Read the book: «Germanernes Lærling», page 6

VI.

– Find Dem en Cigar, Hjorth … dèr … paa Pulten, sagde Pastor Krarup gennem Næsen, gabende over et Porcelæns-Pibehoved, som han derpaa gav sig til at puste i, til han blev ganske kobberrød i Ansigtet.

De havde efter Middagsbordet trukket sig tilbage til Studereværelset, et mørkt, tilrøget Rum, syv, otte Alen i Kvadrat, udstyret med en apostolisk Tarvelighed. Paa den ene Side af Vinduet, der kun havde en gammel, gul Gardinkappe, var et halvt overskygget Bord af ukendeligt Træ uordenlig bedækket med Tidsskriftshefter, kirkelige Blade, religiøse Piecer, Breve og Papirer; til den anden Side borede en Jærn-Seng sig ind i en lille Niche, bestemt til at huse Præsten Lørdag Nat, naar han under Inspirationens og Forfatterveernes Indflydelse skyede det ægteskabelige Sovekammer. Den graastrøgne Kalkvæg grinede frem gennem de øverste Hylder paa Reolen, hvor kun nogle sorte Salmebøger og Nytestamenter hældede sig, medens nedenunder uindbundne Tidsskrifter og forældede theologiske Bøger havde samlet ærværdigt Støv. Over den højbenede Fyrretræs-Pult med tilklattet Voxdugs-Klap hang et Par Silhouetter. En rosarød, taarnagtig Lerkakkelovn, hvis klodsede Stokværk havde portformige Gennembrydninger, ophedede Værelset til et betænkeligt Gradeantal. Men udenfor frøs Haven, vridende Frugttræernes nøgne Grene mod en zinkfarvet Himmel og med halmviklede Rosentræer ligesom Vaage-Koste stikkende op af den kagefrosne sortsmudsede og gustne Sne, medens en løsreven Vedbendgren uafladelig daskede mod en af de smaa Ruder.

– Naa, har De saa tænkt over det? … hvad siger De til den Idè? spurgte Præsten, idet han svøbte sig ind i den palmede Slaabrok, som saà ud til at have gjort Regensdagene med, hvorpaa han lænede sig tilbage i Skyggen og pustede store Røgskyer ud i Lyset, hengivende sig til den behagelige Søndagshvile inden Annexturen.

Hjorth gik og drejede sig urolig paa det knapt tilmaalte Gulv, vuggende i Hofterne, sugende og tyggende paa Cigaren, som der ikke var Træk i.

– Ja det, som Præsten siger, det – kunde jo ikke være saa galt … Jeg har saamæn ogsaa nok Lyst … skønt det skam aldrig før er faldet mig ind … Men – Sagen er, jeg vèd ikke rigtig, hvordan det skulde kunne lade sig gøre —

– Aa, naar De selv har Lyst, saa … Der findes altid en Udvej, – det … De har jo ogsaa nogen Penge, har De fortalt mig … Naa, ja, ja – det er ikke mange … men med lidt Sparsommelighed … Og naar De først er blevet Student, saa kan De jo ogsaa informere noget … Aa, saadan noget kommer man ud over, det – kommer – man – ud – over.

– Saa synes jeg jo ogsaa nok, det er lidt sent at begynde paa Studeringerne.

– Sent? … naa, ja … men – De er jo dog en ung Mand, Hjorth … hvad? … De er jo en pur ung Mand —

– Ja, jeg vèd dog ikke, svarede Hjorth smilende, idet han gyngede sig paa det ene Ben. – Jeg synes nu, jeg begynder at ældes, jeg er saamæn snart fireogtyve —

– Aa, men saa er De jo en ren Grønskolling, hi, hi, hi … Fireogtyve! ser vi det, ser vi det! … Ja, vèd De hvad, saa kan De saamæn ogsaa være Præst, naar De er et Par og Tredive, og saa har De jo endnu Livet for Dem … Og saa er det jo da noget ganske andet … Ja jeg mener ikke nærmest materielt, – skønt vi er jo da alle noget Materialister, – men en Mand som De, De vil ikke i Længden kunne føle Dem tilfredsstillet ved Skolelærer-Virksomheden. – De stræber videre … De er som en Ælling mellem Kyllingerne, De vil i Vandet, he! … Nej, De behøver saamæn ikke at fortælle mig det, jeg har jo nok mærket det, og saa var det dette herre faldt mig ind … Se Præst, det bliver netop noget for Dem, De har jo gode Talegaver – jo, saamæn har De det, De taler rigtig godt for Dem, og saa har De en ypperlig Hukommelse, – De vil netop kunne blive en Prædikant.

