Lundbye var nu ret hendes Hjærtensbarn. Han betroede hende alle sine Sorger og Glæder, og han henvendte helst sine Breve til hende. Og det var Breve, der i rige Skildringer af hans Kunstnerøies Syner og i aandfuld Udgydelse af sine sværmeriske Følelser ikke stort mindre kunde kaldes Kunstværker end de Tegninger, som han ledsagede dem med; og som nu er Samlingernes Skatte. Det var det Mysterium han havde opdaget, at denne enfoldige Sjæl med sit moderlige Hjærte forstod ham bedre end den kritiske Verden, og det var rørende at see, hvor rig hun, i sit lange ensformige Liv efter hans Død, følte sig ved at have saadanne Klenodier, for hende ogsaa Hjærtensklenodier, i sine Gjemmer.
Da han drog bort som Soldat, var vi af den Mening, at han havde en dybere Følelse for den Dame, som siden ægtede Skovgaard, Georgia Schouw. Vist var det, at han efterlod sin bedste Tegnebog med den Paaskrift, at hvis han faldt, skulde den overgives til Frøken Schouw, hvis hun vilde være saa god at modtage den. Hun ikke blot modtog den, men viste den aldrig til nogen. Heller ikke gjorde Skovgaard det, da han havde mistet sin fortræffelige Hustru; og efter hans Død fandtes den med hans Paaskrift, hvori han anmodede Fru Høyen om at opbevare den uaabnet for hans Børn.
Bergitte Høyen var et mærkeligt Menneske. Tiltrods for hendes djærve Slagfærdighed, kunde man dog ikke lade være at elske hende for hendes trofaste Hjærte. Høyen talte aldrig om, hvad Miskjendelse og Krænkelse, han havde lidt, men hun havde gjemt dem med alle Biomstændigheder, og naar hun havde En i en Krog, strømmede det ud af hende med stærke Fagter og lysende Øine. Manget smukt Træk af hans Liv har jeg paa den Maade faaet at vide. Hun var en udmærket Husmoder, den skjønneste Renlighed og Orden, og rigelig Gjæstfrihed vidste hun at forene med forstandig Sparsommelighed. En Formiddag, jeg var kommen ind fra Landet og var gaaet op til dem, faldt det hende ind, at jeg kunde trænge til Frokost, og hun ilede ud. Høyen, som stod med mig i Døren ind til hans Værelse, saa efter hende med rørt Mine, og sagde med sin blødeste Stemme: »Du skulde have seet hende hjemme i hendes Faders Præstegaard. Hvor hun var glad og kjærlig i sin Gjæstfrihed. Ja, hvor hun var skjøn.«
De havde været forlovet i 14 Aar. Grunden dertil og deres indbyrdes Forhold er saa smukt beskrevet af L. Ussing, at jeg ikke vil gjentage det. Blot nogle Smaatræk. Deres Ungdomskjærlighed var bestandig den samme, og kunde i sin fuldkomne Naturlighed vise sig i meget pudsige Skikkelser. Alle hans righoldige Breve fra hans Reiser stilede han til hende; hun skulde have alle Betragtninger saa høit de end gik, og hun forstod at skjønne paa dem. Til det Yderste var hans Sag altid hendes. Brevene er nu trykte, men ikke alle de morsomme Kjælenavne, han deri gav hende; og hun og hendes Søster var ikke mindre stærke i at give ham dem igjen. De talte helst om ham som om et elsket Barn. Det sværeste var, naar de en Tid maatte skilles. I 1835 skulde han reise til England, og ventede sig stort Udbytte af den Reise. »Jeg vaagnede om Natten,« fortalte han mig, »og hørte, at Gitte laa ganske stille og græd. Hun vilde ikke lade mig mærke sin Sorg over at jeg skulde bort, og troede, at jeg sov. Men jeg turde ikke tale til hende, at det ikke skulde overvælde hende, og hun skulde have den Sorg mere at bedrøve mig.«
Han havde aldrig selv Penge, han overgav dem alle til sin Hustru. Men naar han gik ud, talte hun ham omhyggelig Lommepenge til, med den Bemærkning at det ikke sømmede sig for en saadan Mand, ingen Penge at have i sin Lomme. Og man maa sige til den sparsommelige Husmoders Ære, at det var ligesaameget hendes Stolthed, naar han saa rigelig delte dem ud til alle Sider, som naar han i Selskab trak det skinnende hvide Lommetørklæde op, som hun havde sørget for at stoppe i hans Mandarinlomme, og i anden Dragt gik han aldrig, selv i de største Aftenselskaber. I Middagsselskaber kom han i Reglen ikke, han havde ingen sort Kjole. Han havde dog et Par Ordener, men han bar dem ikke. Engang skete det, at da han skulde holde Foredrag for en meget stor og glimrende Forsamling i Alfred Hages Soirée, traadte han ind i Salen i den gamle Mandarin. Den bedste med Lommetørklædet i hang hjemme. Man tænke sig hans Frues Forfærdelse.
