Read the book: «Germanernes Lærling», page 15

XXVII.

Mørket begyndte at falde paa i Studenterforeningens Konversationssal. Det havde skaaret en Skygge skraat af fra Vinduesgardinet hen til Spillestuens Døraabning med den lille blege Gasflamme, – en Skygge, der gik tværs over det runde Bord, hvis lyse Segment bar en blinkende Platmenage, og som havde trykket sig rigtig tilrette ind i Hjørnesofaen bag Bordet, omfavnende de værdigste Medlemmer af den gamle Klike, som her ledsagede Kaffen og Middagsmadens Fordøjelse med de stereotype Samtaler under den tætte Tobakstaage. – Der var kun lidt Lys ovre i den anden Hjørnesofa, hvor Hjorth sad nippende til den klodsede Kop og pustende Cigarrøgen langt ud, medens han kiggede i »Morgenbladet«. Gennem Døraabningen kom den slæbende Lyd af Schakbrikkerne og Dominobrikkernes Klapren, ledsaget af Spillernes korte Ord; men fra det andet Hjørne opfangede han Stumper af en Samtale om de russiske Forhold.

– Har De læst Valbert's Artikel derom i »Revue des deux mondes«? – Juniheftet?

– Schak.

– Fy for Fanden.

– Ja gu skriver han godt … Skal I ikke have den i »Fædrelandet«?

– Pas!

Men Hjorths Opmærksomhed blev pludselig fanget af Avisen ved Navnet »Lindekær«, som var udhævet i en af Spalterne, over hvilken der stod »Fanatisme«. Det var et Referat af en Tale, som Provsten et Par Dage i Forvejen havde holdt ved et af de talrige Missionsmøder, til hvilke han turede Landet rundt. Han kiggede hurtig Siden ned og maatte et Par Gange læse de udhævede Ord, der næsten forekom ham utrolige: —

»Men det maa komme til at staa levende for os, at der er noget, som er værre end at være en Morder eller Meneder eller Slyngel eller Kæltring, og det, der er værre, det er at være et vantro Menneske.« – —

– Ja det var en Skandale med Vera Sassulitsch.

– Hun skal nok være i England nu.

– Schak og Madam.

– Saa er det saamæn ogsaa deres egen Skyld —

– Nej, jeg vil sgu have Revanche.

– Ja, vèd I hvad, man kan dog ikke saadan uden videre fordømme alt i Nihilismen, ytrede noget liberalt inderst i Skyggen.

– Øllebrødsbarmhjærtighed.

Det var en lang, drengeagtig klædt Mand, der kom tilbage fra Spilleværelset, hvor han havde stoppet sin Pibe, og overskar Disputen med dette ene Ord, som han vrængede ud af sit højre Næsebor og venstre Mundvig, medens han bøjede sig i Døren for at tænde ved Gasflammen, der, idet den sugedes frem og tilbage af Pibehovedet, belyste hans vrantne Ansigt.

Hjorth saà paa sit Uhr og rejste sig; Klokken var henad halv syv og han skulde i Theatret med Fru Lindekær og Ellinor.