Og Pastor Krarup skelede mismodig hen til nogle Papirsblade paa Bordet, paa hvilke hans Pen havde arbejdet fra om Mandagen af, for at faa dem fyldt med en maadelig Prædiken, som han saa endda maatte læse op. Han var ingen Prædikant.

– Ja men, det er jo ikke blot det, som det kommer an paa, og – hvad der gør mig tvivlraadig er, at jeg synes, jeg mangler Kaldet.

– Saa, hvordan det? De føler alligevel ingen rigtig Lyst?

– Jo paa en Maade nok Lyst – men, jeg vèd ikke rigtig, hvad jeg skal sige – jeg er bange – jeg – det at være Sjælesørger for en Menighed, det forekommer mig saa stort et Ansvar – og saa synes jeg ikke, man bør tage sig det paa, naar man ikke drives af et indre Kald —

– Ganske vist, det – er jo meget sandt, – saadan i Almindelighed … Men alligevel, jeg tror ikke, De skal hænge Dem for meget i det, Hjorth … Man—n – kan saamæn ogsaa gøre for meget Væsen af det indre Kald, det ved Gud man kan … Der er mange unge Theologer, der mener, det skal komme over Dem paa èn Gang, ligesom med Ildtunger, ved Ordinationen … Det er ligesom Konfirmanderne, naar de første Gang kommer til Herrens Bord … Men—n, det gaar jo ikke altid saadan. Vor Herre har de mange Veje, han vèd bedst, hvorledes han skal komme til hvert enkelt Hjærte … Det er som vi synger i vor gamle Salme: Her vil ties, her vil bies —

– Men der er dog ogsaa dem, der bier, og saa kommer det aldrig alligevel … Jeg kender Gejstlige, som jeg synes maatte have passet bedre i en anden Stilling —

– Naa, ja, De tænker paa Provst Storm —

– Ogsaa paa ham, ja.

– Vor kære Provst er ganske vist ingen Aandens Mand, men – har Vorherre ikke alligevel faaet Brug for ham, stillet ham paa en Plads i sin Kirke, som – ja jeg vil ikke sige, han udfylder den, men han virker dog meget – anerkendelsesværdigt? … Nej, naar det slet ikke kommer, saa er det vores egen Skyld; Naadens Haand er altid aaben imod os, det har vi Guds eget Ord for … Aa, men vær De blot ikke bange for det … Vorherre lægger sin Velsignelse til, naar De blot tager redelig fat … De er jo et kristeligt Menneske, og efterhaanden som De ved Videnskabens – hm! – Haand trænger – dybere – ind i – disse – hm, hm! – evige Sandheder … De skal se, det vil alt vende sig til det bedste.

Pastor Krarup tog fat paa sin Pibe, som var ved at gaa ud; efter at have hindret dette og indhyllet sig i friske Tobaksskyer, kom han atter tilbage til sin nye Yndlingsidé med en betænksom, haardnakket Stemme, der syntes bestemt paa at fjærne alle Hindringer.

– Og selv om det nu ikke netop blev som Præst, saa – man vèd jo ikke, hvordan det kan føje sig – der kunde jo ogsaa aabne sig andre Udveje – – for Exempel som Videnskabsmand, som Universitetslærer – det er jo ogsaa en velsignelsesrig Stilling, for dem der – ikke sandt? – Nu – der er jo for Exempel den nye theologiske Professor, Doktor Petersen, – en udmærket dygtig Mand, ganske udmærket – han er ogsaa bondefødt, – ja, han er saamæn her fra Sognet … Jeg har kendt hans Forældre godt … De bòde omme bag Møllen … Det var Husmandsfolk, simple Husmandsfolk … Ja, – dèr kan man se!