Men, jeg er med alt dette kommen mer end 30 Aar for langt ned i Tiden, og maa vende tilbage for at finde min egen Ungdom igjen. Tanken om min mærkelige Ven har holdt mig noget længe hen, men jeg fortryder det ikke. Intet har vistnok bidraget saameget til at uddanne og fæstne mit Syn paa Livet i alle dets Former, som at jeg har været saa lykkelig i en Menneskealder igjennem at leve i fortrolig Omgang med Høyen.
Efter endt Examen reiste jeg paa Landet med min Moder. Maalet var den kjære Søsters nye lille Hjem i Slagelse. Jeg drev der om i Mark og Skov paa min sædvanlige Vis og søgte at vinde mine Kræfter tilbage saa godt som muligt. Drev det ogsaa til, at jeg paa min Fod kunde vandre til Sorø; hvorfra jeg vendte tilbage til Roskilde, hvor jeg havde strenge Ordrer til at ankomme i god Tid. Jeg var nød til at adlyde, min Ven Brun Jul Fog er ikke den Mand, der lader sig afvise.
Denne Ven har jeg endnu ikke omtalt. Ikke fordi han nu først indtraadte i min Historie, tvertimod, vi havde været ganske fortrolige Dusbrødre fra min første Studentertid, men fordi jeg har fulgt den ledende Traad i mit Livs indre Bevægelser, og i dem havde han ikke havt den Del, som de allerede nævnte.
Vi var Studenter fra samme Aar, laa sammen paa Regentsen, hvor vi fik indgaaet det fortrolige Venskab, som til min Glæde har varet indtil nu.
Han steg efterhaanden Trin for Trin til vor Kirkes høieste Værdigheder og er nu den ypperste. Han har ogsaa gjort det med en saadan Sikkerhed, at det ved ethvert har syntes, som om der var ingen andre til at indtage Pladsen end han. Jeg har tidt tænkt over, hvorledes dette kan være lykkedes for ham. Han er ingen fremragende Lærd, vel en overmaade veltalende Mand, men andre Talere have været ligesaa beundrede. Og epokegjørende som Mynster var det, er han ikke, fordi han ingen ny Tone og Tankegang har bragt ind, har meget mere optaget Traaden efter Mynster. Nei, det er hele hans Væsen.
Han har ligefra sin Ungdom havt en egen, jeg kunde sige ubegribelig Evne til altid at være den overlegne. Ikke fordi han i nogen Maade stolt vil gjøre sig Plads, men uden at det mærkes, gjør han sig Plads.
Dog har han havt eiendommelige Vanskeligheder med sit Væsen. Han er et Stemningsmenneske, og kan udaf sin Stemning sige mange underlige Ting, som: »Aa ja, Dogmatik og Trosbekjendelse – jeg har nu min egen Religion.« Han har Hang til Paradoxer, sagde vi dengang. »Og saa kan han ikke engang forsvare dem,« sagde den ivrige Disputator Stiftsprovst Tryde, og lo hjærtelig. Mig synes dog, det ikke er saameget det, som indre Oplevelser af den Slags, som andre, hvis de have bevæget Liv nok til at kjende dem, helst tie stille med, men som han ifølge sit ærlige Sind letter sin Samvittighed for ved frit at bekjende dem. Han er af alle dem, jeg har kjendt, den der mindst gjør en Røverkule af sit Hjærte. Ikke blot hans fortrolige Venner faae at høre forbausende Ting, men hvad han faaer Lyst til at sige, siger han til enhver, siger det ogsaa for det hele Selskab, og kommer i Orde derfor og bliver bagtalt for Yttringer, man ikke finder værdige for en Mand i hans Stilling.
I Roskilde, hvor han dengang var Adjunkt, fandt jeg ham ifærd med at bygge Rede til den Brud, han vilde føre hjem.
