med Nøgle, Clavis Cleistrupii, vedblev han, idet han klappede den med øm Stolthed og lagde den paa Bordet. – Den er godt udhalet til Sejladsen paa Attestasen … Iversen, stop mig Weichselrøren … Dette, mener De maaske, er ikke Videnskab? … Indrømmet min unge idealistiske Ven, men det er Kunst … En Kunst, der hedder Mnemoneutiken, – opfundet af Simonides – ja, lur de gamle Ægyptere.
– Grækere.
– Hvad jeg vilde sagt, – øh, øh, øh, (han afbrødes af et Hosteanfald) – vilde sagt Grækere. – Ptøj! (Han hældede sig med nogen Besvær ud og spyttede i en Bakke, der stod ved Sofaen) … Ja, det er Kunst, og Kunst staar efter min Mening over Videnskaben … Jeg er egentlig kunstnerisk anlagt … De kender ikke mit berømte Billede af Professor Citator? … Tak! stryg mig en Svovlstik af, Iversen, og ræk mig det Kollegie, som der staar »Dogmatik« paa … »Hvorfor svulmer Weichselrøret mod mit Skjortebryst« —
– Dèr, Dovendidrik, raabte Iversen, idet han kylede ham Heftet i Hovedet, – er du nu snart færdig med dine Ordrer?
– Næh, – Grobian! … Unge Mennesker nu til Dags, – rene Vandaler – ingen Agtelse for et Kunstværk, der vil komme til at hænge i Universitetets Solennitetssal … Betragt! —
Han slog Kollegieheftet op paa første Side og rakte det til Hjorth, der øjeblikkelig brast i en høj Latter. Det var en noget dilettantmæssig udført, men vel truffen og meget ondskabsfuld Karrikatur af Professor Petersen, i engelsk Punch-Stil, med et uhyre Hoved ragende ud over Katedret som en Melon over en Mistbænk. Det faareagtige Udtryk var slaaende gengivet. Ud af den halvaabne Mund hang en vimpelbugtet Papirsstrimmel, hvorpaa, med snirklede gothiske Bogstaver af rødt Blæk: »Gudmennesket havde to Fødder. Luc. 7, 38.«
– Hvad er det for en Vise, du nynner paa, Iversen?
– Det er den ny fra Ligkisten … Den om Præsterne … Du vèd nok, fordi de vilde have Sangerindebulerne ryddede.
– Op med den!
Iversen standsede, stillede sig i Positur og sang med de ægte, stereotype Gebærder, med vrængende Nasallyd og kildrende Blikke, med fiffige Pauser, der lod Tanken falde i en Afgrund af Sjofelisme, og med uskyldige Fortsættelser. Kleistrups Latterevne, der før havde været holdt tørt tilbage, fik nu en pludselig, ubunden Frihed. Han væltede sig paa Sofaen, holdende sig paa Maven, stønnende og gispende. »Nej, det er for galt! … Det er ikke til at holde ud … Aa, de kære Satans Pigebørn.« – Hjorth lo ogsaa, lidt forlegen.
– Naar var De sidst i Ligkisten, lille Ven? spurgte Kleistrup med sød Fruentimmer-Stemme, idet han klappede ham paa Laaret.
– Dèr har jeg aldrig været.
– Det var som Satan, sagde Iversen.
– Han er et Exemplar, skal du vide, – gak du hen og bliv ligesaa … Han er en Farisæer – øh, øh, – Satan til Hoste – men vi andre er Tolderne, – øh, øh, øh, – Tolderne, hos hvem det slaar sig paa Brystet – hvad jeg vilde sige, som slaar sig paa Brystet, Lukas 18.
– Det er lige meget, Iversen, begyndte Kleistrup igen efter nogen Tids Tavshed, liberalt overladende det til Tilhørerne at skønne, hvad der var lige meget, – det er nu lige meget, Iversen, – lad Hvile falde paa dig, Højstærede! Sæt dig ned og tag Del i de Voxnes Samtale. – Skal det være en Bajer til?