– Men han kom vel som Dreng til Studeringerne?

– Ja—a, jo vist gjorde han det … Men det har saamæn ikke noget at sige. Han er endnu en ung Mand … Hvis De blev noget ældre Professor, saa kunde det saamæn gaa an endnu … Men jeg synes Kakkelovnen ryger, – brød han pludselig af, idet han rejste sig.

– Ja, den er ikke helt fri for det.

– He, det er dog ellers mærkeligt! … Det er ellers saadan en udmærket Kakkelovn, den er billig, og saa varmer den og holder Luften god, den ventilerer, aah! – jeg behøver slet ikke at lukke Vinduer op … Min Eftermand, han vil saamæn komme til at prise mig mange Gange for den Kakkelovn, – ja, for jeg har jo selv ladet den sætte op, det er min Idè; – nej, disse nymodens – hvad er det nu? – Magasinovne, det er jo noget Jux, det er jo noget Jux, – til at kvæle Folk med … Det er saamæn ogsaa mig, der har fundet paa at lave den Niche herinde til Sengen, som der ellers ikke var Plads til … Ja, min Eftermand, han – han vil saamæn ikke komme til at bande mig … Ak ja, man bliver gammel, Hjorth – man kommer til at tænke paa Eftermanden … Serit arbores, qvae alteri saeculo prosient, som det hedder i Cato major … Naa ja, det er sandt, De forstaar ikke Latin.

– Nej endnu i al Fald ikke.

– Men siden maaske, hvad? … Saa kunde det hændes, jeg kunde faa Dem til Kapellan, Hjorth; – hvis jeg kan holde ud saa længe.

– Aa, hvad det angaar —

– Ja, ikke sandt, jeg er igrunden ganske rørig af min Alder, hvad! … Jeg tror skam, jeg kunde danse en Wiener-Vals endnu … Men, ih du Fredsens, er den halv et! … Saa maa vi skam … Ferdinand, Ferdinand! … Naa, dèr kommer han allerede for Døren. – Stine! har du pakket Kjolen ind? og den gamle Præstekrave?

VII.

– Det er sandt, saa var der jo ogsaa denne Sag – dette med den ny Præst i Ovnstrup, sagde Godsforvalter Ravn, idet han satte sig tilrette i Kontorstolen, som han havde været i Færd med at springe ned fra. – Han … hvad er det nu?

– Frederiksen.

– Ja vel … Har De set Regnskaberne efter, Jessen?

– Jo, vist har jeg saa – men —

– Naa, hvordan —?

– Ja, Godset har jo leveret Kaldet de otte Favne Brænde i lang Tid. Vi har det tilbage i forrige Aarhundrede, saa det har faaet Hævd.

– Hm! – ja, det tænkte jeg nok, sagde Ravn, og lænede sig tilbage, dinglende med sine korte Ben, mens han trommede med et Penneskaft paa den tilklattede Voxdug.

– Desuden fortalte Pastor Frederiksen mig forleden, at han havde truffet Greven i Selskab, og Greven havde været meget forekommende og sagt, at det maatte være en Misforstaaelse, – han skulde naturligvis have Brændet ligesom Formanden —

– Naa saadan – ja vel! – he! Godsforvalterens lille runde Mave syntes at ryste af en stille Latter, der tilspidsede hans Læber og fik et musikalsk Udtryk i en lang Fløjtetone. Derpaa kastede han Pennen, gav Voxdugen et resolut lille Slag med Haandfladen, og idet han pludselig hoppede ned fra Kontorstolen, sagde han:

– Ja, hør vèd De hvad, Jessen, – De kan saamæn godt skrive til Prokurator Meyer imorgen.

– Hvad mener Godsforvalteren? – om —

– Ja, netop … Jo, gu fører vi Sagen, sagde Ravns mest mjavende Fistelstemme, medens hans missende Øjne glædede sig over deres overlegne Skarpsynethed.