Men heller ikke deri undgik han Omtale for at være en forbausende Mand. Hun kunde været hans Moder, sagde man. I Virkeligheden var Aldersforskjellen dog ikke saa synlig, da Fog altid har seet ældre ud end han er; og Petra Guldberg, hvis Træk mindede om hendes Bedstefader, Ministeren, længe vedligeholdt sin faste Skjønhed, den først den lange sørgelige Sygdom, der endte hendes Liv, kunde bringe til at falde sammen.
Min Moder havde altid foreholdt mig, at to Ting skulde man opsætte, til man blev Candidat, at skrive Vers og at forlove sig. Vist er det idetmindste, at den første Idræt havde jeg hidtil holdt tilraade med, og den anden havde jeg ikke havt Tanke om. Men ligesaa vist, at jeg allerede i mit første Candidataar fik begge Dele ganske godt besørgede.
Jeg havde igjen taget til mit Yndlingsstudium, min hebraiske Bibel og var standset ved Jeftas Offer, og fandt, hvad da ogsaa andre have fundet, at det er et mægtigt Æmne for en tragisk Skildring. Jeg havde ingen Erfaring, men jeg havde et stort Mod paa ikke at skye nogen Opgave. Hele den hellige Historie laa for mit Syn, og i Virkeligheden vilde jeg intet mindre end at gribe den helt i dens store Vendepunkter. Dette lille Sagastykke skulde nu for det første være et Forsøg, hvorved jeg kunde prøve mine Kræfter.
Jeg valgte den raa hebraiske Rhytme, som den foreligger i Texten. Med den mente jeg at have den rette Tone til at bringe det gamle Folks voldsomt bevægede Sjæledyb til Orde i. Ubarmhjærtig vilde jeg føre den tragiske Collision igjennem med ubønhørlig Consequens, lade de Ulykkelige mætte sig med al den Jammerklage, hvori Oldtiden er saa stærk, og lade alt endes i den Død, hvorfor den gamle Religion ingen Trøst har.
Saadanne Tanker fyldte mig, medens jeg ihærdig Vintren igjennem arbeidede med at faae mig selv holdt til at være en rigtig Digter i den Mening, jeg havde gjort mig derom. Hvad der ellers skulde blive af mig, glemte jeg ganske derover. I Mai 1846 havde jeg den første Afdeling færdig, da indtraadte en Forhindring, som gjorde, at den anden Del først blev sluttet i December. Sommeren blev vel ikke uden Poesi, men den blev af praktisk Natur.
TREDIE BOG. FORLOVELSEN[9]
FØRSTE KAPITEL. DEN LYKKELIGE BEGIVENHED
Det var i Efteraaret 1845, at Frøken Amalie Waage havde i sit fromme moderlige Sind fundet, at hendes yngste Søster, Frederikke, der nu var 13 Aar, og den kun lidet ældre Hjærtens-Søster Claudine, kunde behøve en Lærer i deres Christendom. Intet Under, den kjære Jomfru Fohlmann var ikke den, der just kunde lægge Aand ind i sin Undervisning.
I den Anledning havde hun henvendt sig til sin faderlige Ven, Stiftsprovst Tryde, og han, som altid har villet mig vel, var saa god at skikke Bud efter mig. Jeg husker saa vel, hvorledes han, gaaende op og ned i sin Præstestue, med den ham egne Blanding af hellig Alvor og hjærteligt Skjelmeri i sit altid straalende Ansigt, med en lille Tale satte mig ind i Forholdene, og standsede foran mig med det Spørgsmaal – ikke just med de Ord men dog den Mening – om jeg havde Mod til at vove mig ind i en saa fortryllende Jomfruborg. Jo, jeg havde i den Retning Mod til hvad det skulde være, og havde i dette Tilfælde desto bedre Mod, fordi jeg allerede kjendte en Del til Faren. Jeg havde ofte seet de elskværdige Søstre i min nærmeste Kreds.
Naar jeg læste med de to Unge, sad den ældste Søster altid i Stuen, ved sit Haandarbeide, paa sin vante Plads ved Vinduet. Hun kunde dog nok have Lyst til at høre, hvad en saadan Lærer havde at foredrage. Paa min Side lagde jeg saa al den Alvor, hvormed jeg selv var greben af Evangeliet, ind i min Undervisning, og gjorde i alle Maader min Gjerning saa godt, som jeg dengang formaaede. Efter min Vane var jeg vistnok overmaade ordrig og vidtsvævende i mit Foredrag, og steg vistnok i mine Betragtninger altfor høit, men dette hørte nu eengang til den Læreform, vi alle vare vante til fra vor fælles Præsts, Trydes Foredrag. Det var for mig hellige Timer, jeg troer ogsaa for Tilhørerinderne alt efter deres forskjellige Alder; og naar der siden kom en anden Frugt ud deraf end den, der ligefrem kan kaldes hellig, saa havde jeg i disse Timer i alt Fald ingen Skyld deri.
