(De bødles videre.)
Bonden.
Nej, nu skal du faa dit Fedt; her har du fundet din Overmand.
Blicher
(i Vrede).
Hent Sognefogden!
Per Nielsen
(træder frem i Nærheden af de kjæmpende).
Aa, kan jeg ett gjør ett ud aaestej.
Blicher.
Kjender De kanske Personen?
Per Nielsen.
Ja, det gjør jeg god nok, men vist ett saa godt som De, Hr. Pastor.
Blicher.
Hvad siger De! Hvem er det da?
Per Nielsen.
Tho det er da Dje Søn, Niels Farver!
Blicher.
De siger at – Han, den Slubbert! Gud naade mig! Er han her!
Per Nielsen.
Han har gavn her og skjevlet æ hil Daa; og nu er han bløwn lovlig fuld – for anner dje Peng. – Og saa laver han Utuskstræger. Men det kan vi vel nok sæt en Stopper for.
(Folk raaber forbitret i Munden paa hverandre, at han har overfaldet dem og deres Døtre. – De truer snart hen ad Farveren, snart op ad Blicher.)
Farveren
(er nu ved Per Nielsens Mellemkomst kommen fri af den andens Greb, endnu ophidset).
Kom du bare igjen. Jeg er ikke bange. Jeg skal nok lægge dig flad. Avekat! Jeg skal farve Gummerne paa dig, saa de skal spille baade i Ultramarin og Indigoblaat.
Per Nielsen
(har ham ved Kraven).
Hold du dig nu i Rumme, min Far! Du er jo bløwen hel mandolm. – (Peger.) Der har du ligget og vrødt og tabt dem halve af dine Penge.
Niels Farver.
Det gjør ingen Ting. Jeg skal snart fægte nogen sammen igjen. Det er rart at ha et kjendt Navn.
Per Nielsen
(fører ham over Scenen, for at faa ham bort, men standser hver Gang han siger en Giftighed).
Niels Farver
(raaber).
Farvel Folkens!
Bryd jer aldrig om, hvad han deroppe siger. (Peger ad Blicher.) Han er ikke en sur Sild værd! Han har snydt mig for hele min Fædrenearv. Tvi! (spytter. Flæber i Fuldskab.) Derfor maa jeg nu gaa og betle mit Brød – fra Dør til Dør! – (Springer over i et Grin.) Ved De, hvorfor Kristrup ikke kom og spilled den sidste Solo. Han kunde ikke. Han kunde ikke slippe ud af min Mors Arme. De elsker hinanden. Det har de længe gjort. Jeg kunde godt sige, hvor de er. Smaa Potter har ogsaa Øren! Men Kristrup har givet mig en hel Tremarkstykke; saa skulde jeg vel ikke gjerne gaa og bagtale ham. Hahaha – !
(Nu har alle forladt Pladsen saa nær som Blicher; han stiger besværlig ned af Vognen og gaar bøjet hen og sætter sig med Ryggen til Scenen paa en Hedeknold ud mod Aftenrøden. Nu er det næsten Nat. – Kort efter kommer Fru Blicher og Kristrup ind fra højre.)
Kristrup.
Jo, Folk er gaaet; her er ikke en Sjæl! Det er jeg sgu kjed af.
Fru Blicher
(trykker sig kjælent ind til ham).
Er du kjed af, at du har været hos mig!
Kristrup.
Det er sgu første Gang, en Kvinde har faaet mig til at glemme min Pligt. Jeg kan ikke forstaa, at Klokken var bleven saa mange. Men inde i denne mørke Plantage lægger man ikke Mærke til, at Tiden gaar. Hvorfor vilde du ikke ogsaa høre, hvad jeg sa'; – og vente til bagefter. Natten er jo lang.
Fru Blicher.
Fy, stygge Mand, at du ikke sætter større Pris paa, at du har hvilet i mine Arme!
Kristrup.
Jo, min Snut, saadan maa du ikke opta' det. Men en Soldat han skal først og fremmest møde tiltide. Og mit Navn var jo paa Programmet. Jeg vil blive frygtelig ærtet af Kammeraterne; var det sket under Tjenesten, havde den sgu staaet paa mørk Arrest.
Fru Blicher.
Og det synes du dog ikke, min Kjærlighed var værd!
Kristrup.
Gud bevares, Gud bevares! den er sgu meget mere værd – jeg tog gjerne Vand og Brød, om det forlangtes.
Fru Blicher
(hedt).
Men du skal ikke ha Vand og Brød, men du skal ha et rigtigt Smækkys (haler ham ned mod sig og kysser ham).
Blicher
(er sprungen op og staar midt imellem dem.)
Undskyld en lille Afbrydelse. (Peger paa Kristrup.)