– Men naar vores Bøger – —

Men en nedladende, belærende Pegefinger prikkede Jessen paa Brystet: —

– Ja men, det er de andre, der skal føre Beviset, go'e Mand! … Nej, gu udleverer vi ikke vores Bøger … Ja, lad dem forlange dem … Vi vèd ikke noget af det; – Regnskaberne er kommet bort; der har været en rædsom Uorden paa Godskontoret – i den forrige Forvalters Tid naturligvis … Lad De bare Meyer om det, han er ikke saa – —. Nej, de andre, de har sgu ikke deres Papirer i Orden; aa Gud, saadan Præsteregnskaber, nej, det kender jeg saamæn … Hvem er det, der gaar over til Dem? – aa, det er jo Lærer Hjorth, – ja det er sandt, nu skal han nok ikke være Lærer mer —

– Hvordan det?

– Naa har De ikke hørt det? jeg trode, han var saadan en intim Ven af Dem. Jo, jeg var saamæn i Selskab hos Pastor Krarup i Aftes, – en lille Lhumber, forstaar De – og han fortalte, at Hjorth vilde til København og studere Theologi; – det var saa godt som afgjort. – Det passer sig jo ogsaa meget bedre for ham … Det er jo en opvakt Fyr … Og det er et net Pigebarn, han er forlovet med; – nysselig skabt, – det ved Gud – —

Godsforvalteren havde stampet sine Støvler fast i de pletfri Galoscher; den lille rundpullede Hat, hvis silkeglinsende Filt han havde glattet med Albuen, satte han paa sit skaldede og altfor flade Hoved, hvor den syntes at have siddet fra Fødslen, fuldendende Ryggens og Nakkens ærværdige Kurve med sin agtbare Kuppel, – og hans behandskede Haand strakte sig velvillig frem: —

– Farvel, Jessen.

– Ja, saa var der endnu, siden vi var ved Ovnstrup, det med Kirken. Vi skulde vel snart til at tage fat paa den – Synet udsatte jo en hel Del, og De husker nok, vi lovede Provsten, at Vaabenhuset, – ja De var jo selv med —

– Ja vel, ja. – Aa, men lad os nu se, om de kan tvinge os til Brændet … Hvor kan det ellers være, De er bleven saa kirkelig? … Naar det endda var mig, hvad? … men De, – he, De skulde saamæn høre, saadan som Pastor Krarup —

– Aa, det er blot det, at jeg synes, naar man har lovet noget —

– Saa, synes De det? – he! det var da ellers en àparte Mening, afbrød Godsforvalteren ham – med forkert Betoning paa »aparte« … Nej, ser De, naar man har lovet noget, saa er den Sag jo overstaaet … Men apropos om Deres Kirkelighed, – hvad er det, Pastor Krarup fortæller, at De ikke vil lade Deres Datter konfirmere?

Jessen blev blussende rød i den lille Stump Kinder, der var synlig over hans sorte Skæg, medens han med et fortrædeligt Smil mumlede:

– Naa, har han nu ogsaa plapret ud med det —?

– Men Deres Datter, kære Jessen – det er rigtig en vakker ung Pige – særdeles vakker … men De kan dog ikke lade hende voxe op uden Religion, – det gaar dog virkelig ikke an – —

– Ja, Hr. Godsforvalter, hvad det angaar, saa mener jeg, at paa de Omraader – —

– Ja, Gud bevares, – der maa enhver følge sin Overbevisning, – det giver jeg Dem fuldstændig Ret i … Det holder jeg altid paa … Ja, jeg selv er, som De vèd, religiøs anlagt … Følelsesmenneske – naa, men Gud bevares! … Nej, men her er jo kun Tale om den ydre Optræden … Et saadant usædvanligt Skridt vilde der blive lagt meget Mærke til, – der vilde blive talt overmaade meget derom, – og jeg finder nok – at – i Deres Stilling – Ja, ja, kære Jessen, ser De, – saadan, – dette, – et Gods, et Gods – (og Ravn gjorde en bred, besiddelses-tagende Haandbevægelse) – det er – til en vis Grad – en Institution, – og enhver – der indtager en Stilling ved en saadan Institution, – maa – til en vis Grad – bøje sig – og – i sin ydre Optræden – rette sig – efter den Aand – som – hersker ved denne Institution – (Ravn lagde haardnakket Betoningen paa første Stavelse, som om hans Tanke standsede dèr af Glæde over det træffende Ord).

– Det vil sige Grevens Aand?