– Nej, jeg maa sunde mig lidt endnu, svarede Iversen, idet han dorsk lod sig synke ned paa en Stol.
– Det var ikke dig, jeg spurgte … Hvad Nummer var din sidste? Jeg havde nær glemt Regnskabet.
– Det var nok den ottende.
– Du faar ikke fler end ti, din Bakterie … Man maa lægge Tømme paa de unge Menneskers Lidenskaber.
– Otte, ti? men det er da ikke muligt, udbrød Hjorth.
– For Mennesker – (fra Landet) – er dette vel umuligt, Lukas 9, – nej hvor Pokker er det nu det staar? Iversen, hvor staar det? … Aa, de Skriftsteder, de bliver min Død … Aa, jeg kan ikke holde det ud – jeg kan ikke holde det ud … Der er en hel Himmel af Skriftsteder i min Hjærne – jeg kan ikke holde det ud … Gid Fanden havde den Professor! udbrød Kleistrup pludselig, idet han saa skuffende efterlignede Hr. Winkelmanns jamrende Stemme og tillempede Ordene efter den stereotype Form for hans Klager, at Hjorth lo, saa Taarerne løb ham ned ad Kinderne.
– Naa, saa dette forbavser Dem? vedblev Kleistrup med sin naturlige Stemme. – Kunde De ikke besørge saa mange?
– Det tror jeg ikke, jeg har aldrig prøvet.
– Som Manden svarede, da man spurgte ham, om han kunde spille Violin … Nej saa har De ikke de theologiske Dyder.
– Hvad er det for nogen?
– De theologiske Dyder, hvormed Gud benaader sine Udvalgte, men som maa uddannes ved Øvelse, – som det hedder: hjælp dig selv, saa hjælper Gud dig, – disse Dyder ere tre i Tal, som allerede de gamle Skolastikere lærte. Den første er den ikke at blive beruset, som de læge og gemene Mænd blive, naar de nyde i Overflod af Vorherres Gaver i Retning af Druer og Malt. Dette er den første og store Dyd, og den anden er ligesom denne, det er at være uimodtagelig for den Fristelse at købe højt til Nolo. Den tredje er en Uimodtagelighed, hvis Velsignelse Deres landlige Uskyld ikke vil fatte, og som Kong Salomo ikke var i Besiddelse af, som skrevet staar, at Kvinderne smittede ham med deres hedenske Synder.
Den sidste Dosis var for meget for Iversen, som kastede sig tilbage i et Latteranfald, der nær havde væltet Stolen.
– Naa, Drønnert! sidder han dèr og griner og vèd vel ikke en Gang, hvor det staar. Op med Lexen! … Iversen, hvor staar det skrevet? raabte Kleistrup, der knuste en øjeblikkelig Fnisen under en examinatorisk Værdighed. Han rejste sig overende i Sofaen, støttet paa Piben, strøg med venstre Haand det lange Haar skraat nedover Panden, hvilket i Forbindelse med en langagtig Grimace gav hans Gummielastikums-Ansigt en Lighed med den afdøde Professor i Exegese, med hvis Stemme han fortsatte, medens Pegefingeren bevægede sig skolemesteragtig:
– Iversen, hvor staar det skrevet? … Nu—u, det maa vi vide! … Tror han, han kan tage theologisk Attestas og kender ikke et af de aller fornemmeligste loci dogmaticoethici … Nu—u! … Hvad er det for noget?
Iversen syntes imidlertid bestandig mere sansesløs af Latter. Ogsaa Hjorth skoggerlo, smittet af ham, og henrevet af den Virtuositet, hvormed Professoren blev givet, denne Professor, som han kun en enkelt Gang havde set, men om hvem Traditionen var saa levende blandt Theologerne, at han var med ved den første Grimace og Stemmeforandring.
