XII. KAPITEL
Mellem Bjergene
Klokken ti Minutter i tre var jeg ude af Sengen, fuldt paaklædt og færdig til Afrejsen. Nikola havde vækket Kulierne, før han kaldte paa mig, og de havde allerede travlt med deres Forberedelser. Klokken tre præcis bragte en af Munkene os en Skaal Ris, og et Kvarter efter var vi paa vore Heste i Gaarden, færdige til at tage af Sted.
Den eneste, som var oppe, foruden vort eget Selskab, var Munken, der lavede vor Frokost; ham belønnede Nikola rigeligt, og til Gengæld for hans Ædelmodighed, blev Portene aabnede, uden at Huset blev alarmeret. Vi red ud, den ene efter den anden, og fandt Vejen ned ad Klippestien til Dalen. Da vi kom ned, fortsatte vi vor Rejse, op og ned som Vejen førte os. For hver Time blev Landet mere og mere bjergrigt, og ved Middagstid kunde vi tydeligt se Sne paa de højeste Toppe.
Klokken halv et naaede vi det Værtshus, hvor det var blevet bestemt, at en af vort Følge skulde blive tilbage for at gøre vore Forfølgeres Dyr ubrugelige. Til dette Hverv havde vi valgt en Mand, som vi havde de bedste Grunde til at stole paa. Vi opfandt en Undskyldning, som var tilstrækkelig til at berolige hans Skrupler, og da vi sagde Farvel til ham, paalagde vi ham at følge efter os, saa snart han havde udført sit Arbejde og kunde opdage en gunstig Lejlighed. Vi nærede ikke den ringeste Tvivl om, at Manden vilde gøre sit bedste for at fuldføre sit Hverv, til den Belønning, som var blevet lovet ham, var saa stor, at det var unødvendigt for ham at arbejde mere i sit Liv. Da vi forlod Værtshuset, efter at have ladet vore Dyr bede en kort Tid, følte vi os derfor forholdsvis sikre paa, at vor Plan vilde lykkes.
Saa snart Karavanseraiet var skjult af et Hjørne af Bjerget, kaldte Nikola mig hen til sig.
"Om nogle Minutter," sagde han, "har jeg i Sinde at skynde mig af Sted til en Landsby, som ligger borte fra den banede Vej nogle Mil mod Nord. Jeg hører, at de har Kameler at sælge dér, og det bliver rent galt, hvis jeg ikke kan købe en og en rød Sadel med Sølvbeslag, før det bliver mørkt. De maa fortsætte Rejsen til Vadestedet, hvor De efter al Sandsynlighed vil finde Sendebudet, som venter paa Dem. Giv ham dette Brev fra Ypperstepræsten i Lamaklostret; det underretter de Store i Bjergene om min Ankomst, og giv ham saa disse Drikkepenge." Han gav mig nogle Guldstykker. "Paaskynd hans Afrejse, saa meget som De kan, for vi maa ikke udsætte os for, at han træffer dem, som er bag ved os. Jeg drejer om her, skynd Dem fremad, saa hurtigt De kan, og Lykke paa Rejsen!"
"Men naar jeg har sendt Sendebudet tilbage til Klostret, hvad skal jeg saa gøre?"
"Vente, til han er ude af Syne, og saa følge i hans Spor omtrent en halv Mil. Naar De har gjort det, saa find et bekvemt Sted, slaa Lejr og vent paa mig. Forstaar De?"
Jeg svarede, at jeg forstod ham fuldstændig vel. Derpaa befalede han en Kuli at følge med, og med en Hilsen med Haanden drejede han af fra Vejen, og efter mindre end fem Minutter var han ude af Syne. I næsten tre Timer red jeg videre, mens jeg stadig i Tankerne gennemgik den Plan, som jeg havde lagt for den Sammenkomst, der ventede mig. Jeg maatte huske, at Hovedsagen var, at jeg var en Kurer fra det hemmelige Samfund, som var sendt fra Peking for at underrette Klostret om, at en af de tre Store nærmede sig. Det afhang meget af det Held, jeg havde til at udføre mit Hverv, hvilken Modtagelse Nikola vilde faa; derfor maatte den Historie, som jeg skulde fortælle, være rimelig i alle Enkeltheder.
Klokken fem, netop da Solen sank bag de højeste Toppe, begyndte Dalen at blive bredere, og Vejen blev mere jævn. Jeg fulgte den i jævnt Trav, og da jeg var drejet om et Hjørne, saá jeg Flodens blanke Vand foran mig.