– Det vil – naturligvis – i sidste Instans – sige Grevens Aand, indrømmede Ravn, medens han i en forøget Værdighed druknede sin lille indvortes Latter ved Tanken om Grevens Aand, og med et hurtigt Sideblik gennem Øjenkrogen udspejdede, om Fuldmægtigens Ansigt viste en subordinationsstridig Ironi. Men Jessens Træk forraadte intet, og Mundkrogene havde gemt sig under det stride Skæg.

– Naa, men hvad er det værdt at gøre Væsen af? … det hele drejer sig jo om en Ceremoni … Se nu Herredsfogden, – ja, De vèd jo selv, hvordan han har det: – han siger jo altid: »Fanden lyne i de Præster, det er ikke andet end Løgn og Vrøvl« … Ja, han har jo saadan sin egen Maade at udtrykke sig paa, vor kære Herredsfoged … Naa, han lod ogsaa sin Datter konfirmere … Det er jo en ren Formalitet. – Ja, jeg selv er som sagt troende, saa for mig er det – hm! … men—n, af Dem er det jo en ren Formalitet, man forlanger … Blot ikke aaben Opposition! … Hvor kan det ogsaa falde Dem ind, kære Jessen! De, som ellers er saa konservativ, saa konservativ … Og saa ogsaa for Deres Datters Skyld, – betænk – det Ansvar … En Mand, – naa, ja – men en Kvinde! … »Betænk, hvad er en Kvinde!« … Ja, De kender vel Figaro? … guddommelig … Ja Musik er nu mit Sværmeri … Musik og Kvinder … (Hans Stemme blev kælen, drømmerisk, og der kom en fugtig Glans i hans Øje) … »Wer nicht liebt Wein, Weib und Gesang« … Ak ja! det var en Guds Mand, den Luther … Nej men, at en Kvinde er irreligiøs, det er unaturligt, – det er ukvindeligt! … netop det svage i den kvindelige Natur, – det uklare, dragende, – dette – hvad skal jeg sige? – denne oversanselige Duft – hm – er ikke den religiøse Stemnings Clair-obscur, er det ikke ligesom den aandelige Atmosfære, hvori denne Blomst skal oplukke sig? – Ja, De forstaar mig nok, skønt jeg ikke kan finde Ord, der – —. Jeg er nu engang et Følelsesmenneske, en Romantiker, om De vil; – ja, jeg vèd, det er nu gammeldags, men —. Ja, nu vil jeg ikke opholde Dem længer, kære Jessen, men tænk nu over Sagen. – Farvel, Farvel!

– Den Skabhals, mumlede Jessen, medens han trak Nøgleknippet ud af Kontordøren og saà efter sin Foresatte, der med en katteagtig Forsigtighed trippede frem mellem Gaardspladsens Pytter over mod den øde, kaserneagtige Hovedbygning, forbi de to store Linde, hvis nøgne Grene knirkede og peb, medens nede ved Foden af Stammerne to danske Hunde, med Hovedet hvilende paa Poterne, som hang ud af Hundehusets Glug, fulgte ham til Dørs med en doven Knurren.

VIII.

– Naa, saadan helt afgjort er det da heller ikke … Pastor Krarup er meget ivrig af sig, vèd du nok, naar han har faaet en Idè – —

– Han faar heller ikke mange af dem —

– Men jeg har jo rigtignok tænkt en hel Del derover siden, og … jeg skal ikke nægte … ja, synes du ikke i Grunden selv, det var fornuftigere end at blive ved —

– Nej, hør, det er sgu for meget forlangt … Jeg skulde finde det fornuftigt, at du gik hen og blev en af disse salvelsesfulde Hyklere eller Vrøvlere —

– Naa, naa Jessen —

– Ja, for det maa de da være, en af Delene eller begge Dele, – jeg vèd Fanden ikke.