Men vi mødtes ogsaa i andre Timer. Søstrene kom jævnlig i min Farbroder Scavenius Fibigers Hus, og jeg var jo vant nok til at gaae ind og ud der næsten som en Søn. Amalie var efter Nicolines Ophold i Sorø bleven hendes meget kjære Veninde, og denne Cousine var af de unge Piger, jeg færdedes imellem, den Tid ogsaa min nærmeste Veninde.
Et Bal som Tante Christine Møller i Januar Maaned gjorde paa sin Adoptivdatters Fødselsdag bragte mig noget mere i Omtale end jeg dengang fik at vide. Da den lykkelige Begivenhed siden indtraadte, sagde min gamle Tante, der altid saae med Rørelse paa sligt: Ja, ja, jeg saae jo nok, hvor trygt de to dandsede sammen. Det kunde altsaa allerede dengang ikke længer hjælpe mig at gaae med en hvid Pind i Munden. Dog troer jeg ikke, at mit eget Hjærte var kommen til nogen Afgjørelse endnu. Hvad veed man vel i en saadan Sag? Kun er det vist, at da Vaaren kom med Lys og Varme, blændede Lyset mig og Ilden slog ud.
Ligefuldt var det et stort og farligt Foretagende, jeg havde for. Jeg havde Grund til at sande, hvad min Ven Lunddahl, der var et meget aarvaagent Vidne, thi vi saaes ofte i Trydes Hus, bemærkede: »Borgen er høi, der hører mer end almindeligt Mod til at forsøge en Storm.« Den var ogsaa allerede beleiret.
En fin og aandrig Herre, filosofisk æsthetisk Filolog, som havde været Adjunct i Sorø og der en Ven af hendes Faders Hus, offrede sig til hendes Tjeneste, og gjorde hvad jeg aldrig havde vovet udenfor mine Undervisningstimer, besøgte hende i hendes jomfruelige Hjem, og udfoldede der sin pikante Livsbetragtning med en egen klangfuld Veltalenhed. Han yndede fransk Litteratur og havde dannet sig et Ideal af fint reflecteret æsthetisk Luxus. Den Æsthetiker som Søren Kierkegaard havde beskrevet, var dengang i Mode. Han var Fritænker, og Lunddahl, der var ansat ved samme Skole som han, sagde derom: »Naar han kommer med det, faaer jeg inderlig Lyst til at smide ham ud af Vinduet.« Deri var jeg dog ikke ganske enig. Jeg saae ham i Trydes Selskaber og fandt ham behagelig nok. Naar han som Midtpunktet i en Kreds af skjønne Kvinder ret var i sit Es, lyttede jeg med Beundring til de Cascader, hans Vid, hans Fortællertalent og hans sententiøse Talesæt med behersket Ro, men ustandselig, lod risle for vore Øren. Jeg vidste, at jeg var ganske ude af Stand til at gjøre ham det efter, og følte mig som en ringe Størrelse overfor ham.
Ikke blot hans Venner haabede paa denne Forbindelse, men ogsaa i videre Kredse blev der allerede talt derom som en Nyhed. En Dag, Amalie og Edle var gaaede ud paa Christianshavn for at gjøre Fru Heiberg et Besøg, mødte de paa Tilbageveien Heiberg i Overgaden, og han var ikke den Mand, der kunde lade de to unge Piger gaae forbi. »Aa, De har været ude hos min Kone, saa har de bestemt havt noget at fortælle hende. Siig nu ogsaa mig, hvad det var, jeg vil saa umaadelig gjerne vide det.« – Nei, der var da ikke noget særdeles. – »Jo vist, jeg er overbevist om der var noget. Jeg kan see det paa Dem. Noget rigtig glædeligt. Jeg troer næsten, jeg kunde vide, hvad det er.« – Nei, der maatte atter og atter forsikkres, at der ikke var noget. – »De kunde gjøre mig saa lykkelig ved at sige det. Tænk Dem nu, naar jeg kommer hjem til Hanne, saa kommer hun mig imøde og holder Hænderne paa Ryggen, og siger: Kan du gjætte? Ja, her har været nogen som du ikke veed, hvem er, og jeg har faaet noget at vide, som du ikke veed. Gjæt nu bare! Saa staaer jeg da der en net. Men naar de bare vilde sige mig det, hvor var det da morsomt, naar jeg kunde komme hjem og sige: Jeg veed noget, som du ikke veed. Nei, du faaer det ikke at vide. Kan du nu gjætte?« De Løier blev han ved at variere i det uendelige og holdt dem saalænge der paa Fortovet, at de blev ganske fortvivlede. Det var blevet sent, og da de kom til Knippelsbro, var den afspærret; det blev mørkt inden de kom hjem, og de andre hjemme havde ventet med Middagsmaden. Formodentlig er det gaaet Heiberg ligedan.