Medens han gik det korte Stykke Vej fra Studenterforeningen kunde han ikke holde op med at harmes over Provst Lindekærs Prædiken og glæde sig over de skarpe Ord, hvormed »Morgenbladet« ledsagede den. Iøvrig havde han aldrig yndet den Avis; den var jo Venstres Organ; han havde betragtet den gennem Punch-Øjne som noget latterligt, noget under Niveauet. Men maaske var det ogsaa en af de mange Fordomme, han havde slæbt med sig fra Hjemmet af. I alt Fald var der ingen af Højres Organer, der paatalte sligt. Og pludselig syntes Højre ham personificeret i den lille stabile Cirkel om Bordet ved den mørke Hjørnesofa med noget liberalt inderst i Skyggen, som kostedes skolemesteragtig af Vejen af noget opløbet Reaktionært, der var voxet fra Forfatningsklæderne og længtes efter at kaste dem og putte sig under Absolutismens Dyne, eller som maaske ret beset, uden Tro paa sin Sag, kun vilde have Lov til at tænde sin Pibe i Fred og saa for Resten snærre bidsk ad det Hele: Øllebrødsbarmhjærtighed at tro, at Fritænkerne ikke er værre end Mordere og Tyve, og at Vorherre ikke vil kaste dem ned i Helvede til evig Tid! … Øllebrødsbarmhjærtighed at sige, at Folk, der sætte deres Liv i Vove for en politisk Idè, ikke er gemene Kæltringer, der skal knuttes og hænges; Øllebrødsbarmhjærtighed, at komme her og tale om, at der er nogle, som ere forurettede af de herskende Klasser, og som har Ret til at sætte deres Vilje igennem i Regeringen – Øllebrødsbarmhjærtighed det Hele, – Højstærede! – til at sætte i Rang med Dyrebeskyttelse og anden moderne Sentimentalitet!

Og Hjorth spurgte sig selv, om han da virkelig hørte derhen, og om han ikke i Grunden stod dem ligesaa fjærnt, som han stod Theologerne. Sandheden var, at han aldrig havde haft nogen virkelig politisk Interesse og følgelig var bleven uden ringeste politisk Begreb; han havde antaget en taaget Drengebeundring overfor visse Navne for at være en politisk Partifarve, som han havde lapset sig med paa Landet, hvor den skar hans nærmeste Omgivelser i Øjnene. Og i Virkeligheden var han endnu altfor optagen af sin egen personlige Udvikling, havde for meget af Ungdommens nødvendige Egoisme, til at kunne blive varm ved Forfatningskampen, og for Retfærdighedens Skyld glemme den Fare, der syntes ham at maatte true den højere Dannelse ved Bondedemokratiets Sejr. Men han besluttede dog at passe paa sig selv og se uhildet efter, om der ikke alligevel skulde være mest Frisind dèr, hvor han før kun havde set et vandalsk Massetyranni. —

Han fandt Damerne færdige til at gaa i Theatret. Fru Cecilie stod ved Bordet midt i Stuen og knappede Handskerne ned over Haandledet, medens hun bøjede den lille fine Haand tilbage; saa skød hun Guldslangen op paa det underste Handskeskind og rakte ham Haanden. Ellinor nikkede til ham henne fra Flygelet, hvor hun spillede de sidste Minutter bort, med et hæklet Tørklæde om Hovedet, medens Skindslaget fra Laaget hang ned over Kassens blanke sorte Træflade med sin hvide Loddenhed, hvori Folder aabnede sig for et Glimt af det lyserøde Silkefoder.

– Aa, Hjorth, – vær saa snil at sige til Stine, at vi kommer ikke hjem til The.

– Saa gik vi, sagde Ellinor, idet hun rejste sig og kastede Slaget over Skuldrene. – Hvordan er det, har De aldrig før hørt Vilhelm Tell? … Aa, De vil more Dem mageløst.

Naar Hjorth en enkelt Gang gik i Theatret, plejede han at have sin Plads oppe i Galleriet, hvor der i en trykkende Hede lugtede af simpel Pomade og Pebermynte, eller i det mørke Parterre. Det var ham en ukendt Nydelse at sidde i en Lænestol midt foran paa Balkonen, hvor det Hele udbreder sig uhindret foran En, stiger op over En, straaler med Guld og Farver, blinker af Toiletter, som om man var Midtpunktet, den, for hvem det altsammen gøres. Paa hans højre Side bøjede Ellinor sig frem med sit smukke Smil om de hvide Tænder – et Smil med Blødhed af Rosenblade og Glans af Emaille —, og det samme Smil kom fra venstre, hvor Fruen, lænet tilbage i Stolen, vuggede Viften i sin hvide Handskehaand, som den lille Guldslange under Bevægelsen syntes at bugte sig op imod; men Ellinor satte af og til Elfenbenskikkerten fra sig paa Balustradens røde Fløjl for at vifte sig let med det broderede batistes Lommetørklæde, hvis Viol-Essens blandede sig med en ganske fin Vanilleduft fra de to Damers store blonde Haar. I disse behagelige Omgivelser, med en blød og fin Indsmigren af sine Sanser, lod han Ouverturen elegisere, storme, kuhrejge og galopere forbi, indtil Akropolis-Udsigten gav Plads for Alpelandskabet med Sveitserhytten, Broen, Floden og Snebjærgene, fuldt af brogede, pæne Bønder, der begyndte at synge, medens Gemmy skød til Maals og sprang over Scenen med smaa Pigetrin, og Vilhelm Tell i Forgrunden tilvenstre øxede dovent væk paa sit Flitsbueløb, eller kiggede skraas ned ad det med mørk Heltesmerte i sit patriotiske Baryton-Ansigt.