Han tav, da hans Datter Nelly kom ind med Kaffen, fulgt af en sort, stridhaaret Terrier-Bastard med et barsk knebelsbartet Ansigt, som en pensioneret Obersts, der smilede op til hende med en skæv Tandblottelse, medens Halestumpen virrede. Fuldmægtigen gik med den slæbende Lyd af udtraadte Morgensko frem og tilbage i det mørke, lave Værelse, hvis Loftsbjælker han næsten fejede med sit tynde Haar; Vinterfrakken, som han brugte i Stedet for Slobrok, gjorde ham endnu mere bredskuldret; han dampede voldsomt af sin Assam-Pibe, hvis brunrandede Dæksel smældede, naar han tog den ud af Munden og gestikulerede, idet han talte sig rød helt op i Tindingerne.

– Og hvem Pokker beder dem saa stikke deres Næser i alle andres Sager? … naa, hvad mener du? dèr kommer nu forleden Pastor Krarup op til mig … Ja, mig vilde han naturligvis ikke omvende, det vilde dog været for – og det har han jo engang forsøgt, saa dèr er vinket af, det vèd han nok … Nej, men det var angaaende Nelly. – Hun skulde vel nu snart konfirmeres. – Nej, det havde jeg ikke tænkt mig. – Men det var dog virkelig snart paa Tiden. – Jeg tvivlede paa, at Tiden dertil overhovedet vilde komme. – Ja men det gik aldeles ikke an; hun kunde ikke voxe op som en Hedning, han maatte som Præst paa det alvorligste foreholde mig mine Pligter mod det stakkels Barn, som var undfanget i Synd og vilde fortabes – og – og alt saadan noget, hvad de nu kan sige. – Og saa sagde jeg rigtignok: – nej hør, Hr. Pastor, lad os nu ikke rippe op i den gamle Syndefalds Historie, om at Vorherre fik lokket et stakkels Pigebarn til at æde et surt Æble og saa javed hende ud af Haven. – Naa, saa blev han jo vred og sagde, at han vilde ikke staa og høre paa mine Ugudeligheder, men Barnet skulde og maatte konfirmeres, og jeg svarede, at jeg gad dog se, om nogen kunde tvinge en Fader til at lade sit Barn staa og lyve paa Kirkegulvet, og at Nelly kunde faa sit Uhr og sin lange Kjole, og hvad hun nu ellers skulde have, uden at hun behøvede at tygge Oblater dèrfor – ja for jeg blev jo ogsaa heftig, – det kan jeg ikke nægte, – det blev jeg … Det skulde jeg nu ladt være med – naa … Men det er ogsaa for galt saadan at falde med Døren ind i Huset til En. —

– Vil du virkelig ikke konfirmeres, Nelly? spurgte Hjorth den unge Pige, der bød ham Kaffe og Sukker.

– Nej, jeg vil saamæn ikke, Hr. Hjorth, svarede hun bestemt, med et trodsigt Smil om de temmelig tykke Læber, stolt over at have Del i Faderens Uafhængighed og over at handle anderledes end sine Jævnaldrende. Derpaa satte hun Bakken fra sig, tog et Stykke Sukker, bed det over med sine Fortænder, der vare ligesaa hvide som den bestandig skævt smilende Hunds, holdt det op for den og lod den gaa paa Bagbenene foran sig, løftede det, indtil den sitzede, holdt det hen mod Snuden og trak det bort, til den gøede, medens den stedse beholdt sit tænderskinnende Smil i det barske Ansigt, der syntes at være kommet gammelklogt til Verden, overfor den leende unge Pige med den endnu barnlige Opstoppernæse og med store, tindrende mørke Øjne under den lave Pande.

– Ja men – det var jo dog egentlig i en god Mening – og – det var vel ogsaa Præstens Pligt at gøre det, sagde Hjorth langsomt, medens han og Jessen tog nogle Slurke af den dampende Kaffe, hvis Varme virkede velgørende i den kolde Fugtighed, der trængte ind i Lejligheden og fik det Brænde, som skulde bekæmpe den, til at sive døsigt i Kakkelovnen.

– Ja, vist saa … Men det er jo netop det forbandede … Derfor skulde du tage dig i Agt for at faa den Slags Pligter … Du bliver dog ligesom de andre, naar du kommer ind i den Mølle … Nej, slaa du dig til Taals ved de Pligter, som du har af den Sort, de kan saamæn være slemme nok … Lære Børnene alt det Sludder og Vrøvl! … De stakkels Unger bliver jo snart ikke proppede med andet end gamle jødiske Eventyr … og saa Katekismen.