Men Kleistrup vedblev med sit urokkelige Professor-Ansigt ud imod et usynligt Auditorium:
– Nu—u, De skal ikke skrive alt, hvad jeg saadan siger. Vi kunde jo aftale et Tegn. Naar jeg siger »nu«, saa skriver De. – Nu—u – nej, det var ikke dette »nu« – der er trehundrede og tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr, men De behøver ikke at kunne dem alle. Men paa dette Sted tilsteder Kontexten kun èn Fortolkning, det maa vi kunne. Nu—u; – og saa har den Ignorant ikke Begreb om det!
– Hold nu op, klynkede Iversen.
– Fly ham Øl, og hvis ikke, da dør han, Genesis 30 … Det var den niende. – —
– Gaar De allerede? spurgte Iversen, der efterhaanden levede mere op.
– Ja, nu tror jeg nok, jeg vil i Seng; saa siger jeg Tak for i Aften, god Nat!
– Tre Bajere, – der er endda en Sjat tilbage i Flasken, – og i Seng Klokken et Kvarter til Tolv, – ja, hvis De ikke bliver Biskop, Hjorth, saa er der ingen Retfærdighed til i Verden.
– Ja, den er saa klar … Men vi andre arme Stympere, sukkede Iversen, idet han trak en Flaske op.
– Aa, Gud bedre det … Ja tag du kun din Tiende strax, Gud vèd, naar du ellers faar den.
Iversen, der allerede havde sat Flasken for Munden, fik den skyndsomst muligt bort, men undgik ikke at sprøjte en Mundfuld Øl ud.
– Saa Grisen! sidder han dèr og spilder Guds Gaver paa Gulvet. – —
Hjorth klædte sig hurtig af og lagde sig i det Jernskelet af en Seng, som skæmmede den ene Væg og bestandig ærgrede ham med sit Vidnesbyrd om, at han ikke havde Raad til at købe en Sovesofa. Han slukkede Lyset og trak Tæpperne over sig, døsig og oplagt til at sove strax, som han mente. Men det gik ikke saa let. Det lod til, at han i høj Grad maatte mangle den første theologiske Dyd. Trods det ringe Antal af tre og den tiloversblevne Sjat havde han Uro i Blodet. Og saa begyndte Loftet at dreje ovenover ham, fra højre til venstre, ganske langsomt, men saa bestandig hurtigere, til det tog af igen. Han lukkede Øjnene; det hjalp ikke; det begyndte alligevel at dreje fra venstre til højre langsomt, hurtigere, hurtigst. Han kastede sig et Par Gange om i Sengen og fik Ro. Inde fra deres Værelse hørte han dem snakke og le. Saa begyndte det forfra, det tiltog med en rivende Fart, medførende en betydelig Vammelhed, da den tiende rullede hen til sine Forgængere, som den naàde med et lydeligt Knald.
Men fra den anden Side hørte han »Kandidaten«, som havde levet, jamre sig, først i uartikuleret Stønnen, saa i Ord:
– Aa, jeg kan ikke holde det ud – jeg kan ikke holde det ud … Av, mit Bryst … Der er et helt Helvede her i mit Hjærte … Jeg kan ikke holde det ud … Der er da heller ingen af de Asner, der kan hjælpe mig … Gid Fanden havde Doktoren …
Og efter at have gentaget disse Sætninger i det uendelige, kastende dem imellem hinanden, mekanisk, som en Talemaskine, begyndte han med en pludselig Galgenlystighed at skraale den sidste paa Melodi af Menuetten i Don Juan, der med èt gik over til »For nu er Katten død, død« —
Gid Fanden ha'de Doktoren,
Gid Fanden ha'de Doktoren,
Gid Fanden ha'de Doktoren,
Gid Fan'en ha'de Doktoren –
Gid Fan'en ha'de Doktoren,
Gid Fan'en ha'de Doktoren – –