Han havde nogenlunde let ved at følge Handlingen, da han kunde Schillers »Wilhelm Tell« paa sine Fingre. Gennem den middelmaadige Operatext nød han sin Yndlingsdigters Frihedsdrama, hvis store Linjer han kunde skimte – skønt fortegnede og ubehændig sammenslyngede, medens den spil-livlige italienske Komponist, der utrættelig ryster iørefaldende Melodier ud af Ærmerne og lader dem drysse ned paa Texten som de kan bedst, holdt hans Øre skadesløst for hvad Hjærnen kom til at mangle. Af og til hviskede han lidt tilvenstre med Fru Cecilie, der ganske sagte slog Takt med Viften, eller tilhøjre med Ellinor, der undertiden, midt under en Arie, bøjede sig helt hen til ham og hviskede: »Hvor han synger falsk, det Afskum!« – Og han nikkede ganske troskyldig, uden at kunne høre det, beundrende hendes finere Sans, medens han berusedes af Duften fra hendes store Haar, der næsten havde strejfet hans Kind.

Hun saà usædvanlig godt ud, og han holdt af at betragte hende i Theatrets Clair-obscur under Akterne, især da det blev Nat paa Rütli i anden Akt. Det var ham noget nyt at sidde saa nær ved hende i Mørke og skimte hendes Ansigt. Og medens det store Kor sang »Hvis nogen af os blev Forræder«, lagde hun pludselig Mærke til, at han sad og saà paa hende, og trods Mørket blev hun synlig rødere i Hovedet. Men det klædte hende godt saaledes, noget echaufferet, som om hun havde drukket Vin; og saa fik han Viol-Duften fra hendes Lommetørklæde, som hun viftede sig med.

Det gentog sig i fjerde Akt, under Uvejret, hvis Lyn fik hendes Ansigt til at blusse pludselig op og syntes at sno sig om Haaret, hvor Guldbaandene straalede. »Nej, se dog ud, Hjorth,« hviskede hun leende, »nu kommer jo Gessler.« – Og Gessler stod der ganske rigtig oprejst i den stærkt gyngende Baad, med sine guldstribede Buxer, den store hvidfjerede Purpurhat og den straalende guldbroderede Skarlagens-Brystdug, indtil han med èt bredte de stribede Silkearme ud og sank tilbage: »Jeg falder! … Det var Tell, der skød.« – Dette kom Hjorth noget uventet. »Men hvor bliver da Hulvejen af?« hviskede han til Fru Cecilie. – »Hvilken Hulvej?« – »Ih, Hulvejen til Küssnacht.« – »Naa, det er sandt,« svarede hun leende, »den bliver naturligvis væk.« – »Hvad var det for noget morsomt, Hjorth sagde?« spurgte Ellinor, idet hun bøjede sig helt hen foran ham.

Kort efter gik Tæppet ned over Bønderne og de vajende Faner, og Hjorth fik travlt med at skaffe Damerne Tøjet.

– Nu skal De se, Hjorth, sagde Fruen, idet hun knappede sin Kaabe, nu gaar vi tre hen paa Hotel d'Angleterre og spiser til Aften.