Da jeg kom til Floden, opdagede jeg, at den ved dette Vadested var omtrent 240 Fod bred og neppe mere end to Fod dyb. Paa begge Bredder hævede der sig stejle Klipper, som selv paa de laveste Steder var mere end to Hundrede Fod høje. Til højre, det vil sige mod Nord, flød Kanalen mellem solide Granitvægge, men dér, hvor jeg stod, havde den jævnt skraanende Bredder. Jeg red hen til Kanten af Vandet, og da jeg saá, at der ingen var paa den anden Side, steg jeg af min Hest og satte mig i Sandet. Det trøstede mig at se, at der ingen Pilegrimme var i Nærheden; men jeg blev ængsteligere, da jeg saá, at den Mand, jeg skulde træffe, endnu ikke havde vist sig. Hvis han opsatte sin Ankomst meget længe, kom jeg i en skrækkelig Stilling, for i det Tilfælde vilde vore Forfølgere komme og opdage mig, og saa vilde jeg være haabløst fortabt.
Men jeg havde ikke behøvet at ængste mig, thi jeg havde ikke længe at vente. Omtrent en halv Time efter, at jeg var kommet til Vadestedet, kom en Mand ridende paa en Kamel fra Hulvejen paa den anden Side og nærmede sig Strandbredden. Han var høj, klædt i noget lysebrunt Stof og red paa en vel afrettet Kamel, og da han vendte sig om, kunde jeg se, at hans Sadel var rød og prydet med Sølv. Jeg kaldte mine Mænd sammen, befalede dem at vente paa mig og red saa ud i Strømmen.
Dyret var saa lille, at Vandet naaede helt op over Sadlen, da jeg naaede det dybeste Sted. Men trods megen Prusten og mange Forsøg paa at vende om, fik jeg det til at gaa videre, og vi naaede til sidst sikkert over paa den anden Side. Sendebudet fra Klostret var steget af sin Kamel og gik frem og tilbage paa Bredden. Da jeg kom nærmere til ham, saá jeg, at han kun havde én Arm, og at han manglede det ene Øje.
Jeg steg af min Hest paa Bredden og gik hen til ham og bukkede dybt.
"Man har sagt mig, at jeg her skulde træffe et Sendebud fra de Store i Bjergene," sagde jeg. "Er du den, jeg søger?"
"Fra hvem kommer du?" spurgte han, idet han svarede mig ved at gøre et andet Spørgsmaal.
"Jeg kommer fra Ypperstepræsten i Lamaklostret i Peking," svarede jeg, "og jeg bringer vigtige Efterretninger. Man har sagt mig, at jeg skulde træffe en Mand, der skulde bringe det Brev, som jeg har med mig, videre uden et Øjebliks Ophold."
"Lad mig se Brevet," sagde Manden. "Hvis det er forseglet med det rigtige Segl, vil jeg gøre, hvad du forlanger, ellers ikke."
Jeg gav ham Brevet, og han vendte og drejede det og undersøgte det nøje.
"Det er Ypperstepræstens Segl," sagde han til sidst, "og jeg er tilfreds; men jeg kan ikke vende om lige straks, da det er min Pligt at blive her, til det bliver mørkt."
"Det véd jeg meget godt," svarede jeg. "Men du ser nok, at dette er et særligt Tilfælde, og af den Grund skal jeg give dig dette Guld, det vil sige, hvis du drager videre og underretter dem, fra hvem du kommer, om min Herres Ankomst."
Da jeg havde givet ham Stikpengene, talte han dem omhyggeligt og puttede dem i Lommen.
"Jeg bliver, til Skyggerne falder," sagde han, "og hvis der saa ingen Pilegrimme er kommet, vil jeg drage af Sted."
Da vi havde ordnet det paa denne Maade, satte vi os paa den sandede Strandbred, og da vi havde tændt vore Piber, sad vi ganske tavse og røg i en halv Time. I den Tid var mine Følelser ikke misundelsesværdige. Jeg nød ikke min Pibe, thi jeg blev spændt paa Uvishedens Pinebænk. Desuden vidste jeg, at det kunde være mislykket for vor Mand, at forgifte vore Forfølgeres Æsler. I saa Tilfælde vilde de naturligvis mistænke os for et Forsøg paa at overliste dem, og de kunde saa komme, naar det skulde være.