Nelly løb baglængs om i Stuen og trak den knurrende Hund efter sig i en Flig af den strammede Kjole, som den havde faaet mellem Tænderne. Hun rystede Kjolen, saa Folderne viklede sig om dens Hoved, lo højt og gjorde sig aabenbart interessant for sin Lærer. Thi hun var for nogen Tid siden begyndt at læse Tysk med Hjorth.

Fuldmægtigen gik bestandig frem og tilbage paa Gulvet og fortsatte uden at genere sig for den unge Pige, der var vant til at høre hans Udfald mod Kirken. Naar Hunden kom ham i Vejen, kastede han den til Side med et blødt Spark af den broderede Morgensko, som uformeliggjorde hans Kæmpefod.

Jessen var en blandt mange Børn af en jævn Borgerfamilie. Den normerede Vanekristendom havde hørt til Familiens Traditioner; den var ganske uden Skygge eller Nuance. Man gik i Kirke omtrent hveranden Søndag og paa de store Festdage, og til Alters en Gang om Aaret, og naar nogen blev alvorlig syg, eller naar Udsigten til at slippe nogenlunde over Terminen var usædvanlig fordunklet, tænkte man lidt mere paa Gud end ellers, – det gik som af sig selv ved en Naturnødvendighed, om mere var der ikke Tale. Da Tidsaandens Luftning ikke havde nogen Grøde i den Retning, førte dette ogsaa som ved en Naturnødvendighed til, at den unge danske Jurist ikke var religiøs. Forældrene gaa i Kirke, fordi det er passende og for at give Børnene et godt Exempel; Børnene tridse med. Siden naar de blive deres egne Herrer, høre de op med at gaa i Kirke, fordi det ikke er morsomt. Endnu senere gaa de atter i Kirke, fordi det er passende, og man gør saa meget kedeligt, naar det er passende, desuden maa de igen give deres Børn et Exempel, og endelig – man bliver alvorligere, det gaar ned ad Bakke med Fornøjelserne i denne Verden, man maa begynde at tænke paa dem i den næste. – Men dette normale tredje Stadium naàde Jessen ikke til. Medens han i en Provinsby var anden Fuldmægtig paa Herredskontoret, forlovede han sig med en Læges Datter, og da han fik sin beskedne Stilling paa Skovvang, giftede de sig. Hans Hustru havde i sit Hjem indsuget meget frie Anskuelser paa det religiøse Omraade; – som bekendt er Medicinen ikke styrkende for Troen paa Helbredelser ved Haandspaalæggelse, Dødeopvækkelser og Jomfrufødsler. Det varede ikke længe, før hun smittede ham; fra ligegyldig blev han fjendtlig mod den kirkelige Kristendom. – Et Aars Tid efter Nellys Fødsel døde Moderen. Ved den Lejlighed fik Jessen det første egentlige Sammenstød med Pastor Krarup, der i den paafaldende korte Ligtale ytrede sin Bekymring for denne Sjæls Frelse, der aldrig havde søgt Guds Hus og Bord og syntes at have tillukket sig for Naaden. Sygelig ordsaar i sin Sorg tog Jessen ham dette meget ilde op. Hvad berettigede Præsten til at dømme om hendes Overbevisning? trængte hun til hans hyklede Bekymring? maaske havde hun i sin Tvivl været en sandere Kristen end de andre i deres sløve Halvtro. Det kom til en heftig Ordstrid mellem dem. Fra dette Øjeblik var hans religiøse Oppositionsstilling, der før havde været skjult indenfor Privatlivets Vægge, draget frem og udpeget for Menighedens Øjne, ligesom lyst i Ban mellem Kirkens Mure og genlydende Hvælvinger. Den blev ham derved desto dyrebarere, denne Enestilling var hans Stolthed, en Frihedshat paa det Hoved, der i verdslige Anliggender maatte bøje sig for sine Foresatte, tiende til Haardheder og Smaasmudsigheder, for ikke at miste Taget over sig. Dertil kom, at han, idet han hævdede denne Særstilling, dyrkede sin Hustrus Minde, helligholdt det netop paa det Punkt, hvor man havde forsøgt at plette det, ligesom de Reliqvier ere Tilbedelsen kærest, der bære Mærker af de Vantros Marterredskaber. Endelig trængte hans Sind nu til Religionens Trøst; thi et tungt Gemyt som han var, vedblev han at ruge over sit Savn; hans Brødhvervs-Arbejde var just ikke af en saadan Art, at det kunde udfylde nogen aandelig Tomhed, og specielle æsthetiske eller videnskabelige Dilettant-Interesser havde han ikke. Saa førtes han da naturlig til et vedholdende Forsøg paa at uddybe sin Livsanskuelse, at klare sig hvad han vilde tro og hvad han ikke vilde tro, og hvorfor han stillede sig udenfor den officielle Kristenhed. Hans Vejledere blev i Begyndelsen Magnus Eiriksons dengang udkommende Bøger med deres halvvidenskabelige Tendenskritik, deres deistiske Reminiscenser af »det statutariske« i Kants Spekulation, deres Tro paa en »Religion indenfor Grænserne af den blotte Fornuft«; – senere Theodorus' veltalende Flyveskrifter, Victor Rydberg, hvis platoniske Mysticisme frastødte hans sunde Forstand, nyrationalistiske Tyskere efter Strauss og Baur, lavkrattede Udløbere, hvem den store Videnskabs Stormbrus gennem Tübingerkædens Højskov kun kan strejfe paa Overfladen, alle den Slags Kritikere, der ere saa ivrige til at forsikre, at om vi end miste nogle gamle Formler, gaar der ikke et Gran tabt af Kristendommens evige Trøst, smaa Religionsfilosofer, der i det nittende Aarhundredes Naturtempel for Spinozas Guddom famler paa Brystet efter den støvede Kantiske Amulet med det attende Aarhundredes Treenigheds-Devise: Gud, Frihed, Udødelighed. – Han blev deres Lærling, en begejstret, lidenskabelig Discipel af denne Rationalisme, som i en forfinet Hallucination af sin saakaldte Fornuft, denne indbildte Sans for det overnaturlige, tilbeder det samme, hvad den hos Mængden forkaster som et plumpt Sansebedrag. – En underlig Fremtoning, denne robuste, landmandsagtige Kontorist, som havde en theologisk Halvdannelse, og hvis Lidenskab var en Disput om det fjerde Evangeliums Uægthed, om det Paulinske Lærebegreb, om Nadverdogmets Udvikling! —