Paa den anden Side var mine Venner ængstelige for hans Overlegenhed. Hos Trydes var de lige til det sidste saa uvisse om, hvem der vilde gaae af med Seiren, at da det Budskab endelig lød: Amalie er bleven forlovet! udbrød de alle: Med hvem? Og Lunddahl blev strax udsendt forat studere det farlige Terræn. Det blev en morsom Scene. Han ringede paa hos Amalie med saa bankende Hjærte, som om han selv var Frieren, og forvildede sig, da han ikke vidste, hvorledes han skulde komme til Sagen, i en forvirret Conversation, uden at hun forstod, hvor han vilde hen. Da hun saa med straalende Ansigt udbrød: »Har De seet Johannes?« raabte han: »Gud skee Lov, det lettede!« snurrede sig rundt og foer afsted til sine spændte Damer.
Mig anfegtede alt dette imidlertid ikke, jeg fik heller intet at vide deraf. Amalie ikke heller, skjønt hun dog hørte derom. Jeg var en ubekjendt og fattig Person, men jeg glemte alle Betænkeligheder, naar jeg fik Øie paa hende. Enten jeg dandsede med hende eller sad hos hende, tænkte jeg kun paa at sige hende alt, hvad der fra den høieste Alvor til Vrøvl og Latter pleiede at mylre i mit Hoved, og altid var jeg i den syvende Himmel. Hvad Ængstelse de andre end kunde have for den, de satte saa høit, saa havde jeg ingen.
Dette kan endnu undre mig, naar jeg tænker tilbage derpaa. Vistnok havde jeg den fortræffelige Leilighed til at fremme min Sag i min Farbroders Hus, hvor vi ved enhver Anledning var sammen, thi der var jeg hjemme; men jeg kunde dog ikke vide, hvad der foregik paa andre Steder, hvor jeg var meget langt fra at være hjemme. Dog svigtede mit Haab og mit Mod mig intet Øieblik. Jeg troede paa hende, som om hun allerede var min.
Der var intet, jeg kunde bygge min Tro paa, der var ikke Tanke om, at hendes jomfruelige Hjærte skulde forraade sig ved en Mine eller et Blik, end sige med et Ord. Heller ikke af Veninderne kunde jeg udlokke noget. Nicoline talte gjerne om hende og altid i Henrykkelsens Toner, men om hun har vidst noget om sin Venindes Følelser for mig, hvad ikke er rimeligt, saa var hun trofast mod hende, jeg fik intet at vide. Jeg maatte søge min Forvisning hos mig selv.
Saaledes er jeg hvergang jeg har staaet overfor en afgjørende Vending i mit Liv enten indvortes eller udvortes, hvergang hele Livets Mod skulde samles for at bestaae, har jeg ikke gjort mange Omstændigheder. Jeg har ikke engang sagt til mig selv, nu maa det briste eller bære, men kun: Her maa jeg frem, her bærer det.
Jeg har troet paa Livet, at det vil blomstre, saasandt Vaaren ikke udebliver. Jeg har troet paa Mennesker, at saasandt de er Mennesker, finder jeg Støtte, Næring og Kjærlighedens Glæde hos dem. Jeg har troet paa mig selv, at saasandt mit Hjærte flammer og min Tanke lyser, skal jeg ikke nogen Dag savne Aandens Fest. Og jeg har troet paa Gud, at som han hver Morgen lader sin Sol opgaae, saa skal det Lys, jeg lever af, heller ikke slukkes, om jeg end selv kan have lidt Olie nok i min Lampe.