Solen sank lavere og lavere ned bag Højen, til den til sidst helt forsvandt. Klipperne kastede lange Skygger over Vandet, Aftenvinden blæste op og hylede mellem Klipperne, men endnu var der intet Spor af Ryttere paa den modsatte Bred. Hvis vore Modstandere ikke viste sig i Løbet af et Kvarter, var vi frelste.
En efter en kom Stjernerne frem og begyndte at blinke paa den skyfri Himmel, saadanne Stjerner, som man ikke ser noget andet Sted end i Østerland. Vinden blæste op, og om en halv Time vilde det være saa mørkt, at man ikke kunde se.
Endelig rejste min Kammerat sig og strakte sig.
"Jeg ser ingen Pilegrimme," sagde han, "og det er koldt ved Vandet. Jeg vil tage af Sted. Har du Lyst til at komme med, eller vil du blive?"
"Jeg har ingen Villie," svarede jeg. "Jeg maa vente her, til den Karavane kommer, som min Herre er med. Saa skal jeg følge dig. Vent ikke paa mig."
Det behøvede man ikke at bede ham om to Gange, han gik hen til sin Kamel, steg op paa den og med et kort Nik til mig red han hen ad Vejen.
Saa snart han var forsvundet, gik jeg ned til Vandet og kaldte paa mine Mænd, for at de skulde komme over, hvilket de gjorde. Da de var kommet i Land, befalede jeg dem at følge mig; vi forlod saa Vadestedet og red i hurtig Skridtgang op ad Vejen.
Hundrede Alen fra Floden drejede den Sti, vi fulgte, pludselig om til højre og snoede sig gennem en snæver Kløft. Vi red dog ikke ind i den, da jeg ansaá det for klogest, at vi slog os ned et Sted i Læ til venstre. Jeg red i Spidsen og spejdede, og da jeg havde overbevist mig om, at dette Sted ikke kunde ses fra Vejen, befalede jeg dem at slaa Lejr dér. Ti Minutter efter vor Ankomst var Æslerne tøjrede, Teltene slaaet op og Lejrilden tændt. Derpaa overlod jeg til Mændene at tilberede Aftensmaaltidet, gik tilbage til Stien og skyndte mig ned ad den i Retning af Vadestedet.
Da jeg var halvtredsindstyve Alen fra Omdrejningen, hvorfra jeg vidste, at jeg vilde faa Udsigt over hele Floden, hørte jeg en sagte Fløjten. Et Øjeblik efter kom en Mand til Syne paa en Kamel; han red hen til mig. Trods Halvmørket kunde jeg se, at Rytteren var klædt nøjagtigt som den Mand, med hvem jeg havde talt ved Vadestedet; han havde ogsaa kun én Arm, og hans højre Øje var lukket.
"Hold Dem til venstre," sagde han og bøjede sig ned fra sin Kamel for at tale til mig; "dér vil De komme til nogle store Klipper, og bag ved dem skal De skjule Dem. Hold Deres Revolver parat i Haanden, og hvis der skulde hænde noget, og jeg skulde kalde Dem til Hjælp, saa kom straks."
"Var det meget vanskeligt for Dem at faa fat i Kamelen?" spurgte jeg, neppe i Stand til at tro, at Manden var Nikola.
"Nej, slet ikke," svarede han; "men Klæderne og Sadlen var det lidt vanskeligere at skaffe. Endelig fik jeg dem dog. Synes De, at jeg ser ud som den Mand, jeg skal forestille?"
"En eller to Ting er anderledes," svarede jeg; "men De behøver ikke at være bange, de vil ikke fatte Mistanke."
"Lad os haabe det," sagde Nikola. "Hvor er Mændene?"
"De er lejrede der nede," svarede jeg, "i en lille Fordybning til venstre for Kløften."
"Det er godt; kryb nu ned til Klipperne og indtag Deres Plads. Pas paa og glem ikke, hvad jeg har sagt Dem."