Hun havde udfundet dette for at benytte Mandens Fraværelse paa Missionsrejse til en lille uskyldig verdslig Udskejelse, som hun i lang Tid havde følt Trang til. »Det er ligesom man var paa Rejse,« sagde hun, da de traadte ind i Spisesalen, der som sædvanlig var tom og mørk med en svag Lysning af de dæmpede Gasflammers Kredse og matte Regnbueglimt af Lysekronernes Glasprismer midt igennem det store Rum, i hvis nederste Ende Spejlene over Buffeten vare straalende belyste af et Par Lamper.

De tog Plads om et af Bordene, midtvejs, i den yderste Række, hvor der var luftigst; for de følte det lummert herinde i Efteraarsnatten, som endnu var mild midt i Oktober. Og pludselig, ved en Drejning af Hanerne, fyldtes Salen af et straalende Gaslys, der hvidnedes af den Mængde Duge, paa hvilke Glassene blinkede. Foran den mørkere Forstue ved Buffeten, hvor en Tjenerskare opholdt sig og vurderede Gæsterne, hvælvede Portalen sig med en blegrød imiteret Porfyrfarve over de stive Gardiner, og Væggen strakte sig med de grønne Felter i Harmoni med Patina-Anstrøget paa de klodsede, gallionsagtige Kvindefigurer, der bøjede sig ud fra den, sænkende Lamper ned fra deres udstrakte Arme. Midt paa Væggen viste en stor Spejlglasflade, glimtende i Kvadraternes Sammenføjning, dem selv, der stak Hovederne sammen for at drøfte Indholdet af Spisesedlen og Vinkortet.

Da Fru Cecilie og Ellinor vare blevne enige, maatte Hjorth slaa paa sit Glas og bestille en Kvart And og en Flaske Eremitage. Opvarteren tog Servietten ud under Armen og spurgte, om Herren mente tre Gange Kvart And og èn Eremitage, et Spørgsmaal, der fik Damerne til at le, medens Hjorth, ganske rød i Hovedet, bekræftede, at han havde ment èn Portion Andesteg til dem hver og èn Flaske Vin, samt beskedent spurgte Opvarteren, om han kunde skaffe dem det; – hvortil den humoristiske Svend, som mærkede, at han havde at gøre med en Begynder, der maatte imponeres for Drikkepengenes Skyld, svarede: »Rimeligvis«, – ligesom Ribe Skrædder, da man spurgte ham, om han kunde sy Knaphuller.

Ved Siden af dem hang hvide Gardiner løst ud over de store Vinduer, der vare slaaede tilbage indefter. – Gennem den store Aabning saà de ud i Gaardens Mørkhed og dunkle Genskin af Salslyset. Udenfor Randen af Vinduet tegnede sig skarpt den hvide Sokkel og Piedestal af en Søjle; længere tilbage anede man en Kollonade paatvers, medens foran den en mat, fugtig Blinken i et tættere Mørke antydede Lavrbærtræerne. Men den gulige Bagmur med de levende og opefter malede Vedbendranker havde, saa langt Lyset naàde, Udseendet af et fint, kniplingshullet Træskærerarbejde, paa hvilket Glaskuplerne fæstede en Række svagt lysende Pletter med Kugleglans af store Dugdraaber, medens Jernopstanderne skimtedes under dem som Vandstraaler, – uformede, dunkle Farver, som Øjet kun samlede til et Legeme ved Modellen af den Kandelaber, der fra Rækværket rejste sig lige uden for Vinduesaabningen. Men fra Lyslinjen opefter svømmede alt ud i et tykt Mørke, hvori Mure og Glastag forsvandt. Af og til kom en forfriskende kølig Luftstrøm ind, og bestandig lød den dæmpede, kogende Larm af en stor Bys aftenlige Liv.