Jeg har det efter min Fader. Naar man sagde til ham, kom ikke den Bindehund nær, den bider, gik han lige hen til den og kløede den i Nakken; og da den stakkels Hund ikke var istand til at slide sig ud af sin Lænke, var den færdig at slide sig ud af sit gode Skind i sin Kjærligheds Henrykkelse. Og Fader vendte sig leende til os og sagde: Seer I, man skal have Tillid til en Hund. Jeg husker det godt, det var i Gaarden i Kolding, og Hunden var vor Værts, Jødens Hund, som hed Vagtmand, et stort sort Bæst, som vi altid gik langt uden om.
Jeg har det ogsaa efter min Moder. Naar de sagde til hende, du kan ikke faae Raad til at lade de Drenge studere, du kan jo knap give dem Klæder paa Kroppen, saa svarede hun: Jeg faaer at sye mine egne Klæder om, saa maa de studere i dem. Og hun gjorde det, og vi gjorde det, og glemte Klæderne. Endnu da jeg blev Student, havde jeg Benklæder og Vest af det Slags.
Ogsaa endnu i denne Henrykkelsens Vinter maatte jeg see til at glemme sligt. Jeg var endnu fattig og havde kun daarlige Klæder. Mine Støvler var ogsaa saa som saa, og da jeg vilde hjælpe paa dem ved Galosher, traf det sig, at jeg fik et Par meget klumpede Trægalosher, som den Tid var kommet noget i Brug. Nicoline foragtede dem dybt, men de var de billigste. Jeg husker det som idag, at jeg i smukt Foraarsveir mødte min Elskede paa Slotspladsen, og hvor haardt det var, at hun skulde see mig en lang Strækning komme sig imøde med en Fodbedækning, hvori mine meget store Fødder toge sig endnu værre ud. Det er jo paa Støvlerne, at man fortrinsvis kjender den fine Mand.
Vinteren randt. Jeg sad hjemme og beskuede den antike Skjønhed, Jeftas Datter, og gik ud for at beskue den levende, og med Undtagelse af at den ene var død og den anden levende, gik de saa temmelig i eet for mig. Da Vaaren begyndte at udfolde Knupperne og Fuglene at udøse deres Hjærter, havde jeg endt den første Afdeling af mit Digt, og skrev det Datum under, som jeg nu har efterseet paa det gamle Blad og fundet, at det var den 16. Mai. Jeg følte, at jeg trængte til at trække Veiret for at samle mine Tanker til Bedste for begge mine elskede Damer. Jeg skulde nu for Begges Vedkommende til at gaae over til den anden og sværeste Afdeling.
I fire Dage øvede jeg mig i at gaae derhen, og jeg har ingen Tvivl om, at i den Tid blev alle optænkelige Udsigter tilstrækkelig gjennemtænkte, kun ikke den ene og dog saa nærliggende, at jeg kunde komme til at gaae slukøret hjem igjen. Den fjerde Dags Aften i Skumringen var det, efterat jeg flere Gange var gaaet op og ned i Fiolstrædet, nær kommen til en Afgjørelse, men Modet, som ellers ikke pleiede at svigte, befandtes dog endnu ikke at være modent. Men næste Dag skulde det – ikke briste eller bære – nei, skulde det bære.
Det var Christi Himmelfartsdag, den 21. Mai, det regnede, en deilig mild Foraarsregn. Moder var reist til Slagelse, til min Søster, og jeg var ene i Huset. Jeg sad paa Bordet i min Stue, og gjennemtænkte min Plan. Jeg vilde gaae i Kirke, det var sikkert nok, at der maatte hun være, saa kunde jeg følge hende hjem. Da kom styrtende op til mig min Broder Caspar med sin Ven Carl Berg. Han var sidste Efteraar kommen hjem fra sin lange Reise, og de havde nu noget for angaaende den anden Reise til Berlin og Kønigsberg, som han strax efter tiltraadte. Jeg skulde være behjælpelig med noget, som havde Hast, jeg husker ikke hvad, men fortvivlet var jeg, for jeg ikke kunde komme afsted. Endelig fik jeg dem dog nogenlunde tilfredsstillede, medens jeg under Discussionen klædte mig paa, og jeg ilede afsted til Slotskirken.
Biskoppen var allerede midt i sin Prædiken, den var upaatvivlelig udmærket, men jeg var blandt dem, der ikke blev opbyggede af den, og dem findes der vel altid nogen af i en Kirke. Jeg blev staaende nederst, støttende mig til Freunds Apostel, og da Forsamlingen omsider brød op, saae jeg endelig mine Længslers Maal komme, høinende sig over en hel Stab af Søstre og Veninder. Situationen var vanskelig, men det skulde jo bære. Jeg fulgte dem ud gjennem Forhallen, og ved Udgangen spurgte jeg hende, om hun tillod, at jeg hilste paa hende i hendes Hjem, der var noget, jeg maatte tale med hende om. Jo, saa vilde hun gaae hjem. Hendes Øine løftede sig ikke, men der var noget i hendes Stemme, som syntes mig at kunne forenes med min Tro. Jeg bukkede ærbødig og ilte bort.