Jeg gjorde, som han befalede, og krøb lidt efter lidt hen til det Sted, hvor tre store Kampesten knejsede i Sandet. Mellem dem lejrede jeg mig, og til min Glæde saá jeg, at jeg havde en næsten uforstyrret Udsigt til Vadestedet. Da jeg saá ud over Vandet, skelnede jeg et lille Selskab, som kom ned ad Skraaningen til Sandbredden paa den anden Side. Uden at spilde Tid red de ud i Vandet, og det var saa stille, at jeg kunde høre deres Dyrs Plasken og skelne mellem den første Støj paa Bredden og den dumpe Lyd, da de kom ud i dybere Vand. Derpaa hørte jeg et hæst Raab, og et Øjeblik efter red Nikola hen over Sandet paa sin Kamel.
Efter to eller tre Minutter havde det vadende Selskab naaet Bredden, neppe mere end ti Skridt fra det Sted, hvor jeg laa. De var mig saa nær, at jeg tydeligt kunde høre de trætte Dyrs Pusten og det Befrielsens Suk, de udstødte, da deres Herrer steg af. Anføreren kom hen til Nikola og sagde efter en lille Indledning:
"Vi blev forsinkede paa Vejen ved vore Dyrs Sygdom, ellers vilde vi have været her tidligere. Vi beder dig sige os, om nogle andre Rejsende er kommet denne Vej."
"Kun ét Selskab," sagde det falske Sendebud leende; "og de Folk er nu faret vild mellem Bjergene. De nægtede at give mig Almisse, og saa viste jeg dem ikke den rette Vej. Inden i Morgen ved denne Tid har Gribbene revet Kødet af deres Ben."
"Hvor mange var der?" spurgte den Mand, som først havde talt.
"Fem," svarede Nikola; "og gid Bjergenes Djævle vil tage dem! Naa, hvem er saa du?"
"Vi kommer fra Peking," svarede Selskabets Talsmand, "og vi bringer Breve fra Ypperstepræsten i Lamaklostret til de Store i Bjergene. Der er to Barbarer, som har listet sig ind i vort Selskab, myrdet den Mand, som skulde have været en af de Tre, og sat sig selv i hans Sted. De tre Stores Symbol, som blev stjaalet af en fremmed Djævel for mange Aar siden, er i deres Besiddelse, og det var det Selskab, som kom forbi dette Vadested paa Vejen til Bjergene, og som du har set."
"De kommer ikke videre," sagde Nikola med en mørk Latter, "de Hjerter, som vilde kende vore Hemmeligheder, bliver Lækkerbidskener for Ørneungerne. Hvad er det, I vil mig?"
"Det er dette advarende Brev, der skal besørges," svarede Manden, og medens han talte, trak han den Rulle Papir frem, som jeg havde set i hans Besiddelse den foregaaende Aften. Han rakte den til Nikola, der gemte den paa sit Bryst og saa gik hen til sin Kamel, som han besteg. Da den havde rejst sig, henvendte han sig til det lille Selskab og sagde:
"Vend tilbage ad samme Vej. Slaa ikke Lejr i Nærheden af Vadestedet, thi de vildfarnes Aander vandrer frem og tilbage dèr i Nattens stille Timer, og de bringer dem, der hører dem, Døden."
Hans Advarsel var ikke uden Virkning, thi, saa snart han var redet bort, bemærkede jeg med stor Glæde, at Selskabet i stor Hast satte over Floden igen. Jeg iagttog dem i nogen Tid og bevægede mig først fra Stedet, da jeg kun svagt kunde skimte det dunkle Omrids af dem. Da jeg saa vidste, at de skyndte sig ud af Dalen, smuttede jeg ud af mit Skjulested og gik op ad Stien hen imod den Hulvej, hvor vi havde slaaet Lejr.
Da jeg naaede Baalet, saá jeg, at Nikola var steget ned fra sin Kamel og gaaet ind i sit Telt. Han var i Færd med at skifte Klæder.
"Naa, den Forlegenhed slap vi jo meget pænt ud af," sagde han, "og jeg maa tilføje, Bruce, at vi kan takke Deres Omhu og Kløgt for det. Hvis De ikke havde prøvet paa at faa et Glimt af den Mand forleden Aften, vilde vi efter al Sandsynlighed være blevet fangne i en Snare, som det ikke havde været muligt at komme ud af igen. Nu er vi ikke blot blevet af med vor Fjende, men har oven i Købet forbedret vor Stilling. Hvis vi naar lige saa godt frem i Fremtiden, som vi hidtil har gjort, kan vi være indenfor Klostrets Mure i Morgen Aften."
"Det haaber jeg, vi er," svarede jeg; "men det, vi har gennemgaaet i den senere Tid, bringer mig til at tænke, at vi gør klogest i ikke at sælge Bjørneskindet, før vi har skudt Bjørnen."