Saaledes gik han nu docerende frem og tilbage paa Gulvet, medens det begyndte at mørknes i Stuen, strøende sine fornægtende og bespottelige Aforismer ud over Hjorth som den Klinte, Satan saàde i den Frommes Hvede, for at vare ham imod det, han vilde indlade sig paa, for at indprente ham, hvilke Urimeligheder han maatte forpligte sig paa, naar han vilde bestige en Prædikestol.

– Ja alt det kan jeg nu ikke saadan i en Snup gøre Rede for og sige dig imod … Jeg er jo ikke lærd i det, saadan som du … Naar man saadan hører paa dig, saa lyder jo ogsaa meget af det, du siger, rigtig fornuftigt … Men—n, – det staar nu saadan for dig, og du kunde naturligvis ikke være bleven Præst … Men jeg har jo dog Troen, – saadan i det hele – og naar jeg faar lært noget ordenligt, saa ser jeg vel ogsaa nok, hvordan det hænger sammen, og hvorfor det maa være saadan.

– Ja, stol du bare ikke paa det, min Ven … Nej, man kan gaa med meget i sig, som man ikke mærker, at det ikke kan forliges … Troen, den er – ja, det er med den ligesom med et Viskelæ'er, – ser du, det er, naar man trækker det ud, at man ser Sprækkerne og Blærerne … For Resten har jeg da heller aldrig mærket, at du følte noget Kald til at blive Præst.

Den sidste Bemærkning slog Hjorth, der blev saa rød i Hovedet, at Jessen kunde se det gennem Halvmørket.

– Nej, det er sandt nok … Det har jeg heller ikke – saadan ligefrem … Men jeg er dog heller ikke tilfreds i min nuværende Stilling.

– Tror du, jeg er tilfreds i min?