Er De en Mand af Ære, at De forsømmer Deres Pligt for at trække Dem tilbage med min Hustru.
Kristrup.
Hr. Pastor! – Jeg beklager det skete – men —
(sniger sig ud til højre).
Blicher.
Det skete! (ser haanende paa sin Hustru).
Du gaar saa nedringet, Erneste! Husk dog paa, at Aftenluften er kold, – især i Plantager —
Derfor var det altsaa, du vilde med til min Fest i Aar! Nu først forstaar jeg det altsammen! (Hun glider ud til venstre. Blicher synker ned med Haanden for Ansigtet): Jeg Daare! —
(Tæppe.)
FJERDE AKT
Blicher sidder ensomt i Morgengryet ude paa Kolden med sit Aasyn vendt mod den sig nærmende Solopgang. Forgrunden bærer Mærke af en forladt Festplads.
Tyttebærkaren
(kommer ledende over Banken, standser bag ham).
Men Herregud, Blicher, sidder du her, muttersene!
Jeg kund ett begribe, hvor du var bleven af. Jeg har ledt efter dig, saa mine Knæ ryster under mig. Vognen venter; vi skulde jo til og hjem.
Blicher
(langt indefra).
Hjem! Har jeg et Hjem? Her var mit Hjem, men nu har onde Magter jævnet det med Jorden, som naar Ploven gaar hen over Lærkens Rede.
(Tyttebærkaren har stille sat sig i Lyngen ved Siden af ham.)
Blicher
(fortsætter).
Her sidder jeg nu som en Spedalsk; alle har erklæret mig Krig. Ingen kommer til mig, uden de har en Sten i Haanden. Komitteen mødte in pleno og frasagde sig ethvert Samarbejde ad Aare. Dette er den sidste Himmelbjærgfest. – Mit Navn er skjændet. Mine Idealer traadt i Skarnet. Det er forbi, Karen; forbi! Var kun ogsaa mit Liv forbi!
Karen.
Nu maa du komme med os hjem, Blicher; saa slides det vel hen.
Blicher
(heftig).
Jeg skulde sidde paa Sædebræt med hende – kanske skal ogsaa Galanen med paa Vognen.
Karen.
De er væk for længe siden; dem skal du ikke komme til at møde.
Blicher.
Aa, maatte jeg aldrig møde hende mere – før for den evige Dommer! – Hvad har jeg nu mere at miste af? Hvorved har jeg fortjent den Skæbne, at de forlod mig allesammen.
Karen.
Nu ser du for mørk paa det, Blicher.
Blicher
(heftig).
Nævn mig da blot een eneste, der blev.
Karen.
Nej, jeg er jo kuns en simpel Tjenestepige, men —
(brister i Graad).
Blicher.
Ja, du, Karen! Dig har jeg da tænkt paa hele Tiden. Du er det troeste Guld! Men det gjør de andres Falskhed endnu grellere! Min Kjærlighed, mit Hjems Forlis – ja, det er jo en gammel Skade, men Himmelbjærget, Festen heroppe i Guds Sol – hvorfor maatte jeg ikke beholde den som en Trøst for alt det, der brast, alt det, det saarede Hjærte tabte dernede! – Har jeg da røgtet mit Kald slet? Har jeg søgt mig uædel Vinding eller sunget og talt som en Fjante?
Karen.
Nej, Blicher, jeg tykkes det maatte gaa enhver til Hjærte, saadan som du har talt her i de Dage. Jeg har aldrig været med til noget skjønnere, og jeg saa da ogsaa, at der var mange, der ligefrem græd – jeg vil nu ett tale om mig selv – ; men især saadan ældre Mennesker; de stod og saa snart paa dig og snart paa hinanden, og saa begyndte Taarerne at trille ned over deres Kinder; ikke fordi, at der var noget bedrøveligt i det du sa', nej, tværtimod; men de tyt vel ligesom jeg, at de var med til noget saa nyt og skjønt, ja, og saa havde de vel ikke anden Maade at vise det paa.
Blicher.
Ja, men hvorfor svigter de mig da!
Karen.
Det er vist ikke dem, der svigter dig, Blicher. Dem kan du saamænd faa i Tale igjen, naar og hvor du vil. Nej, dem i de fine Frakker, Udvalgsmedlemmerne, Festkommiteen, – der skal ha deres Navn i Aviserne, men nu er ræd for Skandalen, – med dem er det en anden Sag; det kan jo være, de bliver henne – men skulde ikke ogsaa nok et Par af dem kunne undværes?
Blicher.
Jo, det har du sandelig Ret i, Karen; de fleste af dem er ikke en Pibe Tobak værd. Jeg har baade tit og ofte løbet paa mine gamle Ben 5 Mil, 10 Mil, til et af deres Kommitémøder for at faa en Ordning, en Aftale om et eller andet, og saa har ikke een af dem gidet komme, men jeg har kunnet løbe Gravinar over det halve Jylland.