"Det har De ganske Ret i."
En halv Time senere blev vor Aftensmad rettet an, og da vi havde spist den, sad vi om Lejrilden og røg og talte, medens de dansende Flammer skinnede paa Klipperne rundt omkring, og de store Stjerner blinkede barsk ned til os deroppe fra. Natten var meget stille, og man hørte neppe en Lyd undtagen af og til en gryntende Støj af de tøjrede Æsler, Flammernes Hvislen, en eller anden Natfugls Skrig og én Gang en Sjakals Hyl mellem Klipperne.
Den næste Morgen lidt efter Daggry hævede vi Lejren, lagde Pakkerne paa Dyrene igen, besteg dem og red. De første ti Mil eller saa var Vejen forholdsvis jævn. Den førte langs med en Dal, hvis Indgang var den Hulvej, jeg havde set den foregaaende Aften. Saa drog vi rundt om Bjerget ad en stejl Sti og kom ud paa en Højslette, hvorfra vi havde en yndig Udsigt. Kamelen havde vi sluppet løs tidligere paa Dagen, for at den kunde strejfe omkring i Landet eller vende tilbage til sin tidligere Ejer, hvad den nu havde Lyst til. Det var godt, at vi gjorde det, for paa den Højde, vi nu var steget op til, vilde det have vist sig meget vanskeligt, om ikke ganske umuligt, at rejse med den. Ikke én, men flere Gange, maatte vi stige af og klatre fra Klippe til Klippe, bane os Vej gennem Hulveje og over Kløfter, saa godt vi kunde. Ved mange Lejligheder saá det ud, som om det vilde være nødvendigt for os endogsaa at opgive de sikre Dyr, vi havde med os, men i hvert enkelt Tilfælde triumferede Taalmodigheden og Udholdenheden over Vanskelighederne, og vi var i Stand til at drage videre med dem.
Ved Middagstid havde vi helt tabt Vejen af Syne. Luften var blevet bidende kold, og det saá ud, som om der hvert Minut kunde falde Sne. Klokken halv fire kom der ogsaa nogle Fnug, og da vi fandt et Sted, hvor vi kunde lejre os under en fremspringende Klippe, var Jorden fuldstændig bedækket med Sne.
Det stærke Snefald bevirkede, at vor Vej nu var en ren Gisningssag, for der var ikke Tale om Spor af nogen Art. Da vi imidlertid ikke kunde vende tilbage, og det var en farlig Sag at drage fremad uden at vide, i hvilken Retning vi skulde, kunde vor Stilling anses for temmelig farlig. Midt paa Eftermiddagen sank en af vore Kulier sammen, og da Nikola saá dette, besluttede han at holde Rast igen.
Vi valgte det Sted, der var mest i Læ, ryddede Sneen bort og rejste vort Telt, og da dette var gjort, tændte vi et Baal og tøjrede Resten af vore Æsler. Vi sørgede, saa godt vi kunde, for den syge Kuli og dækkede ham godt til med alle de Klæder, vi kunde undvære, men vor Ulejlighed var til ringe Nytte, for hen ad Aften døde han.
Paa denne Tid maa jeg tilstaa, at mit eget Mod var sunket ned til saa lavt et Standpunkt som muligt, men Nikola var uforfærdet.
"Denne Mands Død," sagde han, "er meget beklagelig, men vi maa ikke lade det ødelægge os helt. Synes De ikke, at det er rigtigt, at vi straks bærer den Mand ud og begraver ham i Sneen? Det er lyst nok endnu, hvis vi skynder os."
Jeg havde ikke mere Lyst end han til at tilbringe Natten i Selskab med den stakkels Mands Lig, og vi løftede det op og bar det hen til en stor Snedrive en halvtredsindstyve Skridt fra vort Telt. Her lagde vi det og gik saa tilbage til Lejren, idet vi overlod det til de blidt faldende Snefnug at bedække ham fuldt saa godt, som vi kunde have gjort. Men samme Aften indtraf der to andre ubehagelige Ting. Vore to Æsler kunde ikke længer taale det strenge Klima og var lige ved at dø. Da Nikola saá det, forlod han atter Teltet, tog sin Revolver med sig og gjorde Ende paa deres Lidelser. Da de saa faldt, skar han Halsen over paa dem og vendte tilbage til Teltet.