Andestegen var kommen og fortæret. Hjorth tømte sit Glas med den røde fyldige Eremitage og lagde den bløde, gule Bri-Ost paa sit Smørrebrød. Han fik en forfriskende kølig og fugtig muggen Smag, der uvilkaarlig ledede hans Tanke hen til en Mælkekælder; det var, som om han indaandede hele dens Luft og var midt i den, ude paa Landet, langt borte fra Hovedstadsliv, Hoteller og fine Damer; med den raffinerede Nydelse af Sansernes Sceneforandring saà han ned for ubemærket at kunne lukke Øjnene. Og medens han rundt om i et dæmpet Lys syntes at se Mælkefladerne straale i de lave grønne Cylinderbøtter med en Glans som af Elfenbens-Ellipser, erindrede han med en minutiøs Nøjagtighed, med en Legemlighed som af en Hallucination, en smeltende hed Dag i Sommerferien, da Kristine og han vare tyet ned i Mælkekælderen, hvor hun havde overvældet ham med sine lystne og brutale Kærtegn. Men med èt forekom den hele Scene ham saa raa, at hele den finere Del af hans Væsen trak sig sammen og skød den fra sig. Han var glad ved igen at se Gasflammerne, Glasprismerne, Spejlene og de fine Dameansigter, der bøjede sig hen imod ham med en let Strøm af Vanilleduft, medens Fruen sagde: »Men Kære dog, De sidder jo og falder helt i Staver,« og Ellinor spurgte: »Er det Theologi, De grunder paa?«

– Nej, det er saamæn – nej, jeg – det var – noget af Vilhelm Tell … Hvor den Gessler var udmærket.

I dette Øjeblik gik det pludselig op for ham med en Vished, der ikke var til at tage fejl af, at han ikke længer elskede Kristine – ikke længer – hvis han overhovedet nogensinde virkelig havde elsket hende. Men nu i alt Fald, nu var det noget andet, han stundede imod, ogsaa i det rent Ydre et andet Ideal, som hans Sanser attraàde … Han saà hen paa Ellinor og spurgte sig selv: »Skulde det være hende?« —

Hun saà ikke længer saa godt ud. Hendes Smil var borte, Ansigtet havde et strængt Udtryk, og en Sænkning af Hovedet lod Hagen syne længere; – hun lignede Faderen.

Ved en naturlig Idèassociation kom Hjorth til at tænke paa Provst Lindekærs Prædiken. Hvor den stod underlig mørk afstikkende til den glade Aften, som han tilbragte med hans Hustru og Datter! Han spurgte Fru Cecilie, om hun havde læst noget Referat af sin Mands Tale ved det sidste Missionsmøde. Det havde hun ikke. Han fortalte, hvad han havde læst i »Morgenbladet«.

– Det var mø' strængt sagt, sagde Fruen med en misfornøjet Rysten paa Hovedet.

– Maaske det ogsaa er lidt overdrevet … Det er jo et fjendtligt Organ, – grundtvigiansk.

– Nej, det er nok rigtigt, at Fader har sagt det, sagde Ellinor.

– Ja, det er jeg ogsaa bange for … Jeg forstaar det slet ikke … Aa, men i Virkeligheden mener han det ikke saa haardt … De taler sig saadan op … Det er med Præsterne ligesom med Digterne, man maa tidt tage det halve fra.

– Men hvorfor skulde Fader ikke mene det? spurgte Ellinor. – Det er jo sandt.

– Nej, hvor kan du dog sige det, Barn? … Tør du sætte dig til Dommer over andre, som du ikke forstaar?

De sad en Stund tavse. Saa sagde Ellinor pludselig: —

– Jo, det er dog sandt … For vilde Kristus have sagt til en vantro Filosof: »Idag skal du være med mig i Paradiset«, som han sagde til den troende Røver?

Nej heller ikke hende, tænkte Hjorth, – hun er dog af en anden Aand end jeg. – —

Fra denne Dag af havde Hjorth en haard Kamp at bestaa, en Strid, der, ligesom den i sig selv var af gammeldags Natur, bedst kan betegnes med det gammeldags Navn Striden mellem Pligt og Tilbøjelighed.