Karen.
Ja, saadan er vel den Slags, naar de vil gjælde for rigtig fine.
Blicher.
Her sidder vi da, Karen, som Noa efter Syndfloden, strandede paa vort Ararat.
Karen.
Ja, men du skal se, Blicher, der er sluppen en bitte Due med os, en af dem, der vil komme hjem med et grønt Blad i Næbet.
Blicher.
Gid jeg turde tro dig paa dit Ord, Karen, men det er som om Skæbnen arbejder paa, at ribbe mig for al Tro.
Karen
(trykkende hans Haand).
Du maa ikke fortvivle, Blicher! Du som har vist den Evne til at faa saa mange andre til at tro, tro paa det nye og det skjønne i den Tid, som snart skal komme – aa, om de Folk ikke var til – hvordan skulde det saa gaa i Verden? Men, Blicher, du er én af dem; du maa altid præke Solskin, om det saa er aldrig saa graat i dit eget Hjærte.
Blicher
(klappende hende paa Kinden).
Du kjære, lille Karen! du sidder jo her som en Marie under Korset og gyder Balsam i mit blødende Hjærte. Og det har du gjort i al din Tid, ligefra den Dag, jeg mødte dig derude mellem Tyttebærrene.
Karen.
Ja, det havde jeg nok let ved, Blicher.
Blicher.
Det er ikke alle, Karen, der har saa let til det gode, som du. Du blidnede min Mors Lidelser, til Gud gav hende en naadig Død; du har været min gamle Fars Hjælp og Trøst i hans Alderdom, mens din egen Ungdom blegned, og nu sidder du her og prøver paa at hjælpe mig over mit Livs Skibbrud – . Dersom ikke du og dine Lige var i Verden, saa blev der ingen Mulighed for at leve.
Aa, saa tit mine Hænder har været knyttede til at forbande! Men naar jeg saa saa paa dig og din stille uselviske Ofren dig for andre, ja saa skammed jeg mig, og min Forbandelse forvandled sig paa min Læbe til Velsignelse. For jeg har ikke altid haft lige let ved at tro paa de bærende Kræfter i mit Folk – men naar mit Øje saa kom til at hvile paa dig og dit stille Offer, saa svandt enhver Tvivl; for du var jo som en ny Søren Kanne, omend i Kvindeklæder, – Ofret, Daaden, den stille Given sig hen for andres Vel. Og saa sa' jeg til mig selv: Saa rigt er dit Folk nedefter, indefter; inde ved dets Rod ligger der gammelt Guld, gyldne Ringe, gyldne Spange! Og jeg løfted min Isse og sang. (La'r sin Haand glide hen over hendes Tinding.) Saa er den jydske Barde da ikke helt forladt, naar saa ren en Sjæl sidder ved hans Side!
(Gryet er efterhaanden gaaet over i gylden Solopgang.)
Blicher
(fortsætter).
Se! nu tænder Gud Lyset paa sit Højalter; saa bliver hver en forfængelig Praas overflødig.
Tit tænkte jeg paa, om ikke jeg selv var en saadan forfængelig Praas, der vilde lyse omkap med det Høje. Men saa følte jeg mod mit eget bankende Hjærte, og dets ærlige Begejstring gav mig Lov til at tro, at det, jeg vilde for mit Folk, var andet og mere end forfængelig Tant —
– Aa, jeg er saa træt, Karen; i to Nætter har jeg ikke sovet, første Nat af Glæde over den store Tilslutning, denne Nat af Sorg over det, der siden er hændet. Hvorfor retter min Gud saa tunge Slag imod mig! – (Vender sig ud mod Landskabet.) Se, der ligger nu Landet, det jydske Land, som jeg fra Barn har gjennemtravet paa min Fod. Hvor er jeg voxet sammen med dette Land! Det gav mig Kummer, men ogsaa Glæde. Se, hvor det bader sig i Morgenens Lys! Dets Møller gaar rundt, dets Kirketaarne ranker sig med mørke Glamhuller, mens Rugens Vipper sænker sig eftertænksomt mod Høsten. Ogsaa jeg nærmer mig Høstens Alvor, da den rappe Føjten omkring maa være forbi. Foran mig – over Heden – flyver snart det tavse Træk af Viber og Hjejler, og bag mig – se, Karen: Festens tomme Flagstænger!
Karen.
Aa, Blicher, nu maa du ikke igjen henfalde til din gamle Bedrøvelse.
Blicher.
Bedrøvet eller ikke. Hvad Rolle spiller mit Liv mod Slægtens Liv. Træt er jeg Karen, træt af disse evige Sylestik.