Jeg gik en Omvei, gik op og ned og rundt i Smaagaderne, Modet var høit. Da Afgjørelsens Time var kommen, var der Ro i Sjælen. Ikke engang det sygelige Hjærte, hvis Slag ellers ved den ringeste Forventning kunde være utaalelige, gjorde mig Besvær. Midt i en Cyclon siger man der er blikstille. Efter en halv Times Tid fandt jeg det passende at indfinde mig.
Da jeg traadte ind i Stuen, saae jeg den opfyldt af unge Damer, gladelig samlede om Kaffebordet. Alle var de mine Cousiner og nærmeste Veninder, et Selskab, der for mig ikke var synderlig fjernere end en Flok Søstre. At see deres Ansigter, da Fætter Johannes med stram Høitidelighed »ønskede at tale med Frøken Amalie Waage.« Der var ikke mindste Tvivl om, hvad han helst ønskede at tale om, men var det nu? Nogle spærrede Munden op, andre gjemte Ansigtet bag en andens Ryg. Men jeg kunde ikke hjælpe dem, jeg saae dem ikke, jeg tog Sagen, som om Stuen havde været tom. »Frøken Amalie er i det andet Værelse,« meldte den agtbare Lærerinde med tilsvarende Høitidelighed, og aabnede Døren ind til Bedstemoders Stue.
Da jeg havde lukket Døren efter mig og stod der alene, aabnede den næste Dør sig lydløst, mit Hjærtes Dronning gled ind og blev staaende med bøiet Hoved. Jeg gik hen til hende og sagde blot: »Kjære Amalie, jeg er kommen for at sige Dem, at jeg elsker Dem saa høit, at jeg ikke kan leve uden Dem.« – Jeg fik ikke udtalt, før hendes Hoved laa paa min Skulder.
Tidt har jeg maattet høre, at jeg havde havt den Dristighed, saadan uden videre at tiltale hende med hendes Fornavn. Men hvad skulde jeg sige, jeg havde ingen Undskyldning, behøvede da nu heller ingen. Efter et kort ubeskriveligt Øieblik, med hinanden i Favn, men uden at nogen af os kunde faae mere sagt, bad jeg, om jeg maatte forlade hende, kun et Øieblik, og foer useet af de andre gjennem Soveværelset ned ad Trappen. Lærerinden styrtede ind til hende raabende: »Men har du sagt Nei!«
Hvad min Mening nu var med atter at fare et Kvarterstid om i Gaderne, veed jeg lige saa lidt som det øvrige. Men jeg troer dog, min Elskede har ogsaa skjønnet derpaa, medens hun sad med Hænderne for sine Øren, og ikke svarde den allarmerede Jomfru Fohlmann med stort andet end sine Taarer.
Da jeg kom tilbage, havde jeg ingen anden Følelse, end at jeg var fuldkommen hjemme i den Stue, hvor jeg aldrig var kommen før uden med bankende Hjærte som en høitidelig Lærer i Christendom. Men hvad kan ikke det udrette bestandig at have været der med alle sine fantastiske Tanker og lyksalige Drømme! Jeg kastede mig i Sofaen og fik mig en hjærtelig Latter af den kjære Venindeflok, der som en skræmmet Fuglesværm var faren ud til al Verdens Hjørner forat udraabe Nyheden. Havde jeg før været sikker i min Sag ved overnaturligt Mod, saa var jeg nu saa rolig ved den, som om al Verden maatte finde den lige saa meget i Orden som jeg. Jeg holdt jo den ypperste Kvinde i Verden i min Arm, hvad brød jeg mig saa om Verden! Det var jo mig, ikke den, der havde faaet hende.