Det var vel hans Følelsesliv, der havde begyndt Revolutionen, og som nu var i Færd med langsomt og sikkert at trække Tankerne efter sig. Men det var kun en Del af hans Følelsesliv, den æsthetiske og den abstrakt religiøse. Hans moralske Følelser vare aldeles ikke begyndt paa at tage Del i Bevægelsen. Konsekvens er en logisk, ikke nogen psykologisk Fordring; psykologisk Konsekvens i stræng Forstand er snarere efter hele Udviklingsgangen en Umulighed. Moralske Rudimenter, der ligesom de legemlige fuldstændig have overlevet deres Omgivelser, findes mer eller mindre hos alle, nogle, ligesom Halehvirvlerne og Blindtarmen, hos hele Slægten, andre, ligesom Nervens Gennemgang i Overarmsbenet, kun hos enkelte Mennesker. Hos Hjorth var hele Moralen et saadant Kæmpe-Rudiment, og maatte være det, hvis den skulde bestaa; thi hans Fritænkeri var endnu for vagt og for lidt positivt gennemtænkt, til at der med Sikkerhed kunde bygges noget praktisk paa det. Saa var han da dualistisk Pligtmoralist med den Rigorisme, der tilhører Uerfarenhed i Livet og Vane til abstrakt Ræsonnering, med et Stænk af Pedanteri, en Rest af Skolemesteren, der altid har overhørt i »Du skal ikke —.«

Hans Forhold til Kristine stod for ham som noget helligt og ubrødeligt, skønt det kun havde levet Forlovelsens Halvliv. Fordi han var kommen paa det rene med, at han i Grunden ikke elskede hende, at hun aldrig vilde kunne udfylde hans Trang, fulgte derfor ingenlunde strax, at han maatte bryde dette Forhold. Maaske han dog tilsidst gjorde det, men saa vilde han handle umoralsk. Thi for ham var der ikke den fjærneste Tvivl om, at det var hans klare Pligt at være tro indtil Døden; netop det, at han havde Lyst til det modsatte, gav jo Pligten dens egentlige ophøjede Stempel. Dersom han havde haft en mere fremskreden Ven, der havde sagt ham, at det var pur Overtro, at det var hans Pligt at være tro imod sig selv og sit Ideal, at det var hans Pligt at bryde dette Forhold, hvori der fra hans Side ikke var Kærlighed, at han vilde handle umoralsk, dersom han lod det blive ved og ende med Ægteskab, – saa vilde han næppe engang kunne have forbundet nogen Mening med disse Ord.

Han forsøgte saa at komme Pligten til Hjælp ved at gøre sig selv rørt, idet han tænkte paa, hvorledes hun, da han talte om at studere Theologi, grædende havde sagt, at nu vilde han glemme hende for andre, som vare smukkere og klogere, og hun fik ham aldrig igen; og han forestillede sig, hvor rørende trofast hun havde gaaet og ventet paa ham i alle de Aar og endnu bestandig vilde vente paa ham, hvor heftig hendes Kærlighed var, hvorledes hun satte sin Lid til ham alene. Undertiden forsøgte han ogsaa at narre sig selv og overtale sig til at tro, at det kun var noget øjeblikkeligt, en forbigaaende Afkøling hos ham; hun maatte dog i Grunden passe for ham, hans Instinkt kunde ikke saaledes have forvildet sig. – Hans Instinkt, – det var den Tilfældighed, at hun var den første kønne Pige, han havde truffet, og som havde været indladende imod ham.

Saaledes gik han og pinte sig selv uden at være i Stand til at bryde Forholdet, men uden dog længer for Alvor at se Fremtiden personliggjort i hende.

XXVIII.

– Naa, ja ellers er der jo ikke —, det er jo altsammen meget – Ja, her var der nok … Hm … Ja, det er rigtigt … Det Sted her synes jeg er temmelig uheldigt … Vil De se selv … De taler om de hedenske Guder, – se her om Jupiter: »En Idè, der giver sig sit virkelige Liv i de verdenserobrende Individer, som den fremkalder« – se, det er rigtignok meget betænkelige Udtryk, Hjorth … Det ser jo ud, som om De tilskrev dem Personlighed.