"Som en sandet Vej opad for en gammel Mands Fødder", saadan blev mig de tusinde Skuffelsers Sti.
Den Pil, der ramte i Kvæld, den kan ingen Saarlæge trække ud af mit Hjærte.
Karen, du stille og trofaste Sjæl, den eneste, som deler min Bekymring, maa jeg støtte min Tinding mod dit Knæ; saa prøver jeg at faa Samling paa en vemodig Vise, som har boret i mit Sind den ganske Nat.
Det skulde være saadan et Testamente, der kunde aabnes af mit Folk, naar jeg trætte Mand ikke er mere.
Karen
(lægger hans Hoved til Rette i sit Skjød).
Blicher
(siger):
Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk!
Jeg hører Vinterens Stemme;
thi ogsaa jeg er kun her paa Træk
og haver andensteds hjemme.
Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
det Hjærtet ikke betynger,
og derfor lige glad nu og da
paa Gjennemrejsen jeg synger.
Jeg skulde sjunget lidt mer maaske —
maaske vel ogsaa lidt bedre;
men mørke Dage jeg maatte se,
og Stormen rev mine Fjedre.
Jeg vilde gjerne i Guds Natur
med Frihed spændt mine Vinger;
men sidder fast i mit snævre Bur,
der allevegne mig tvinger.
Jeg vilde gjerne fra højen Sky
udsendt de gladere Sange;
men blive maa jeg for Kost og Ly
en stakkels gjældbunden Fange.
Tidt ligevel til en Smule Trøst
jeg ud af Fængselet titter
og sender stundom min Vemodsrøst
med Længsel gjennem mit Gitter.
Lyt og, o Vandrer! til denne Sang;
lidt af din Vej du hidtræde!
Gud ved, maaske er det sidste Gang,
du hører Livsfangen kvæde.
Mig bæres for, som ret snart i Kvæld
at Gitterværket vil briste;
thi kvidre vil jeg et ømt Farvel;
maaske det bliver det sidste.
(Tæppet gaar langsomt ned.)
NOTER
S. 1. »Livet paa Hegnsgaard«. Blev begyndt 11. April 1901 i Kafé »Svanen«, Roskilde; de tre første Akter skreves i tre Dage. Udkom om Efteraaret 1907; Première paa Aarhus Theater 29. September s. A. og gik der 30 Gange. Première paa Dagmartheatret, Kjøbenhavn, 10. December 1907 og gik der 21 Gange. For Provinsen solgt til Axel Jacobsen – Première i Skive 14. Januar 1908; i denne By gik det 9 Gange; derfra gjennem alle danske Provinsbyer (spillet ca. 150 Gange). Première paa Odense Theater 24. Januar 1908. Er spillet i to Sæsoner 1917 – 18 paa »Det norske Theater« i Kristiania; spillet utallige Gange af Dilettanter og oplæst ca. 200 Gange af én og samme Oplæser, Martin Sørensen. Oversat til Tysk af Erich Holm (ɔ: Wienerinden Fru Margrethe Prager): »Das Leben auf dem Heckenhofe« (Wien 1909; trykt som Manuskript). 3. Akt trykt i det Wien'ske Theaterblad »Der Merker« 25. September 1910, S. 978 – 81. – 2. Udg. (Folkeudgave) kom 1913. – Musik til Sangene af Lægen Johs. Torrild.
S. 89. »Ulvens Søn«. Udkom Efteraaret 1909. Première paa Aarhus Theater 14. November 1909; opført i de danske Provinser af Axel Jacobsen, Première i Aalborg 23. Januar 1910. Oversat til tysk under Titlen »Nemesis« af J. Josephsohn (Febr. 1910). Ikke i Handelen. – Musik til Sangene er af Carl Nielsen.
S. 189. »Naar Bønder elsker«. Udkom i Efteraaret 1911. Kjøbt for Jylland af Albert Helsengreen; Première i Aalborg 22. Oktober 1911; kjøbt for Øerne af Axel Jacobsen (med en omarbejdet sidste Akt; utrykt) 1912. – Première paa Aarhus Theater 26. November 1911. 1916 – 17 opført paa »Det norske Theater«, Kristiania, oversat til Maalet af Hans Seland; Première 16. Februar 1916. Musik til Sangene er af Louis Mølholm.
S. 275. »Himmelbjærgpræsten«. 1. Oplag udkom i Midten af November 1917; 2. Oplag ca. tre Uger efter. Kjøbt af Albert Helsengreen for de danske Provinser; Première i Aalborg 21. September 1917. Antaget til Aarhus Theater 1917. – Intet af de kjøbenhavnske Theatre har villet opføre hverken dette eller de to foregaaende.