Regnen var forlængst stillet af i Rørelsens søde Draabefald, Vaarsolen lyste op til Fest, alle Blade og Blomster bredte sig som de skulde forgaae af sværmerisk Længsel og alle Fugle jublede som de var fra Forstanden af Himmelfartsfryd, og min Elskede slog det lange hvide Sjal om sine Skuldre og bandt sin med Rosenrødt fodrede Straahat under sin Hage, og vi dandsede ned ad Trappen for første Gang at forsøge at træde Kjærlighedsstien sammen. Nei, hvor det lykkedes. De rislende Bølger, som saa os gaae forbi, var af samme Mening, de vilde kysse vore Fødder. De Mennesker, vi mødte, var af samme Mening, de stod stille og vendte sig om, for dog engang at faae et Glimt af det tabte Paradis at see; og vore egne Ansigter, naar de mødtes, kunde let være af samme Mening, de saa intet andet end Guds Have. Og den Dag idetmindste var den ikke lukket og havde intet tabt af sin Uskyldighed.
Hvor dog et syndigt Menneske kan være lykkeligt, naar Gud vil! Hvor dog alle Taabeligheder kunne forsvinde for den ene store Tanke at leve og døe i glædesdrukken Kjærlighed. Hvem der faaer en saadan Kvinde, slipper hende forvist aldrig, det er ikke at takke ham for.
Aftenen tilbragte vi i min Farbroders Familie, og der var der Fest. De kjære Slægtninge deltoge saa inderlig i min Lykke, og var selv saa henrykt over at faae den beundrede Veninde forvandlet til et Led af Familien, at deres Glæde snart ikke stod tilbage for min. Da jeg silde fulgte min Elskede hjem og ved hendes Dør tog Afsked med hende skete det, at jeg vovede at trykke det første Kys paa hendes Læber. I mange Maader kunde mine Læber være uværdige til et saadant Møde, men i een Henseende kunde de dog kaldes rene: det var med Undtagelse af Moder og Søster første Gang jeg havde kysset en Kvinde.
Man siger, at det at vaagne den næste Morgen efter at have forlovet sig er den sværeste Prøvelse. Da falder den Tanke dæmonisk over den, der vaagner af Rusen: Hvad har du gjort? Jeg undgik Prøvelsen paa en meget naturlig Maade, jeg vaagnede ikke den næste Morgen, saasom jeg vel havde vogtet mig for at afkorte min Fest ved at sove. Kun altfor mange Nætter har jeg maattet kjæmpe mig igjennem sjælelig og legemlig Elendighed, nu fik jeg Opreisning ved eengang at opleve, at al Tanke om Søvn forsvandt for Jubel af Glædens Aander. Det kjøbenhavnske Baghus, hvori jeg laa og hvori jeg var ene, var som en Tryllehave, og da en Spurv ved Daggry begyndte at kvidre under Taget, lød det som dens Sangfugle opstemte deres Frydesang. Jeg væltede mig paa mit Leie som et glædesdrukkent Barn, og at spørge: Hvad har du dog gjort? vilde forekommet mig ligesaa latterligt, som om Aladdin havde spurgt sig selv: »Hvorfor lod du dog ikke den Lampe ligge?« Det var mig og ingen anden, der havde Lampen, jeg gjemte den paa mit Bryst, og jeg har ikke ladet Nureddin tage den.
Jeg sprang op for at forkynde Budskabet for mine Kjæreste. Den lange Skrivelse slutter: »– En Ting har jeg glemt, det er de søde Svigerinder. Dem havde jeg ikke tænkt synderligt paa i Forveien, og faaer dem nu oven i Kjøbet. Edle vilde ikke være syg den Dag[10], hun løb omkring ligesom de andre, og holdt det endda ikke saa galt ud til Aften. Den lille Frederikke synger og dandser hele Tiden, og fortæller hele vor Kjærlighedshistorie, som hun ganske fint har vidst at observere. Claudine er mere stille, forsmaaer dog heller ikke en Dands med Onkels Drenge, og de raabe Hurra for Frederikke og Claudine. Og den gamle Bedstemoder og Jomfru Fohlmann hører da ogsaa til Familien.
Jeg kan ikke skrive mere, lille Moder! Tænk paa din glade Søn Johannes.«
Amalie føiede nu en Side til i de Ord, som hun har sin Styrke i. At Moder øieblikkelig satte Pen til Papiret og med sit Moderhjærte overstrømmende af Henrykkelse over at see sine Længslers Maal opfyldt, lod sin altid hurtige Pen løbe med flommende Væde, og at min Søster gjorde omtrent det samme, behøver næppe at siges. Ogsaa den kjære Tante Christine Møller bør nævnes i Ihukommelse af, at da hun saae os træde ind ad Døren, mindedes hun Göthes Ord:
»« Og siden med sværmerisk Blik oftere gjentog: »Ja, »«.«