– Nej ikke Personlighed – i alt Fald ikke mer end Paulus gør det i 1ste Corinthier ottende.

– Ja, Paulus, – ja men det maa vel nærmest forstaas som noget, han lader staa hen … Hans egentlige Mening er vel det, han siger, at en Afgud er Intet i Verden – i fjerde Vers.

– Ja, men det er rigtignok ikke det samme som at han ikke er til, – og hele Oldtidens Tankegang —

– Jo, ganske vist, – ja, jeg vèd jo nok, den almindelige Fortolkning, den gaar mest i Deres Retning … Men det kommer dog ud paa noget andet … Ser De dette her, det ser mig næsten pantheistisk ud … Ja, jeg kan jo nok vide, De har ikke ment det saaledes … De tænker Dem det vel nærmest saaledes, at disse Individers Karakter er bestemt ved hele den Folkekarakter, som ogsaa udtaler sig i Mythen.

– Ja—a.

– Ja, men saa er Udtrykket rigtignok … »En Idè, der giver sig selv Liv« – det er skam ren Pantheisme, Panlogisme, – det maa være en Reminiscens af Hegel … Ja, jeg gør Dem kun opmærksom paa den Fare for Misforstaaelse, som ligger deri … De bør passe nøje paa den Slags Udtryk … Saadan noget, det gaar ikke ved Examen … Naa, men ellers var jo Afhandlingen som sædvanlig særdeles dygtig … Farvel, Hjorth. —

Hjorth følte sig usædvanlig lettet ved at træde fra det lille Professorværelse ud i det halvmørke Rusauditorium, hvor en Snes Theologer sad og pinte sig med den nye Opgave. Henne under Vinduet vinkede Kleistrup ad ham.

– Naa, hvordan var den saa?

– Aa, saadan Confinium.

– De er da ogsaa en heldig Kantøffel … Min var sgu til non … Sig mig, naar Pokker var det nu Luther døde?

– 1546, 18de Februar.

– Aah ja, Herregud!

Hjorth satte sig ned for at fuldende sin Afhandling, medens han svor en tavs Ed paa ikke tiere at give sig saadanne Blottelser. Men denne Gang var der ikke synderlig Fare; Kirkehistorien er et rart, nevtralt Omraade. – —

Om Aftenen var Professor Petersen hos Lindekærs. Talen faldt paa Hjorth, hvem de beklagede at have set saa lidt til i den senere Tid, og Fruen kunde ikke blive træt af at rose ham. Han maatte være En, som Videnskaben og Kirken kunde vente sig noget af. Mente Professoren ikke ogsaa?

– Jo—o, – han er jo langt fra ikke uden Begavelse.

– Jeg tròde ogsaa, han var meget flittig? spurgte Ellinor.

– Ja, jo – det er han, han er meget ihærdig, det er —

– Og alsidig i sine Interesser, sagde Fruen.

– Jo, ganske vist … Han gaar paa Skriveøvelser hos mig i denne Tid, og det kan ikke nægtes, at hans Afhandlinger som oftest staar over de andres, – naa, han er jo ogsaa ældre … Men der mangler mig, jeg vèd ikke, han er mig noget tør, – saa underlig tør.

– Ja, det bliver vistnok snarere den videnskabelige Theologi end Præstegærningen, – som vil passe for ham, bemærkede Provsten.

– Ja—a … Hm … Men vi siger jo rigtignok pectus facit theologum … Naa, Kundskaber har han som sagt, men—n – —

For Fru Cecilie var denne Omtale af Hjorth ikke behagelig. Men Ellinor saà vist paa Professoren, idet hun paa hans betænkelige Ansigt med den fremskudte Mund og de indsugne Kinder læste en Bekræftelse paa sin Mistanke om, at Hjorth ikke var ganske »sikker«. —