"Hvorfor gjorde De det?" spurgte jeg, for jeg forstod ikke hans sidste Handling.
"Hvis De ønsker en Forklaring," sagde han roligt, "saa undersøg vort Spisekammers Tilstand og betragt vor Stilling. Vi er paa Toppen af disse Bjerge, og den ene Vej ligner den anden. Hvor Klostret er, kan jeg ikke sige, og hertil kommer endnu, at vor Proviant er ved at slippe op. Æsler er jo ikke Vildt, men de er bedre end kold Sne; det var derfor, jeg skød dem."
Den næste Morgen, før vi drog videre, skar vi alt det Kød, vi kunde, af de stakkels Dyr. Det var godt, at vi gjorde det, for vor Søgen efter Klostret var lige saa uheldig, som den havde været den foregaaende Dag, og hvad der forøgede det haabløse i vor Stilling, var, at jeg begyndte at føle mig ilde tilpas, medens vor sidste Kuli ravede elendig af Sted efter os. Han lignede mere et elektriceret Lig end et levende Menneske.
Undertiden oplever jeg i Drømme denne frygtelige Tid. Jeg ser det snedækte Land med sine gabende Afgrunde, sine jævnt skraanende Dale og knejsende Klipper. Jeg ser os tre, trætte, hjertesyge Mænd, der kæmper os frem og synker ned i det hvide Ligklæde ved hvert Trin, Nikola stadig foran, jeg selv efter ham og den sidste Kuli et godt Stykke tilbage. Sneen hvirvler omkring os, og oven over os svæver der en eller anden stor Fugl, hvis Vinger kaster en sort Skygge paa det ellers pletfri hvide. Saa forandres Drømmen altid, og jeg vaagner op med en underlig, navnløs Rædsel, som jeg ikke kan forklare. Men tilbage til min Fortælling.
En Time før Solnedgang faldt Kulien sammen, og vi maatte igen slaa Lejr. Hvis jeg lever, til jeg bliver hundrede Aar, vil jeg ikke glemme en eneste Enkelthed, der staar i Forbindelse med denne frygtelige Nat. Vi var nu alle saa svage, at det var umuligt for os at rejse et Telt. En Døsighed, som det syntes umuligt at modstaa, tyngede paa os. Kun Kulien kunde holde sig vaagen, og i sine Feberfantasier pludrede han uophørligt.
"Bruce," sagde Nikola omtrent Klokken otte og kom hen til Baalet, hvor jeg sad, "dette kan aldrig gaa an, den stakkels Fyr der henne er død om en halv Time, og hvis De ikke passer paa, saa følger De snart efter ham. Nu vil jeg prøve paa at holde Dem vaagen."
Den mærkelige Mand tog sin Medicinkasse frem og aabnede den ved Ilden. Saa fremtog han et lille Skakbræt og en Æske med Brikker.
"Maa jeg have den Fornøjelse at spille et Parti Skak med Dem?" spurgte han saa høfligt, som om vi var forholdsvis fremmede, der mødtes i en Klub i London. Jeg nikkede halvt vaagen og halvt sovende og begyndte at stille mine Brikker op. Da saa alt var i Orden, begyndte vi at spille, og før jeg havde gjort tre Træk, var jeg blevet smittet af Nikolas Begejstring og var lysvaagen.
Om jeg spillede godt eller daarligt, kan jeg ikke huske. Jeg véd kun, at Nikola lagde sine bestemte Planer, forberedte Angreb og lagde Snarer for mig, og ikke blot det, men ogsaa udførte dem, som om han ikke havde Tanke for nogen som helst anden Ting. Vi spillede til Daggry og standsede kun for at kaste Brænde paa Ilden og én Gang for at søge at hjælpe Kulien, lige før han døde. Da vi saa hurtigt havde spist Frokost, lod vi alt, hvad vi havde i Stikken undtagen Medicinkassen og vort lille Forraad af Føde og de Smaating, som vi kunde anbringe paa vore Personer, og drog af Sted paa, hvad vi begge troede, sikkert var vor sidste March.
Hvor sælsomt indrettede ikke Skæbnen det! Da vi forlod Højen og beredte os til at stige ned i Dalen, saá vi pludselig en stor Stenbygning paa den anden Side af Dalen. Det var Klostret, som vi havde søgt saa længe, og for hvis Skyld vi havde lidt saa meget.